Friday, December 30, 2005

Året 2005

Der var engang en pige, der hed Stina. Hun havde rejst så vidt omkring i sit liv, og havde set meget mærkeligt. Hun havde kæmpet mod vejrmøller, drager, sindssygdomme, psykopatiske kærester og andre unaturlige fænomener, da hun endelig fandt Manden.
De giftede sig i 2004, og alle spurgte: "Hvornår skal I have børn?" Hver gang svarede den barske og stædige Stina: "Vi kan ingen få!" Og så spurgte folk ikke længere.

Den dag Stina giftede sig, holdt hun en tale om en skat for enden af regnbuen - den skat, som hun og mange andre bruger en stor del af deres liv på at jagte. For dén dag opdagede Stina nemlig, at skatten for enden af regnbuen er kærligheden til den, der gør at man kan se alle verdens farver. Selvom jeg altså havde fundet min skat, så bad jeg endnu, jeg bad og græd og ønskede mig så inderligt: Et barn.
Og i 2005 kom Elias den Elskelige ud til os, og føjede sig til rækken af mennesker, som får mig til at se verdens farver - men han har en prisme med sig fra Regnbuelandet, som gør at jeg nu kan se dem endnu klarere, fordi han er her. Og jeg kunne ikke ønske mig mere.
Da jeg havde født Elias blev jeg meget alvorligt syg. Det var den sværeste stund i år 2005, ja i hele mit liv, da jeg stod bøjet over vuggen en sen nat da Elias var en uge gammel, for at sige farvel til ham. Jeg skulle opereres akut og vidste hverken hvad de ville finde eller om de ville nå at finde og fjerne problemet.
Jeg havde en hæslig tid, et frygteligt ophold på hospitalet, det var endnu en rejse hvor jeg kæmpede mod væsner der ikke var jordiske, ikke menneskelige. Men jeg kom hjem. Og jeg græd. Og jeg stoppede ikke. Jeg ønskede at jeg var død under operationen. Men nu kunne jeg ikke dø. For nu var mit barn endelig kommet. Så jeg fandt til sidst en psykolog, og det var tiltrængt!
Det hjalp mig hurtigt. Jeg fik det snart bedre, jeg fik det også bedre fysisk, og jeg nåede at gå en lille tur i Tivoli med mit barn i barnevognen, inden de lukkede for sommeren 2005.
Det var sådan en ting jeg havde drømt om at gøre dengang jeg var barnløs mor - for dét mente jeg "man gjorde" når man havde fået sit barn.
Det kom totalt bag på både mig og Manden at det kan medføre en ægteskabelig krise at blive forældre. Vi talte om hvorfor den "først" kom nu - og ikke mens vi gik i behandling. Men vi var pressede, både på job, studier og hjemme i en halvfærdig lejlighed. Og vi var i krise over det dramatiske forløb efter fødslen. Vi kom dog igennem det - og vi kom godt igennem det, med endnu en opblomstring i vores forhold.
Jeg afsluttede mit forløb hos psykologen den 13. december. Hun syntes jeg klarede det flot, hun mente ikke jeg havde haft en depression, men en krise p.g.a. chokket over forløbet omkring fødslen. Hun var enig med mig i at jeg er igennem det nu. Og jeg er hel. Måske mere end hel. Nu er jeg nemlig stædig igen.

Jeg læste på Monjas blog om at føle sig som en fremmed blandt venner, noget som i sin tid vidst blev startet hos Sille. Jeg føler mig måske ikke som en fremmed, men på en måde alligevel lidt. Jeg føler jeg har snydt. Jeg føler mig misundelig på mig selv. Men jeg er også rørt, lykkelig og måske vigtigst af alt: Jeg kan sige helt oprigtigt at selvom jeg ikke altid kan se en mening med tingene, heller ikke retrospektivt, så føler jeg at den rejse, jeg har foretaget gennem tårer, latter, kanyler: Regnbuer med hjerter bagved, halvvejs ind i Dødens Dal, og tilbage ad The Mighty TukTuk River, den rejse har beriget mig. Gjort mig større, blødere og hårdere, modnet mig, gjort mig indædt, forøget min smertetærskel og givet mig evnen til at række ud efter fremmede. Om jeg har brug for dem, eller de har brug for mig. Og vigtigst af alt, så gav rejsen mig PUK og Jasmin.

