Tuesday, May 16, 2006

Øv på øv og øv!

ØV!
Fordi der i pakken med vores ellers så fremragende kamera mangler lige netop dén disk med software, jeg skal bruge for at kunne oploade de lovede billeder til computeren.

Dagen før vi skulle afsted på ferie, var jeg til uge 24- lægetjek med mavebabyen. Fremrykket vel at mærke, fordi vi skulle rejse. Så jeg var kun 22+5, da jeg var der. Hun spurgte hvor langt henne jeg var, og jeg svarede selvfølgelig. Hun hørte som sædvanlig ikke efter. Hun kunne ikke finde hjertelyd og syntes jeg var for lille. Hun troede at min baby var død, selvom jeg havde mærket den samme dag.
Angsten skyllede ind over mig som en kæmpe tsunami, men jeg skubbede det fra mig, det var jeg jo nødt til, indtil jeg havde afleveret Elias til min søde veninde, der passede ham mens jeg tog på fødegangen og blev tjekket. Alt var heldigvis i den skønneste orden og det var en rigtig sød jordemor, der tjekkede mig. Tog sig god tid til at snakke og få mig til at blive rolig og glad igen.
Elias havde heldigvis en dejlig, dejlig dag - fik sig endda sit helt eget sprog med veninden. Natten efter vågnede han og lå og sagde den bestemte lyd, som er blevet "deres" fælles, mens han grinede og slet ikke kunne sove. Kun dejligt! Men sikke en øv oplevelse at få at vide at ens barn måske ikke levede!!!!!!!!!

Øv fordi Bedstefar som var med på turen for at hjælpe mig med alt det praktiske, overhovedet ikke deltog, og da han sagde at jeg skulle sige når jeg havde brug for hjælp, ja så gjorde jeg jo det. Med det resultat at han bare afviste og hver gang sagde "det er du nok bedre til". Jeg har aldrig været så træt, sur, skuffet eller ked på en ferie som denne.
Ikke en eneste ble, skiftede han, ikke en eneste tur med barnevognen gik han, ikke en eneste morgen eller aften tog han over for mig. Jeg er vant til en meget hjælpsom mand som er ligeså meget med Elias, som jeg selv. Men det her var en uge som helt alene, hatten af for enlige mødre! Men oplægget var at han skulle hjælpe mig, aflaste mig, sørge for at også jeg fik den nødvendige søvn som graviditeten kræver, og ikke mindst at jeg også fik mulighed for at passe måltiderne for mit eget vedkommende. Men sådan skulle det åbenbart ikke være.
Han meldte ud allerede første aften at han da ikke agtede at stå op et øjeblik før tidligst klokken 8. Han pressede på for at køre når han selv havde spist, og jeg havde givet Elias mad, med det resultat at jeg ikke nåede at få aftensmad den ene dag og morgenmad den anden. Flot.
Jeg var simpelthen så skuffet. Jeg kender ham - han vil gerne være sammen med os, men det skal være på hans præmisser og kun med mindst mulige omkostninger/ krav til ham selv. Det kommer til at tage tid for ham at lære at man ikke kan udsætte en babys behov til det passer ind i ens egne vaner og rutiner. At en grædende baby skal have skiftet sin ble NU, og at det med at rydde op så der er blæst som der plejer at være hjemme hos hr. Eneboer, det er altså noget der foregår NÅR barnet er lagt i seng for natten og SOVER!
Så øv. Da jeg fik nok og vi den sidste aften røg i "afklarings-debat" blev han så gal over at jeg sagde tingene til ham (han spurgte selv om om jeg havde været tilfreds med at have ham med) at han truede med at 2så kan det også være ligemeget".
Dér er jeg så blevet tilpas voksen efter jeg er blevet mor, at det ikke længere skræmmer mig. Det er IKKE en trussel. Jeg synes det er ynkeligt og uværdigt. Så jeg sagde bare:
"Elias er DIN chance. Din chance for at opleve ham, at tage del i hans liv, og din chance for at gøre noget andet end bare "som du plejer". Og hvis du afviser det, så har du mistet en masse og kommer til at gå glip af endnu mere."
Mit barn er rig på netværk, heldigvis. Og selvom det smerter mig, så er tabet størst for min far, hvis det endelig kommer dertil - for så står der mange andre klar til at tage den plads, OG fylde den ud.

