Tuesday, August 21, 2007

At elske en ven, man aldrig har set...

For mange år siden, før alt det her "bloggeri" blev moderne, og mens jeg stadig var ung af sind og naiv og fuld af fertilitets-selvtillid, skulle jeg prøve at finde noget om æg og celler og forplantning, sådan helt generelt. For hvad nu hvis...
I lang tid levede jeg i en tilstand af fornægtelse, men som månederne gik og graviditeten udeblev trods god og stabil og ivrig "indsats" ;-), blev jeg tvunget til at begynde at forholde mig til min situation.
Hver gang jeg scrollede ned over listen med fora, og passerede "Barnløse i behandling", tænkte jeg "kære Gud, lad mig aldrig nogensinde blive én af dem". Jeg indrømmer det. Måske burde jeg egentlig have skrevet det i 8 om mig, men here goes...: Jeg havde egentlig set på barnløse som nogle lidt anstrengende, berøringsangste, småneurotiske, selvcentrerede mennesker. Jeg anede kort sagt ikke, hvad det gik ud på at være barnløs. Jeg anede ikke, hvor nuanceret og krævende en situation det er, at stå i som menneske.
Men jeg fandt ud af det. Og jeg fandt ud af at jeg havde taget fejl af "dem", "de barnløse", som nu blev til "os" og "vi, der er barnløse". Og jeg blev faktisk gal over dén betegnelse. For jeg var ikke barnløs. Jeg var i høj grad mor. Det var bare kun og kun mig, der kunne se mit barn og kendte ham. Og det var så svært. For jeg ville så gerne have ham, holde om ham, kysse ham, putte ham, se ham vokse. Og give ham al min kærlighed. Nu har jeg fået ham. Og jeg har fået - af Guds nåde- endnu et barn, min datter. Og for hende vil jeg gøre alt det samme, og alt det samme vil jeg give hende. Ingen børn kunne være skønnere for mig, end disse to.

Undervejs sker der det forunderlige, at jeg møder andre. Der hjælper mig med at gro ved den umenneskeligt hårde situation, som man jo næsten ikke kan forstå at der skulle være noget næring i fertilitetshelvede, som man kunne gro af... Men det er der altså, det var der i hvert fald for mig. Og jeg var ikke efterladt, jeg var ikke prisgivet. Den indbyggede ensomhed, den havde jeg. Og det er et fælles vilkår for alle. Men jeg var ikke alene. Og det ved I allerede, for det har jeg fortalt om så mage gange.

Men at tælle de nætter, jeg græd foran et åbent chat- vindue i computeren, mens jeg talte med en Puk, en Jasmin eller en Bubbe, vil være en umulig opgave. Ikke kun fordi jeg vitterligt ikke har en pind forstand på tal. Også fordi, det var mange. Mange aftner og nætter.
Tit havde jeg lyst til at opgive mit "usynlige barn". Tit havde jeg lyst til at løbe væk og gemme mig eller bare ligge i min seng og aldrig mere stå op og møde verden og alle de børn, der ikke var født af forældre, der ville give dem ALT. Nærvær, omsorg, grænser, tryghed, kærlighed, mad, tøj eller hvad det nu var/ er.
Min sorg var for tung. Jeg undede andre deres børn og lykke, men jeg savnede mine egne, som kun en mor kan savne sine børn.
Jeg blev opmuntret af mine infertile medsøstre til ikke at give op, til ikke at give slip, til at hænge på, være stædig, blive ved. Og derfor, derfor kunne jeg, derfor gjorde jeg det. Jeg blev mor. 2 gange!

Men jeg har set, og jeg har følt, den umådeligt tunge sorg, ikke at kunne give dem det samme. Jeg har grædt om natten for de mennesker, der troede på mig og bar mig, og jeg har grædt af afmægtighed, fordi jeg ville give dem det samme, jeg ville give dem de muligheder, historien har vist at jeg trods alt havde, for at blive mor og få mine imaginære børn at se. Men hvem er jeg, at tro jeg kan det...

På den anden side, så har jeg set jer gro, eller nej, for jer der blev gravide og fødte og som jeg fulgte, har jeg aldrig mødt fysisk. Men det er faktisk ligemeget, på den måde, at jeg kender jer bedre. Jeg kender jer ikke som man kender en fremmed. Jeg kender jer, fordi I har lyttet til mine inderste tanker og følelser, I har lagt jeres sjæls skulder under min kind, når jeg græd de mest smertefulde tårer inden i. Så hvem er det, der siger, at "man kender ikke folk man ikke har mødt"? Det passer ikke i vor tid. Jeg kender i høj grad jer, og I mig.

