Wednesday, February 28, 2007

Vrede til debat

Et sted i blogland drøftes vrede. Jeg vil gerne give mit besyv med.

Jeg har, som bloggeren der har taget emnet op, selv et meget "sydlandsk inspireret" temperament. Nogle dage er jeg f.eks. nødt til at vælge nogle bestemte personer fra, eller zappe væk fra givne tv indslag - jeg bliver simpelthen for vred ellers.
Jeg har taget mig den frihed ikke at undertrykke mit temperament, men som barn blev jeg både hånet og grinet af på grund af den ustyrlige trykkoger, jeg levede i - ok, der var også en del frustrationer, og ud skal de jo!
Lad mig afsløre at min families håndtering af mit temperament, vrede og frustration ikke har ændret sig væsentlig over årene. Hvilket er en stadig kilde til skuffelse, afmagt og ja - vrede!

I min optik er den vigtigste måde at håndtere til eksempel sit barns vrede på at anerkende den. Anerkende den ved at sige "jeg kan godt se du er vred, og jeg kan godt forstå det, det er også dumt!" eller simpelthen bare "ja du er vred nu" og så evt. en forklaring på, at det er da også irriterende at han ikke selv kan øse op endnu eller at han ikke må lege mere med vand, eller hvad det nu er.

Det værste jeg ved er når min følelser ikke bliver anerkendt - at anerkende er at acceptere, kan vi nogensinde ikke acceptere et andet menneskes følelser? Nej, det er pseudo at tro, at man kan andet - for vi er NØDT til acceptere også vores medmenneskers skyggesider, for vi kan ikke kontrollere (andres) følelser, følelser ER. Og det skal de have lov til - uden at det betyder at vi billiger dem. At acceptere og billige/ bifalde er nemlig, modsat hvad mange tror, ikke det samme. Accept indebærer ofte en tilstand ved én selv eller andre, man ikke har indflydelse på eller ikke har mulighed for at ændre.
Anerkendelse består i at bekræfte det man ser, hører eller oplever - og det efterlader "den (vredes)ramte" i en tilstand, hvor vedkommende får mulighed for at udtrykke og bearbejde sine følelser. Når man bliver sendt væk til sit værelse med dem, overladt alene med sine følelser, udelukket fra fællesskabet, eller som jeg blev det, overhøres brutalt, afbrydes, omgåes i tavshed og ingen spørger ind til dine følelser eller viser et ønske om at forstå (også selvom den et årige ikke kan svare, så kan han forstå at hans følelser "gerne må være der"), så føler vi os i bund og grund uvelkomne med vores skyggesider. Og deri ligger kimen til tonsvis af konflikter,anglen efter anerkendelse, endnu mere frustration og vrede, og i sidste ende en masse tårer.

Men hvorfor er vreden så meget mere forfærdelig end lykken? Er den mere udadrettet, eller er det bare fordi "vi mennesker kun vil have de sjove ting"?
Er vreden ikke som så mange andre følelser en del af livet? Burde vi ikke kunne håndtere vor egen såvel som andres vrede? Lytte til vredens indhold og ikke se det som et personligt angreb, når nogen omkring os har brug for hjælp til at håndtere deres vrede?
For det meste er der en forklaring - selvom følelser blot ER - men uanset hvad - stå inde, op, klar, for din og andres vrede, for det er ikke farligt.
Jo mere du tør den, jo hurtigere hjælper det.

Vreden er en vigtig drivkraft for mennesker. Uden den var der meget få politikere, for eksempel :-)

stubbornmom den Wednesday, February 28, 2007

4 kommentarer

Sunday, February 04, 2007

Til jer

denne her er så smuk så smuk
se den nyd den, find mod og styrke ved den...

http://www.mayyoubeblessedmovie.com/

stubbornmom den Sunday, February 04, 2007

1 kommentarer