Wednesday, June 20, 2007

Chok og vantro

Min elskede kusine har fået cancer. Jeg orker næsten ikke at skrive det. Eller sige det højt. Det gør ondt i mit hjerte et sted, der er hendes og mit. På det sted, hvor der altid er sommer i mit sind, hvor jeg ved der altid er latter, trøst, støtte, varme, omsorg for andre, overskud - den have i mit hjerte, må aldrig falme, visne... og jeg nægter at tro, at vinteren kan tage dét sted.
Jeg vil have hendes stemme i mitliv, jeg vil høre hendes latter, jeg ville holde om hende, jeg vil trøste hende - og jeg vil aldrig aldrig undvære hende.
Jeg kan ikke lige nu fortælle om den vej, hun har ført mig ad. Men hun er de gode kræfter, der har reddet mig i mit liv. Forstået mig. Givet mig rum til at rase, glædes, føle håb, stædighed, holde fast, kæmpe, turde få tæv, kæmpe mere, og nyde når jeg en gang imellem vandt.

Hun er hårdt ramt på højre lunge. Jeg synes det er uretfærdigt. Jeg er vred og ulykkelig og går rundt i en tåge af tårer. Hvordan er det så ikke for hende?
For hendes mand? For hendes piger?

Jeg tager det personligt og det skal jeg lade være med. Men jeg kan ikke komme i tanker om nogen, der ar hjulpet mig så meget og så fordringsfrit som hun og hendes mand.
Jeg vil bare puste styrke i hende, fortælle hende: Anne Britt, jeg tror på dig, du er mere stædig end mig. Du vil klare dette her.
Jeg vil gå vejen med dig. Ved siden af dig. Uanset hvor længe, hvor udmattende hvor hård. Jeg vil være lige der, på lige den måde, du behøver mig mest.

Men lad ikke sygdommen tage dig fra mig.

stubbornmom den Wednesday, June 20, 2007

5 kommentarer

5 kommentarer

 Frøkenhat skrev

Åh nej. Håber det bedste!

 

 Anonymous skrev

Min fætter på 24 fik også diagnosen kræft i julen. Hans er uhelbredelig og det er blot et spørgsmål om tid for ham... men han kæmper og familien håber... Så jeg kender det sted, hvor du er lige nu, hvor man bare føler afmagt og frustration over livets uretfærdighed. Min medfølelse og sympati til din kusine og jeres familie...
Stort kys Søs

 

 Evi skrev

Åhh kære Stina

Det gør mig så ondt for dig, kusinen og familien. Det er da uretfærdigt! Hvorfor skal nogen rammes af skæbnen på sådan en altovervældende grufuld måde. Det er ikke til at forstå.
Og Søs oplever det også i sin familie. Hvor er det trist!
Jeg ville gerne skrive nogle trøstende ord, men har ikke nogle som dækker dette. Jeg vil bede for dem at de bliver raske og for jer at I får styrke og mod til at være der for jeres kære.

Kærlig hilsen Evi

 

 Amor skrev

Puha!
Hold godt fast i dit motto! -TRO på det!

Håber alt det bedste for hende!!!
-hader den sygdom, noget så inderligt!!!!

 

 Anonymous skrev

"Jeg vil gå vejen med dig. Ved siden af dig. Uanset hvor længe, hvor udmattende hvor hård. Jeg vil være lige der, på lige den måde, du behøver mig mest. ..."

Kan nogen hjælpe med forfatter og melodi til ovenstående tekst citeret fra denne blog. Den skulle være blevet sunget ved TV gudstjeneste i søndags. Tak.
Anette Wulff

 

Skriv en kommentar!