Monday, July 30, 2007

Det gik fint

Besøget gik fint. Tak for jeres søde kommentarer.
Hun havde stadig håret, hun gik rundt, omend dårligt gående. Hun er meget som mig, typen der gør det hun kan, og først når hun absolut ikke kan mere, sætter sig ned og beder om hjælp. Og vi vidste begge at det handler om at opretholde en grad af normalitet og selvværd. Så nej, jeg stod ikke hele tiden klar til at gøre alt for hende, for hvis vi allerede nu begynder at gøre som om hun intet kan, så vil der gå endnu kortere tid, før hun mister alle funktionerne.
Jeg har været meget deprimeret over situationen, også efter mit besøg, og har næsten ikke kunnet tage mig sammen til noget, udover de nødvendige ting for at have en hverdag med to små børn, og så lige give dem opmærksomhed og leg også, men ellers intet, før i går. Men nu har jeg da fået skrevet et par ansøgninger, så er chancen for at få et job nok også lidt større, sjovt nok...
Siden jeg var deropppe for 3 uger siden, har min kusine tabt håret. Kan gå en gang imellem, men sidder for det meste i kørestol - med højhælede sko, for dem skal man aldrig slippe! :-) Og hun er nu så træt om aftenen, at hun ikke har energi til at tale i telefon.
Hu blev utroligt glad for mine breve og andre ting, fotos osv., jeg have med til hende. Og hun var selvfølgelig vild med Silje.
På et tidspunkt da hun sad med Silje på skødet, aede hun hende over håret og sagde: "Jeg tror du får krøllet hår, når det vokser ud..." Så kiggede hun på mig og sagde smilende:
"Det ville jeg så gerne nå at se"... ... ... ... ...

Men besøget var ikke præget af sorg og gråd osv., det var meget hyggeligt og let, og mange af de ting jeg ville sige fik jeg sagt, og vist og skrevet, men uden at det blev så højspændt. Det var meget smukt, men det var hårdt at sige farvel og vide, at vi måske ikke ses mere i dette liv. Man vil så gerne sige noget, men man kan ikke, for hvad skal man sige, det hele sidder fast i øjeblikkets afgrund af tavshed fyldt med sitrende ønsker om, at alting var gået helt anderledes. Og man kan bare se på hinanden, som vi gjorde, holde hinandens hånd og smile lidt mens man prøver at tage sig sammen, man synker og synker som for at synke sit eget hjertes slag, og man ved det er en umulig kamp at vinde over sorgen. Jeg så den bare komme med alt for høj fart, og der er ingen steder at løbe hen, for det er desværre virkeligt, det sker for os.

Men pludselig er det overstået og der bliver stille og man føler en ro, en underlig ro blandet med rastløshed, men man ved det er okay. Jeg tror at jeg følte sådan på dét punkt, fordi jeg vidste jeg havde gjort det jeg ville, fordi jeg vidste at jeg ville have fortrudt det resten af livet, hvis jeg ikke var rejst derop. Og jeg ved også, at der ikke er noget der kan pille Anne Britt ud af mit liv, min historie, den jeg er blevet. Nogensinde.
Det er da en stor trøst. Og et privilegium at have det sådan. Og egentlig er det også et stort privilegium at få tiden til at sige farvel, selvom det selvfølgelig også er dobbelt, fordi det betyder at man samtidig mister så langsomt og barskt, og man bliver rasende over at se hende lide, og måske vil vi en dag synes at alle de gode minder blev visket bort og erstattet med minder om hospitaler, prøver, dårlige nyheder, tårer, forfald, depression, og smerte - men nej, jeg tror det er sundt at sige farvel, for jeg har prøvet ikke at få lov til det, og det var det værste... Desuden har hun givet os så mange minder så gode, at det må kunne bære os alle igennem.
Det vælger jeg at tro.

stubbornmom den Monday, July 30, 2007

4 kommentarer

Sunday, July 01, 2007

Det går for hurtigt, det her...

... Min kusines cancer breder sig med lynets hast. Hun er udover lungen ramt i lymferne ved brystbenet, nederste del af spiserøret, i knoglerne i foden, i lårbensknoglen og i ribben... De eneste steder der endnu ikke er cancer er i hjerne og arme, og selvfølgelig de øvrige organer såsom hjerte, lever, nyre osv.... Men ingen kender dagen.

Jeg har talt en del med hende og børnene i den seneste tid, de mener det er værst for mig fordi jeg er så langt væk, jeg mener selvfølgelig at det er indlysende hårdest for dem.
Men min tid er knap. Hun siger at for 6 uger siden var hun på arbejde, nu kan hun dårligt gå igennem stuen. Bruger vist stok og kørestol en hel del... Hun føler selv det her går faretruende hurtigt.
Jeg spurgte, om jeg overhovedet får hende at se igen. Hun svarede: "Hvem ved?"...

Og så var det jeg besluttede, at jeg vil se hende. Vil som i vil. Jeg vil se hende, jeg vil sige tak til hende for alt hvad hun er, jeg vil vise hende, at jeg tager hende med mig, hvor end jeg går. Jeg er ikke og har aldrig været en kryster, der undgår den slags situationer. Jeg ved at jeg vil fortryde det senere, hvis jeg ikke gør dette her.

At jeg så endelig er blevet inviteret til samtale et sted, hvor de synes jeg var interessant, er der ikke noget at gøre ved - det må blive på et andet tidspunkt. Regner ikke med at min værdi falder efterhånden som tiden går ;-), dertil er jeg endnu for ung...
Jeg rejser i løbet af ugen, og blir væk i to døgn i alt, flyet er booket og betalt, og jeg tager datterskatter med mig (jeg ammer stadig). Bassen bliver hjemme hos far, selvom det er imod min religion at rejse uden begge børn så længe de er så små. Jeg er væk i så kort tid og hans far er hos ham - så det klarer de fint.
Grunden til at det kun er mig og Silje der tager afsted er, at hun lige har haft gæster og opdagede, at hun ikke kan klare så meget. Hun bliver meget hurtigt træt. Og vi skal bare være sammen, hende og jeg, mest muligt.

Hun har aldrig vendt mig ryggen, heller ikke i de allersværeste stunder.
Det kan godt være dette her blir hårdt for os begge, men sådan er livet nogle gange...
Det må vi tage med.

Pas på jer selv og dem I holder af.

stubbornmom den Sunday, July 01, 2007

5 kommentarer