Wednesday, February 28, 2007

Vrede til debat

Et sted i blogland drøftes vrede. Jeg vil gerne give mit besyv med.

Jeg har, som bloggeren der har taget emnet op, selv et meget "sydlandsk inspireret" temperament. Nogle dage er jeg f.eks. nødt til at vælge nogle bestemte personer fra, eller zappe væk fra givne tv indslag - jeg bliver simpelthen for vred ellers.
Jeg har taget mig den frihed ikke at undertrykke mit temperament, men som barn blev jeg både hånet og grinet af på grund af den ustyrlige trykkoger, jeg levede i - ok, der var også en del frustrationer, og ud skal de jo!
Lad mig afsløre at min families håndtering af mit temperament, vrede og frustration ikke har ændret sig væsentlig over årene. Hvilket er en stadig kilde til skuffelse, afmagt og ja - vrede!

I min optik er den vigtigste måde at håndtere til eksempel sit barns vrede på at anerkende den. Anerkende den ved at sige "jeg kan godt se du er vred, og jeg kan godt forstå det, det er også dumt!" eller simpelthen bare "ja du er vred nu" og så evt. en forklaring på, at det er da også irriterende at han ikke selv kan øse op endnu eller at han ikke må lege mere med vand, eller hvad det nu er.

Det værste jeg ved er når min følelser ikke bliver anerkendt - at anerkende er at acceptere, kan vi nogensinde ikke acceptere et andet menneskes følelser? Nej, det er pseudo at tro, at man kan andet - for vi er NØDT til acceptere også vores medmenneskers skyggesider, for vi kan ikke kontrollere (andres) følelser, følelser ER. Og det skal de have lov til - uden at det betyder at vi billiger dem. At acceptere og billige/ bifalde er nemlig, modsat hvad mange tror, ikke det samme. Accept indebærer ofte en tilstand ved én selv eller andre, man ikke har indflydelse på eller ikke har mulighed for at ændre.
Anerkendelse består i at bekræfte det man ser, hører eller oplever - og det efterlader "den (vredes)ramte" i en tilstand, hvor vedkommende får mulighed for at udtrykke og bearbejde sine følelser. Når man bliver sendt væk til sit værelse med dem, overladt alene med sine følelser, udelukket fra fællesskabet, eller som jeg blev det, overhøres brutalt, afbrydes, omgåes i tavshed og ingen spørger ind til dine følelser eller viser et ønske om at forstå (også selvom den et årige ikke kan svare, så kan han forstå at hans følelser "gerne må være der"), så føler vi os i bund og grund uvelkomne med vores skyggesider. Og deri ligger kimen til tonsvis af konflikter,anglen efter anerkendelse, endnu mere frustration og vrede, og i sidste ende en masse tårer.

Men hvorfor er vreden så meget mere forfærdelig end lykken? Er den mere udadrettet, eller er det bare fordi "vi mennesker kun vil have de sjove ting"?
Er vreden ikke som så mange andre følelser en del af livet? Burde vi ikke kunne håndtere vor egen såvel som andres vrede? Lytte til vredens indhold og ikke se det som et personligt angreb, når nogen omkring os har brug for hjælp til at håndtere deres vrede?
For det meste er der en forklaring - selvom følelser blot ER - men uanset hvad - stå inde, op, klar, for din og andres vrede, for det er ikke farligt.
Jo mere du tør den, jo hurtigere hjælper det.

Vreden er en vigtig drivkraft for mennesker. Uden den var der meget få politikere, for eksempel :-)

stubbornmom den Wednesday, February 28, 2007

4 kommentarer

4 kommentarer

 Anonymous skrev

Så sandt som det er sagt, så er vrede drivkraften for mange ting. Det behøver ikke være den store agressive udadvendte vrede, men en stigende utilfredshed med tingenes tilstand kan i meget høj grad være det, der sætter skub i tingene.

Hvorfor er det mon stadig tabu at lære at håndtere sin vrede/at være vred?

 

 Anonymous skrev

Ja, hvorfor er det tabu med de 'grimme følelser'? Der er vel ingen som virkeligt ønsker lalleglade mennesker omkring sig?

Stina, tusind tak for dette indlæg. Som jeg har skrevet på min egen side er jeg utroeligt taknemmelig over at I tør og vil dele jeres personlige erfaringer (netop fordi det er så tabubelagt).

Du skriver nogen meget kloge ord, og jeg er fuldstændigt ening med dig om at det handler om anderkendelse og accept. Om at blive set og få lov at høre til som de hel mennesker vi er.

 

 Anonymous skrev

Kære Stina

Hvor har du ret!
Anerkendelse af vreden er meget vigtig og som du beskriver det du gør overfor dit barn, sætter ord på hans vrede og fortæller du forstår hvad der gør ham vred. Det er bare så fint!
Jeg har selv gjort det samme overfor min dreng, fra han var helt lille og uden eget sprog og jeg oplevede at han meget hurtigere affandt sig med situationerne, som var frustrerende for ham, bl.a. når han ikke kunne magte de opgaver han gerne ville, fordi motorikken ikke var helt så udviklet som ønskerne om at kunne. Når han så og hørte at jeg forstod ham, og at jeg prøvede at hjælpe ham, så var nederlagene meget nemmere at klare.
Han har dog altid haft et meget roligt temperament, men jeg er sikker på at det har betydet meget at han fik forståelse for at han var vred og at det var helt i orden at vise det. Han har aldrig villet affinde sig med at blive sat ind på sit værelse, når vredesudbruddene blev voldsomme. Nej, vi skulle være hos ham og snakke og hjælpe ham igennem, til han faldt til ro.
Da jeg var barn, måtte børn ikke blive vrede, så blev man forvist, lukket inde til man var SØD igen. Skrækkeligt var det! Jeg var derfor altid den søde pige og det tog mig mange år at lære at komme ud med min vrede og få sagt fra, når jeg følte mig trådt på.
Især min mor har det været svært at få sagt min mening og netop i denne uge har jeg følt mig så uretfærdigt behandlet af hende, så det fik blodet til at koge, men jeg fik da sagt min mening om det og det var altså noget mere tilfredstillende, end dengang jeg bare gik hjem og græd, når hun var for slem.
Min søn, som nu er skolebarn har stadig brug for at få anerkendt sin vrede. F.ex, når lektierne synes uoverkommelige eller lærerne eller kammeraterne har været dumme. Alt går meget bedre, når han får forståelse for at han altså ikke synes det er rart og kunne have lyst til at slå dem eller noget der var værre. Når han først får vreden ud, så kommer glæden tilbage og så griner vi sammen af det dumme.

Kærlig hilsen Evi

 

 Anonymous skrev

Hmm... jeg synes der er meget forskel på et barns vrede og en voksens vrede. Jeg skal ikke udtale mig om der også er forskel på vreden om man er barn eller voksen. Jeg ved bare med mig selv, at jeg reagerer helt anderledes overfor den voksne end overfor barnet.
Fx. har vi en kollega på mit arbejde, der kan komme med nogle udbrud, der siger spar to. Folk frygter hende og behandler hende som et råddent æg. Det er tydeligt at hendes vrede også er en del af hendes drive - og dét synes jeg jo er fedt. Når det kammer over er det bare ikke spor fedt.
Som du beskriver, at du nogle gange vælger mennesker fra, er der så også nogle der vælger dig fra?

 

Skriv en kommentar!