Monday, June 05, 2006

De mindre gode børn

Da jeg ventede Elias havde jeg et meget mærkeligt natligt mareridt.
Som gravid efter behandling blev jeg inviteret ind i Folketingets kvindegruppe for at give "vores" vinkel på barnløshedsbehandling. Jeg var meget ydmyg og takkede ja. Omkring bordet sad nogle forskellige høje damer, bl.a. Lene Espersen, Henriette Kjær (hun var stadig minister dengang :-)), Eva Kjer Hansen og Birte Rønn Hornbech.
Da jeg har udtrykt min taknemmelighed over miraklet i maven, som jo er blevet til ud af offentlig barmhjertighed, og forklaret at problematikken skyldes en af selskabet kendt berømtheds mangel på ansvarlighed under en utroskabs-akt, opstår der hvisken og småfnis omkring de høje damer. Jeg sprøger hvad det drejer sig om - og får følgende svar:
"Alle ved jo, at de børn som laves på hospitalet, ikke er og aldrig vil blive, nær så gode som de hjemmelavede".

Den sårbare gravide vågner nu op, badet i tårer af afmagt og raseri. Hvordan kan mit barn ikke være og aldrig blive "godt nok"? Hvordan kan man i år 2006 (2005 var det dengang) have sådan en holdning? Nej, det måtte afgjort være et mareridt, for sådan er der da ingen oplyste mennesker, der tænker.
Og forleden besøgte jeg Qvindens blog - og blev klogere af at følge hendes link. Egentlig blev jeg trist til mode over at nogen mennesker vil møde Elias med sådan en "på forhånd tabt"- holdning, hvis de kendte historien om hans tilblivelse. Uden at kende ham, vel at mærke, eller problematikken omkring vores behandling.

Det værste er at jeg er nødt til at sige nogle ting omkring barnløse, som desværre kan misforståes - for vi har mange interne splittelser og stridigheder imellem os, uanset at vi engang sad i den samme båd:
For når jeg ser nogle af dem som stoppede behandlingen eller for hvem det ikke lykkedes at opnå ønskebarnet påtage sig en holdning om at "behandlingsbørn er mindre gode end andre børn", kan jeg ikke lade være med at føle et stik af smerte - en smerte som ikke er min, men deres. Smerten over at de så meningsløst aldrig fik opfyldt de drømme, jeg selv fik.
Og jeg tænker - hvad hvis det var mig selv? Det kunne det jo have været. Jeg tror at jeg aldrig ville holde op med at spørge "hvorfor ikke mig?" og et eller andet sted længere ude ad livets vej, ville jeg nok have stoppet mig selv og tænkt: "Det var ikke meningen - FOR MIG!"
Men derfor kunne det jo godt være at det var meningen at andre skulle have den succes, jeg så ikke havde fået, og det ville være hårdt, men jeg ville alligevel glæde mig for dem, midt i min egen smerte.
Så, når jeg oplever disse "for evigt barnløse", hvor alt er prøvet og intet har virket, oplever at de påtager sig "mindre gode børn"- holdningen så tænker jeg: Nu forstår jeg at bitterhed ingen grænser kender, sorg kender ingen grænser, afmagt kender ingen grænser.
Fra mit perspektiv afspejler den en umanerlig trang til at brede sin egen bitterhed ud over os, for hvem det lykkedes! En trang til at forklare det uforklarlige (hvorfor dig men ikke mig?) med, at det nok også er meget godt at det ikke blev mig der fik "sådan et barn" - for det er jo ikke meningen at de skal være til!

Hvis det ikke er meningen at de skulle være til, hvorfor venter vi så så længe på dem? Hvorfor lykkes forsøget, hvis det ikke var "meningen"? Hvordan kan det være at graviditeterne gennemføres, hvis det ikke er "meningen"? Og hvorfor lever børnene i bedste velgående, hvis det ikke er "meningen"?
Det var måske ikke meningen for den omtalte blogger - men det er spild af liv når ens egen bitterhed på den måde bliver bredt ud over alle andre mennesker. Og det gør mig ondt at det er sådan det ender for nogen af os BIB'ere. For i princippet kunne det jo have været hende der stod med et "stakkels" IVF - barn. Måske er det derfor, det ikke gik sådan?

stubbornmom den Monday, June 05, 2006

16 kommentarer