I dag stod jeg og så på den rene sne, der dækker græsset. Jeg ville beskrive år 2005 med ét ord. Jeg sprang ud i sneen med begge ben. Og dér skrev jeg de fem bogstaver, der sammen med et åndedræt holder sammen på mig, mit liv, mit alting:
E L I A S
Jeg stod en stund og betragtede det. Og så skrev jeg et navn til. Et pigenavn. For jeg føler virkelig at det barn jeg nu venter er; min datter.

Vi må alle vente og se hvad 2006 bringer. Men vi skal nok finde ud af noget, alle her i blogland!
TAK for året der gik.
Jeg ønsker jer alle et velsignet år 2006 - og gid alle jeres ønsker må gå i opfyldelse og al jeres frygt blive gjort til skamme!!!!!!!!

stubbornmom den Friday, December 30, 2005

3 kommentarer

Wednesday, December 28, 2005

Scanning flyttet!

Min tid til scanning er flyttet til den 5. januar.
Morten ringede og gav besked i går om at han har fået fri torsdag. Så derfor.
Så regnede han lidt på hvor langt henne jeg er og mente så, at den 5. var et godt tidspunkt, også i henhold til vagtplanen.
Jeg spurgte om jeg skulle få en af mine egne læger til at henvise mig til ham, men det betød ingenting for ham, sagde han.

Jeg har taget endnu en test for at se, om den bliver tydeligere, og det gør den, den er helt tydelig nu, lige så tydelig som teststregen. Jeg har det indtil videre godt, og føler mig næsten ikke gravid, i hvert fald ikke på den kvalmende måde. Men nu er jeg jo snart også så vant til at være gravid :-)!

I morgen skal jeg bare ud at gå i sneen med min dreng. I dag ville jeg ønske han var lidt større for så kunne vi bygge snehuler og snelygter og mange sjove og hemmelige ting, men det får jeg forhåbentlig rig lejlighed til med tiden. Indtil videre nyder jeg at se verden gennem hans øjne, således ser jeg den også for første gang. Selv de allermindste ting kan man beundre og undres over når man pludselig får sådan en chance for at være her NU.
Gid jeg i fremtiden kan være sammen med ham på denne måde, og så selvom jeg bliver stor og tung igen, og gid han ikke vil opleve et fravær af mig, under denne graviditet.
For indtil verdens ende er han min baby, min lille dreng, uanset hvor gammel han bliver og hvor mange søskende han får!
Gud hvor jeg dog elsker den dreng.

Nytårstalen må vente lidt. Der er sket så meget - lige til det sidste!
Tårer af næsten vantro lykke blander sig med tårer af en lille smule angst. For om jeg kan være god nok, vokse nok med de store opgaver, jeg synes jeg har fået. Men mon ikke?
Lad os alle finde en smule trøst i dette:
Gud giver os aldrig mere, end vi kan klare...

stubbornmom den Wednesday, December 28, 2005

3 kommentarer

Monday, December 26, 2005

Forresten, hvad skal jeg give ham????

...Forresten, jeg har brug for jeres hjælp til at finde på en gave til Morten, han har endnu ikke fået den ellers påtænkte gave efter vi fik Elias, og nu synes jeg lissom "gavegrunden" vokser!
Hvad synes I? Og hvad skal jeg evt. give ham?
Forslag modtages inden butikkernes lukketid i morgen den 28.12.05.

