Saturday, April 07, 2007

(Lidelses)Historier, vi fortæller os selv

Her kommer en post, for en gangs skyld sent om natten, men naboen gav en alt for sen kaffetår, så jeg kan ikke sove :-) Tænk at jeg stadig tillader mig selv den slags sløseri :-)

Denne post skal handle om de historier, vi fortæller os selv. Historierne om vores liv, og hvordan vi blev dem, vi blev. Vi kender dem sikkert allesammen, og hver især har vi vores egne historier og vores egne særegne måder at fortælle dem på.
Prøv f.eks. at læse nedenstående historie om pigen, der havde en ond stedmoder:

"Min far fandt en ny kæreste og hun brød sig ikke om børn. Slet ikke børn, hun ikke selv havde lavet. I starten var hun meget venlig imod os, men det ændrede sig hurtigt. Ved middagsbordet blev jeg tvunget til at spise med kniv og gaffel (jeg var 5 år) og hun råbte "mær" ind i mit ansigt tværs over bordet, hvis jeg spildte på dugen. Jeg var bange for hende, og jeg hadede at min far aldrig hjalp mig, kom mig til undsætning. Om aftenen var jeg bange for at sove, for hvis jeg fik mareridt vidste jeg, at jeg ville få skæld ud fordi jeg så ville være for bange til at sove. Min far listede ind og trøstede mig og skyndte sig at gå igen, når jeg holdt op med at græde. Så lå jeg stille i mørket og græd, mens jeg kunne høre dem diskutere "om ikke hun gør det med vilje". Jeg kaldte ikke på min far. Med tiden lærte jeg selv at håndtere mine natlige mareridt. Jeg græd til jeg faldt i søvn igen og prøvede at lade som ingenting, håbede at ingen hørte mig."

Prøv at tænk over historien. Ingen tvivl om at pigen har haft det forfærdeligt. Og hendes perspektiv er naturligt nok derefter. Der er en enorm afmagt i det - dén afmagt, et offer naturligvis føler. Et barn der stadig sidder i en voksen og fortæller.
Men historien kunne også have haft et andet perspektiv. Den kan omskrives. Så ser den sådan ud:

"Min far fandt en anden kæreste. Hun brød sig ikke særligt om os, da vi var børn. Hun havde selv haft en svær barndom, var plejebarn, havde fået tæsk og aldrig kendt andet end det. Hun var aldrig blevet mødt med varme og kærlighed, og vidste ikke meget om, hvad børn havde brug for eller hvordan man gav det. Hvor skulle hun vide det fra? Hun havde aldrig kendt andet end hårdhed... Hun var ked af det og vred på sit liv, hun var altid blevet trådt på og holdt nede og fik aldrig andet at høre end at hun ikke var noget værd - selv da hun blev voksen. Min far forsøgte at vise hende kærlighed, men hvordan skulle hun kende den eller turde modtage den? Vi frygtede hende, gemte os for hende og lavede historier hvor hun var heksen, der rejste til Bloksbjerg og aldrig kom igen. Jeg forsøgte mange gange i løbet af min barndom og ungdom at trænge ind til hende, hver gang nåede jeg et stykke videre, men hver gang skubbede hun mig pludseligt væk. Og jeg forstod det ikke. Jeg holdt aldrig op med at ønske at vi kune få det til at du, og jeg tænkte at kærligheden måtte da vinde til sidst - alle har brug for kærlighed. Også min stedmoder.
Idag, hvor hun blevet bedstemor, er det ikke kun til hendes egne børnebørn. Hun er også mine børns bedstemoder. Tiden har været god mod hende, og tiden læger ikke alle sår, men dem der måtte være tilbage mellem hende og jeg, dem har vi glemt. Hun græd med mig da jeg ventede, støttede mig undervejs, hjalp mig da jeg havde født, og når hun leger med biler sammen med min søn og siger billyde og nænsomt aer hans bløde kind, så ved jeg at det bedste jeg har gjort var at tilgive. Forstå at hun gjorde det ikke af had, men fordi hun ikke vidste bedre. Hendes vrede og afsky var ikke rettet mod mig. Og jeg er blevet rigere af at jeg stadig har hende i mit liv."

Den sidste historie er helt klart den mest positive for dens indehaver. Som alligevel fik en bedstemor til sit barn. Og som indså at der var større ofre end det, at være stedbarnet - nemlig at være stedmoderen! Ved at tilgive har hovedpersonen her sluppet den sten, der trækker hende til bunds i den første fortælling. Og det vil sige, at tilgivelsen først og fremmest gavner den, der giver den. Det giver frihed til at skabe en anden relation - mest til sig selv.
I fortælling 2 er det ikke barnet der er offer, og hun ser sig selv fra en mere fremadrettet position. Hun har ændret sit perspektiv.
Nogle mennesker gør dette, fordi det er et valg. Andre er sådan. Andre igen ville ønske de kunne.

De historier, vi fortæller os selv er vigtige - for hvem vi er, hvad vi kan blive, og hvad vi viser os selv om os selv. Det er en lille del af at slippe kontrollen.
Og samtidig en hilsen til ham, der engang gjorde mig opmærksom på, at jeg er så uendeligt meget mere end et offer. Hvor havde han dog ret - selv dengang!

God påske!

stubbornmom den Saturday, April 07, 2007

7 kommentarer

7 kommentarer

 Anonymous skrev

Hvor er det dog rigtigt. Men hvor er det dog også forbandet svært at have det kæmpe overskud det kræver.

Selv tog det mig MANGE år at kunne fortælle historie nummer to frem for nummer 1 i mit eget tilfælde - år fyldt med en smerte og lidelse, jeg aldrig håber at skulle igennem nogensinde igen.

