Saturday, May 05, 2007

Hvem sagde kontrol?

Tilbage til kontrolslipningsprojektet :-)

Jeg er færdig med bogen - og har besluttet at læse den igen. Der er ingen tvivl om, at jo flere gange jeg arbejder mig grundigt igennem den, desto bedre vil jeg kunne implementere de ting, den gør for mig... eller de ting, jeg gør, med den som vejviser.

Den seneste tid har budt på mange "kontrolslipningsting", nogle mere grænseoverskridende end andre. For at fortsætte jobsøgningen var jeg nødt til at foretage en ændring af mit perspektiv - fra at se mig selv som mor på barsel, studerende og studenteransat på min hidtidige arbejdsplads (verdens bedste sted!) , var jeg nødt til helt banalt at nå til dét punkt, hvor jeg overhovedet kunne forestille mig også at være noget andet, og at være ansat et nyt sted i "XX" virksomhed.
Jeg fik en snak med min chef om det, og hun coachede virkelig - så jeg kom glad hjem og satte mig til at skrive, tog mod til mig og fik sendt dem... de 5 ansøgninger...

Jeg er kaldt til interview 2 steder, det ene en meget (som i meget meget!) stor aktør indenfor mit felt, så jeg er bestemt allerede smigret over blot at være kaldt til interview. Og naturligvis er jeg da nervøs :-). Jeg må bare bringe alt hvad jeg har, med ind i det jeg gør - og er jeg så ikke den rette for dem, så er det kun fint at finde ud af det før man bliver ansat. Så de og jeg kan finde det rette. Men det ved jeg jo slet ikke endnu, jeg kunne jo faktisk også være den rette for dem?! Viiild tanke. Nogle gange kræver det næsten mere at kunne kapere "den gode forestilling", end dem hvor man forestiller sig at det ikke går... Har jeg ret?

På en eller anden måde er jeg skræmt fra vid og sans over det tempo, mit liv ændres i lige nu... Eller rettere, det tempo jeg har skabt ved at ændre mit perspektiv, og dermed ændre mit liv.

Konflikterne med "fødestedsfamilien" trives, og jeg er selvfølgelig ked af det - men i virkeligheden er det bare den samme gamle kendsgerning: "Budbringeren bliver altid slået ihjel". Nu er budbringning jo lissom ret meget min metier...ja faktisk den hele...

Jeg synes jeg vil have lov at aflevere de traumer, sorger o.s.v., som jeg har båret for min familie, tilbage til dem. Så jeg kan få lov at definere min egen livsfortælling.

Jeg synes jeg er rimelig.
De er slet ikke enige.
Men forskellighed er et grundvilkår, vi mennesker har til fælles.

Jeg bliver ikke mere hel eller lykkelig i mig selv af at foregive at jeg kan bære deres byrder.

Jeg vil det ikke. Mere. Aldrig mere. Jeg gør det ikke. Jeg står fast.
Jeg nægter at føre min families mønstre videre til mine børn.
Jeg vil gerne have nærvær retur. Og plads til at leve almindeligt, tale om almindelige ting.

So help me God.

stubbornmom den Saturday, May 05, 2007

3 kommentarer

3 kommentarer

 Evi skrev

Kære Stina

Held og lykke med jobsamtalerne. Jeg er spændt på om du får det, som du helst vil have, for hvis de ser dig som jeg gør, så må de da blive klar over, at du vil være en stor gevinst for dem!
Du har travlt med forandringer i dit liv nu, men det lyder som du gør det rigtige for dig, så bare klø på søde ven.

Kærlig hilsen Evi

 

 Anonymous skrev

Ved ikk om du ved det, men jeg tager bare SÅ meget hatten af for dig!!

At være mønsterbryder er svært men nødvendigt. Og godt!!

Pøjpøj søde!!!

Karina

 

 Frøkenhat skrev

Jeg krydser for et godt job til dig. Og håber familien snart tager sig lidt sammen og lader dine sår hele i fred.

 

Skriv en kommentar!