Thursday, March 22, 2007

Slip kontrollen!

For ikke så længe siden, ramte jeg bunden. Jeg er nok typen, der først raller lidt for mig selv og er til tælling, og først bagefter fortæller om det.

Egentlig var det kulminationen på lang tids stress, både følelsesmæssigt og praktisk. Bekymringer hobede sig op, om småt og stort, og mange af dem handlede ikke om mig eller os.
En dag var jeg så udkørt, at jeg ikke engang kunne sove- kun græde. Noget måtte ske.
Med lidt hjælp fra min kære mand, besluttede jeg mig for at tage springet. Jeg er nødt til at forandre mit liv - indefra. Og det er mere livsvigtigt for mig, end at holde op med at ryge!

Dybest set handler det om, at jeg skal slippe kontrollen. Det gik for alvor op for mig en dag jeg var på bogudsalg. Jeg fandt en bog, der handler om netop dét. Jeg læser i den, lidt hver dag, men sluger den ikke. For hvis jeg skal integrere dét, den giver mig, så skal den ikke sluges, men fordøjes bid for bid.

Jeg har indset at ingen og intet, udover mig selv, egentlig er indenfor min kontrol. Jeg kan ikke bestemme om og hvordan, andre skal løse deres problemer, vinde kampen mod verden eller dem selv. Jeg kan råde andre, men ikke løse deres livsgåder. Jeg kan kun arbejde på at løse min egen. Måske egoistisk og ikke særligt kvindeligt, men sandt.
Jeg har et væsentligt problem i processen:
At slippe kontrollen strider imod min grundliggende programmering.

Jeg er programmeret, helt fra begyndelsen, til at "ordne op" for andre. Blandt andet fordi, det var det min familie behøvede mig til at gøre. Tage stilling til deres problem(er), finde en løsning, organisere og udføre den. Nogen der genkender dette?
For at blive fri må jeg derfor frigøre mig fra programmet, og holde op med at gøre som jeg plejer. Stoppe med at tage alting til og på mig. Slet og ret - LADE VÆRE. Svare på en måde, jeg ikke plejer, afvise krav, ikke gå ind i enhver diskussion der lægges op til, og så videre.
Jeg kan nemlig vælge noget andet. Mine valg er nemlig i min kontrol. Andres valg er ikke.
Det lyder banalt og det er det. Så banalt at det er svært at integrere. Svært virkelig at føle. Men når det lykkes er det godt. Jeg er okay!

Jeg har taget springet nu. Et spring der vil forandre mit liv. Og givetvis også den jeg er. Jeg springer, fordi jeg tror på at det kommer til at gå godt, og dybest inde har jeg altid vidst, at jeg ville gøre det en dag. Det er en naturlig forlængelse af de valg, jeg har truffet i mit liv indtil nu.
Så jeg er i frit fald. Jeg har fundet snoren til faldskærmen. Nu skal jeg folde min beslutning ud. Og svæve.
Have ro i maven.
Finde et rart sted at lande.
Jeg kan ikke bestemme hvad der kommer udefra, og sker i mit liv. Men jeg kan vælge min reaktion på det.
Jeg ved ikke hvem jeg bliver, men jeg bliver min egen. Jeg bliver fri, sådan føles det. Og det føles rart. Når jeg lander er min mand ved min side. Stadig. Som hele vejen.

Det startede for længe siden. Da så barnløshed og behandling ramte mig, blev jeg for alvor vækket. Rusket ud af min illusion om kontrol, på brutal vis. Det var et ønske der ikke kunne opfyldes, ej heller kontrolleres. Det er endnu mere hårdt for en, der dybest set er programmeret kontroltøs!

Når vi synes vi er svage, er vi måske i virkeligheden stærkest. For det var dér, da jeg endelig ramte bunden, at jeg begyndte en ny modningsproces. Fandt nye veje, frihed og tog et skridt nærmere at slutte fred med mig selv og min skæbne. Det var ikke sket, hvis jeg ikke havde slået mig, var blevet skuffet, havde været ulykkelig. Så måske var det slet ikke en forbandelse alligevel. Smerte er kun en overgang.

