Tuesday, October 30, 2007

Brev til Børge og Patientklagenævnet

I sommer var der en sag, hvor et forældrepar anlagde sag mod en læge og en sygeplejerske, fordi deres datter døde 4 dage efter sit kejsersnit. Hun døde af et hæmatom i bughulen. De havde åbnet hende, men ikke fundet det... Forfærdeligt tragisk. Jeg græd da jeg hørte om sagen. I mine tårer var også smerten over dét, jeg selv havde følt på egen krop. Jeg havde også et hæmatom, i lysken, og ja, jeg var også nær ved at dø. Blot blev jeg end ikke undersøgt, blot snakket lidt med af en læge, og barselsgangen insisterede på at sende mig hjem.
Jeg klagede til Patientklagenævnet efter at have hørt om den anden sag. Min klage kom først 2 år og 14 dage efter, det jeg klagede over. Derfor har Patientklagenævnet afvist min sag.
Så tog jeg kontakt til pigens far pr. mail. Jeg spurgte om han kan råde mig, hvor jeg nu skal vende mig hen for at blive hørt, og hvordan procedurerne er. Han svarede i dag, at han gerne vil råde mig.
Jeg græd da jeg skrev min forklaring til ham om min sag. Det gør så ondt inden i, for jeg føler at hospitalet gjorde en større indsats for at lade mig dø end for at lade mig leve! Hårde ord, ja, men det er sådan mine følelser er. Her er mit brev til Børge:

"Kære Børge
Mange tak for dit svar. Først vil jeg sige til dig, at din datters historie til stadighed rører mig dybt. Jeg føler med dig og hele familien i jeres tab. Det kunne så nemt have været min familie, men jeg var blot så heldig, at mit hæmatom sad lidt længere nede.

I juli 2005 føder jeg min søn Elias ved akut kejsersnit, det er en torsdag. Efterfølgende kan jeg ingenting, ikke gå, stå, bade selv, bade eller pusle Elias, ja det eneste jeg kunne var at amme. Jeg kunne ikke selv vende mig i sengen eller række efter et glas vand, så ondt havde jeg! Om søndagen insisterer barselsgangen på Hvidovre Hospital på, at jeg skal HJEM, for de skal bruge min seng! Selvom jeg ikke kan gå oprejst, da jeg ikke kan rette mig op pga smerter, så blir jeg udskrevet ved en lille sludder på gangen.
Tirsdag har jeg fået det værre og er begyndt at få feber, jeg bliver sendt tilbage til Hvidovre - og her er så sagens kerne: Jeg bliver ikke undersøgt, blot sidder en læge over for mig og siger "du har nok en blærebetændelse", men hun tager INGEN slet ingen prøver, heller ikke urinprøver... Sender mig hjem med recept på medicin, jeg ikke må få fordi jeg ammer.

Onsdag får jeg noget andet af vagtlægen, mens min mand er inde at hente det for mig, ligger jeg i sengen med min 6 dage gamle søn, og mærker feberen stiger, jeg var sikker på jeg skulle dø det var det mest skrækindjagende jeg nogensinde har oplevet... Jeg var så bange for at min søn skulle ligge der, med en død mor, helt alene, og starte sit liv på den måde... Og jeg var så bange for at gå glip af ham, min dejlige søn, nu da jeg endelig havde fået ham...

Torsdag 18 timer efter jeg er startet på penicillin: min feber stiger stadig, da den rammer 40,2 bliver jeg indlagt, her går de endelig i gang, der har jeg råbt op hele ugen og ind til jeg var så afkræftet at jeg ikke kunne tale klart mere... De opererer mig midt om natten, jeg fastede og tørstede i 12 timer selvom jeg også stadig ammede, jeg måtte ikke få smertestillende, sygeplejersken ville ikke sætte saltvandsdrop op så jeg var helt uden væske, de var også nedladende og mente jeg var "hysterisk" - indtil de åbnede mit snit igen og fandt en blodansamling så stor som en tennisbold i min højre lyske. Havde de nu bare taget mig alvorligt og behandlet mig om tirsdagen, eller endnu bedre, lyttet til mig da jeg ikke ville hjem, men sagde at noget var galt...
Min æggestok og livmoder var helt smurt ind i betændelse og derfor klæbet op på indersiden af mavemusklerne, det var derfor jeg ikke kunne bevæge mig, stå oprejst, gå ordentligt. Det blev ordnet under operationen, men jeg har stadig mén, dage hvor jeg må tage kortere skridt, osv. Og jeg slap billigt.
8 dage, fra jeg fødte til de gjorde noget.

