Saturday, January 21, 2006

Det er helt sort!

Tja, for dem der ikke har prøvet det kan jeg oplyse at det er en ret speciel oplevelse at tale i telefon med en psykotisk. Der er ikke grænser for hvilke oplysninger, man kan få - mere eller mindre relevante, og som oftest helt uden kontekst af nogensomhelst art. Nu har jeg meddelt min mors bopælskommune at jeg ikke længere vil være koordinationskontor for dem og deres, og at såfremt de er utilfredse med at jeg melder mig ud, ja så må de sgu til at sende mig en pæææænt stor check hver måned. For svie, smerte, misbrug af min tid og mangel på ansvarlighed. Ja ja, it might be politics, men det er jo roden til ALT ondt. Jeg er egentlig ligeglad med grundene, med forklaringerne, med det hele. Jeg må konstatere at uanset hvor mange forklaringer og årsagssammenhænge, der gives mig, så kan det koges ned til dette: Det er IKKE mit bord! De har opbrugt deres Stina-kvote - der er nul, zero, ikke mere "save the psycotic whales"-tid tilbage!
Efter at have taget den kulsorte humor i brug da jeg til Manden refererede samtalen med den psykotiske, lagde min støttende og forstående mand armene om mig og sagde: "Ja det er jo helt sort" mens han grinede stort. Godt, jeg heldige kvinde har en mand der ved hvordan jeg skal takles!
Så kom jeg i tanke om min bog - altså den jeg løbende skriver på. Og så tænkte jeg at I kan få et uddrag af noget af det groteske, der faktisk findes i dagens DK.
Hvis du, kære læser, allerede nu føler at jeg blufærdighedskrænker dig ved at fortælle om mig selv, så stop læsningen NU - før det er for sent. Historier der vil ud, har det med at komme det - før eller senere. Here it comes:

" Vreden er min ven, min drivkraft. Jeg kan køre i årevis på en tankfuld vrede.
Jeg er vred på KJ (ansv. overlæge), fordi hun aldrig er der. Og når hun er der, er hun ikke nærværende. Hun kan ikke passe sit job i mere end 4 sammenhængende uger ad gangen, og det pisser mig af. Totalt. Jeg synes det er noget svineri. Noget forbandet svineri. Tænk at jeg skal sidde her, 100 kilometer væk fra min mor, og fortælle dem hvornår hun er syg! Det kan fandeme ikke passe! De ser hende 1 gang ugentligt, og alligevel kan de ikke forholde sig til hende når hun først er rigtig syg. Sådan rigtig syg. Så er det, jeg skal ringe og fortælle dem det. Med den autoritære stemme på, helst skal jeg også lige understrege at min mand snart er færdiguddannet læge. For jeg kan ikke lade være. Jeg må bare gøre det! Egentligt er det jo latterligt, men jeg gør det alligevel. For det føles godt for mig. Det føles som at tage lidt af magten tilbage. Men inderst inde ved jeg jo kun alt for godt at der ikke findes nogen måde at tage magten tilbage på. Jo, hvis jeg var statsministeren. Eller Kronprinsesse Mary. Men det er jeg jo ikke. Jeg er bare en skide pårørende – som i "skide irriterende". Men dén Distriktpsykiatri, jeg kender, er kun opfundet for at slippe for at behandle folk. Kan man slippe for at behandle folk, så kan man spare penge. Og kan man dét, er der mere til valgflæsk. Eller til Statsministeren. Med Distriktpsykiatrien ser det så ud som om, man gør noget alligevel. Uden at røre en finger. Dét er sgu da smart! Lorte - pseudosystem!

Jeg lover at skrige det ud til verden. Det hele. Alt hvad jeg har set og hørt og mærket. Om det så skal være det eneste jeg nogensinde får gjort, så vil jeg gøre det. Om det så skal betyde at jeg aldrig kan få et job, så vil jeg gøre det. Jeg er forbi smerten. Nu er jeg stærk."