Som Mary Alice fra Desperate ville have sagt, sådan vil jeg gøre.
Nyde disse smukke dage.
Det er mit projekt lige nu.

Jeg håber I vil glæde jer sammen med mig.

stubbornmom den Thursday, March 22, 2007

6 kommentarer

Thursday, March 01, 2007

Jobsøgning - "sælg dig selv, så!" - karrieredage!

"Sælg dig selv" er det store budskab, man som jobsøgende hører igen og igen. Personligt er jeg ved at være træt af mantraer, som er fundet på af folk, der allerede er i job og som desperat prøver at beholde konsulentstillingen ved at gentage sig selv.
Det er selvfølgelig dybt logisk, at det drejer sig om at sælge sig selv bedst muligt, hvis man vil have et job. Hvad der derimod trætter mig uendeligt er den sleske undertone af, at jeg skal sælge mig selv for hvad der end skal til, for at få en arbejdsgiver til at ansætte mig.
Ja, jeg er akademiker, og JA! JEG ER HUMANIORASTUDERENDE, og det vækker min indre løve at se at kommunikationsfirmaer til stadighed søger cand.merc.'er frem for "rigtige" kommunikationsspecialister.
Jeg skal komme frem med mit (lange) cv, der tæller alt fra kopiering til projektledelse, pressehåndtering og krisekommunikation krydret med frivilligt arbejde i Ungdommens Røde Kors og i teaterverdenen (en sjov ting jeg var med på under min barsel med Silje), men det vigtige er ikke om jeg er en seriøs, velfunderet og dygtig kadidat til en 20 timers stilling, nej: Det vigtige er at jeg kan overbevise verden om, hvorfor de skal ansætte humanister, og hvorfor vi i kommunikationsstillinger er mere specialiserede end vores cand.merc. kollegaer (og al respekt for dem, da). Summasummarum er for mit vedkommende at jeg til stadighed vender tilbage til mit mantra, som er at det ikke haster endnu, at få ansættelse. Min barsel slutter først til juli, og selvom det da ville være rart at starte arbejde før (for min egen fornøjelses skyld) så går vi ikke fallit foreløbigt.

Vi studerende hører sjældent om de krav, vi kan tillade os at stille til en arbejdsgiver. Personligt foretrækker jeg f.eks. en stilling i en virksomhed, hvor ansættelsesforholdet og den kollegiale omgangstone baserer sig på tillid til, at en opgave der er i mine hænder, trives og vil blive udfoldet dér. Jeg har oplevet en chef der konstant kiggede på min skærm og som viste sin vantro når min stærkt absorberende hjerne havde løst og afleveret endnu en opgave for organisationen - til tiden! Det er siden gået op for mig at det med deadlines ikke ligefrem er noget man springer rundt for indenfor det offentlige (undskyld mig, men det er ligesom med kontraktforhandlinger - "det går nok, Tårnfalk!")......... I stedet for at sælge mig selv til lavestbydende og sidenhen udvise min taknemmelige ydmyghed og acceptere den konstante kontrol (som virker utroligt forstyrrende for mit arbejde!!!!) vælger jeg at vente på det rigtige job og ikke søge hvad som helst. Et job hvor der er plads til min fagperson, for ja, der er ikke kun fag, men også person bag enhver jobtitel.
Men med IT-erfaring, erfaring som sparringspartner for ledelse, projektimplementering, rapporteringsansvarlig med meget mere, så burde det ikke være så vanskeligt at forstå - når jeg tilmed vil tage et års studieorlov for at kunne arbejde 37 t. pr. uge for den rette arbejdsgiver... Nu må vi se, måske er det meget svært?
Jeg er træt af sælgerhistorien. Som om man gør noget forkert ved at søge job. Der må være grænser for uværdigheden og ydmygheden - selv for humanister!

Men med fare for at få på puklen -hvad synes I, kære medbloggere?
(Uha, farligt emne, jeg ved det)

stubbornmom den Thursday, March 01, 2007

2 kommentarer