:-) Love u :-)

stubbornmom den Monday, December 26, 2005

3 kommentarer

Så meget på hjerte

Jeg har så meget på hjerte for tiden, jeg tror faktisk at jeg kunne skrive flere poster om dagen. Jeg har gået så længe og "sparet op til en blog" at det helt løber af med mig.
Gårsdagens historie om min borderline mor er f.eks. slet ikke slut - den er nok nærmest uendelig, der tilføjes jævnligt nye kapitler. Men bortset fra det, så glemte jeg helt at fortælle hvad der fik mig til at skrive de hårde og absolut sande ord om min egen stakkels handicappede mor ;-/.
I sin tid brugte hun min børneopsparing. Nu har hun så givet lille E én i dåbsgave. Den har hun nu stoppet indbetalingen til, fordi det åbenbart ikke lige passede ind. I stedet giver hun min voksne bror kr. og kr. hver gang han er hjemme.
Det er ikke pengene, jeg bliver sur over, det er sådan set ligegyldigt. Nej, det er det faktum at hun nedprioriterer E, fordi han er mit barn. Hvis min bror havde børn ville hun aldrig gøre sådan. Og det gør mig så rasende. Nok om hende, men det var altså det der startede lavinen.

Jeg har en helt. Han er helt fantastisk. Det er Morten. Morten er dén læge, der lave lille E til os. Da jeg havde født gik jeg en grueligt masse igennem, og da jeg vågnede efter operationen, og begyndte at kunne gå lidt rundt i afdelingen så mødte jeg - ja, Morten.
Han var og er enormt sød ved os, meget dygtig og omsorgsfuld, og så ved han liiige hvordan man takler en Stina. Jeg føler mig ekstremt tryg ved ham. Det er måske hele idéen om at han hjalp os, at det var ham der "startede det hele" for os, da han lavede E. Og ham der støttede og trøstede undervejs. Han sagde i sin tid til min mand, at "den dér ene procent kan du ikke bruge til ret meget".
Så jeg ringede selvfølgelig til ham forleden. For at fortælle at min mand har gjort mig gravid. Selv. (Vi er nu i kategorien "gør det selv-forældre", puha, den må jeg tage en anden dag!). Han var ikke lige ved telefonen, men jeg lagde besked. Dagen efter ringede han tilbage. Han sagde: "Tillykke, hvor er det dog fantastisk!". Han sad med hele min journal, så jeg kunne stille ham mine spørgsmål. Kan mit ks holde til graviditeten og fødslen, når der ikke er gået længere tid end der er siden min fødsel? Svaret er ja. Har jeg forøget risiko for at den nye spire sidder udenfor livmoderen, pga den operation jeg fik, der har fyldt min højre side med arvæv? Svaret er ja. Derfor vil Morten gerne se mig til en scanning i ambulatoriet den 29., og det gælder om at være der til tiden, for som han sagde: "Du er jo ikke henvist hertil af en læge, men kom præcis, så passer det med at jeg kan få puttet dig ind dér, så vi kan se at den sidder som den skal."
Manden gør mig en tjeneste. Igen. En mega tjeneste. Men den største tjeneste har han allerede gjort mig - han gav mig mit barn.
Morten vil altid være en helt, en stjerne, en hospitals-Aragorn i min verden! Og selvom jeg ved han er gyn-obs'er, så er jeg så fuld af tillid til den mand, at jeg med glæde ville lade ham operere mig i hjertet... Jeg tror I er med nu, ikke *s*!

stubbornmom den Monday, December 26, 2005

1 kommentarer

Get busy living, or ...

Ja, det var så den jul. Elias' allerførste i en forhåbentlig meget lang række.
Der var selvfølgelig masser af mad og gaver.
Og så var der vores egen, den helt store, julegaven som mange drømmer om at give deres familier. Vi havde også drømt om denne dag, eller rettere, vi nåede lige at drømme i 3 dage, før det var jul og tid for familien at få den glade nyhed.
Fra Nordnorge til vores egen hjemmejul lød det glade budskab, og de fleste tog imod den med glæde. Men desværre er det sådan at i min familie kan man ikke bare være glad uden der skal komme én og sætte skår. Bare et lille bitte skår. Og min mor har altid en ultra-skarptsleben diamant at skære min lykke med...

