Tuesday, March 18, 2008

Balance i regnskabet?

Det er jo efterhånden lidt meningen, at jeg ind i mellem vil skrive hvordan det går, her i den lille stædige verden.
Tja, det går jo fint. Eller, altså, det går jo både fantastisk og frygteligt.
Det går vel nogenlunde op, om ikke andet?

Sagen er, at det dér familietema holder vist aldrig op. Kender I det? Ligemeget hvor afklaret man er med sin "første familie", ens forældre og søskende, så er afklarethed kun en overgang, så starter det forfra. Sådan har det altid været her. Og jeg indser at det handler nok mere om de mennesker de er, end om at jeg er utilstrækkelig, ikke god nok, ikke et eller andet andet - jeg går bort fra at lede efter en mangel hos mig, der kan undskylde deres mangel på det, som på gammeldags hedder "takt".
Sandheden er at jeg rager dem. Hvad jeg laver, interesserer dem ikke. Det, som interesserer dem, er min mand (hans job!) og mine børn. Mht børnene, så tænker jeg jo med angst på, om deres interesse for dem også vil svinde, efterhånden som de vokser til?
Man ved sgu da aldrig...
Og midt i alt det, hvor jeg også ser to små, der ikke blir hørt og anerkendt af de voksne, der har en lang tradition for svigt, ja så mærker jeg min egen barnlige sårethed, men mest af alt, den voksne, frie kvinde og mors trang til at beskytte sit yngel frem for alt andet. Gud må gøre (næsten!) med mig hvad han vil, blot han ikke tager mine evner og muligheder for at beskytte mine børn fra mig! Med alt hvad det indebærer. Måske er det det, han allerede har gjort, hmm...?
Nå men tilbage ligger angsten for dette: Hvad nu hvis jeg bliver ligesådan for dem? Fordi jeg ikke har oplevet en anden første måde at være familie på? Hvad nu, hvis mine børn på deres blogs skriver det samme om 20 år? Er det et luksusproblem at jeg spekulerer på det?
Er det den grundliggende angst for at miste dem, der ytrer sig gennem en anden type angst end sygdom, død og ulykke?
Eller er det bare reel rædsel for at videreføre den sociale arv...?

Og på den anden side, for godt går det jo også, så er jeg bare lykkelig i nærværet, samværet, med manden og basserne. Glad for mit job, og for mine venner, både IRL og på nettet; diverse fora og facebook.
Jeg er glad for mit arbejde, udvikler mig og får meget meget vide rammer. Og mærker også, at jeg præger noget. Bevæger noget. Det er ikke sikkert I kan mærke det derude, men det er små bevægelser. Stille. Det er sådan jeg bedst kan tænke mig det... Og beskrive det for jer.

Ved siden af jobbet har jeg så fået en stor chance for at gøre noget til gavn for andre, der nu er børn på et sted, der ligner det dér, hvor jeg selv var barn. Og hvis det, jeg begynder nu, kan ændre noget for bare en, så tager jeg det på mig: At måske er det ikke en mangel hos mig, der er grunden til min f***'ed up familie. Måske er de værd at takke for en modgang, der kunne forvandles til en drivkraft og en indignation, som kunne bruges til at flytte noget med.
Måske!

Sum: Det går vel nogenlunde lige op, det sure og det søde.
Balance, hedder det ikke sådan?

stubbornmom den Tuesday, March 18, 2008

1 kommentarer

1 kommentarer

 Anonymous skrev

Hov, Stina, du har skrevet helt uden at jeg har opdaget det.

Vi har jo det med de komplicerede familier tilfælles. Jeg tror ikke at vi kommer til at føre arven videre. Vi er jo så opmærksomme på det, at vi umuligt kan komme til at ende samme sted..... Men måske vi begår nogen andre fejl.

Rikke

 

Skriv en kommentar!