Thursday, November 29, 2007

Se dog på dig selv, Mor!

Ja - sådan tænkte jeg en dag. Inspireret af Rikkes maveknudedannende indlæg, vil jeg fortælle en smule om, hvad det afstedkom...

Jeg læste som jeg skrev ovre hos Rikke bogen "Kan selv vil selv men du må hjælpe mig". Den er fantastisk, på alle måder. Fantastisk pædagogisk for os ikke så lærenemme voksne, og fantastisk god at blive klog af. Hvis man vil.
Og det er faktisk et spørgsmål om, om man vil - for det indebærer blandt andet et helt kapitel om relationer. Hvad er en relation og hvilke typer findes der?
Den parallele relation - to mennesker i hver deres verden, for at sige det lidt populært.
Den underkendende relation "Åh det da ikk noget at græde for" - typerne hører til her. Det er den slags, som ikke kan rumme deres egne, andres, eller deres børns følelser og derfor "dysser dem ned" i stedet for at anerkende: "Jeg kan se at du er ked af det" og så bare trøste, holde om, ae på kinden, kramme og snakke. Netop denne sidste måde er et eksempel på en anerkendende tilgang/ relation.
Så er der magtrelationen. Den har vi som samfund bredt set en laaaang tradition for. Det er hvor den voksne bruger sin alder/position/fysiske størrelse til at dominere barnet psykisk/ fysisk i vores relation. Denne type af relationer er typisk kendetegnet ved et mantra som "jeg er den voksne" "du er kun et barn" og "...fordi jeg er din mor" og "du skal ikke svare igen (når barnet prøver at forklare sit eget synspunkt/ sin egen intention) for jeg er din far"... Og så er der slf alle de grovere - fysiske - magtudfoldelser, dem vi slet ikke kan rumme at vide, at børn udsættes for.
Skæld ud er - ja: "Når voksne slår med ord", altså den voksne bruger sin magt til at opføre sig underkendende osv. over for barnet.

Men når så jeg kigger på mig selv som mor. Så ramler jeg ind i de basale spørgsmål:
Hvilke relationer havde jeg som barn til "mine" voksne? Hvordan blev jeg rummet, hvis jeg blev det? Havde jeg en daglig plads i underkendende relationer og magtrelationer? Hvordan skældte min mor ud? Blev jeg slået? Hvordan skældte min far ud? Andre voksne? Hvordan var trøst? Og tryghed? Og var der meget uforudsigelighed i mine relationer til voksne?
Og endelig: Er svarene på alle disse spørgsmål, og summen af disse svar, årsagen til at jeg har brug for anger- management ind i mellem? Jeg tror det.
Svarene kender jeg. Og jeg ved også at en enkelt af mine nærmeste skildte sig positivt ud, og det var min bror. Og jeg ved at det var ikke sjovt at se på svarene. Og det kommer til at gøre ondt længe, men det er en smerte der hjælper. For det er når det gør mest ondt, at vi som mennesker vokser mest, udvikler os mest.
Hvis jeg ikke havde fået mine små mirakler, havde jeg måske aldrig vidst at jeg burde læse den bog. For min egen skyld burde jeg måske have fundet den for mange år siden. Men bedre nu, end aldrig...
Så må jeg jo se dæmonerne i øjnene, til de flygter af skræk.
I won't back down :-)

stubbornmom den Thursday, November 29, 2007

1 kommentarer

1 kommentarer

 Anonymous skrev

Netop, man må nok starte med at se på hvad man selv oplevede som barn, for at kunne bryde med den negative arv. Selvom det nogengange gør forbandet ondt. Jeg kan stadig blive så vred på min mor for de ting hun har gjort.

 

Skriv en kommentar!