Da vi i sin tid forkyndte, at nu ville vi gerne snart have børn (der gik så længere tid med dét, end vi anede dengang), var min mors umiddelbare reaktion: "Ja, men du kan jo sikkert ikke få børn". TAK for det, det var da liiiige hvad jeg trængte til at høre. Det viste sig så at min mand ikke kunne få børn. Efter mange behandlinger og op - og nedture blev jeg endelig gravid. Her var min mors reaktion: "Pas nu på, du aborterer nok!". TAK, det var liiiige hvad jeg trængte til at høre. Jeg valgte derfor at droppe al kontakt med hende til efter 12. uge. Hvilket hun jo var meget ulykkelig over og slet ikke kunne forstå.
Da så drengen kom, så turde hun ikke holde ham, det er nu en ærlig sag. Lige frem til fødslen var hun sikker på at jeg slet ikke kunne klare det, at jeg ikke havde babytøj osv. Og lige siden han blev født har hun klaget over 1) at jeg ikke har tid og lyst til at ordne alt for hende og klare hendes problemer 2) at jeg kommer for sjældent på besøg (WONDER WHY!!!!) 3) at det barn får lov at gå i brugt tøj (hvad er der galt med at man OGSÅ giver sit barn brugt tøj?), og endelig at 4) vi tager vores barn med ud, såsom til juleaften og fødselsdage (havde hun tænkt at han bare skulle være alene hjemme????)........

Nå, men tilbage til gaven...Den mægtig stolte og på forhånd orienterede morfar åbnede en flaske champagne og da den var hældt i glassene (jeg fik 1 lille tår), så forkyndte vi det glade budskab. Og selvfølgelig blev der smilet og lykønsket. I to minutter. Så rummede hun det ikke mere. NEJ, SÅ var det forfærdeligt, for hvordan skulle hun nu komme hjem til sin familie på sommerferie, nu kan jeg jo ikke tage med!?!?
Så resten af aftenen gik for hendes vedkommende med at remse alle de problemer op, der var FOR HENDE i, at jeg nu er blevet spontant gravid.
Havde hun dog bare tænkt på mig, på min krop, på min psyke, på min operation der har givet mig en let forhøjet risiko for at dette nye barn sidder udenfor, havde hun bare tænkt lidt på os, på noget der ikke handlede om HENDE selv... Men nej...
Jeg ved godt hun er extrovert borderline, impulsstyret og selvcentreret, but f...... anyWAY!
Der findes bare ikke noget "wake-up call" i hendes verden.
Hun bliver ved med at finde sin egen ulykke hver gang jeg finder lykke i MIT liv.
Jeg skrev engang et digt om det...

Jeg var dét lille sandkorn, alle storme hvirvlede op mod lyset
Jeg var for lille
til at grave mig ned...

Og det er sådan det er med mig. Det var sådan jeg fik hæftet "Stædig" på mit navn. Dét var sådan jeg blev mig. Det er som i det siges "Shawshank" ("En verden udenfor"):
Get busy living - or get busy dying!
Jeg er meget busy living lige nu!

stubbornmom den Monday, December 26, 2005

3 kommentarer

Wednesday, December 21, 2005

Ro så, for hulan, ro!

Ja, så var jeg ved lægen. Hun sagde: "Nok er den svag - men den er der! Du er gravid!" Hun spurgte om vi ville beholde den!!!! OM vi vil???? Selvfølgelig, der er jo tale om et mirakel!
Hun er vikar for min egen læge, som selvfølgelig har ferie. Og HUN får sig en god hyggestund når hun kommer igen efter jul!

Termin er den 24. august. Jeg er lidt sulten, træt og har lille hovedpine.
Men vi er glade, vi er glade og taknemmelige! Tænk at dette, det utænkelige, er sket for lige netop OS!

Kære Gud, jeg ved du findes, jeg har ofte været vred på dig, men du har givet mig 1000 gange dét, jeg mistede i mit liv. Jeg har alting. Og mere end det. Jeg har så ofte, siden vi fik Elias den Elskelige, spurgt dig, om du mente vi havde trodset din vilje, ved at få ham selvom vi ikke kunne lave ham selv... Jeg bad om et tegn, et svar, noget der kunne vise mig om vi var helt ved siden af og slet ikke i orden... Nu har jeg fået det bedste svar af dem alle. Vi er så levende, vi er så rigtige, vi er i den samme båd. Og vi er gravide igen.
Nu er det ikke tid til kriser, til at skændes, men til at elske kun mere og mere endnu. Nu er det tid til at holde kæft og RO, ro for hulan da!
Tak for stormene, tak for dem du gav mig at følges med, tak for alt hvad du har givet mig, tak for det hele, jeg kan ikke takke dig nok, mit liv viser hvad jeg mener, når jeg siger:
TAK!

