Tuesday, October 30, 2007

Brev til Børge og Patientklagenævnet

I sommer var der en sag, hvor et forældrepar anlagde sag mod en læge og en sygeplejerske, fordi deres datter døde 4 dage efter sit kejsersnit. Hun døde af et hæmatom i bughulen. De havde åbnet hende, men ikke fundet det... Forfærdeligt tragisk. Jeg græd da jeg hørte om sagen. I mine tårer var også smerten over dét, jeg selv havde følt på egen krop. Jeg havde også et hæmatom, i lysken, og ja, jeg var også nær ved at dø. Blot blev jeg end ikke undersøgt, blot snakket lidt med af en læge, og barselsgangen insisterede på at sende mig hjem.
Jeg klagede til Patientklagenævnet efter at have hørt om den anden sag. Min klage kom først 2 år og 14 dage efter, det jeg klagede over. Derfor har Patientklagenævnet afvist min sag.
Så tog jeg kontakt til pigens far pr. mail. Jeg spurgte om han kan råde mig, hvor jeg nu skal vende mig hen for at blive hørt, og hvordan procedurerne er. Han svarede i dag, at han gerne vil råde mig.
Jeg græd da jeg skrev min forklaring til ham om min sag. Det gør så ondt inden i, for jeg føler at hospitalet gjorde en større indsats for at lade mig dø end for at lade mig leve! Hårde ord, ja, men det er sådan mine følelser er. Her er mit brev til Børge:

"Kære Børge
Mange tak for dit svar. Først vil jeg sige til dig, at din datters historie til stadighed rører mig dybt. Jeg føler med dig og hele familien i jeres tab. Det kunne så nemt have været min familie, men jeg var blot så heldig, at mit hæmatom sad lidt længere nede.

I juli 2005 føder jeg min søn Elias ved akut kejsersnit, det er en torsdag. Efterfølgende kan jeg ingenting, ikke gå, stå, bade selv, bade eller pusle Elias, ja det eneste jeg kunne var at amme. Jeg kunne ikke selv vende mig i sengen eller række efter et glas vand, så ondt havde jeg! Om søndagen insisterer barselsgangen på Hvidovre Hospital på, at jeg skal HJEM, for de skal bruge min seng! Selvom jeg ikke kan gå oprejst, da jeg ikke kan rette mig op pga smerter, så blir jeg udskrevet ved en lille sludder på gangen.
Tirsdag har jeg fået det værre og er begyndt at få feber, jeg bliver sendt tilbage til Hvidovre - og her er så sagens kerne: Jeg bliver ikke undersøgt, blot sidder en læge over for mig og siger "du har nok en blærebetændelse", men hun tager INGEN slet ingen prøver, heller ikke urinprøver... Sender mig hjem med recept på medicin, jeg ikke må få fordi jeg ammer.

Onsdag får jeg noget andet af vagtlægen, mens min mand er inde at hente det for mig, ligger jeg i sengen med min 6 dage gamle søn, og mærker feberen stiger, jeg var sikker på jeg skulle dø det var det mest skrækindjagende jeg nogensinde har oplevet... Jeg var så bange for at min søn skulle ligge der, med en død mor, helt alene, og starte sit liv på den måde... Og jeg var så bange for at gå glip af ham, min dejlige søn, nu da jeg endelig havde fået ham...

Torsdag 18 timer efter jeg er startet på penicillin: min feber stiger stadig, da den rammer 40,2 bliver jeg indlagt, her går de endelig i gang, der har jeg råbt op hele ugen og ind til jeg var så afkræftet at jeg ikke kunne tale klart mere... De opererer mig midt om natten, jeg fastede og tørstede i 12 timer selvom jeg også stadig ammede, jeg måtte ikke få smertestillende, sygeplejersken ville ikke sætte saltvandsdrop op så jeg var helt uden væske, de var også nedladende og mente jeg var "hysterisk" - indtil de åbnede mit snit igen og fandt en blodansamling så stor som en tennisbold i min højre lyske. Havde de nu bare taget mig alvorligt og behandlet mig om tirsdagen, eller endnu bedre, lyttet til mig da jeg ikke ville hjem, men sagde at noget var galt...
Min æggestok og livmoder var helt smurt ind i betændelse og derfor klæbet op på indersiden af mavemusklerne, det var derfor jeg ikke kunne bevæge mig, stå oprejst, gå ordentligt. Det blev ordnet under operationen, men jeg har stadig mén, dage hvor jeg må tage kortere skridt, osv. Og jeg slap billigt.
8 dage, fra jeg fødte til de gjorde noget.

Nu har jeg klaget, jeg kom 14 dage for sent, 14 dage over 2 års fristen, jeg havde fået at vide at det var 5 år, de er ligeglade i pkn, 2 år er gået og de vil ikke behandle min klage.
Hvordan anlægger jeg et civilt søgsmål, eller er der andre instanser, der kan tage sagen op, jeg vil have den læge til aldrig at glemme, at hun nær havde taget livet af mig i arrogance og neglegt - 12-24 timer mere, så havde jeg været død! Det er deres egne ord.

Jeg græd da jeg hørte om din datter, det var helt det samme vi fejlede så vidt jeg forstår, jeg græder tit når jeg tænker på hende og på jer og på hendes barn.

