Saturday, January 21, 2006

Det er helt sort!

Tja, for dem der ikke har prøvet det kan jeg oplyse at det er en ret speciel oplevelse at tale i telefon med en psykotisk. Der er ikke grænser for hvilke oplysninger, man kan få - mere eller mindre relevante, og som oftest helt uden kontekst af nogensomhelst art. Nu har jeg meddelt min mors bopælskommune at jeg ikke længere vil være koordinationskontor for dem og deres, og at såfremt de er utilfredse med at jeg melder mig ud, ja så må de sgu til at sende mig en pæææænt stor check hver måned. For svie, smerte, misbrug af min tid og mangel på ansvarlighed. Ja ja, it might be politics, men det er jo roden til ALT ondt. Jeg er egentlig ligeglad med grundene, med forklaringerne, med det hele. Jeg må konstatere at uanset hvor mange forklaringer og årsagssammenhænge, der gives mig, så kan det koges ned til dette: Det er IKKE mit bord! De har opbrugt deres Stina-kvote - der er nul, zero, ikke mere "save the psycotic whales"-tid tilbage!
Efter at have taget den kulsorte humor i brug da jeg til Manden refererede samtalen med den psykotiske, lagde min støttende og forstående mand armene om mig og sagde: "Ja det er jo helt sort" mens han grinede stort. Godt, jeg heldige kvinde har en mand der ved hvordan jeg skal takles!
Så kom jeg i tanke om min bog - altså den jeg løbende skriver på. Og så tænkte jeg at I kan få et uddrag af noget af det groteske, der faktisk findes i dagens DK.
Hvis du, kære læser, allerede nu føler at jeg blufærdighedskrænker dig ved at fortælle om mig selv, så stop læsningen NU - før det er for sent. Historier der vil ud, har det med at komme det - før eller senere. Here it comes:

" Vreden er min ven, min drivkraft. Jeg kan køre i årevis på en tankfuld vrede.
Jeg er vred på KJ (ansv. overlæge), fordi hun aldrig er der. Og når hun er der, er hun ikke nærværende. Hun kan ikke passe sit job i mere end 4 sammenhængende uger ad gangen, og det pisser mig af. Totalt. Jeg synes det er noget svineri. Noget forbandet svineri. Tænk at jeg skal sidde her, 100 kilometer væk fra min mor, og fortælle dem hvornår hun er syg! Det kan fandeme ikke passe! De ser hende 1 gang ugentligt, og alligevel kan de ikke forholde sig til hende når hun først er rigtig syg. Sådan rigtig syg. Så er det, jeg skal ringe og fortælle dem det. Med den autoritære stemme på, helst skal jeg også lige understrege at min mand snart er færdiguddannet læge. For jeg kan ikke lade være. Jeg må bare gøre det! Egentligt er det jo latterligt, men jeg gør det alligevel. For det føles godt for mig. Det føles som at tage lidt af magten tilbage. Men inderst inde ved jeg jo kun alt for godt at der ikke findes nogen måde at tage magten tilbage på. Jo, hvis jeg var statsministeren. Eller Kronprinsesse Mary. Men det er jeg jo ikke. Jeg er bare en skide pårørende – som i "skide irriterende". Men dén Distriktpsykiatri, jeg kender, er kun opfundet for at slippe for at behandle folk. Kan man slippe for at behandle folk, så kan man spare penge. Og kan man dét, er der mere til valgflæsk. Eller til Statsministeren. Med Distriktpsykiatrien ser det så ud som om, man gør noget alligevel. Uden at røre en finger. Dét er sgu da smart! Lorte - pseudosystem!

Jeg lover at skrige det ud til verden. Det hele. Alt hvad jeg har set og hørt og mærket. Om det så skal være det eneste jeg nogensinde får gjort, så vil jeg gøre det. Om det så skal betyde at jeg aldrig kan få et job, så vil jeg gøre det. Jeg er forbi smerten. Nu er jeg stærk."

................................ Hvis nogen har en Lolitadukke-ting eller en papfigur der minder bare en lille smule om Lars Løkke, så vil jeg gerne købe den, tænk jeg tror den kunne fungere fint som boksebold hjemme i min stue. GNÆK!................................................................................................

stubbornmom den Saturday, January 21, 2006

3 kommentarer

3 kommentarer

 Anonymous skrev

Kære Stina

Jeg håber du gør alvor af dine løfter/trusler om at offentliggøre, det du har oplevet med distrikstpsykiatrien og alle dens mangler.
Det må være forfærdeligt for dig ,at sidde så langt væk fra din mor og så skulle være ansvarlig for, at der bliver taget hånd om hende, når hun er syg.
Jeg bor heldigvis tættere på min mor,som også i perioder har været psykisk syg, så jeg forstår din frustration og din berettigede vrede.Du har jo din egen lille familie, som du skal tage dig af nu,så er det ikke nemt at skulle bruge så mange kræfter på at få systemet til at fungere.
Du har fuldstændig ret i, at distriktspsykiatrien ikke er i nærheden af at være så god som lovet.
Jeg er imponeret af, at du kan bevare dit gode humør!og hvor er det altså guld værd, at have en mand, som bakker en op i din situation!

Kærlige hilsener evi

 

 soesterlystig skrev

Stiiiiiiiiiina! Hvor er du? Hvordan går det???:-)

 

 Anonymous skrev

Kære Stina

Jeg håber du er OK.Det er 16 dage siden,du har skrevet.Jeg har tænkt meget på dig og din sidste post.

Kærlig hilsen evi

 

Skriv en kommentar!