Thursday, March 22, 2007

Slip kontrollen!

For ikke så længe siden, ramte jeg bunden. Jeg er nok typen, der først raller lidt for mig selv og er til tælling, og først bagefter fortæller om det.

Egentlig var det kulminationen på lang tids stress, både følelsesmæssigt og praktisk. Bekymringer hobede sig op, om småt og stort, og mange af dem handlede ikke om mig eller os.
En dag var jeg så udkørt, at jeg ikke engang kunne sove- kun græde. Noget måtte ske.
Med lidt hjælp fra min kære mand, besluttede jeg mig for at tage springet. Jeg er nødt til at forandre mit liv - indefra. Og det er mere livsvigtigt for mig, end at holde op med at ryge!

Dybest set handler det om, at jeg skal slippe kontrollen. Det gik for alvor op for mig en dag jeg var på bogudsalg. Jeg fandt en bog, der handler om netop dét. Jeg læser i den, lidt hver dag, men sluger den ikke. For hvis jeg skal integrere dét, den giver mig, så skal den ikke sluges, men fordøjes bid for bid.

Jeg har indset at ingen og intet, udover mig selv, egentlig er indenfor min kontrol. Jeg kan ikke bestemme om og hvordan, andre skal løse deres problemer, vinde kampen mod verden eller dem selv. Jeg kan råde andre, men ikke løse deres livsgåder. Jeg kan kun arbejde på at løse min egen. Måske egoistisk og ikke særligt kvindeligt, men sandt.
Jeg har et væsentligt problem i processen:
At slippe kontrollen strider imod min grundliggende programmering.

Jeg er programmeret, helt fra begyndelsen, til at "ordne op" for andre. Blandt andet fordi, det var det min familie behøvede mig til at gøre. Tage stilling til deres problem(er), finde en løsning, organisere og udføre den. Nogen der genkender dette?
For at blive fri må jeg derfor frigøre mig fra programmet, og holde op med at gøre som jeg plejer. Stoppe med at tage alting til og på mig. Slet og ret - LADE VÆRE. Svare på en måde, jeg ikke plejer, afvise krav, ikke gå ind i enhver diskussion der lægges op til, og så videre.
Jeg kan nemlig vælge noget andet. Mine valg er nemlig i min kontrol. Andres valg er ikke.
Det lyder banalt og det er det. Så banalt at det er svært at integrere. Svært virkelig at føle. Men når det lykkes er det godt. Jeg er okay!

Jeg har taget springet nu. Et spring der vil forandre mit liv. Og givetvis også den jeg er. Jeg springer, fordi jeg tror på at det kommer til at gå godt, og dybest inde har jeg altid vidst, at jeg ville gøre det en dag. Det er en naturlig forlængelse af de valg, jeg har truffet i mit liv indtil nu.
Så jeg er i frit fald. Jeg har fundet snoren til faldskærmen. Nu skal jeg folde min beslutning ud. Og svæve.
Have ro i maven.
Finde et rart sted at lande.
Jeg kan ikke bestemme hvad der kommer udefra, og sker i mit liv. Men jeg kan vælge min reaktion på det.
Jeg ved ikke hvem jeg bliver, men jeg bliver min egen. Jeg bliver fri, sådan føles det. Og det føles rart. Når jeg lander er min mand ved min side. Stadig. Som hele vejen.

Det startede for længe siden. Da så barnløshed og behandling ramte mig, blev jeg for alvor vækket. Rusket ud af min illusion om kontrol, på brutal vis. Det var et ønske der ikke kunne opfyldes, ej heller kontrolleres. Det er endnu mere hårdt for en, der dybest set er programmeret kontroltøs!

Når vi synes vi er svage, er vi måske i virkeligheden stærkest. For det var dér, da jeg endelig ramte bunden, at jeg begyndte en ny modningsproces. Fandt nye veje, frihed og tog et skridt nærmere at slutte fred med mig selv og min skæbne. Det var ikke sket, hvis jeg ikke havde slået mig, var blevet skuffet, havde været ulykkelig. Så måske var det slet ikke en forbandelse alligevel. Smerte er kun en overgang.

Som Mary Alice fra Desperate ville have sagt, sådan vil jeg gøre.
Nyde disse smukke dage.
Det er mit projekt lige nu.

Jeg håber I vil glæde jer sammen med mig.

stubbornmom den Thursday, March 22, 2007

6 kommentarer

6 kommentarer

 Anonymous skrev

jeg glæder mig sammen med dig og tør godt at sige højt, at jeg ved hvordan du har det.
Jeg har også til for et par år siden levet det liv, som min barndom har formet mig til at leve, indtil jeg en dag opdagede det, og besluttede mig for at leve mit eget liv.
Det har kostet, og gør det stadig, en masse sorg, men sådan er al udvikling jo nu en gang.

Tillykke med beslutningen, den kommer til at gøre dig rigtig godt, det lover jeg....

Manger glædestanker Spirren

 

 Frøkenhat skrev

Hmmm, gad vide om her er endnu et fællestræk for os bloggere...

For mig skulle der en middelsvær depression og adskillige psykologbehandlinger til for at bryde mønstret. Men hold op hvor er jeg glad for det i dag.
Livet bliver meget nemmere, når man ikke skal gå og forebygge og løse problemer og konflikter for alle andre. For du har ret - vi har ikke kontrol over ret meget. Og vi kan ikke ændre andre end os selv og vores måde at reagere. Det er en vigtig erkendelse. Og en utrolig befrielse. Tænk hvor meget energi man pludselig får frigivet til de vigtige ting.

Tillykke med erkendelsen og projektet - håber det bliver en god oplevelse. Og husk at tilgive dig selv, når du falder tilbage i det gamle mønster ind imellem!

 

 Anonymous skrev

Jeg sidder også og nikker genkendende.... Jeg har desværre for travlt til at skrive mere nu, men vender tilbage senere.

PS: Vil du afsløre hvad den bog hedder?

 

 Anonymous skrev

@Frøkenhat. Du satte lige nogle tanker igang hos mig, gad vide om vi kunne drage flere ligheder blandt os, end det infertile?????

 

 Anonymous skrev

Kære Stina

Som altid skriver du det så rammende. Det er præcis det, som smerten og sorgen kan bruges til. Ændringer, udvikling, ny modenhed, større selvindsigt og et helt nyt liv med mange glæder over ens eget nyopståede jeg.
Jeg tror du er helt parat til dette spring nu. Du skal nok lande sikkert og på et fantastisk smukt sted.
Held og lykke på vejen!

Det er bestemt en kendetegning af infertilitetens virkning, for udvikling sker, når ens indre går i opløsning, når man ikke kan se vejen. Når man når bunden er der kun en vej tilbage. Opad!

Så spring og du vil opdage at du kan flyve!

Kærlig hilsen Evi

 

 Anonymous skrev

søde stina....du må bare huske på: man kan ikke hjælpe alle, kan ikke stoppe alt det onde på jorden - du er nød til at "tænke på dig selv og din dejlige familie" - det er der du skal ligge din tid og hvad du så har tilovers...det skal du bruge på dig selv...og tilsidst hjælpe de mennnesker du føler noget for og dem du holder af.

Det lyder hårdt....men sådan er livet, du må tænke på dig selv og dine egne først...ikke lade dig stressse og køre i sænk for andet - men jeg ved jo også godt at du er pigen med et hjerte af guld og har svært ved at lade være med at ville hjælpe andre.....

knus Jasmin

 

Skriv en kommentar!