Det virker absurd at på trods af din datters sag, så er der ingen der vil tage min op - lægerne må ikke lære, de må ikke blive straffet selvom de udviser neglegt, og jeg bliver så vred, skal endnu en mand miste sin datter og et barn sin mor, før de vil se på det? Hvor er patientsikkerheden henne?
Jeg håber at høre fra dig, alle dine tips, jeg skal på arbejde nu, men senere er jeg ved computeren igen - jeg er glad for at du ville svare mig, og jeg håber ikke at det har været alt for hårdt ved dig at læse denne mail.
Sender dig et stort knus!"

stubbornmom den Tuesday, October 30, 2007

5 kommentarer

Thursday, October 25, 2007

Ny blog

Ok - af hensyn til den her blog og af hensyn til jer, der måske gerne vil slippe for at høre alle mine nørdede synspunkter om valgkampen, så skriver jeg fremover om disse emner på denne blog. I er velkomne til at bidrage og - til at sprede ordet om bloggens eksistens...

stubbornmom den Thursday, October 25, 2007

0 kommentarer

Wednesday, October 24, 2007

FV2007: Afgående kandidater på tv

Det var meget hyggeligt at gense Frank Jensen og Pernille Rosenkrantz Theil her til morgen, hvor de var inviteret i Go' Morgen Danmark på TV2.
Men udover at de er morsomme (også nogle gange ufriviligt morsomme), så kan man spørge hvad de skal bruges til i en valgkamp?
Der synes at være en effekt af, at hive dem ind - man aktiverer nogle "tankemønstre" hos vælgerne, som ligger tilbage i den forrige valgkamp. De følelser, og den stemning, mange forbinder med Frank Jensen er et splittet A, fuld af interne magtkampe. og jeg spørger: Hvorfor skal vi reaktivere disse vinkler, denne stemning, nu? Er dette ikke et nyt valg? Er det spin, når de bliver inviteret, og er der et gran af spin i spørgsmålet om, "hvordan er valgkampen bag facaden"?
Spørgsmålet om kampvalget mellem Jensen og Thorning- Schmidt bliver selvfølgelig også taget op, men har det spørgsmål overhovedet en berretigelse nu, hvor det forlængst er afgjort, og stemmerne talt op til Helles fordel? A har en statsministerkadidat, that's it. Hvad er det da, spørgsmålet om formandsvalget (dengang og endnu længere tilbage i historien) skal gøre, og for hvem?
Jeg spørger bare...

stubbornmom den Wednesday, October 24, 2007

0 kommentarer

Folketingsvalg 2007

13. november 2007 er datoen, vi har ventet på de seneste 2 måneder. Fogh kunne ikke holde valgskansen længere, og i dag kom det så - og overtrumfede alle de andre ting, der er værd at blogge om. For bedst som jeg er i vildrede, kom mit speciale, proklameret fra folketingets talerstol. Så nu hedder arbejdstitlen "Identitetskonstruktion og demokratisk kommunikation - folketingsvalget 2007". Når det så går løs hen over de næste 20 dage, må jeg jo se, om titlen ændrer sig.
Objektiviteten i det forskningsbaserede arbejde er intet problem, for som det er lige nu føler jeg mig ikke tilstrækkeligt repræsenteret af ét eneste af de opstillede partier. Tankevækkende. Måske nogle kan nå at forandre dette for mig inden det, jeg har døbt "1311"?

Men før jeg stemmer vil jeg tage en tur ned ad memory lane. Tænke på Anders Storrud og alle de andre der omkom, på en krig med og mod løgn, jeg vil tænke mærkelige argumentationer og retoriske modeller der ville gøre fagfolk grønne af misundelse over ikke at have opfundet dem selv - jeg vil huske på alle de gange jeg har grinet af faglig forbavselse når Fogh i overlegen stil undveg de direkte spørgsmål om dette eller hint. Jeg vil huske asylbørnene, de i kærlighed landflygtige danskere, og jeg vil huske at 30.000 psykiatri patienter ikke havde en seng på hospitalet og at hele psykiatrien blev fjernet fra det, man kalder sundhedssektoren og outsorucet i bedste "Karen Jespersen og en øde ø"- stil. Jeg vil huske en storrygende Lars Løkke som han så ud på fortovet foran D'Angleterre på Kgs. Nytorv, storsvedende og forædt, med en smøg i hånden og en hel pakke i brystlommen.
Jeg vil huske Bertel der ikke vil indføre klagenævn for mobbeofre, og huske på at de små sammenhænge kan spille en ikke ubetydelig rolle, som f.eks. at hans kone er forstander for læseskolen ved Balletskolen (hvor børnene sandsynligvis ikke har det alt for fedt mht. mobning) og jeg vil ikke overse, at Fru Haarder her arbejder sammen med Fru Løkke.
Derudover vil jeg erindre at Dansk folkeparti råber at indvandrere skal lære dansk før de lander i Danmark, men samtidig skar de halvdelen af undervisningstiden i uddannelsen til underviser i dansk som fremmed- og andetsprog væk i de første 4 år, de var regeringsbærende...

Desværre står det stadig ikke klart for mig om jeg vil stemme på et eneste af de partier, der stiller op. Jeg synes ikke de er ambitiøse nok, jeg mener de stort set alle er alt for langt væk fra det folkelige mandat, der jo bør gå forud for og danne grundlag for Tinget.
Men hvis Dansk Folkeparti igen bliver bærende, så "finder jeg et andet samfund, der passer bedre til mig" som Fogh så smukt formulerede det i valgkampen 2001.
Måske Sverige, landet med det hjertevarme klima?

stubbornmom den Wednesday, October 24, 2007

2 kommentarer

Monday, October 15, 2007

Den fede ladcykel deluxe - Feetz!

stubbornmom den Monday, October 15, 2007

3 kommentarer