Tuesday, April 17, 2007

Tribute part II

Til foråret. Til kampen for at reproducere sig :-)

Og et kæmpe tillykke til alle jer, det er lykkedes for indtil nu. Det er ikke "bare" lykkedes, det er noget I har kæmpet for, grædt for, lidt uendeligt meget for, kæmpet for at bevare troen på. Der er for nogle stadig et stykke at gå. Og for nogle længere, end for andre. Men:

Frygt ikke langsomheden, piger! Frygt kun stilstanden.

Sjovt billede, ikk :-))))))))))))))

stubbornmom den Tuesday, April 17, 2007

2 kommentarer

Monday, April 16, 2007

Tribute part I

PUK - jeg blev muntret op, bliver du? Jeg fandt den da jeg ryddede min mors bo. Det er et arvestykke. Den ville vidst gerne findes. Den husker mig på noget vigtigt. Noget der ligner en happy end... for alle i Trekløveret.
Jasmin - savner dig.
KRAM til jer.

stubbornmom den Monday, April 16, 2007

3 kommentarer

Saturday, April 14, 2007

Gættekonkurrencen om Søs' BØARN :-)

Ja lige et lidt mere muntert indlæg herfra................

Hvis vi kunne se ind i fremtiden, skulle vi så hviske folk den i øret? Nej, ikke altid.
Men nogle gange kan den jo smutte.
Den smuttede f.eks. for mig tilbage i efteråret, da jeg spurgte min elskede faster om hun godt vidste at hun skulle være farmor til en pige næste efterår? Ganske rigtigt, det er nu annonceret at der ventes en pige til oktober... Ok, kan jo være mere held end forstand. Kunne jeg måske spå mig selv? Tja tja, på køn kunne jeg, men jeg drømte også begges ansigter hver gang i uge 9. Og JA, de ser ud som jeg så dem i drømme. Med Elias drømte jeg endda at det endte i kejsersnit - det gjorde det jo desværre også, 15 uger efter min drøm......................................

nå ja, så var der den allerførste, dengang jeg drømte at min farfar døde. Jeg var 6 år og blev mega bange. Morgenen efter vækkede min far mig tidligt, min farfar var død om natten.
Man lærer at leve med det, og man lærer også at de ting der skal ske, sker uanset om man fortæller dem eller ej - men mange ting skal man ikke fortælle - og det er undtagelsen at man "mærker" eller drømmer ting, der sker - men nogle gange gør JEG........................

Jeg spurgte Min fasters mand der var syg, hvor længe han troede han havde igen, "jeg er heldig hvis jeg får sommeren med" sagde han, selvom han ifølge lægerne kunne leve 10 år endnu, jeg var lettet over han selv sagde det, for jeg vidste at der ikke var længe igen. Han døde 2 1/2 måned efter. Pludseligt leversvigt (han var ikke alkoholisk).

Jeg mdøte min mand, det var bare en konstatering i mit indre, "nå er det SÅDAN du ser ud!", og det var det, her sidder vi - sammen....................... ;-)

Jeg har aldrig taget fejl af køn IRL, selv vildtfremmede har jeg kunnet mærke det på, men jeg siger det vanligvis kun når jeg bliver spurgt.
Men der kan jo ske en smutter, SØS :-) jeg føler mig så overbevist om at det er en af hver - men uanset hvad er der jo to skønne unger der kommer ud for at have lige netop jer som forældre, og gættet eller ej, så er det *sgu* da det mest fantastiske EVER :-) indtil videre, i hvert fald (PUK ;-)).

