Monday, December 26, 2005

Get busy living, or ...

Ja, det var så den jul. Elias' allerførste i en forhåbentlig meget lang række.
Der var selvfølgelig masser af mad og gaver.
Og så var der vores egen, den helt store, julegaven som mange drømmer om at give deres familier. Vi havde også drømt om denne dag, eller rettere, vi nåede lige at drømme i 3 dage, før det var jul og tid for familien at få den glade nyhed.
Fra Nordnorge til vores egen hjemmejul lød det glade budskab, og de fleste tog imod den med glæde. Men desværre er det sådan at i min familie kan man ikke bare være glad uden der skal komme én og sætte skår. Bare et lille bitte skår. Og min mor har altid en ultra-skarptsleben diamant at skære min lykke med...

Da vi i sin tid forkyndte, at nu ville vi gerne snart have børn (der gik så længere tid med dét, end vi anede dengang), var min mors umiddelbare reaktion: "Ja, men du kan jo sikkert ikke få børn". TAK for det, det var da liiiige hvad jeg trængte til at høre. Det viste sig så at min mand ikke kunne få børn. Efter mange behandlinger og op - og nedture blev jeg endelig gravid. Her var min mors reaktion: "Pas nu på, du aborterer nok!". TAK, det var liiiige hvad jeg trængte til at høre. Jeg valgte derfor at droppe al kontakt med hende til efter 12. uge. Hvilket hun jo var meget ulykkelig over og slet ikke kunne forstå.
Da så drengen kom, så turde hun ikke holde ham, det er nu en ærlig sag. Lige frem til fødslen var hun sikker på at jeg slet ikke kunne klare det, at jeg ikke havde babytøj osv. Og lige siden han blev født har hun klaget over 1) at jeg ikke har tid og lyst til at ordne alt for hende og klare hendes problemer 2) at jeg kommer for sjældent på besøg (WONDER WHY!!!!) 3) at det barn får lov at gå i brugt tøj (hvad er der galt med at man OGSÅ giver sit barn brugt tøj?), og endelig at 4) vi tager vores barn med ud, såsom til juleaften og fødselsdage (havde hun tænkt at han bare skulle være alene hjemme????)........

Nå, men tilbage til gaven...Den mægtig stolte og på forhånd orienterede morfar åbnede en flaske champagne og da den var hældt i glassene (jeg fik 1 lille tår), så forkyndte vi det glade budskab. Og selvfølgelig blev der smilet og lykønsket. I to minutter. Så rummede hun det ikke mere. NEJ, SÅ var det forfærdeligt, for hvordan skulle hun nu komme hjem til sin familie på sommerferie, nu kan jeg jo ikke tage med!?!?
Så resten af aftenen gik for hendes vedkommende med at remse alle de problemer op, der var FOR HENDE i, at jeg nu er blevet spontant gravid.
Havde hun dog bare tænkt på mig, på min krop, på min psyke, på min operation der har givet mig en let forhøjet risiko for at dette nye barn sidder udenfor, havde hun bare tænkt lidt på os, på noget der ikke handlede om HENDE selv... Men nej...
Jeg ved godt hun er extrovert borderline, impulsstyret og selvcentreret, but f...... anyWAY!
Der findes bare ikke noget "wake-up call" i hendes verden.
Hun bliver ved med at finde sin egen ulykke hver gang jeg finder lykke i MIT liv.
Jeg skrev engang et digt om det...

Jeg var dét lille sandkorn, alle storme hvirvlede op mod lyset
Jeg var for lille
til at grave mig ned...

Og det er sådan det er med mig. Det var sådan jeg fik hæftet "Stædig" på mit navn. Dét var sådan jeg blev mig. Det er som i det siges "Shawshank" ("En verden udenfor"):
Get busy living - or get busy dying!
Jeg er meget busy living lige nu!

stubbornmom den Monday, December 26, 2005

3 kommentarer

3 kommentarer

 soesterlystig skrev

Jeg tror måske vi har den samme mor??? Eller er det måske en helt generation der er født borderline??

 

 soesterlystig skrev

This comment has been removed by a blog administrator.

 

 Anonymous skrev

Hvorfor skulle jeg til at stille netop det samme spørgsmål? Der må være noget om snakken.

Vi må gøre noget for ikke selv at ende op som forkælede, navlepillende og egoistike mødre!

 

Skriv en kommentar!