Friday, December 30, 2005

Året 2005

Der var engang en pige, der hed Stina. Hun havde rejst så vidt omkring i sit liv, og havde set meget mærkeligt. Hun havde kæmpet mod vejrmøller, drager, sindssygdomme, psykopatiske kærester og andre unaturlige fænomener, da hun endelig fandt Manden.
De giftede sig i 2004, og alle spurgte: "Hvornår skal I have børn?" Hver gang svarede den barske og stædige Stina: "Vi kan ingen få!" Og så spurgte folk ikke længere.

Den dag Stina giftede sig, holdt hun en tale om en skat for enden af regnbuen - den skat, som hun og mange andre bruger en stor del af deres liv på at jagte. For dén dag opdagede Stina nemlig, at skatten for enden af regnbuen er kærligheden til den, der gør at man kan se alle verdens farver. Selvom jeg altså havde fundet min skat, så bad jeg endnu, jeg bad og græd og ønskede mig så inderligt: Et barn.
Og i 2005 kom Elias den Elskelige ud til os, og føjede sig til rækken af mennesker, som får mig til at se verdens farver - men han har en prisme med sig fra Regnbuelandet, som gør at jeg nu kan se dem endnu klarere, fordi han er her. Og jeg kunne ikke ønske mig mere.
Da jeg havde født Elias blev jeg meget alvorligt syg. Det var den sværeste stund i år 2005, ja i hele mit liv, da jeg stod bøjet over vuggen en sen nat da Elias var en uge gammel, for at sige farvel til ham. Jeg skulle opereres akut og vidste hverken hvad de ville finde eller om de ville nå at finde og fjerne problemet.
Jeg havde en hæslig tid, et frygteligt ophold på hospitalet, det var endnu en rejse hvor jeg kæmpede mod væsner der ikke var jordiske, ikke menneskelige. Men jeg kom hjem. Og jeg græd. Og jeg stoppede ikke. Jeg ønskede at jeg var død under operationen. Men nu kunne jeg ikke dø. For nu var mit barn endelig kommet. Så jeg fandt til sidst en psykolog, og det var tiltrængt!
Det hjalp mig hurtigt. Jeg fik det snart bedre, jeg fik det også bedre fysisk, og jeg nåede at gå en lille tur i Tivoli med mit barn i barnevognen, inden de lukkede for sommeren 2005.
Det var sådan en ting jeg havde drømt om at gøre dengang jeg var barnløs mor - for dét mente jeg "man gjorde" når man havde fået sit barn.
Det kom totalt bag på både mig og Manden at det kan medføre en ægteskabelig krise at blive forældre. Vi talte om hvorfor den "først" kom nu - og ikke mens vi gik i behandling. Men vi var pressede, både på job, studier og hjemme i en halvfærdig lejlighed. Og vi var i krise over det dramatiske forløb efter fødslen. Vi kom dog igennem det - og vi kom godt igennem det, med endnu en opblomstring i vores forhold.
Jeg afsluttede mit forløb hos psykologen den 13. december. Hun syntes jeg klarede det flot, hun mente ikke jeg havde haft en depression, men en krise p.g.a. chokket over forløbet omkring fødslen. Hun var enig med mig i at jeg er igennem det nu. Og jeg er hel. Måske mere end hel. Nu er jeg nemlig stædig igen.

Jeg læste på Monjas blog om at føle sig som en fremmed blandt venner, noget som i sin tid vidst blev startet hos Sille. Jeg føler mig måske ikke som en fremmed, men på en måde alligevel lidt. Jeg føler jeg har snydt. Jeg føler mig misundelig på mig selv. Men jeg er også rørt, lykkelig og måske vigtigst af alt: Jeg kan sige helt oprigtigt at selvom jeg ikke altid kan se en mening med tingene, heller ikke retrospektivt, så føler jeg at den rejse, jeg har foretaget gennem tårer, latter, kanyler: Regnbuer med hjerter bagved, halvvejs ind i Dødens Dal, og tilbage ad The Mighty TukTuk River, den rejse har beriget mig. Gjort mig større, blødere og hårdere, modnet mig, gjort mig indædt, forøget min smertetærskel og givet mig evnen til at række ud efter fremmede. Om jeg har brug for dem, eller de har brug for mig. Og vigtigst af alt, så gav rejsen mig PUK og Jasmin.

I dag stod jeg og så på den rene sne, der dækker græsset. Jeg ville beskrive år 2005 med ét ord. Jeg sprang ud i sneen med begge ben. Og dér skrev jeg de fem bogstaver, der sammen med et åndedræt holder sammen på mig, mit liv, mit alting:
E L I A S
Jeg stod en stund og betragtede det. Og så skrev jeg et navn til. Et pigenavn. For jeg føler virkelig at det barn jeg nu venter er; min datter.

Vi må alle vente og se hvad 2006 bringer. Men vi skal nok finde ud af noget, alle her i blogland!
TAK for året der gik.
Jeg ønsker jer alle et velsignet år 2006 - og gid alle jeres ønsker må gå i opfyldelse og al jeres frygt blive gjort til skamme!!!!!!!!

stubbornmom den Friday, December 30, 2005

3 kommentarer

3 kommentarer

 Anonymous skrev

Og i lige måde, smukke menneskebarn!! Alt godt til jer alle 4! <3

Karina og lille O

 

 QVINDEN skrev

Godt nytår til dig og dine :-)

 

 Anonymous skrev

HULK...ja du kan det med ord min pige;o)....et godt og lykkeligt nytår til dig søde Stina pige :o)

Knus Jasmin

 

Skriv en kommentar!