................................ Hvis nogen har en Lolitadukke-ting eller en papfigur der minder bare en lille smule om Lars Løkke, så vil jeg gerne købe den, tænk jeg tror den kunne fungere fint som boksebold hjemme i min stue. GNÆK!................................................................................................

stubbornmom den Saturday, January 21, 2006

3 kommentarer

Sunday, January 15, 2006

Hvordan er min verden ændret?

Efter nogle dage med en sur og svær lille dreng, har jeg endelig lidt tid til at skrive på min blog. P.t. ligger der en glad baby og leger på sit legetæppe i min stue. I min stue. Min baby! Det er næsten ikke til at forstå...

Jeg har tænkt lidt over, hvordan min verden er forandret: Forandret på grund af lille E og ikke mindst på grund af den nye, jeg venter til august. Hvad er der sket med min sorg? Den er ikke pist væk, men den har helt klart ændret form. Fra at være sylespids og kold og en ond, knugende, meget dyb sorg, er den gået over i noget andet. Næsten gennemsigtig, ikke så spids og ikke længere så dyb som før.
Jeg husker tilbage til dengang, jeg fik Mandens historie, og hvor vred jeg blev. Vred på den ekskæreste han havde stolet på, men som havde været ham utro uden beskyttelse, fået klamydia (hvilket i sig selv jo kan ske, det er til en vis grad forklarligt) MEN hun havde bare lige glemt at foortælle ham det, da hun fik det konstateret. Hvilket betød at han gik i månedsvis. Hvilket betød at da han først var fri af klamydiaen, var han steril.
Damn, jeg indrømmer det, jeg hadede hende virkelig af mit ellers så gode hjerte og mit ellers så rummelige sind.
Nogle rummede min vrede (som var et udtryk for min sorg, afmagt og frustration) og hjalp mig ved at rumme det sammen med mig, andre var mere eller mindre forargede over min reaktion.
Dén sorg har ændret sig i mig. Med Elias. Men nu står jeg et sted hvor jeg helt må kaste min vrede bort - i hvert fald den vrede der drejer sig om, at det jo er "hendes skyld" at Manden er steril. For det viste sig jo åbenbart at han ikke var mere steril, end at jeg bærer endnu et barn - et "hjemmelavet" ét. Så nu er jeg fri, fri af min afmagt, frustration, vrede - og fri af mit had. At jeg stadig er træt af hendes rolle og selve princippet i dét at man opfører sig så uansvarligt, er en helt anden ting. Men mit had er jeg fri af.
Og måske er det den største belønning. Den største frihed. At kunne sige at jeg én gang har hadet, men blev sluppet fri.
Før ville jeg have fortalt hende, hvad hun havde gjort, hvis jeg fik chancen. Hvis jeg fik chancen i dag, ville jeg fortælle hende at min historie og at jeg har været delvis uretfærdig overfor hende. Og jeg ville muligvis undskylde at jeg har spredt rygtet om hende - selv i hendes egne kredse.
Godt nok er jeg skruppelløs... Men når man har været en galning, må man tage det på sig.
Og dét er unægteligt nemmere for mig i min nuværende situation!

stubbornmom den Sunday, January 15, 2006

3 kommentarer

Friday, January 13, 2006

Digte-dag!

I dag er det digte dag på min blog. Jeg har udvalgt nogle digte, det første er fra tiden op til vi startede i behandling for at få Elias. De næste er fra tiden der fulgte, tankerne fra min graviditet omkring hvad jeg ønsker for min søn. Og endelig, et digt om hvordan det så egentlig er at være mor - og dét gælder (er min påstand) uanset om ens barn er kommet eller stadig står i kø "på den anden side"...
Jeg håber I finder en smule fornøjelse i mit ordbad for i dag ;-).