Det jeg har fået, og fået lov til at opleve, erfare, være tilskuer til, er kampe, selvudvikling, tunge stunder, og en umådelig lykke, som mange ikke en gang involverer deres familier i. Det er det inderste indre. Og det er lige præcis derfor, jeg så skamløst bruger sætningen "jeg elsker dig" til flere af jer, jeg har fulgtes med. Fordi det er det man gør, når man ved, at man ville være et fattigere menneske, uden den anden. Da elsker man. Og det handler ikke om, om man har mødtes "live". Og hvis den først er der, kærligheden i venskabet, så kan den ikke viskes bort, fordi du har en vorte på næsen og vejer 50 kg mere end det siges "man bør"! Altså, jeg tror ikke på dén! ;-) Eller fordi du har ting at arbejde med med dig selv, eller ting du skal udvikle på. Det har alle. Forskellen er bare, at hvis vi havde mødt hinanden i Føtex Husum, ville du ikke have fortalt mig om de ting, vel?! Derfor, jeg mener, vi får og vi giver mere af os selv til hinanden, herinde eller herude, i cyberspace. Vi lægger hjertet på bloggen, og det kræver mod og integritet. To egenskaber, man jo må beundre, ellers er man dog en sten!

På grund af alt det, jeg nu har beskrevet for jer, er det en endnu større glæde for mig at Søs snart skal føde, og jeg kan ikke fortælle hvor meget jeg har lyst til at købe alle mulige ting til hende og de kære børn, hun snart skal kysse på. Og hvor gerne jeg ville være der. Vi har set hendes ulykke, og nu får vi det privilegium at følge hendes lykke og se en forælder folde sine blade ud (for forælderen er allerede vokset op som en blomst under behandlingen!) og se hende se sig selv som den smukke mor, hun allerede var da jeg for 5 år siden traf på hende første gang.

Og, jeg vil annoncere et fysisk møde for os, der har lyst til at ses live, og det bliver hen på efteråret, så Søs har en chance for at "falde til" med tvillingerne inden, så hun også kan være med hvis hun har lyst til7 overskud til det. Og NEJ, det er IKKE et møde KUN for dem der har fået børn ud af det. For vi har lige præcis lige så meget brug for jer, der stadig venter, som vi hele tiden har haft, også før vi selv fik vores.

Det er nemlig det, det vil sige at elske en ven, man aldrig har set...

stubbornmom den Tuesday, August 21, 2007

6 kommentarer

Sunday, August 19, 2007

8 om mig

Evi har tagged mig, og det var da på tide :-) Så her kommer de, otte om mig ....

1) Jeg har et mildt sind og et gigantisk temperament, på samme tid... Det er da sameksistens.

2) Jeg er født i vandmandens tegn, og jeg tror på mange måder at det forklarer et og andet om mig... Andre vandmænd er f.eks. Kronprinsesse Mary, Anders Fjogh og Robbie Williams. Need I say more?

3) Jeg fandt min mand da vi boede på samme kollegium. Jeg troede ikke han ville ha mig og han troede ikke jeg ville ha ham. Vi tog heldigvis begge fejl i dén fornemmelse. Han er til stadighed det bedste der er sket mig, og jeg er stolt af at han er mine børns far. Han er muligvis det klogeste, jeg nogensinde har gjort.

4) Jeg er en nuanceret personlighed, der vælger mine mennesker nøje og nøjere endnu. Jeg er også sådan en der har selvironi og godt kan tage imod kritik. Men det har så fået mig til at indse, at ikke alle er så afslappede omkring sig selv, som jeg er... :-)

5) Nogle gange ved jeg ikke hvad jeg skal gøre, og der er ting, jeg er bange for. Men jeg er ikke bange for at sige det højt. Det ku jo være nogen kunne hjælpe :-).

6) Jeg elsker fisk, men nogle slags giver mig hjemve. Måske fordi jeg har spist det rigtig meget som barn. Og fordi jeg er halvt nordlænding (Nordnorge).

7) Jeg har nemt ved at blive indigneret på samfundet og på folks manglende omtanke for andre. Smålighed gør mig vred. Og jeg bør deltage i et anger- management kursus snart...

