Thursday, April 27, 2006

Til mit endnu ufødte BonusBarn

Kære skatte(pige/dreng)

Nu er jeg allerede mere end halvvejs i min graviditet med dig. Om præcis fire måneder er du kommet til verden. Det er lidt underligt, at jeg allerede nu kender din fødselsdag, men det er dejligt. Dejligt at vide præcis hvad der skal ske, og hvornår - det har givet mig en ro og energi til at nyde at du er her. Nyde alle de små spark og møf, du giver mig hver dag.

Efter jeg fødte din bror Elias den Elskelige, var jeg meget ked af det. Jeg elsker ham så uendeligt højt, så højt som hvis du stiller alle byens huse ovenpå hinanden, derefter alle træerne ovenpå igen, og så lægger en god del til. Jeg ønskede så inderligt at jeg en dag måtte få chancen for at gøre Elias til storebror. Ønskede at jeg kunne få lov at opleve endnu en baby skrige for første gang, se dig vokse og passe på dig altid. Men jeg vidste dybt i mit hjerte at det var umuligt. MirakelStorken havde længe været plaget af fugleinfluenza, og ville aldrig kunne lande hos os.
Alligevel var der for første gang i meget lang tid et spinkelt håb ved siden af den grumme vished i mit hjerte.
Jeg kunne ikke forstå at jeg skulle være så uheldig at blive så syg efter jeg havde født Elias. Jeg spurgte Gud om jeg havde trodset ham ved at få et barn selvom vi ikke kunne uden hjælp, og om det var min straf at den første tid blev taget fra mig?
I december mener jeg at jeg fik mit svar. Du er det svar.

Jeg elsker dig usigeligt højt og jeg glæder mig til vi ses. Jeg glæder mig til at byde dig velkommen i vores familie, en familie hvor vi hjælper hinanden, støtter og elsker hinanden. Vi har allesammen en andel i hinandens drømme, for vi har del i hinandens lykke.

Det kan godt være at jeg igen er ved at være voldsomt invalideret af bækkenløsning, det gør ondt, jeg græder og bliver vred af frustration. Men ved du hvad? I virkeligheden, så er det ingenting. Det er en tidsbegrænset smerte. Den smerte jeg følte ved tanken om aldrig at kunne få flere børn, den var ikke tidsbegrænset.

Min rejse i infertilitet er ikke slut. Min rejse hen imod at sige farvel til "den rigtige urkvinde"- fødsel er kun lige begyndt. Ligesom bækkenløsningen.
Til august er det endegyldigt. Så er jeg mor til to. En Elias og en Silje, eller måske er du en Liam?
Så er jeg kommet igennem Rædslernes Land og gennem passet.
En ny rejse begynder.

Vi ses, skat!
Din mor elsker dig!

stubbornmom den Thursday, April 27, 2006

3 kommentarer

3 kommentarer

 Anonymous skrev

Smukt. Bliver spændende at se, hvem der gemmer sig på den anden side.

Kan forresten godt lide dit nye design.

 

 Anonymous skrev

Snøft. Jeg sidder her og græder snot i venstredrejede ørestænger. Så smukt et brev til dit lille bonusbarn.

 

 Signe og Jan skrev

Det er en fin hilsen til det nye stjenebarn!!

 

Skriv en kommentar!