Thursday, December 06, 2007

Tanker ved juletid

En hvirvelvind, ind ad døren, sætte indkøb fra på køkkenbord, spæne ned ad bagtrappen, over gaden, ind gennem port til legeplads, som er gabende tom. Ind i bygningen, mit hjerte råber. Eliaaaaaass, Siiiljeeeeeee! Så er der gensynsgråd.
Kl er 16.20.
Jeg græder stille, mens jeg giver dem flyverdragterne på. Som om jeg ikke kan være i mig selv.
Jeg tænker - det her er livet simpelthen for kort til.
Jeg gør det aldrig mere - aldrig igen vil jeg hente dem så sent. Det gør for ondt.
På MIG.
Der er min dybe kærlighed til dem og rettet mod pædagogerne er en underlig jalousi, blandet med kærlig taknemmelighed - jalousi, fordi det var jo MIG!!!! der skulle have dem hos mig, HVER time, hver dag. Taknemmelighed, fordi de er hos verdens bedste voksne, profesionelle omsorgsgivere - en forlængelse af vores familie.
Men jeg gør det aldrig mere. Henter aldrig igen så sent.

Vores børn er ikke små ret længe. Og tiden skal nydes, for den går så hurtigt.

Ringer til min kusine. De takker for det virtuelle julekort, som i år er en lille film med billeder af børnene og musik under. Rigtig fin. Og jeg blev rørt da den var færdig - pludselig kom det væltende, mindet om for to år siden, da jeg pludselig opdagede at jeg ventede Silje.
Og alt det der er sket. Og al den kærlighed, der er tilbage. Til min mand, mine veninder, mit liv.
Min kusine var så glad for den. Og vi grinede og græd, mens vi så de samme billeder.
Og det bliver alvorligt, på sådan en let måde.
Og hun ligger i sengen, og hun kan mindre og mindre.
Men indvendigt føler hun alt det samme som før, det er bare det at hendes tid er knap. I telefonen, i håbet, i livet.
Men hun var her.

Vi skal huske den tid, vi fik.

Planlægger dagen i morgen, og har et møde med en professor, det er noget arbejdsrelateret og en ret vigtig opgave. Og jeg ser at det lykkes, altså det med at arbejde.
På vej ud ad døren når jeg lige at veksle nogle ord med min chef. Jeg er lidt trist, men glad på hendes vegne. Hun har fået et nyt, fedt job og rejser i det nye år. Jeg glædede mig til at gro og modnes under hendes ledelse.
Men før vi skilles siger hun:
Bliv ved med at vær den, du er. Lav ikke om på dig selv.

Nogle gange skal vi ikke frygte så meget. Måske bare beslutte at "det er godt nok at være mig".

Hjemme ligger en mail fra min ungdomskæreste - som stadig er en del af min vennekreds. Han har lige mistet to kollegaer i Afghanistan. Og jeg er bange for at der skal ske ham noget, for om 3 dage skal han hjem, og det skal han bare. Nå hjem til jul.

Vi mailer lidt frem og tilbage, om krig og kærlighed, jeg siger pas nu på dig selv, lad vær med at drikke eller prøve at ryge dine mørke oplevelser væk, når du kommer hjem fra ørkenen. Og jeg ved godt, jeg skal ikke tro jeg kan leve andres liv, men jeg ville have det så dårligt hvis jeg ikke havde fået det sagt. For jeg holder nok af ham et sted i mit stenhjerte.
Han svarer:
Du må aldrig holde op med at være den du er. Og du må aldrig nogensinde begynde at holde kæft :-)

Og det er de sidste, opbyggelige ord.
Og det kan jeg love.
For jeg tror slet aldrig jeg vil kunne finde ud af hvordan man gør det der tavshed-noget.

stubbornmom den Thursday, December 06, 2007

3 kommentarer

3 kommentarer

 Anonymous skrev

Æv, nu tuder jeg!

 

 Anonymous skrev

også jeg!

 

 Anonymous skrev

Stina,
Du kan noget helt særligt med ord og jeg bliver så betaget og fanget og ville til tider ønske, at det var mine.

Så dejligt med vores hurtige og meget tilfældige møde i dag. Det var bare som en lise for sjælen lige at se dig, røre ved dig og høre din stemme.

Jeg glæder mig til 2008 og alle de dage vi pludselig har til vores rådighed.

Mange tanker fra Frederikke

 

Skriv en kommentar!