8) Jeg prøver at lade være med altid at have min mobil på mig...

Det var da otte, ikk? Eller, sådan cirka otte :-)

stubbornmom den Sunday, August 19, 2007

1 kommentarer

Tuesday, August 14, 2007

Eksamen, eksamen...

Jeg skrev et stort projekt om kommunikation inden for sundhedssektoren (intern kommunikation), og inden for det specifikke sundhedsfaglige område, er der - til stor undren for mange- ikke tidligere lavet kommunikationsforskning; selvom det måske er lige præcis dét, de mangler for at kunne levere den service, der er brug for.
Ofte er det desuden sådan, at en investering i optimering af intern kommunikation vil have effekt på resultatet på bundlinjen. Der forekommer ofte et ikke ubetydeligt ressourcetab i virksomheder, der ikke har specialister til at tage sig af lige netop intern kommunikation, og hos andre er det et spørgsmål om snarere at øge omsætningen (f.eks. gennem strategisk branding, product placement, branding qua fora, bannerreklamer på nettet, in between- discipliner som blogging, eller mere synlige discipliner som kampagner, spots, bannerreklamer osv.).
Som den første hidtil, bedrev jeg det, man med en vis ro kunne kalde for grundforskning, og indsamlede selv empiri, udskrev, analyserede osv., da det var en individuel eksamensaflæggelse. Og dét var det mest spændende, og samtidig hårdeste, jeg har gjort i min tid ved KU. SÅ fedt!
Den eneste virkeligt ufede ting var, at vejledning ikke var til at opdrive, endskønt lektoren selvfølgelig blir betalt for det - men det har vi hørt om før...
10 på en opgave uden vejledning, er da heller ikke så værst...
Jeg samler på 10'ere...

Jeg blev bekræftet i mine bange anelser om, at dettte fag er dét, jeg kan og skal. Det er også det jeg vil. Jeg er, i følge mine medstuderende og undervisere m.fl. "den mest dedikerede studerende siden forrige årtusindskifte"... hmm, meget muligt, for jeg er reelt vild med mit fag. Hvilket unægteligt spiller en rolle i f.t. dygtighed.

Hvad taler så imod kommunikationsbranchen?
Uha uha... Jeg må sige, jeg bliver stadig overrasket. Overrasket over, hvor selvfed en branche det er, hvor slibrig og klistret og fedtet ind i sig selv, den kan være - en branche der består af spin spin spin, løgn, vennetjenester mellem mænd, og hvor kvinder holder hinanden nede ved hjælp af sylespidse stiletter; kvinden med dagens rekord i hælehøjde er den, der vinder. Tomt.

Som en komm-veninde sagde det:
"Hvad sker der mon når SLANK, topkarakterstuderende, lægefrue, under 30 og mor til 2 børn kommer til interview? Hvad ser mandlig såvel som kvindelig ansat da?
KONKURRENT. Hun skal sgutte engang på barsel???!!"

Sjovt, men: Jeg synes det var et skræmmende vidneudsagn. Naiv som jeg er, ja så troede jeg, at hvis man var tilpas dygtig, ville det bevirke at man var svær at se bort fra. Meeeen men, der er jo bare det, at hvis man skylder ham Jonas et kødben fra sidst, eller man kan få en bedre ven end mig, hvis man venter lidt...
Samtidig kan man jo hænge ud på k-forum og hygge sig lidt med rygklapperi og de sædvanlige diskussioner om hvem der skal være hvem's's nye spindoktor - fremfor en saglig diskussion om HVORDAN - diskussioner der i øvrigt kun går ud på at namedroppe, i håb om at man bliver lagt mærke til. Skægt er det at sidde i skyggen i baglokalet og se på, mens disse "store" kommunikationskanoner konstruerer sig som magtens egentlige centrum - fordi vi alle har haft undervisning i, hvad namedropping gør og ikke gør for dig, og hvorfor du bruger det. Kommunikationsforum er et bevis på, at teorierne holder. Og de selvfedeste fagfæller derinde viser det gerne frem.

Midt i dette narcisisternes inferno, dukkede et ærligt menneske op af malstrømmen, og jeg er da glad for at se at han er direktør (hos JYSK) - Kim Nøhr Skibsted. I like.
Ham kan kvinderne godt lære lidt af - som f.eks. at sige det ærligt.

Læs ham her:
http://kimskibsted.blogspot.com/

stubbornmom den Tuesday, August 14, 2007

3 kommentarer