Jeg har en meget nær veninde, som i lang tid har døjet med kærligheden, nu har hun mødt denne vidunderlige fyr, som er helt igennem lige noget for hende, og de er allergladest sammen - jeg fryder mig. For indeni der har jeg ligesom et lille flashforward --------- og jeg ved at inden udgangen af 2008 ventes en lille pige.
Kun ved de det ikke selv.
Men hvis de vidste det kunne de måske modarbejde det "bare for en sikkerheds skyld". Og dét vil vi jo ikke have ;-)..............................
Så vi siger ikke noget. Schhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhh

Min næste post skal bestå af fotografier og kommer til at hedde "Tributes to..." :-)
og indeholder særlige godter til særligt udvalgte, der ofte er i mine tanker :-)

stubbornmom den Saturday, April 14, 2007

5 kommentarer

Saturday, April 07, 2007

(Lidelses)Historier, vi fortæller os selv

Her kommer en post, for en gangs skyld sent om natten, men naboen gav en alt for sen kaffetår, så jeg kan ikke sove :-) Tænk at jeg stadig tillader mig selv den slags sløseri :-)

Denne post skal handle om de historier, vi fortæller os selv. Historierne om vores liv, og hvordan vi blev dem, vi blev. Vi kender dem sikkert allesammen, og hver især har vi vores egne historier og vores egne særegne måder at fortælle dem på.
Prøv f.eks. at læse nedenstående historie om pigen, der havde en ond stedmoder:

"Min far fandt en ny kæreste og hun brød sig ikke om børn. Slet ikke børn, hun ikke selv havde lavet. I starten var hun meget venlig imod os, men det ændrede sig hurtigt. Ved middagsbordet blev jeg tvunget til at spise med kniv og gaffel (jeg var 5 år) og hun råbte "mær" ind i mit ansigt tværs over bordet, hvis jeg spildte på dugen. Jeg var bange for hende, og jeg hadede at min far aldrig hjalp mig, kom mig til undsætning. Om aftenen var jeg bange for at sove, for hvis jeg fik mareridt vidste jeg, at jeg ville få skæld ud fordi jeg så ville være for bange til at sove. Min far listede ind og trøstede mig og skyndte sig at gå igen, når jeg holdt op med at græde. Så lå jeg stille i mørket og græd, mens jeg kunne høre dem diskutere "om ikke hun gør det med vilje". Jeg kaldte ikke på min far. Med tiden lærte jeg selv at håndtere mine natlige mareridt. Jeg græd til jeg faldt i søvn igen og prøvede at lade som ingenting, håbede at ingen hørte mig."

Prøv at tænk over historien. Ingen tvivl om at pigen har haft det forfærdeligt. Og hendes perspektiv er naturligt nok derefter. Der er en enorm afmagt i det - dén afmagt, et offer naturligvis føler. Et barn der stadig sidder i en voksen og fortæller.
Men historien kunne også have haft et andet perspektiv. Den kan omskrives. Så ser den sådan ud:

"Min far fandt en anden kæreste. Hun brød sig ikke særligt om os, da vi var børn. Hun havde selv haft en svær barndom, var plejebarn, havde fået tæsk og aldrig kendt andet end det. Hun var aldrig blevet mødt med varme og kærlighed, og vidste ikke meget om, hvad børn havde brug for eller hvordan man gav det. Hvor skulle hun vide det fra? Hun havde aldrig kendt andet end hårdhed... Hun var ked af det og vred på sit liv, hun var altid blevet trådt på og holdt nede og fik aldrig andet at høre end at hun ikke var noget værd - selv da hun blev voksen. Min far forsøgte at vise hende kærlighed, men hvordan skulle hun kende den eller turde modtage den? Vi frygtede hende, gemte os for hende og lavede historier hvor hun var heksen, der rejste til Bloksbjerg og aldrig kom igen. Jeg forsøgte mange gange i løbet af min barndom og ungdom at trænge ind til hende, hver gang nåede jeg et stykke videre, men hver gang skubbede hun mig pludseligt væk. Og jeg forstod det ikke. Jeg holdt aldrig op med at ønske at vi kune få det til at du, og jeg tænkte at kærligheden måtte da vinde til sidst - alle har brug for kærlighed. Også min stedmoder.
Idag, hvor hun blevet bedstemor, er det ikke kun til hendes egne børnebørn. Hun er også mine børns bedstemoder. Tiden har været god mod hende, og tiden læger ikke alle sår, men dem der måtte være tilbage mellem hende og jeg, dem har vi glemt. Hun græd med mig da jeg ventede, støttede mig undervejs, hjalp mig da jeg havde født, og når hun leger med biler sammen med min søn og siger billyde og nænsomt aer hans bløde kind, så ved jeg at det bedste jeg har gjort var at tilgive. Forstå at hun gjorde det ikke af had, men fordi hun ikke vidste bedre. Hendes vrede og afsky var ikke rettet mod mig. Og jeg er blevet rigere af at jeg stadig har hende i mit liv."

