Monday, September 17, 2007

At komme videre/ hvad er der sket med dig?

Hvad dækker det egentlig over, "at komme videre". Videre til hvad, og hvordan? Ikke mindst, hvorfor er det så vigtigt at komme videre, og hvornår skal man egentlig gøre det? Hvad sker der med os, hvis vi kommer videre, og kan man komme videre på én måde, uden egentlig at komme videre alligevel?

Jeg har altid haft det enormt svært med det at komme videre. Ikke svært ved at gøre det, jeg er vidst det man kalder en handlingens mand ;-). Men jeg synes det kræver alvorlig bevidsthed om svarene på ovennævnte spørgsmål: Til hvad, hvordan og hvornår? For det handler også om timing.

Nogle ting kommer jeg videre fra, fordi jeg vil. Andre, fordi det er nødvendigt. At komme videre behøver ikke være at lukke døren, smække den, aldrig åbne den igen, det kan være bare at "lade tingene falde til ro" eller "lade det ligge". At komme videre er ikke nødvendigvis et opgør eller oprør, det kan være en bevægelse indeni. En meget privat bevægelse på indersiden af ens personlige liv.

Derinde, hvor der er ting gemt, som er virkeligt vigtige, kommer jeg ikke videre. Nogle gange flytter mit liv sig, og så må jeg jo lissom følge med. Men jeg kan godt ønske at jeg stadig kunne være i en gammel ring af venner, der omsluttede mig, og vi forstod hinanden. Senere blev forståelsen måske en afgrund mellem os, en kløft vi ønskede ikke var der og som vi ikke selv havde skabt, men livet havde eroderet mellem os. Og det er dér, jeg ikke kommer videre. Jeg bliver ved at være psykisk og følelsesmæssigt bundet til mennesker, jeg føler mig tæt forbundet med. Uanset, at det går forskelligt for os.

Nogle gør ting op i "mindre/ større" og "godt/ bedre", og hvis de synes de står på den forkerte side af linjen, så kommer den lille streg til at betyde en afstand, og det er uforståeligt og det gør ondt. Og nogle gange nægter jeg at anerkende den streg. Den er en social konstruktion, og jeg vil hellere skabe en anden social konstruktion. En social konstruktion der hedder at: Vi står på den samme side, vores mål var og er det samme. At det er en illusorisk social konstruktion, er jeg fuldt ud bevidst om og det står jeg ved, for den er min.

"Hvad man giver kommer tilbage igen". Det er noget jeg tror på, og jeg har set det ske mange gange - som når den hjælp en anden gav, kommer tilbage når de mest behøver det, og mindst venter det. Det er med til at bevare vores værdighed og vores håb om, at vi ikke er "opgivet af universet", og at alting vil ske som vi ønsker det, i den allerbedste rækkefølge. Det betyder, at vi nogen gange kan slippe for selv begynde den bevægelse det er, at komme videre - verden ordner det, og karma sørger for, at vi derefter kan give slip på hvad end, der måtte have plaget os!

Og selvom jeg er svøbt ind i kærlighed, og mest af alt i den kærlighed jeg selv føler og den, jeg giver min familie, og den kærlighed der kommer igen, så har jeg forbandet svært ved ikke at ønske det for andre og der er ting, jeg kan aldrig give slip på og komme videre - fra fertilitetsbehandlingen og fra det faktum, at en arrogant læge var ved at ofre mit liv for sin egen stupiditets skyld, da jeg havde født Elias.

Dén smerte lærte jeg så meget af undervejs, at den selvfølgelig har præget den person, jeg er nu - i kernen er jeg som før, og jeg er ikke meget forandret. Men der er selvfølgelig sket noget: Mit ansigt har fået mere karakter, siger dem, der har set det. Og det fanger nok summen meget godt. Jeg har mange rynker af én, der endnu ikke er fyldt 30!
Der findes oplevelser/ erfaringer, der er så betydningsfulde (selvom det ikke traditionelt er det ord, vi forbinder med smerte, så er netop "betydningsfulde" det rette ord for fænomenet!), at man på ingen måde kan eller bør forlange, at folk skal "komme videre" eller "komme over det". Allerhøjst kan man håbe at "komme igennem det" - stærkere og rigere, og på sammme tid mere sårbar: Med en skærende og til tider besværlig bevidsthed om, hvad rynker koster!

Måske skal man være den skøre og livsberusede mig for at forstå det, men det er nu heller ikke så tosset at være mig.
Det er nogle gange tid til at indse at der med nogle ting IKKE er hverken en tid eller en grund til, at komme videre.
Og jeg tror faktisk at den erkendelse og accepten, der ligger i dét, kunne gøre mange mennesker glade lige netop dér, hvor de er.

Nu vil jeg glæde mig over lige netop dér, hvor jeg har været, nyde her hvor jeg er, og se frem til dér, hvor jeg skal hen - selvom jeg endnu ikke ved, hvor jeg er om 10 år!

stubbornmom den Monday, September 17, 2007

2 kommentarer

2 kommentarer

 Anonymous skrev

Først og fremmest tak for et dejligt fredagsøjeblik. Det faldt på et tørt sted!

"At komme videre", tænker jeg, handler om individuel tolkning.

Min livsanskuelse fortæller mig, at en måde hvorpå jeg kommer videre på - når vi ser bort fra den almindelige gang livet har - så er det, når jeg er blevet en erfaring rigere, har forenet mig med det skete og måske ligefrem accepteret det.

Sådan er det i hvert fald i forhold til Cirkeline. Jeg har accepteret, at hun havde et sygt hjerte og måtte forlade denne jord, og jeg føler dybest selv også, at jeg er kommet videre. Jeg er blevet en erfaring rigere og jeg kan se tilbage på tiden som var uden at være bitter, vred eller såret.

:)

 

 Evi skrev

Kære Stina

Da jeg læste dit indlæg, fik jeg en fornemmelse af, at du var ked af, at du havde mistet kontakt med nogle du holder af. Jeg ville gerne skrive en trøstende kommentar, men havde svært ved at formulere mig.
Jeg har siden genlæst det og tænkt meget over det. Jeg synes du skriver smukt og klogt om det svære ved at føle sig presset af, at man skal komme videre, men man skal være klar til det og det kommer ikke altid så hurtigt, som vi selv eller andre forventer.
De svære ting du har kæmpet med, skal have lov at blive bearbejdet og det tager tid.
Nogle ting kommer man ganske rigtigt ikke over, men skal igennem og det er slet ikke dårligt at kunne huske hvor svært det var! Derved bliver man netop gladere for alt det, man har at være glad for.
Frederikke beskriver det så klart! Man når til en accept af det skete!
Det er en fantastisk evne at kunne gennemleve en stor sorg og leve videre uden vrede og bitterhed, men med en større ballast og bedre forståelse for andre.

Selvfølgelig ønsker du lykke for dem, du holder af, men vi kan ikke leve andres liv og må også acceptere at andre kan have brug for at komme igennem på deres måde.

Dit indlæg har givet mig del i din glæde, tak!
Tusinde tanker og et stort kram :)
kærlig hilsen Evi

 

Skriv en kommentar!