Tuesday, August 21, 2007

At elske en ven, man aldrig har set...

For mange år siden, før alt det her "bloggeri" blev moderne, og mens jeg stadig var ung af sind og naiv og fuld af fertilitets-selvtillid, skulle jeg prøve at finde noget om æg og celler og forplantning, sådan helt generelt. For hvad nu hvis...
I lang tid levede jeg i en tilstand af fornægtelse, men som månederne gik og graviditeten udeblev trods god og stabil og ivrig "indsats" ;-), blev jeg tvunget til at begynde at forholde mig til min situation.
Hver gang jeg scrollede ned over listen med fora, og passerede "Barnløse i behandling", tænkte jeg "kære Gud, lad mig aldrig nogensinde blive én af dem". Jeg indrømmer det. Måske burde jeg egentlig have skrevet det i 8 om mig, men here goes...: Jeg havde egentlig set på barnløse som nogle lidt anstrengende, berøringsangste, småneurotiske, selvcentrerede mennesker. Jeg anede kort sagt ikke, hvad det gik ud på at være barnløs. Jeg anede ikke, hvor nuanceret og krævende en situation det er, at stå i som menneske.
Men jeg fandt ud af det. Og jeg fandt ud af at jeg havde taget fejl af "dem", "de barnløse", som nu blev til "os" og "vi, der er barnløse". Og jeg blev faktisk gal over dén betegnelse. For jeg var ikke barnløs. Jeg var i høj grad mor. Det var bare kun og kun mig, der kunne se mit barn og kendte ham. Og det var så svært. For jeg ville så gerne have ham, holde om ham, kysse ham, putte ham, se ham vokse. Og give ham al min kærlighed. Nu har jeg fået ham. Og jeg har fået - af Guds nåde- endnu et barn, min datter. Og for hende vil jeg gøre alt det samme, og alt det samme vil jeg give hende. Ingen børn kunne være skønnere for mig, end disse to.

Undervejs sker der det forunderlige, at jeg møder andre. Der hjælper mig med at gro ved den umenneskeligt hårde situation, som man jo næsten ikke kan forstå at der skulle være noget næring i fertilitetshelvede, som man kunne gro af... Men det er der altså, det var der i hvert fald for mig. Og jeg var ikke efterladt, jeg var ikke prisgivet. Den indbyggede ensomhed, den havde jeg. Og det er et fælles vilkår for alle. Men jeg var ikke alene. Og det ved I allerede, for det har jeg fortalt om så mage gange.

Men at tælle de nætter, jeg græd foran et åbent chat- vindue i computeren, mens jeg talte med en Puk, en Jasmin eller en Bubbe, vil være en umulig opgave. Ikke kun fordi jeg vitterligt ikke har en pind forstand på tal. Også fordi, det var mange. Mange aftner og nætter.
Tit havde jeg lyst til at opgive mit "usynlige barn". Tit havde jeg lyst til at løbe væk og gemme mig eller bare ligge i min seng og aldrig mere stå op og møde verden og alle de børn, der ikke var født af forældre, der ville give dem ALT. Nærvær, omsorg, grænser, tryghed, kærlighed, mad, tøj eller hvad det nu var/ er.
Min sorg var for tung. Jeg undede andre deres børn og lykke, men jeg savnede mine egne, som kun en mor kan savne sine børn.
Jeg blev opmuntret af mine infertile medsøstre til ikke at give op, til ikke at give slip, til at hænge på, være stædig, blive ved. Og derfor, derfor kunne jeg, derfor gjorde jeg det. Jeg blev mor. 2 gange!

Men jeg har set, og jeg har følt, den umådeligt tunge sorg, ikke at kunne give dem det samme. Jeg har grædt om natten for de mennesker, der troede på mig og bar mig, og jeg har grædt af afmægtighed, fordi jeg ville give dem det samme, jeg ville give dem de muligheder, historien har vist at jeg trods alt havde, for at blive mor og få mine imaginære børn at se. Men hvem er jeg, at tro jeg kan det...

På den anden side, så har jeg set jer gro, eller nej, for jer der blev gravide og fødte og som jeg fulgte, har jeg aldrig mødt fysisk. Men det er faktisk ligemeget, på den måde, at jeg kender jer bedre. Jeg kender jer ikke som man kender en fremmed. Jeg kender jer, fordi I har lyttet til mine inderste tanker og følelser, I har lagt jeres sjæls skulder under min kind, når jeg græd de mest smertefulde tårer inden i. Så hvem er det, der siger, at "man kender ikke folk man ikke har mødt"? Det passer ikke i vor tid. Jeg kender i høj grad jer, og I mig.