Øv. Jeg har kæmpet for at gøre ham til Bedstefar og glædet mig til at opleve det. Måske ændrer det sig med tiden. Men hvorfor er det lige at jeg altid skal gå og håbe at "det ændrer sig nok"?
Øv. Min mor er indlagt på psyk igen. Fint nok. Men stadigvæk. Det vil nok altid være øv.

Til gengæld kan jeg sige noget andet, som nok er de færreste forundt: Godt jeg har min svigermor! Støttende, lyttende, forstående. Altid.

Og det sidste øv, før jeg stopper med mit luften beskidte lagner... Elias har lungebetændelse. Pærestuen er derfor udsat til på tirsdag. Han er som han plejer, men raller og skratter når han trækker vejret, og han hoster. Men han lever. Heldigvis! Og får penicillin, som tydeligvis smager ad H til! Bvadr!
Det var alt mit øv for nu!

stubbornmom den Tuesday, May 16, 2006

3 kommentarer

3 kommentarer

 Anonymous skrev

ØV for helvede, Stina! Først den dumme møjlæge - tænk at sige sådan noget - at babyen måske er død. Det kan hun da virkeligt ikke være bekendt! heldigvis at alting er som det skal være.

Mht din far, så synes jeg at det er godt gået af dig. Jeg kender alt for godt det med at forældrene vil have tingene præcist på deres egen måde. Og vi, som deres børn, har bare sagt ja og ammen altid. Men nu må der andre boller på suppen, så det er flot at du konfronterer ham. Jeg håber at der kommer noget godt ud af det.

Og stakkels Elias med lungebetændelse. Stakkels, stakkels pus. God bedring til ham

 

 Anonymous skrev

Kære Stina

Sikke dog en grim oplevelse du fik med den angst for at dit ufødte barn ikke skulle være i live! Godt at du straks kunne blive tjekket ordentligt, og få vished for at det ikke var sandt!
Det var ærgerligt at du ikke havde en god ferie med din far, men du fik da talt med ham om det, og det kan forhåbentlig ændre noget.Du har jo ret i at han går glip af en masse.Måske er han bare ikke så minded for små børn. Det er der altså mange mænd som ikke er, og nok især de ældre. Min far har heller ikke taget sig meget af sine børnebørn, da de var små, men han har alligevel altid været glad for at være sammen med dem og de for ham. Det betyder altså også meget for børn at være sammen med den nærmeste familie, også selvom det ikke altid bliver, som vi ønsker det.
Din mor er indlagt,skriver du. Betyder det at hun har fået det meget dårligere? Er det lidt en lettelse for dig, at du ved, at hun er der? eller hvad?
Jeg håber din lille Elias snart er rask igen. Lungebetændelse er noget skidt.
Jeg vil glæde mig til at se billeder af den lille fyr.

Mange kærlige hilsener Evi

 

 Anonymous skrev

Pyha...sikken en omgang du har været igennem.

Mht. din far, så er det min erfaring at mænd i den generation ikke er særlig gode til babyer og helt små børn, selvom de holder af dem. (omsorgsarbejde for småbørn har de jo aldrig haft noget gøre med).
Tilgengæld kan de komme mere på banen når børnene bliver større og begynder at kunne gå ture, spille kort/spil, få læst højt osv, for slet ikke at tale om at høre røverhistorier fra dengang bedstefar selv var en rask dreng ;-)
Så jeg synes ikke du skal opgive din far endnu, men prøve at være realistisk med hvad han kan bidrage med. Jeg har selv oplevet det samme i min egen famillie, men efter børnene er blevet større, så har både børn og bedstefædre stor gensidig glæde af hinanden :-)

Kh. AO

PS det var dog en frygtelig oplevelse med hende din læge...stakkels dig, jeg fik helt ond i maven da jeg læste det.

 

Skriv en kommentar!