Brev til ufødt barn
Det er nu mit attende forsøg på
at opnå din opmærksomhed
det vil jeg gerne takke dig for
at du ikke bare sådan kommer
når jeg kalder
Rejsen for at finde dig
har givet mig uendeligt meget jeg har grædt som kun skyerne ved
mod den tomme himmel over min tomme krop
Jeg har aldrig forsvaret nogen
så meget som dig, mit ufødte barn
aldrig været stillet så meget til ansvar for nogen
som for dig, allerede
Aldrig har jeg mødt så lidt og så meget forståelse
på en og samme tid
Aldrig har jeg følt så stor glæde og vished
som nu da jeg går med mig selv i behold ned ad gangen
for at møde den læge
der kan hjælpe dig til livet, og os til at ændre vores
Det kræver sin kvinde og mand og kærlighed at gøre dette
For en, der endnu ikke er født
Men kære ufødte barn
en dag vil jeg høre dig græde
en dag vil jeg se dit ansigt
jeg vil bære dig og holde fast i det løfte
det er at give liv, og endnu mere på denne barske måde
Dagen kommer hvor du er hos os
Jeg vil lære dig at gå
at cykle, at læse, at klare dig i skolegården
lære dig at leve
Jeg savner dig uden at kende dig
og dog
er du genklang allerede i mit eget
mærkværdige væsen
Mit kære, elskede men ufødte barn
en dag vil jeg høre dig græde
en dag vil jeg se dit ansigt
Men i mange dage før den
har jeg for længst været
din mor

Hey lille stjerne (sang til Elias)
Hey lille stjerne
Svæver du dér
I din himmel
Og sender lys i natten
Til din mor og far

Hey lille stjerne
Sidder du dér
Bag en sky i mit sind
Og venter på at blive
I verden lukket ind

Hey lille stjerne
En dag vil vi ses
Og vi vil aldrig mere
Slippe dig igen

Hey lille stjerne
Du har et navn
I mit hjerte
Du har et navn i mit hjerte

Ønsker
Ønsker at frygten aldrig
vil finde dig
at angsten aldrig
tager bo i dit hjerte
at sorgen aldrig vil lænke dig
at de ting du ikke får gjort
ikke vil binde dig
at tvivl ikke vil fange dig ind
at du ikke vil blive
et firkantet menneske i en verden af kasser
Ønsker
at du vil bære regnbuen i dit sind
at du vil leve et liv
svøbt i kærlighed
at du vil lade stolthed drive dig
men ikke for vidt
at du vil blive stærk
i troen på mennesket at du vil tage imod
alt det smukke du er sat i verden
for at modtage
og hver dag føle blot et lille strejf
af lykke over at være til
og hver dag vide
at nogen elsker dig
blot fordi du er

Jeg kan mærke dig
Jeg kan mærke dig
mærke dig i mig selv
din gråd, som endnu
ingen tårer har
kan jeg mærke i min sjæl

Jeg kan mærke dig
mærke dig i mig selv
dén trøst, som endnu
intet navn har
kan jeg mærke i min sjæl

Jeg kan høre dig
høre dig i mig selv
dét sprog, som endnu
ikke er skabt
kan jeg høre i min sjæl

Jeg vil give dig
give dig alt af mig selv
dén verden, som endnu
ikke er givet
vil jeg give dig af min sjæl

........................................................................................................................................................................

stubbornmom den Friday, January 13, 2006

3 kommentarer

Friday, January 06, 2006

Verdens mindste hjerte!

Ja - så blev jeg scannet. Og den er go' nok!
Vi måtte vente to timer på Morten, fordi han havde en hyperakut operation. Det kan ske, og vi venter gerne på Helten :-). Han fik et billede hvor han står med Elias, et billede vi tog da han var 8 dage gammel. Og så skal han have sin "rigtige" gave næste gang, vi ses til endnu en scanning.

Først kunne vi ikke se noget foster, så jeg troede det var snyd og jeg slet ikke var gravid. Men Morten ledte efter det lidt, og lige pludselig! Lige pludselig var der en lille hvid prik, der blinkede. Vel nok verdens mindste hjerte - kun lige blevet til et hjerte og kun lige begyndt at slå!
Vildt. Og sikke en lettelse!
Jeg blev rykket tilbage, fra 7+0 til 6+0. Meget kan fremover ændre sig mht. den dato. Jeg skal, på Mortens initiativ, scannes igen den 26. januar.
Det er på min fødselsdag.

stubbornmom den Friday, January 06, 2006

5 kommentarer