Jeg sendte dette vers som sms til venner og familie i dag. Nu giver jeg det videre til jer:

Julen er jo miraklernes tid
til dem vi for sjældent har fæstnet vor lid
men i år må vi undres og få mere flid
for min mand har helt selv
gjort mig gravid
Vi håber I glædes vil ved disse ord
og hjælpe os lidt i august
når Elias blir' storebror

Husk at uden jer, så var jeg nok ikke ombord i hverken denne eller nogen anden båd længere. Til jer der stadig kæmper: Lad os ro, for hulan: RO!

stubbornmom den Wednesday, December 21, 2005

5 kommentarer

Tuesday, December 20, 2005

Forvirret...

...Jeg er stadig noget forvirret, og jeg føler mig slet ikke gravid. Men min mælk må smage anderledes, for lille dreng er ikke meget for det, hvilket gør mig ked af det. Jeg synes det er synd.
Jeg tog en test mere kl. 5 i morges, og den var også positiv. Jeg føler mig ikke specielt gravid, kun lidt svimmel og træt, men ellers intet. Så begynder tankerne jo, om den holder fast eller om den allerede er gået til? Om den er rask? Om alle mulige ting!
Nå men jeg skal til læge her i eftermiddag. Så må vi se om jeg stadig er gravid til dén tid??!!

Ja, jeg kan altså stadig ikke fatte det!!!!!!!!!

stubbornmom den Tuesday, December 20, 2005

5 kommentarer

Jamen hvad hulan????????(Den dag jeg talte LIVE med PUK!)

Uha uha uha uha!!!!
SOmebody, kom lige og forklar mig det her...
...Jeg tog dén test! Og så...tog jeg én til! Og i morgen...tager jeg endnu én. I morgen tidligt.
De 2 jeg har taget nu var... POSITIVE!

Jeg fatter det ikke jeg fatter det slet slet slet ikke. Hvad gjorde jeg? Jo jeg tog telefonen og ringede til: PUK! Som jeg aldrig før har talt med, men sikke en sprød og dejlig stemme, der tog lige så vel imod mig, som hun altid gør på nettet. Det var vildt. Og hun var lige dér sammen med mig. Eller os!

Manden mener at Hvidovre skal betale børnepenge, eftersom de har "bildt os ind" at det ikke kan lade sig gøre! Altså, det er jo meget nyt endnu, så det er jo slet ikke sikkert at det bliver til noget.
Hvis det gør skal jeg føde til august.
Damn! Det er vildt!
Livet er i sandhed hvad der sker, mens man planlægger det.

Jeg kan ikke sige det til mine elskede netbabyvenner på juliterminen 2005, for dér bliver jeg overvåget af en sladrenisse. Og jeg vil SELV fortælle det til min familie.
Men nu ved I det! Det er min julegave til jer. Ikke at jeg selv fatter det. Men nu må vi se hvad der sker - i hvert fald så skal jeg til lægen en af de næste par dage, og helst I MORGEN!

Puha puha! Men jeg er da glad, selvom det også er underligt.
Hvorfor kan en mand ikke levere når man beder? Og når man siger til ham at han er steril, så kan han sg* godt lave et barn på en!!!!??????

stubbornmom den Tuesday, December 20, 2005

3 kommentarer

Sunday, December 18, 2005

Jeg HAR et barn...

Jeg har et barn. Et smukt og skønt og helt perfekt barn. Han er 4 mdr. og 3 uger.
Han kom efter 2 års kamp, 5 inseminationer og uendeligt mange tårer. I al den tid han lå i min mave kaldte vi ham TukTuk, fordi hans lille hjerte sagde tuk-tuk i doptonen. Den smukkeste lille lyd, som musik der ramte og omsluttede hele vores livsnerve. Han er fin og god og mild som en sommervind. Han er så nem at gøre tilpas. Og han er den smukkeste skabning på jorden, det er sandt!
Men stadigvæk er jeg barnløs - helt ind i hjertet. Følelserne omkring barnløsheden forsvinder aldrig. Uanset hvor meget, man bearbejder dem, eller hvor mange børn man får. De velkendte følelser af sorg, afmagt, skuffelse, frustration og naturligvis håb, forsvinder ikke. Ikke nogensinde, tror jeg. Min mand kan ikke bare gøre mig gravid. Vi skal have hjælp. Odds for at vi "gør-det-selv" er utroligt små - mindre end odds for at vinde den store gevinst i Lotto.

