Monday, July 30, 2007

Det gik fint

Besøget gik fint. Tak for jeres søde kommentarer.
Hun havde stadig håret, hun gik rundt, omend dårligt gående. Hun er meget som mig, typen der gør det hun kan, og først når hun absolut ikke kan mere, sætter sig ned og beder om hjælp. Og vi vidste begge at det handler om at opretholde en grad af normalitet og selvværd. Så nej, jeg stod ikke hele tiden klar til at gøre alt for hende, for hvis vi allerede nu begynder at gøre som om hun intet kan, så vil der gå endnu kortere tid, før hun mister alle funktionerne.
Jeg har været meget deprimeret over situationen, også efter mit besøg, og har næsten ikke kunnet tage mig sammen til noget, udover de nødvendige ting for at have en hverdag med to små børn, og så lige give dem opmærksomhed og leg også, men ellers intet, før i går. Men nu har jeg da fået skrevet et par ansøgninger, så er chancen for at få et job nok også lidt større, sjovt nok...
Siden jeg var deropppe for 3 uger siden, har min kusine tabt håret. Kan gå en gang imellem, men sidder for det meste i kørestol - med højhælede sko, for dem skal man aldrig slippe! :-) Og hun er nu så træt om aftenen, at hun ikke har energi til at tale i telefon.
Hu blev utroligt glad for mine breve og andre ting, fotos osv., jeg have med til hende. Og hun var selvfølgelig vild med Silje.
På et tidspunkt da hun sad med Silje på skødet, aede hun hende over håret og sagde: "Jeg tror du får krøllet hår, når det vokser ud..." Så kiggede hun på mig og sagde smilende:
"Det ville jeg så gerne nå at se"... ... ... ... ...

Men besøget var ikke præget af sorg og gråd osv., det var meget hyggeligt og let, og mange af de ting jeg ville sige fik jeg sagt, og vist og skrevet, men uden at det blev så højspændt. Det var meget smukt, men det var hårdt at sige farvel og vide, at vi måske ikke ses mere i dette liv. Man vil så gerne sige noget, men man kan ikke, for hvad skal man sige, det hele sidder fast i øjeblikkets afgrund af tavshed fyldt med sitrende ønsker om, at alting var gået helt anderledes. Og man kan bare se på hinanden, som vi gjorde, holde hinandens hånd og smile lidt mens man prøver at tage sig sammen, man synker og synker som for at synke sit eget hjertes slag, og man ved det er en umulig kamp at vinde over sorgen. Jeg så den bare komme med alt for høj fart, og der er ingen steder at løbe hen, for det er desværre virkeligt, det sker for os.

Men pludselig er det overstået og der bliver stille og man føler en ro, en underlig ro blandet med rastløshed, men man ved det er okay. Jeg tror at jeg følte sådan på dét punkt, fordi jeg vidste jeg havde gjort det jeg ville, fordi jeg vidste at jeg ville have fortrudt det resten af livet, hvis jeg ikke var rejst derop. Og jeg ved også, at der ikke er noget der kan pille Anne Britt ud af mit liv, min historie, den jeg er blevet. Nogensinde.
Det er da en stor trøst. Og et privilegium at have det sådan. Og egentlig er det også et stort privilegium at få tiden til at sige farvel, selvom det selvfølgelig også er dobbelt, fordi det betyder at man samtidig mister så langsomt og barskt, og man bliver rasende over at se hende lide, og måske vil vi en dag synes at alle de gode minder blev visket bort og erstattet med minder om hospitaler, prøver, dårlige nyheder, tårer, forfald, depression, og smerte - men nej, jeg tror det er sundt at sige farvel, for jeg har prøvet ikke at få lov til det, og det var det værste... Desuden har hun givet os så mange minder så gode, at det må kunne bære os alle igennem.
Det vælger jeg at tro.

stubbornmom den Monday, July 30, 2007

4 kommentarer

4 kommentarer

 Anonymous skrev

Jeg hørte for nylig en kvinde i et eller andet underlødigt tv-program (måske Oprah??) sige - efter hun havde mistet sin mand og sit barn i en ulykke - at hun valgte at fokusere på, at hun havde haft to vidunderlige mennesker i sit liv. De minder hun havde var uvurderlige og hun ville derfor ikke være bitter over, at de blev taget fra hende, men i stedet for taknemmelig for, at hun havde fået den gave. Det er selvfølgelig en lang proces at nå dertil - for det er jo bare så trist og uoverskueligt at miste en elsket. Men jeg fornemmer lidt, at du har fundet en form for ro i din kusines styrke og livsglæde? Og hun har ret - de højhælede skal man aldrig give slip på uanset hvad! Tænker på dig...
Søs

 

 Signe og Jan skrev

Åh det er så hårdt og urimeligt. Men jeg synes det lyder som om besøget har givet dig og hende noget godt. Et værdigt, ægte og vigtigt farvel.

 

 Anonymous skrev

Kan vist ikke pt gøre meget andet end at sende et virtuelt varmt kram!!!

Karina

 

 Evi skrev

Kære Stina

Det er godt at du fik noget positivt ud af dit besøg hos din elskede kusine. Det er altid svært at skulle sige de sidste farveller til dem vi holder af, men sværere og tungere, når personen er så ung.
Jeg ved du har det hårdt nu og sender dig mine inderligste tanker om håb og styrke til at holde modet oppe og stadig kunne tillade dig selv at være glad i nuet og nyde dine dejlige små.
Jeg er glad for at du fik foretaget denne rejse og er sikker på du har givet din kusine alt hvad du kunne for at hjælpe hende i denne svære situation.

Med kærlig hilsen Evi

 

Skriv en kommentar!