Den sidste historie er helt klart den mest positive for dens indehaver. Som alligevel fik en bedstemor til sit barn. Og som indså at der var større ofre end det, at være stedbarnet - nemlig at være stedmoderen! Ved at tilgive har hovedpersonen her sluppet den sten, der trækker hende til bunds i den første fortælling. Og det vil sige, at tilgivelsen først og fremmest gavner den, der giver den. Det giver frihed til at skabe en anden relation - mest til sig selv.
I fortælling 2 er det ikke barnet der er offer, og hun ser sig selv fra en mere fremadrettet position. Hun har ændret sit perspektiv.
Nogle mennesker gør dette, fordi det er et valg. Andre er sådan. Andre igen ville ønske de kunne.

De historier, vi fortæller os selv er vigtige - for hvem vi er, hvad vi kan blive, og hvad vi viser os selv om os selv. Det er en lille del af at slippe kontrollen.
Og samtidig en hilsen til ham, der engang gjorde mig opmærksom på, at jeg er så uendeligt meget mere end et offer. Hvor havde han dog ret - selv dengang!

God påske!

stubbornmom den Saturday, April 07, 2007

7 kommentarer

Monday, April 02, 2007

Slip kontrollen PART II

Tak for jeres søde kommentarer. Jeg er stadig i gang med projektet og det går fremad. Hele sidste uge forsøgte jeg at holde mig stramt til mine planer for dagene, og ikke at lade mig afbryde af diverse "andres projekter" - for det er mit liv, jeg først og fremmest skal holde kørende. Det betød så at min mor blev hysterisk desperat vred på mig og sagde de styggeste ting, så p.t. "holder jeg ferie", jeg vil ikke længere acceptere at lade hende dræne min energi og ødelægge mine dage.

Det er egentligt utroligt hvor meget det betyder - og utroligt at det er så svært- at overholde aftaler, man har indgået med sig selv. Der ligger en frihed i dét, at være fokuseret.

Jeg har sat jobsøgningen lidt på stand by forstået på den måde at det kommer når det kommer, der er andre ting som har mit fokus lidt endnu. F.eks. mine børn og mit studie - men jeg tjekker jævnligt de sider, jeg ved kan byde på noget godt, og har også et par steder jeg vil søge - men nu har jeg jo også lært, at man ikke skal skrive at man har 2 små børn... Ikke at jeg overhovedet forstår holdningen, børnene forsvinder jo ikke bare fordi man ikke nævner dem, men det siges at sådan er verdenen gået af lave........ det må jeg jo så grunde over. Tænk at jeg naive kvinde stadig tror på at det viser mere hår(d) på brystet at man TØR at være ærlig, end at "lade som ingenting". Og tænk at jeg ikke kan få det over mig at lade som om mine børn ikke findes!!!!!! Det synes jeg altså er et helt urimeligt krav at stille til en mor, jobsøgende eller ej............ MEN da dette ikke er indenfor min kontrol skal jeg nu istedet vælge, hvordan jeg vil respondere på denne livets realitet.

Rikke spørger hvad bogen hedder. Den hedder slet og ret "Slip kontrollen" og er skrevet af Joe Caruso. OG det er de bedste 50 kroner, jeg har givet ud nogensinde! (altså bortset lige fra de penge jeg har brugt på hormoner til IUI og graviditetsteste ;-))

THANK YOU, JOE CARUSO : NOT ONLY DID YOU SAVE MY LIFE, YOU SAVED ME IN MY LIFE!

stubbornmom den Monday, April 02, 2007

4 kommentarer