Sunday, July 01, 2007

Det går for hurtigt, det her...

... Min kusines cancer breder sig med lynets hast. Hun er udover lungen ramt i lymferne ved brystbenet, nederste del af spiserøret, i knoglerne i foden, i lårbensknoglen og i ribben... De eneste steder der endnu ikke er cancer er i hjerne og arme, og selvfølgelig de øvrige organer såsom hjerte, lever, nyre osv.... Men ingen kender dagen.

Jeg har talt en del med hende og børnene i den seneste tid, de mener det er værst for mig fordi jeg er så langt væk, jeg mener selvfølgelig at det er indlysende hårdest for dem.
Men min tid er knap. Hun siger at for 6 uger siden var hun på arbejde, nu kan hun dårligt gå igennem stuen. Bruger vist stok og kørestol en hel del... Hun føler selv det her går faretruende hurtigt.
Jeg spurgte, om jeg overhovedet får hende at se igen. Hun svarede: "Hvem ved?"...

Og så var det jeg besluttede, at jeg vil se hende. Vil som i vil. Jeg vil se hende, jeg vil sige tak til hende for alt hvad hun er, jeg vil vise hende, at jeg tager hende med mig, hvor end jeg går. Jeg er ikke og har aldrig været en kryster, der undgår den slags situationer. Jeg ved at jeg vil fortryde det senere, hvis jeg ikke gør dette her.

At jeg så endelig er blevet inviteret til samtale et sted, hvor de synes jeg var interessant, er der ikke noget at gøre ved - det må blive på et andet tidspunkt. Regner ikke med at min værdi falder efterhånden som tiden går ;-), dertil er jeg endnu for ung...
Jeg rejser i løbet af ugen, og blir væk i to døgn i alt, flyet er booket og betalt, og jeg tager datterskatter med mig (jeg ammer stadig). Bassen bliver hjemme hos far, selvom det er imod min religion at rejse uden begge børn så længe de er så små. Jeg er væk i så kort tid og hans far er hos ham - så det klarer de fint.
Grunden til at det kun er mig og Silje der tager afsted er, at hun lige har haft gæster og opdagede, at hun ikke kan klare så meget. Hun bliver meget hurtigt træt. Og vi skal bare være sammen, hende og jeg, mest muligt.

Hun har aldrig vendt mig ryggen, heller ikke i de allersværeste stunder.
Det kan godt være dette her blir hårdt for os begge, men sådan er livet nogle gange...
Det må vi tage med.

Pas på jer selv og dem I holder af.

stubbornmom den Sunday, July 01, 2007

5 kommentarer

5 kommentarer

 Anonymous skrev

Søde Stina...
Du gør det rigtige. Sidder her og stortuder, fordi dit indlæg sætter så meget i perspektiv for mig og minder mig om, hvor meget man skal huske at værdsætte sit liv og dem man holder af. Det eneste du kan gøre nu er at lytte, kramme og snakke...
De allerbedste tanker fra din Søs

 

 Amor skrev

For sulan da! I lige måde!!!
-Snøft! -mange mange tænksomme tanker!

 

 Evi skrev

Kæreste Stina

Hvor er det godt du kan komme afsted! Du har brug for at få se hende og hun vil garanteret også være glad for at du kommer. selv om det bliver hårdt, så er det vigtigt for jer at være sammen.
Jeg ønsker dig en god rejse.

Mange kærlige hilsener Evi

 

 Anonymous skrev

Er du ok - dumt spørgsmål, for det er du jo nok ikke, ville bare lade dig vide, at jeg tænker på dig...


Kærlige tanker Spiren

 

 Signe og Jan skrev

Jeg håber dit besøg gik godt. Det er så vigtigt at få sagt farvel. PS) Føler med dig...

 

Skriv en kommentar!