Sunday, July 30, 2006

Til jer, der gav mig ly

På en måde føler jeg, at jeg er ved at være ved vejs ende. Det er som om, jeg står på toppen af en bakke ved en bro, og når jeg krydser den, kommer jeg ud på en ny vej. Jeg ved ikke hvor den vil føre mig hen, men jeg mærker at broen og mine skridt vil bære mig ad vejen.
Jeg ser meget her, fra toppen af bakken, lige før jeg krydser broen. Jeg ser hele dén vej, jeg har vandret ad indtil nu, og langs vejen står de mennesker, der har holdt mig gående: Bragt mig vand, stillet min sult, givet mig ly for uvejr, inviteret mig ind i deres huse og dem, der har passet mig når jeg undervejs blev syg eller trængte til at samle kræfter. Alle står de her nu og vinker til mig, før jeg passerer bakketoppen og glider ud af deres synsfelt.

Jeg var ikke gammel, da jeg begyndte at fjerne mig fra min familie. Min mor opfordrede mig altid til at finde en vej ud, hun skubbede mig ikke ud af reden, hun var vel snarere som en mor i et liv, der brændte - og hun banede en korridor for mig, for at redde sit barn, selvom hun vidste at hendes kræfter slap op, og hun ikke kunne redde sig selv. Jeg ved hun bad mange bønner om, at jeg måtte klare at finde vejen og overleve rejsen ud i livet, selvom hun ikke kunne følge mig.

Jeg mistede min bror og min mor på en meget bestialsk måde - hvor sygdommen æder dem op indefra, og rykvis vrister dem, de var, ud af mine minder. Ud af mine håb. I mange år har jeg valgt at tro på, at min mors raske jeg stadig var et sted derinde: Mit sidste håb. Nu er håbet sluppet op. Sygdommen har overtaget min mor og visket hende ud - jeg håber hun er et andet sted, et sted derude hvor hun kan være fri. Ofte har jeg tænkt at hvis min mor ikke var mere, så havde jeg stadig mine minder - så var de ikke blevet overtaget af smertelige billeder af hendes lidelse og alle de mennesker, der i afmagt og uvidenhed kom til at gøre ondt værre.
På sidelinjen stod en mand, der mistede sin kone, og en far, der mistede sin søn. Til slut opgav han livet - endte som en levende død, en resigneret skæbne, der bare venter på at tiden skal gå, så han slipper for at forholde sig til mere. Han trykkede nok på sluk- knappen, da han for nogle år siden mistede sin bror. Uden at kunne skylde på en sygdom, endte jeg til slut med at have mistet en far, forstået på den måde at hans resignation er så dyb, at afstanden blev for stor. En afstand som han ønskede, som han valgte.

"Det' værst at være den efterladte, når nogen rejser deres vej"...

Der er en indbygget ensomhed i at være den overlevende. En ensomhed i at se hele lortet gå til bunds, mens man selv er for let, vejer simpelthen ikke nok til at dykke ned til den mørke bund og bliver der sammen med sin familie. Hvorfor er jeg for let? Fordi nogle så mig på min vej, og gav mig ly, passede mig når jeg trængte til omsorg, stillede min sult efter nærvær og min tørst efter fortrolighed. Når jeg var kommet mig, støttede de mig i at gå videre i min søgen efter et andet liv, et liv som rask, og ikke syg som min mor og bror.
Smerten ved at efterlade min bror prisgivet sin sygdom forfølger mig altid. Spørgsmålet som mange før mig har stillet - hvorfor overlevede netop jeg? - stiller jeg igen og igen. Min brors svar til mig er såre enkle og nøgterne: Fordi du var den eneste, der kunne klare det uden at blive ædt på den samme fæle måde. Han jublede den dag jeg rejste - det er godt for dig, søster.
Hans uselviskhed og mangel på misundelse over det liv, jeg har fået, og som han selv gik glip af, er med til at skære mig i hjertet: Så had mig dog!!!!!
Dén indbyggede ensomhed, der er i overlevelsen, består i at man kan lodde dybden af tragedien. At kunne se alt dét, der skete omkring én, men med en afmagt så gigantisk, at alt virker småt ved siden af.

