Sunday, July 02, 2006

Frygt

Jeg har haft nogle forfærdelige dage med nogle meget lange timer.
Det begyndte forrige fredag. Vi havde puttet Elias, han var frisk og glad. Efter et par timer vågner han med et hyl, og Manden tager ham op. Da han kommer ind til mig med ham, kan jeg med det samme se, at der er noget helt forkert. Helt forkert.
Han ser helt forkert ud i øjnene, virkelig som om han har set et monster. Så kommer lyden. Lyden af et barn der ikke kan få luft. MIT barn. Jeg brøler til Manden gennem Elias gråd: "Han kan ikke få luft!". Min stakkels mand, der endnu ikke er nået til børn og deres sygdomme i sit studium går rundt om sig selv. Jeg ringer til lægen. Jeg siger det lyder som falsk strubehoste, og lægen beder mig sætte mig med Elias ved et åbent vindue og svøbe ham i en dyne, så han slimhinde i strubehovedet kan køles og hævelsen derved falde - så kan han få luft. Det gør jeg så, og vi sidder sådan mens vi venter på lægevagten. Manden tager temperaturen på barnet - den siger 40,8. Da lægen kommer, sender han os direkte til børneafdelingen på Hvidovre.
Der sad min lille dreng og var så dygtig, lod sig undersøge af lægen og var så sød og smuk. og hans mor så bange...
Lægen beslutter at give ham medicin i forstøvermaske gange 3, så han kunne få det bedre. Næste morgen blev vi igen udskrevet, men skulle følge Elias temperatur osv. tæt, og komme tilbage hvis han ikke fik det bedre.
Weekenden gik sådan nogenlunde, men han havde stadig feber. Først på ugen gik det galt. Helt galt. Feberen kommer aldrig under 40 grader, drengen bliver mere og mere sløv, vil ikke spise, drikker sparsomt, sover hele tiden, gider ikke lege, vil bare sidde eller ligge i mors eller fars arme. Når han sover ser han så smuk og dejlig ud, som om han er ved at rekreere lidt og snart vil vågne og være som han plejer. Men efter lidt over et døgn på den måde indser vi, at det sker ikke. Jeg kører til lægen med ham.
Hun lytter på ham og siger så med fast blik og stemme: Godt du kom igen med ham!
Drengen har en slem lungebetændelse (igen, suk!) og skal have penicillin NU.
Efter knap 36 timer på penicillin er hans feber stadig ikke faldet, han har det nu så skidt at han klynker i søvne, og han vil putte sig indtil mig, hvilket jeg tror er for bedre at kunne mærke sig selv og sin krop. Jeg ringer til lægen igen - han kommer med det samme og siger at vi kan betragte os selv som indlagt hjemme og at vi skal tage afsted til Hvidovre med det samme, hvis ikke feberen begynder at falde, og den skal under 38,5 indenfor 12 timer, ellers SKAL vi afsted så han kan få en anden behandling.
Heldigvis faldt feberen indenfor fristen og vi slap med skrækken. Nu er der så kommet de små uskadelige med irriterende og kløende varmeknopper, og de kræver at vi klæder ham af, så han kan komme af med varmen - men han må jo ikke få træk, så hvordan liiiiige... Indtil videre kører vi den hjem på lunkne brusebade.

Det som gik igennem mit hovede i de døgn... Billeder af min sovende dreng, der bare pludselig ikke ville vågne. En krop der var alt for lille til bare at blive stille. De billeder og de følelser... sådan en sorg og en afmagt. Frygten for at den lille, stille krop, som en gang for ikke længe siden var levende i mig, den lille krop som jeg har passet sådan på, at den skulle vristes ud af sin mors arme en sidste gang... Tanken slår mig næsten ihjel. Og det er frygt. En frygt der vil vise sig mange gange resten af mit liv.
Og jeg ved at hver dag når jeg vågner og tager Elias i mine arme, vil jeg være taknemmelig for at jeg har ham hos mig. At jeg ikke i denne omgang blev den berøvede mor...

Nu vil jeg hente mit barn, for han er tilbage på Pærestuen. Og jeg savner ham sådan, når han er derhenne. Min søn.

stubbornmom den Sunday, July 02, 2006

7 kommentarer

7 kommentarer

 Frøkenhat skrev

Føj for en omgang. Kan levende forestille mig, hvor bange I må have været. Godt det fik en lykkelig slutning!

 

 Signe og Jan skrev

PUHA en grim oplevelse. Det lille skind. Godt at det er forbi...

 

 Anonymous skrev

Stakkels barn og stakkels forældre! Jeg kan mærke helt ned i maven, hvordan det må have været for dig.
Godt, at din dreng er frisk igen!

 

 Anonymous skrev

Uha, jeg kom sådan til at tude. Så magtesløs man er, når de små er syge.

 

 Anonymous skrev

Kære Stina

Hvor er det godt, at din lille Elias nu er rask igen, og at du var så opmærksom og handlekraftig. Jeg håber I slipper for lignende voldsomme sygdomsudbrud. Jeg har også siddet med mit barn for åbent vindue midt om natten, fordi han ikke kunne få luft. Det er altså meget skræmmende! De følelser du beskriver, tror jeg alle mødre kan genkende.Det er rædselsfuldt at se sit lille barn sygt. De første år får de så mange infektioner, men heldigvis kommer de nemmere igennem dem, jo større de bliver.

Kærlig hilsen Evi

 

 Spirren skrev

Puha Stina en voldsom oplevelse.

 

 Unknown skrev

Åhhh, hvor bliver jeg ked og bange af den læsning. Tænker masser på jer - selvom jeg ikke er online i sommerlandet. KRAM PUK

 

Skriv en kommentar!