Monday, September 17, 2007

At komme videre/ hvad er der sket med dig?

Hvad dækker det egentlig over, "at komme videre". Videre til hvad, og hvordan? Ikke mindst, hvorfor er det så vigtigt at komme videre, og hvornår skal man egentlig gøre det? Hvad sker der med os, hvis vi kommer videre, og kan man komme videre på én måde, uden egentlig at komme videre alligevel?

Jeg har altid haft det enormt svært med det at komme videre. Ikke svært ved at gøre det, jeg er vidst det man kalder en handlingens mand ;-). Men jeg synes det kræver alvorlig bevidsthed om svarene på ovennævnte spørgsmål: Til hvad, hvordan og hvornår? For det handler også om timing.

Nogle ting kommer jeg videre fra, fordi jeg vil. Andre, fordi det er nødvendigt. At komme videre behøver ikke være at lukke døren, smække den, aldrig åbne den igen, det kan være bare at "lade tingene falde til ro" eller "lade det ligge". At komme videre er ikke nødvendigvis et opgør eller oprør, det kan være en bevægelse indeni. En meget privat bevægelse på indersiden af ens personlige liv.

Derinde, hvor der er ting gemt, som er virkeligt vigtige, kommer jeg ikke videre. Nogle gange flytter mit liv sig, og så må jeg jo lissom følge med. Men jeg kan godt ønske at jeg stadig kunne være i en gammel ring af venner, der omsluttede mig, og vi forstod hinanden. Senere blev forståelsen måske en afgrund mellem os, en kløft vi ønskede ikke var der og som vi ikke selv havde skabt, men livet havde eroderet mellem os. Og det er dér, jeg ikke kommer videre. Jeg bliver ved at være psykisk og følelsesmæssigt bundet til mennesker, jeg føler mig tæt forbundet med. Uanset, at det går forskelligt for os.

Nogle gør ting op i "mindre/ større" og "godt/ bedre", og hvis de synes de står på den forkerte side af linjen, så kommer den lille streg til at betyde en afstand, og det er uforståeligt og det gør ondt. Og nogle gange nægter jeg at anerkende den streg. Den er en social konstruktion, og jeg vil hellere skabe en anden social konstruktion. En social konstruktion der hedder at: Vi står på den samme side, vores mål var og er det samme. At det er en illusorisk social konstruktion, er jeg fuldt ud bevidst om og det står jeg ved, for den er min.

"Hvad man giver kommer tilbage igen". Det er noget jeg tror på, og jeg har set det ske mange gange - som når den hjælp en anden gav, kommer tilbage når de mest behøver det, og mindst venter det. Det er med til at bevare vores værdighed og vores håb om, at vi ikke er "opgivet af universet", og at alting vil ske som vi ønsker det, i den allerbedste rækkefølge. Det betyder, at vi nogen gange kan slippe for selv begynde den bevægelse det er, at komme videre - verden ordner det, og karma sørger for, at vi derefter kan give slip på hvad end, der måtte have plaget os!

Og selvom jeg er svøbt ind i kærlighed, og mest af alt i den kærlighed jeg selv føler og den, jeg giver min familie, og den kærlighed der kommer igen, så har jeg forbandet svært ved ikke at ønske det for andre og der er ting, jeg kan aldrig give slip på og komme videre - fra fertilitetsbehandlingen og fra det faktum, at en arrogant læge var ved at ofre mit liv for sin egen stupiditets skyld, da jeg havde født Elias.

Dén smerte lærte jeg så meget af undervejs, at den selvfølgelig har præget den person, jeg er nu - i kernen er jeg som før, og jeg er ikke meget forandret. Men der er selvfølgelig sket noget: Mit ansigt har fået mere karakter, siger dem, der har set det. Og det fanger nok summen meget godt. Jeg har mange rynker af én, der endnu ikke er fyldt 30!
Der findes oplevelser/ erfaringer, der er så betydningsfulde (selvom det ikke traditionelt er det ord, vi forbinder med smerte, så er netop "betydningsfulde" det rette ord for fænomenet!), at man på ingen måde kan eller bør forlange, at folk skal "komme videre" eller "komme over det". Allerhøjst kan man håbe at "komme igennem det" - stærkere og rigere, og på sammme tid mere sårbar: Med en skærende og til tider besværlig bevidsthed om, hvad rynker koster!

Måske skal man være den skøre og livsberusede mig for at forstå det, men det er nu heller ikke så tosset at være mig.
Det er nogle gange tid til at indse at der med nogle ting IKKE er hverken en tid eller en grund til, at komme videre.
Og jeg tror faktisk at den erkendelse og accepten, der ligger i dét, kunne gøre mange mennesker glade lige netop dér, hvor de er.

Nu vil jeg glæde mig over lige netop dér, hvor jeg har været, nyde her hvor jeg er, og se frem til dér, hvor jeg skal hen - selvom jeg endnu ikke ved, hvor jeg er om 10 år!

stubbornmom den Monday, September 17, 2007

2 kommentarer

Tuesday, September 04, 2007

Karrierekvinden...

... er tilbage! Hmm, eller - i hvert fald mellem 8 og 16 :-)

Pludselig kom de jo væltende med tilbud, alle dem, der ikke har givet lyd. Så pludselig var der 2 jobs at vælge imellem, et tredje tilbud kom for sent, og den sidste samtale gik jeg selvfølgelig ikke til, eftersom jeg havde fået jobbet over dem alle.
Det er perfekt og kombinerer det sjove med det krævende, og så har det med sundhed at gøre. Og det er jo lige netop sundhedskommunikation, der er mit hjertebarn.
Meget bedre blir det ikke.

Og jeg lægger hårdt ud - har et møde kl 9.
Hav en god dag, allesammen!

stubbornmom den Tuesday, September 04, 2007

6 kommentarer