Så er der velsignelsen - den er omvendt, for først ligner den en forbandelse, men senere ser man, at det i virkeligheden var en velsignelse: Kun at frygte dén ene ting, dén ene sygdom.
Den angst bliver så alt overskyggende, at man når man endelig en dag bliver fri af den opdager at der er en million andre ting i livet, man kan frygte! GISP! Cancer, hjertekarsygdomme, trafikuheld, Alzheimer, sclerose - de var slet ikke med i billeder, for der var kun én angst: Angsten for at blive psykisk syg.

Efter i mange år at have sagt at jeg ikke ville have børn, fordi jeg ikke ville risikere at give alt dette videre til endnu en generation, sagde en klog ven, jeg fulgtes med et stykke af min vej (det sidste stykke af hans egen, desværre!) at der jo er så mange ting, man kan frygte for sine børn. Og at skulle et af mine børn blive psykisk syg - Gud forbyde det- så ville jeg være den rette til at være deres mor i dén situation. Så vendte det. Jeg begyndte at turde at ønske mig børn.
Skæbnen ville så, at min mand var steril. Som et ondt træk - som en nemesis over mig, fordi jeg havde sagt for højt at jeg ikke turde få børn.
Men endnu engang gik jeg - gik og gik, og der var dælan dulme langt, det var psykisk det længste stykke vej jeg har gået. Og det var ensomt. Men der var andre, igen, som gav mig ly, varmede mig, lyttede til mig. Nogle har selv fået deres drømme opfyldt, andre går endnu på den vej. Og jeg spørger, hvorfor lykkedes det for mig og ikke dem? For vejen går ikke tilbage - man kan kun gå på den én gang, og man kan ikke gå baglæns i tid, når først barnet er her.
Men man kan midt i sin egen lykke - bede, trygle, ønske, håbe for dem, der stadig venter!

Nu skal jeg snart føde mit andet barn. Jeg endte med at få min egen familie. Min familie lukker sig om mig, på en tryg og varm måde, og når jeg ser på dem og mærker livet i min mave ved jeg, at jeg ikke gik forgæves til denne dag. Og når jeg kunne komme hertil, kan jeg også gå de næste mange mil.

Jeg forandrer mig, jeg er holdt op med at overleve (køre på reservetanken), og er begyndt at leve - rigtigt. Selvom det betyder at jeg aldrig igen kan overvinde dén distance, der ligger mellem min første familie, min "føde-familie", så var det vel dét, min mor ønskede for mig. Hvor hun end er. "Jeg vil lade som om du lever, og har det godt nok, der hvor du er..."

Jeg lytter til Danser med Drenges "Kære Lillesøster", og selvom det måske ikke helt var dét, de mente med teksten, så passer den alligevel til mig på sin egen måde.
Jeg forandrer mig, og det gør min blog sikkert også. Jeg har stadig mange billeder og ord i mit hjerte som gerne vil ud herinde. Jeg har den samme kærlighed til jer, der stod langs vejen og heppede de mange mange mil før Elias og Bonusbarnet. Og uanset hvor forskellige vore veje udviklede sig, så bærer jeg noget af jer med mig videre, og kærligheden til jer er altid uforandret. Ligesom kærligheden til alle de andre, der bebor mit hjerte, uanset hvor langt borte de er fra mig i dag.

"Alting løser sig til slut. Har det ikke løst sig, er det ikke slut endnu!!!!"
- Lisa Nilsson -

stubbornmom den Sunday, July 30, 2006

3 kommentarer

3 kommentarer

 Anonymous skrev

Smukt! Tak fordi du deler dine tanker og følelser

 

 Anonymous skrev

Åh altså Stina.. Det du kan med ord.. Tak fordi jeg har måttet følge dig en lille bitte smule på vejen! Den er ikke kedelig men smuk og fuld af gode perspektiver.

Vi ses om føje timer.

Kys fra Karina og Oliva

 

 soesterlystig skrev

Smukt... jeg hader at bruge ordet "fortjener" mest fordi jeg synes det signalerer, at nogle "fortjener" mere end andre. men jeg kan ikke finde et alternativt ord, som kan fortælle dig, at du fortjener alverdens lykke og især den lykke du har fundet i din egen lille familieenhed... lykken er dig velundt Stina-pigen og jeg vil ligeledes sige dig tak for at have stået på MIN vej og varmet mig, når turen blev for kold.
Tak:-)

 

Skriv en kommentar!