Thursday, March 01, 2007

Jobsøgning - "sælg dig selv, så!" - karrieredage!

"Sælg dig selv" er det store budskab, man som jobsøgende hører igen og igen. Personligt er jeg ved at være træt af mantraer, som er fundet på af folk, der allerede er i job og som desperat prøver at beholde konsulentstillingen ved at gentage sig selv.
Det er selvfølgelig dybt logisk, at det drejer sig om at sælge sig selv bedst muligt, hvis man vil have et job. Hvad der derimod trætter mig uendeligt er den sleske undertone af, at jeg skal sælge mig selv for hvad der end skal til, for at få en arbejdsgiver til at ansætte mig.
Ja, jeg er akademiker, og JA! JEG ER HUMANIORASTUDERENDE, og det vækker min indre løve at se at kommunikationsfirmaer til stadighed søger cand.merc.'er frem for "rigtige" kommunikationsspecialister.
Jeg skal komme frem med mit (lange) cv, der tæller alt fra kopiering til projektledelse, pressehåndtering og krisekommunikation krydret med frivilligt arbejde i Ungdommens Røde Kors og i teaterverdenen (en sjov ting jeg var med på under min barsel med Silje), men det vigtige er ikke om jeg er en seriøs, velfunderet og dygtig kadidat til en 20 timers stilling, nej: Det vigtige er at jeg kan overbevise verden om, hvorfor de skal ansætte humanister, og hvorfor vi i kommunikationsstillinger er mere specialiserede end vores cand.merc. kollegaer (og al respekt for dem, da). Summasummarum er for mit vedkommende at jeg til stadighed vender tilbage til mit mantra, som er at det ikke haster endnu, at få ansættelse. Min barsel slutter først til juli, og selvom det da ville være rart at starte arbejde før (for min egen fornøjelses skyld) så går vi ikke fallit foreløbigt.

Vi studerende hører sjældent om de krav, vi kan tillade os at stille til en arbejdsgiver. Personligt foretrækker jeg f.eks. en stilling i en virksomhed, hvor ansættelsesforholdet og den kollegiale omgangstone baserer sig på tillid til, at en opgave der er i mine hænder, trives og vil blive udfoldet dér. Jeg har oplevet en chef der konstant kiggede på min skærm og som viste sin vantro når min stærkt absorberende hjerne havde løst og afleveret endnu en opgave for organisationen - til tiden! Det er siden gået op for mig at det med deadlines ikke ligefrem er noget man springer rundt for indenfor det offentlige (undskyld mig, men det er ligesom med kontraktforhandlinger - "det går nok, Tårnfalk!")......... I stedet for at sælge mig selv til lavestbydende og sidenhen udvise min taknemmelige ydmyghed og acceptere den konstante kontrol (som virker utroligt forstyrrende for mit arbejde!!!!) vælger jeg at vente på det rigtige job og ikke søge hvad som helst. Et job hvor der er plads til min fagperson, for ja, der er ikke kun fag, men også person bag enhver jobtitel.
Men med IT-erfaring, erfaring som sparringspartner for ledelse, projektimplementering, rapporteringsansvarlig med meget mere, så burde det ikke være så vanskeligt at forstå - når jeg tilmed vil tage et års studieorlov for at kunne arbejde 37 t. pr. uge for den rette arbejdsgiver... Nu må vi se, måske er det meget svært?
Jeg er træt af sælgerhistorien. Som om man gør noget forkert ved at søge job. Der må være grænser for uværdigheden og ydmygheden - selv for humanister!

Men med fare for at få på puklen -hvad synes I, kære medbloggere?
(Uha, farligt emne, jeg ved det)

stubbornmom den Thursday, March 01, 2007

2 kommentarer

2 kommentarer

 Frøkenhat skrev

Du er hyret! Eller rettere, det ville du være, hvis ellers jeg havde haft et job at tilbyde dig.
Kan sagtens sætte mig ind i, hvor frustrerende det er, at vente på det rette job og sende ansøgninger af sted. Det er vildt hårdt at skrive ansøgninger, og endnu værre at få afslag. Og det må være rigtig træls at være arbejdsløs akademiker i en tid, hvor politikerne mener, at uddannelsen er et perfekt udgangspunkt for en karriere som avisbud. Føler med dig og krydser for at det rette job viser sig i løbet af foråret.

 

 Anonymous skrev

I hear you, sister!

 

Skriv en kommentar!