Det jeg har fået, og fået lov til at opleve, erfare, være tilskuer til, er kampe, selvudvikling, tunge stunder, og en umådelig lykke, som mange ikke en gang involverer deres familier i. Det er det inderste indre. Og det er lige præcis derfor, jeg så skamløst bruger sætningen "jeg elsker dig" til flere af jer, jeg har fulgtes med. Fordi det er det man gør, når man ved, at man ville være et fattigere menneske, uden den anden. Da elsker man. Og det handler ikke om, om man har mødtes "live". Og hvis den først er der, kærligheden i venskabet, så kan den ikke viskes bort, fordi du har en vorte på næsen og vejer 50 kg mere end det siges "man bør"! Altså, jeg tror ikke på dén! ;-) Eller fordi du har ting at arbejde med med dig selv, eller ting du skal udvikle på. Det har alle. Forskellen er bare, at hvis vi havde mødt hinanden i Føtex Husum, ville du ikke have fortalt mig om de ting, vel?! Derfor, jeg mener, vi får og vi giver mere af os selv til hinanden, herinde eller herude, i cyberspace. Vi lægger hjertet på bloggen, og det kræver mod og integritet. To egenskaber, man jo må beundre, ellers er man dog en sten!

På grund af alt det, jeg nu har beskrevet for jer, er det en endnu større glæde for mig at Søs snart skal føde, og jeg kan ikke fortælle hvor meget jeg har lyst til at købe alle mulige ting til hende og de kære børn, hun snart skal kysse på. Og hvor gerne jeg ville være der. Vi har set hendes ulykke, og nu får vi det privilegium at følge hendes lykke og se en forælder folde sine blade ud (for forælderen er allerede vokset op som en blomst under behandlingen!) og se hende se sig selv som den smukke mor, hun allerede var da jeg for 5 år siden traf på hende første gang.

Og, jeg vil annoncere et fysisk møde for os, der har lyst til at ses live, og det bliver hen på efteråret, så Søs har en chance for at "falde til" med tvillingerne inden, så hun også kan være med hvis hun har lyst til7 overskud til det. Og NEJ, det er IKKE et møde KUN for dem der har fået børn ud af det. For vi har lige præcis lige så meget brug for jer, der stadig venter, som vi hele tiden har haft, også før vi selv fik vores.

Det er nemlig det, det vil sige at elske en ven, man aldrig har set...

stubbornmom den Tuesday, August 21, 2007

6 kommentarer

6 kommentarer

 Spirren skrev

Jetg er med på ideen:-)

 

 Spirren skrev

Og forresten hvor er du god Stina, til at klappe på skulderen, vi er sgu gode alle os dejlige mennesker i blogland.

Hmn Var søsterløstig en gang Bubber ? :-)

 

 Anonymous skrev

Nej jeg har dog aldrig figureret som Bubber - det ville også irritere min mand ret meget, da han virkelig ikke bryder sig om Bubber:-) (altså ham fra tv):-)

Stina min skat - som ALTID får du mig til at græde, fordi du siger tingene så præcist og fra hjertet. Jeg er ikke smaddergod til selv at udtrykke de følelser jeg har for jer herinde, der har hjulpet mig igennem en meget svær men også lærerig tid i mit liv. Og jeg er absolut med på et møde LIVE, når jeg har lidt mere styr på det der med at skulle være nogens mor;-)

PS: Jeg har ingen store vorter i ansigtet - men jeg vejer måske et par kilo mere end sædvanligt:-)
Søs

 

 Mira skrev

Hej Stina

Så har jeg endelig taget mig sammen til at linke til din blog selvom jeg har læst med længe, håber det er ok.

Rigtig godt indlæg som også rammer mange af de ting jeg har tænkt mange gange. I piger herinde har været uvurderlige! Jeg har endnu ikke mødt nogen fra de infertiles blogland, men jeg er også med på det hvis det bliver på et tidspunkt hvor jeg er i stand til at deltage.

Mange hilsner fra Mira

 

 Evi skrev

Kære Stina
Skønhed skal komme indefra og det gør den sandelig fra dig søde Stina. Du gør en helt mundlam med dine smukke ord!
Det er dejligt at internettet kan bruges til noget så smukt og så livsbekræftende som venskaber på tværs af alle ydre omstændigheder og den støtte og opbakning man kan mærke vibrere fra skærmen, når tanker og følelser deles.
Jeg elsker også dig!

Kærlig hilsen Evi

måske ses vi en gang, men lige nu kan jeg ikke love noget.

 

 Solsikke skrev

Kære Stina

Hvis jeg må, vil jeg også gerne mødes med jer andre. Jeg har flere gange mødt de søde fantastiske kvinder som jeg har lært at kende gennem internettet, og hver gang er mit liv blevet ekstra beriget, fordi der pludselig kommer et ansigt på - det betyder ikke, at jeg holder mindre, af dem jeg ikke har mødt, men jeg er klart fan af ideen om et møde.

Og tak for et smukt indlæg. Jeg har gennemgået mange af de samme følelser som dig på min vej mod forældreskabet, men er desværre slet ikke i stand til at formulere mig så smukt som du er. Så tak for det!

Stort knus,
Solsikke

 

Skriv en kommentar!