Thursday, April 27, 2006

Til mit endnu ufødte BonusBarn

Kære skatte(pige/dreng)

Nu er jeg allerede mere end halvvejs i min graviditet med dig. Om præcis fire måneder er du kommet til verden. Det er lidt underligt, at jeg allerede nu kender din fødselsdag, men det er dejligt. Dejligt at vide præcis hvad der skal ske, og hvornår - det har givet mig en ro og energi til at nyde at du er her. Nyde alle de små spark og møf, du giver mig hver dag.

Efter jeg fødte din bror Elias den Elskelige, var jeg meget ked af det. Jeg elsker ham så uendeligt højt, så højt som hvis du stiller alle byens huse ovenpå hinanden, derefter alle træerne ovenpå igen, og så lægger en god del til. Jeg ønskede så inderligt at jeg en dag måtte få chancen for at gøre Elias til storebror. Ønskede at jeg kunne få lov at opleve endnu en baby skrige for første gang, se dig vokse og passe på dig altid. Men jeg vidste dybt i mit hjerte at det var umuligt. MirakelStorken havde længe været plaget af fugleinfluenza, og ville aldrig kunne lande hos os.
Alligevel var der for første gang i meget lang tid et spinkelt håb ved siden af den grumme vished i mit hjerte.
Jeg kunne ikke forstå at jeg skulle være så uheldig at blive så syg efter jeg havde født Elias. Jeg spurgte Gud om jeg havde trodset ham ved at få et barn selvom vi ikke kunne uden hjælp, og om det var min straf at den første tid blev taget fra mig?
I december mener jeg at jeg fik mit svar. Du er det svar.

Jeg elsker dig usigeligt højt og jeg glæder mig til vi ses. Jeg glæder mig til at byde dig velkommen i vores familie, en familie hvor vi hjælper hinanden, støtter og elsker hinanden. Vi har allesammen en andel i hinandens drømme, for vi har del i hinandens lykke.

Det kan godt være at jeg igen er ved at være voldsomt invalideret af bækkenløsning, det gør ondt, jeg græder og bliver vred af frustration. Men ved du hvad? I virkeligheden, så er det ingenting. Det er en tidsbegrænset smerte. Den smerte jeg følte ved tanken om aldrig at kunne få flere børn, den var ikke tidsbegrænset.

Min rejse i infertilitet er ikke slut. Min rejse hen imod at sige farvel til "den rigtige urkvinde"- fødsel er kun lige begyndt. Ligesom bækkenløsningen.
Til august er det endegyldigt. Så er jeg mor til to. En Elias og en Silje, eller måske er du en Liam?
Så er jeg kommet igennem Rædslernes Land og gennem passet.
En ny rejse begynder.

Vi ses, skat!
Din mor elsker dig!

stubbornmom den Thursday, April 27, 2006

3 kommentarer

Tuesday, April 18, 2006

En sorg så vanvittigt stor

Alle mine sorger tilsammen er kun en lille ingenting, sammenlignet med dén sorg, Eline må føle nu. Et liv, alle drømme, ens alting, lagt i ruiner på et splitsekund.
Mit værste mareridt som mor og kone. Da jeg var helt nybagt var præcis dette scenarie min store angst, og det var derfor, jeg ikke turde lade min mand gå alene med barnevogn. For tænk at sidde tilbage, så frarøvet alt, så uendeligt og uforanderligt efterladt.
Jeg kan ikke have det i min krop. Kunne ikke have det, da vanvidsbillisten majede 3 mennesker ned i Brønshøj sidste år, og kan heller ikke have det nu - have det i min krop.
Jeg tænker hvad jeg selv ville tænke, hvis jeg var i Elines sted - og jeg er endda så priviligeret, at jeg netop ikke er i hendes sted.

Jeg vil opfordre jer til at gå ind på www.123hjemmeside.dk/tobyronja og følge linket til underskriftindsamlingen for høj straf til dødsbilisten.

stubbornmom den Tuesday, April 18, 2006

2 kommentarer

Saturday, April 15, 2006

Hende den stædige

I sin tid inde på netbaby.dk, nærmere bestemt på BiB, mødte jeg jo PUK og Jasmin. Jasmin havde jeg mødt før, mange gange, i en tid hvor vi begge havde andre vi holdt os til. Ikke fordi vi ikke kunne lide hinanden, men det blev bare sådan - uden der var dårlig stemning. Så da vi mødtes igen, var det "vores tur" til at gøre en del af rejsen sammen.
En aften da vi alle 3 var samlet på msn, sad vi som så mange gange før og bitchede over hvor ringe det gik med vores babylavnings-forsøg. Snakken drejede hen på vores nicks - jeg siger: "Jeg har tænkt mig at blive ved med at kæmpe, så hvorfor give mig al den modstand, når jeg alligevel vinder til sidst? For jeg er en stædig Stina." Indtil dén aften hed jeg bare Stina, men jeg ændrede mit nick og ja, nu er det faktisk blevet en del af mig. En "social konstruktion", der er med til at definere den, jeg er. PUK blev til den positive og Jasmin? Ja hun kaldte sig for en aften med tilnavnet "naiv", men tog det ikke på sig for bestandig. Nok også meget godt :-)

