Tuesday, April 18, 2006

En sorg så vanvittigt stor

Alle mine sorger tilsammen er kun en lille ingenting, sammenlignet med dén sorg, Eline må føle nu. Et liv, alle drømme, ens alting, lagt i ruiner på et splitsekund.
Mit værste mareridt som mor og kone. Da jeg var helt nybagt var præcis dette scenarie min store angst, og det var derfor, jeg ikke turde lade min mand gå alene med barnevogn. For tænk at sidde tilbage, så frarøvet alt, så uendeligt og uforanderligt efterladt.
Jeg kan ikke have det i min krop. Kunne ikke have det, da vanvidsbillisten majede 3 mennesker ned i Brønshøj sidste år, og kan heller ikke have det nu - have det i min krop.
Jeg tænker hvad jeg selv ville tænke, hvis jeg var i Elines sted - og jeg er endda så priviligeret, at jeg netop ikke er i hendes sted.

Jeg vil opfordre jer til at gå ind på www.123hjemmeside.dk/tobyronja og følge linket til underskriftindsamlingen for høj straf til dødsbilisten.

stubbornmom den Tuesday, April 18, 2006

2 kommentarer

2 kommentarer

 Anonymous skrev

Hvor skrækkeligt! Stakkels, stakkels kvinde.

Jeg havde netop de samme overvejelser da jeg for første gang sendte mand og barn afsted med barnevognen. Men på et eller andet tidspunkt må man jo give slip - de kan ikke blive indenfor ens synfelt for altid...

 

 Anonymous skrev

Kære Stina

Ja det er da forfærdeligt for hende!
Alle mødres skræk, som for hende blev virkelighed.Jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på det.
Jeg tror dog ikke på at højere straf til dødsbilisten vil forhindre lignede ulykker.
Selv var jeg ikke så nervøs for at lade min mand gå alene med barnevognen, men så har jeg haft den samme angst i andre situationer.Angsten for at miste det kæreste man har.Angsten som man prøver at skubbe væk, men ofte dukker op igen. Den følger med, når man holder af, men vi må bare ikke lade den fylde for meget.

Kærlig hilsen Evi

 

Skriv en kommentar!