MEN - uanset hvad, så synes jeg, det altid er den voksnes opgave at være den voksne - og aldrig bruge børn som skraldespand uanset hvad. Det bør ikke være behov for så svær og stor en tilgivelse... (og træerne vokser ind i himlen... ;O) )

Selv god påske, og ses imorgen!!

Karina

 

 Anonymous skrev

Stina, du er altså helt særlig, vidste du mon det? Jeg elsker dig for dette indlæg.

Jeg selv er i fuld gang med at prøve at skrive version 2 af min historie, men jeg er langt fra færdig. Jeg fik først taget hul på bylden for knapt to år siden og vejen er lang og trang. Det sværeste for mig er faktisk at tillade min mor at elske min søn. Måske fordi jeg ikke kan acceptere den måde hun elskede mig på - for det formoder jeg hun gjorde, selvom det ofte var svært at se og føle det.

Men mine forældre bliver ældre hastigt, og jeg vil gerne slutte helt fred inden det er for sent.

 

 Anonymous skrev

Jeg har ofte tænkt på at kommentere disse fantastiske indlæg du skriver, men det har været så svært for mig, fordi jeg får lyst til at skrive om nogle ting, som jeg har svært ved at dele ud af. Jeg har skrevet på historie nummer 2 i mange år og bliver ved med at møde udfordringer. Især efter jeg er blevet gravid kan jeg have svært ved ikke at lade bitterheden overtage og se det hele i fuldt perspektiv. Jeg prøver at bruge min historie til at gøre det anderledes, til at definere min rolle som mor og hvordan jeg vil forvalte den... Det er det nærmeste jeg kommer en kommentar... måske en dag...
Din Søs

 

 Spirren skrev

Hmn det her indlæg giver mig løst til at skrive en masse...men jeg er nok ikke helt enig, eller det er jeg i meget af det.
Anskuer det vist bare lidt på en anden måde.

Jeg er også selv ved at gøre op med fortiden. For mig har fremgangsmåden i historie nr. 2 noget at gøre med noget helt andet!

Jeg mener, jeg kan ikke give et tilfældigt menneske lov til at slå mig, bare fordi det mennske har haft en svær barndom.
Det ville være det nemmeste for mig at give lov til, fordi jeg gennem min barn barndom har skullet tilpasse mig og tilsidesætte mine egene behov til fordel for andres.
Men det kan jeg jo ikke blive ved med vel! På den måde mener jeg, at jeg ikke kan lade et andet menneske slå mig, bare fordi det menneske har haft det svært og ikke vidste bedre!

Overvejer lige at trykke på deleteknappen, for jeg er i tvivl om det giver meneing???????

 

 Anonymous skrev

Nej Spirren, jeg tænkte også lidt som du. At den voksne må være voksen.
Da jeg læste indlægget, som jeg forøvrigt synes er skide godt, tænkte jeg, hvordan ville jeg reagere hvis nogen gjorde mit barn fortræd, ville jeg/han kunne fortælle historie nummer 2. Skulle vi kunne det?
Jeg tror på sigt er historie nr. 2 en del af ens udvikling som menneske. Det at blive voksen og have andre ressourcer at spille med.
For mig var dit indlæg osse meget personlig Stina.
Jeg har en mor, som jeg som voksent langsomt er begyndt at kunne se som historie nr. 2. Det ændrer dog ikke på, at jeg er på vagt overfor hendes opførelse overfor mit barn - meeeget på vagt. Og når hun træder eller forsøger at træde over stregen, slår jeg hårdt!!

 

 Frøkenhat skrev

Fantastisk indlæg. Og gode kommentarer.

Sandheden ligger vel i begge påstande - at der ofte er en forklaring på, hvorfor forældre og andre handler, som de gør - men at det ikke er nogen undskyldning for at gøre andre fortræd.

Det er aldrig i orden at gøre nogen ondt - og særligt ikke et barn. Men jeg tror, du har ret i, at det er vigtigt for en selv at forstå og tilgive - det gør det så meget nemmere at komme videre. MEN det betyder jo ikke, at man aldrig falder tilbage i de gamle følelser og bliver vred og såret og ked af det på vegne af det barn, man var engang. Sådan er det i hvert fald for mig. Har for længst tilgivet mine forældre alle fejlene - men kan godt blive mindet om dem ind imellem og genopleve sorgen. Så tager det lige et par dage at finde tilbage til version 2...

Hmmm, blev vist en lidt rodet kommentar...

 

 stubbornmom skrev

Jeg mener at det er en fin grænse mellem tilgivelse og accept. At tilgive er for mig ikke det samme som at sige at "det var i orden du gjorde fortræd". At tilgive betyder heller ikke at glemme, men for mig betyder det at give slip. Forklaringen/ baggrundsforståelsen har den vigtige funktion at jeg via den kan se, at det skete ikke var rettet mod mig personligt, altså - det var ikke fordi der var noget forkert ved MIG, men fordi der var det ved personen der handlede galt. Den form for empati eller hvad vi skal kalde det (som ikke overhovedet betyder at der er noget SYMpati inde over!) tjener til at jeg ikke ser al ondskab i verden som værende rettet mod min person - og det er jo immervæk lidt af en lettelse at konstatere :-)
Nej, jeg synes ikke man kan kræve af andre/ børn eller voksne, at de SKAL kunne komme frem til historie nr 2 - men jo, jeg vil da ønske at hvis der skete den slags for f.eks. mine børn, at de så vil være rustet til at få det bedste ud af livet alligevel, og ikke lade sig tynge og begrænse resten af deres dage af en vers. 1 historie. Men kræve, nej det kan man ikke - for man kan jo ikke kontrollere andre end sig selv. Vel? ;-)
KRAM fra Stina

 

Skriv en kommentar!