Dét med stædigheden er meget beskrivende for, hvem jeg er. Mange lægger nok noget negativt i "stædig", men jeg gør ikke.
Stædighed kan være enormt konstruktivt. Jeg er f.eks. ikke stædig på en lukket måde. Jeg er ikke typen der holder fast i at verden kun kan se ud på én måde (min min min!) og jeg ved også at der er vinkler på ting, livet og verden man bare er nødt til at få gennem andre.
Det handler ikke om hvem der er god/ dårlig eller om at være "bedre end". Vi er bare forskellige. Og det kan man lære en ting eller to af!
Stædigheden er hos mig nok mest af alt udformet som ukuelighed. At vælge hvad man vil gøre med sit mørke, dét mørke alle mennesker har i deres liv, og de dystre sider, vi allesammen rummer. Mange gange har jeg valgt blot at sidde i det og vente på at det gik væk af sig selv - men det gør det ikke altid. Nogle gange skal man se efter en anden løsning, end den man gik og håbede på. Men er man stædig nok, så er intet umuligt. Fertilitet kan man ikke gøre så meget ved, det er blot en akavet form for forbandelse, der rammer én, uforskyldt. Men den kan blive "en bagvendt velsignelse":
Man finder nye venner, andre veje, får udviklet sin empati, lærer at det ikke nødvendigvis var dem man selv troede på, der ville være der for én i nødens stund. Og til sidst, men ingen ved hvornår, så finder man en måde at lyse op på; ikke blot de andres, men også ens eget mørke.
Om løsningen hedder klinik, donor, adoption, hormoner eller noget helt femte, er egentlig irrelevant i denne sammenhæng.

Med til ukueligheden hører dog også evnen til at være i dét, der gør ondt. Og vigtigst af alt, når man selv, som jeg, er kommet igennem det snævre kateter der fører ind i befrielsen fra infertilitet og ind til helt andre og nye kampe at bevare sin værdighed som "eks-infertil" ved at være ydmyg overfor andre, der stadig kæmper. Forstå at jeg ikke længere sidder med retten til den ultimative nøgle til forståelse og at nogle gange findes der ikke ord, der kan lindre.
Det mørke jeg har lyst i med min ukuelighed er måske slet ikke længere mit! Måske har jeg kun en lille del tilbage, for sådan ville livet det for mig.
De kampe jeg kæmper nu handler om en klagesag mod Hvidovre, som jeg før elskede så højt, over alt det de gjorde galt under min sidste fødsel. Fordi deres egne sygeplejersker og jordemødre siger at jeg skal. For min og deres skyld. Før min næste fødsel, på Hvidovre igen.
Kampene handler også om et møde med Distriktpsykiatrien i næste uge, hvor jeg skal fremlægge mine forslag til hvad vi gør med fremtiden.
Fremtiden har det med at komme, selvom man nogle gange helst vil udskyde den lidt.
Ikke sandt?

stubbornmom den Saturday, April 15, 2006

1 kommentarer

Wednesday, April 05, 2006

Ønskebørn

Jeg har lige læst et indlæg på vor nyankomne Frøkens Hats blog (http://froekenhat.blogspot.com/) - et indlæg om hvor svært det egentlig er at svare på, hvorfor man dog vil gøre alt dét, for at få et barn.
Jeg har aldrig kunnet svare på det, indrømmet! Og det kan jeg stadig ikke. Der er ikke én oneliner, man lige kan bruge som standardsvar til det spørgsmål.
Grunden for mig var en sum: Summen af alle mine ønsker, af al min kærlighed og alle mine håb for fremtiden. Og dét kan ikke simplificeres til en enkelt, for andre letforståelig sætning... Jeg kunne i hvert fald ikke. Men jeg har skrevet tonsvis af digte om det. De ligger her, hvis du har lyst til at læse:

http://digte.dk/linkto/linkto.asp?linkto=3992

Et af dem hedder "En menneskeret (til ALLE i hele verden)" og det kommer her:

Nogen mener
det ikke er en menneskeret
at få børn- jeg mener
det burde være en menneskeret
at mærke dig falde i søvn
i mine arme
at blive vækket af din pludren
hver eneste dyrebare dag
at mærke den omsorgsfulde,
sårbare lykke, din mor føler
når du smiler
I dine øjne at se
din søgen efter mig
at høre lyden af tilfredshed
og mærke dit hoved mod min skulder
når du lige har spist
at gå jorden rundt med barnevogn
høre dig le, hvine af fryd
at cykle med dig bagpå!!!!
- det burde være en menneskeret -

Held og lykke alle jer, der står overfor endnu en runde i fertilitetsmanegen. Vid at jeg krydser for jer allesammen og håber på et babyboom i blogland snart!

stubbornmom den Wednesday, April 05, 2006

0 kommentarer