Nu har jeg klaget, jeg kom 14 dage for sent, 14 dage over 2 års fristen, jeg havde fået at vide at det var 5 år, de er ligeglade i pkn, 2 år er gået og de vil ikke behandle min klage.
Hvordan anlægger jeg et civilt søgsmål, eller er der andre instanser, der kan tage sagen op, jeg vil have den læge til aldrig at glemme, at hun nær havde taget livet af mig i arrogance og neglegt - 12-24 timer mere, så havde jeg været død! Det er deres egne ord.

Jeg græd da jeg hørte om din datter, det var helt det samme vi fejlede så vidt jeg forstår, jeg græder tit når jeg tænker på hende og på jer og på hendes barn.

Det virker absurd at på trods af din datters sag, så er der ingen der vil tage min op - lægerne må ikke lære, de må ikke blive straffet selvom de udviser neglegt, og jeg bliver så vred, skal endnu en mand miste sin datter og et barn sin mor, før de vil se på det? Hvor er patientsikkerheden henne?
Jeg håber at høre fra dig, alle dine tips, jeg skal på arbejde nu, men senere er jeg ved computeren igen - jeg er glad for at du ville svare mig, og jeg håber ikke at det har været alt for hårdt ved dig at læse denne mail.
Sender dig et stort knus!"

stubbornmom den Tuesday, October 30, 2007

5 kommentarer

5 kommentarer

 Frøkenhat skrev

Hvor er det dog bare en forfærdelig historie.

 

 Evi skrev

Kære Stina

Jeg forstår godt at du har svært ved at acceptere, at der kan ske så alvorlige fejl blandt læger. Vi skal kunne stole på at de vil gøre deres yderste for deres patienter.
Det du har været oplevet er meget skræmmende, men desværre ikke enestående og jeg forstår til fulde din frustration over at, at du kom 14 dage for sent med din klage, men to år er jo ikke meget tid, så det lyder også helt urimeligt for mig, at de ikke vil tage den op.
Du må nok forvente at uanset om du kommer igennem med en klage eller ej, så vil denne voldsomme oplevelse tage lang tid at bearbejde! Jeg ved at du føler at du har været virkelig heldig og at du skønner endnu mere på livet end før, men tanken om hvordan det kunne være gået, har svært ved at slippe en, når man har været så tæt på. Det er min erfaring, som jeg ikke vil uddybe nærmere lige nu, men jeg ønsker dig alt godt og vil bare sige at jeg forstår.

Tusind tanker og et stort knus til dig.
Kærlig hilsen Evi

 

 Anonymous skrev

Kære Stina

Jeg ville anlægge civilt søgsmål. og tal med retshjælpen om evt. at søge om at udvide fristen, det er nemlig muligt hvis man ikke har fået korrekt klage/ankevejledning. Du må ikke give op. Det er på den måde staten sparer millioner. Min lille søn blev smittet med en bakterie efter fødslen på Hvidovre og ikke behandlet, hvilket næsten slog ham i hjel. Kun et mirakel har vendt udviklingen, men han er stadig svært handicappet. Hans klage er blevet afvist med begrundelse i at alle har den bakterie i kroppen. Øhhh nej, det har de så ikke, men hvis jeg var mindre kvik, ville jeg måske hoppe på ideen og give op. Tro på dig selv, kæmp til det sidste og giv kun op, hvis din kamp æder din kærlighed. Nogle af os må og skal åbne øjnene på dette minimums samfund... :o)

Varme tanker Astrid

 

 stubbornmom skrev

Astrid - tusinde tak for dit bidrag, fordi du deler dette med mig, jeg tænker som dig. Nogle dage er det langt væk, andre dage er det frustrationen og frygten for den sølle læge, der æder mig op, andre dage igen er jeg blot taknemmelig for at være i live...
Jeg ved ikke hvordan og hvor jeg skal gå hen for at komme videre, jeg er lige lidt i tænkeboks... Men jeg tror på at tavshed aldrig har ført mennesket nogle steder hen, eller givet udvikling, og jeg har svært ved at se hvad PKN gavner patientsikkerheden, ved at afvise sager som denne...
Jeg vil starte med at skrive et brev til direktionen derude, jeg er ligeglad med hvad eller hvordan, men jeg skal på en eller anden måde have deres erkendelse af at det der skete var en fejl, og deres ansvar, og SÅ KAN VI "KOMME IGENNEM DET" hver især - dem som faggruppe, mig som menneske og mor...
Ellers, så ved jeg det endnu ikke. Men jeg tror, at noget af det vigtigste man kan gøre er at "sprede historien" - send linket til alle dine venner, hele dit netværk - ja ALLE...
For ud i verden - det skal historier som vores!
Endnu en gang TAK, Astrid. Og giv din søn et stort, langt varmt kram fra mig!

 

 Anonymous skrev

Tak Stina

Jeg krydser for os begge... :)

Astrid

 

Skriv en kommentar!