Der er så bare dét at jeg ikke har fået min mens denne måned. Jeg kender godt den forræderiske mens - véd kun alt for godt, at den kan være forsinket uden at det betyder vi venter barn. Men denne gang, denne gang er den forsinket - som i mange dage forsinket. Og vi har ikke brugt noget, hvorfor skulle vi? Vi kan jo ikke få børn, damn it!
Jeg har læst på nettet at hvis man ammer jævnt gennem døgnet, så får man ikke menstruation, og jeg regner med at dét er grunden til forsinkelsen. Min mand er ret nervøs, for hvad nu hvis? Han mener ikke vi kan klare et barn mere lige nu, og vil helst være færdig med sin uddannelse først, hvilket han efter planen ville være næste jul. Men hvis jeg var gravid nu, ville jeg have termin i september 2006. Hvilket -for mandens vedkommende- ville være lige i semesterstart, og derfor maks dårlig timing! Vi taler desuden om at det ville være synd for vores søn, der i givet fald ville være 14 mdr, når han blev storebror.

Men men men men men men:
Der findes ikke dårlig timing, jeg har dårlig samvittighed og føler stor skyld over at vi gør os disse tanker. Jeg tror ikke på jeg er gravid. Jeg ved jo det ikke kan lade sig gøre. Og jeg synes det ville være maks ondskab hvis jeg var det nu! Jeg HAR jo allerede et barn!
Jeg ville blive vred på mig selv og føle det uretfærdigt - jeg kender barnløse som har ventet i årevis, og det er deres tur nu og det har for øvrigt været deres tur længe, alt for længe. Og jeg kan ikke vente mere på at se min kære netveninde blive mor! Jeg ville blive så ulykkelig, ikke fordi jeg fik et barn, men fordi hun ikke fik ét, hun der kæmper så meget og så længe.
Det er som at stå udenfor sig selv som tilskuer - en meget vred tilskuer!
Selvfølgelig ville jeg få dét evt. barn. Det er indlysende. Jeg kunne aldrig vælge et barn fra, aldrig. Uanset hvor meget jeg føler med andre, så ville det slet slet ikke gøre deres sorg mindre, at jeg valgte et barn fra. Jeg har den rigtige mand, jeg har job og er i gang med en videregående uddannelse. Jeg har et godt liv. Hvis min mand mod alle odds har lavet et barn på mig - så siger vi ja tak. Uden diskussion.

Men hvor ville jeg dog føle jeg havde fået en "ufortjent" gave. En stor én, men en gave jeg havde fået uden kamp. Kampen for at få børn er blevet en del af mit/vores liv. Og mange, jeg kender og elsker. Dét ville gøre mig så ondt at jeg af alle skulle blive dén, der sprang over i køen.
Hvis det er sket, så er det sket - så håber jeg at jeg ikke bliver udstødt af mine elskede kvinder, der kæmper. Jeg håber I ville vide at jeg tænker på jer, stadig føler det jeg altid har følt, og at jeg ville have meget dårlig samvittighed...
...Mon I forstår mig?

Nu må jeg bare vente på mens. Jeg er jo ikke testnarkoman mere, vel? Eller?

stubbornmom den Sunday, December 18, 2005

7 kommentarer

Saturday, December 10, 2005

Så skete det!

Jeg har egentlig tænkt på det længe. Men tiden har bare ikke været til det, før i dag. Så nu gjorde jeg det - invaderede blogland. Her kommer mine tanker om alt mellem himmel og jord "out in the open": Lige fra barnløshed over det længe eftertragtede moderskab til distriktpsykiatriens absurditeter.
Vær velkommen på min blog!

stubbornmom den Saturday, December 10, 2005

0 kommentarer