Friday, September 22, 2006

Undskyldninger

Allerede først på ugen begynder vi at planlægge hvad vi skal lave i weekenden. For det meste vælger vi at se nogle venner, da vi i en travl hverdag ikke har meget tid til den slags. Det er ikke så svært at komme til at se folk, det svære består mest i, at få deres planer til at gå op med vores. De fleste af vores venner har børn eller er gravide nu, så på den led er det også meget nemt - aktiviteterne og forventningerne er ligesom "afstemt" efter, at der er småbørn med.

Ét af vores vennepar har vi fortrinsvist set hjemme hos dem. De har to børn, en stor pige på 10 og en dreng på 1 år. Vi har besøgt dem, når vi var i deres by, hvor jeg har familie. Så kan man jo lige kigg eind forbi. Moderen til manden i venneparret bor lige om hjørnet fra os, faktisk på den gade, der løber parallelt med vores. Et besøg der udløser dog ikke besøg hos os. Hvilket også er helt ok - hvis ikke det lige var fordi, at et besøg hos min familie udløser KRAV fra den kvindelige del af parret om, at vi SKAL kigge ind forbi hos dem...

For et år siden, da Elias blev døbt, meldte de afbud dagen før - dvs. alle 4 plus hendes mor (som jeg også har et nært forhold til) fordi den kvindelige part havde bækkenløsning OG havde valgt at beskære buskene i haven, i stedet for at spare kræfter til at tage til min søns dåb. Fair nok - næste happening var, da vi skulle have hendes datter på besøg, og hun fik lommepenge med til weekenden (bl.a. med indlagt besøg i Tivoli), lommepengene fik hun på snu vis begrænsing på "jeg lægger dét beløb oveni, som du har med hjem igen"... Også med andre ting er det på dén måde, at mor begrænser børnene. Igen og igen, på alle mulige måder og helt uden andet system end begrænsingen i sig selv...
Nå tilbage til hovedhistorien... Da jeg var 8 mdr. henne med Silje begyndte de at spørge til, hvornår de så måtte komme og se hende efter fødslen. Og jeg svarede at jeg ikke vidste det, og at de første fjorten dage nok godt kunne risikere at gå med smerter - så det skulle være efter dét tidspunkt. Jeg kunne jo dengang ikke vide, hvor forrygende jeg ville få det denne gang.

Til Elias fødselsdag meldte hun fra, fordi der var byfest i hendes by, og hun skulle i byen med en veninde om aftenen (efter hun havde lagt drengen i seng, dvs. ca. kl. 22!), fødselsdagen var et eftermiddagsarrangement, men nuvel...
For 14 dage siden havde vi så en aftale. Evt. frokost og helt sikkert kaffe - de medbringer kage. De kommer alle 4. Om morgenen går min kære mand amok i en ordentlig energiudladning, køber ind til den store lækre frokost, rydder op og gør rent, og bage så en kage. Da han tager kagen ud, ringer telefonen - de melder afbud. Sønnen er syg. Fair nok. Nuvel...
Vi laver så en aftale i dag. Allerede tirsdag begynder hun at line op til at melde fra. Søn er snottet, pylret etc. og hun har ondt i maven. Torsdag melder hun at lægen har givet penicillin, fordi sønnen har betændelse i begge ører. Puha, avs, tænker jeg. Fredag melder hun at han har det fint efter at være startet på kuren, så de kommer helt sikkert. Nu til morgen melder hun så, at hans feber er steget igen (trods penicillin) og at lægen (trods at han tilsyneladende ikke responderer på penicillinen) siger at det stadig er ørerne... Nuvel...
Vi havde for en måndes tid siden selv en syg dreng, hvor penicillinen ikke tog feberen, der bare steg. Efter lidt under et døgn fik vi besked på at det var standard at hvis feberen trods kuren ikke var faldet efter 24 timer til under 37,5, så skulle vi indlægges. Den faldt heldigvis, men det undrer mig at denne læge ikke har valgt det samme - jf. at det BØR/ SKAL man gøre... Nuvel.

I virkeligheden tror jeg at det handler om noget helt andet: Det handler om at dette her kræver at HUN aktivt gør noget, letter sig, handler på det, pakker børn og udstyr i bilen og kører de 100 kilometer, vi så ofte har kørt, når der var et eller andet arrangement, som krævede vores tilstedeværelse, eller lignende... Hun kan bare ikke overskue at GØRE noget - samtidig med hendes afbud for 14 dage siden siger hun, at hun har jo købt gave og det er en lille str., så vi skal have den inden hun vokser fra den, for ellers skal den jo byttes SÅ vi må hente den: Hun vidste nemlig at vi skulle til en dåb weekenden efter, og sgade så at hvis det var derude i nærheden, så kunne vi da godt komme og hente den - som om HUN gør OS en tjeneste i den forbindelse. Jeg sagde ikke nuvel - jeg sagde NEJ. Njet. Nope!

Men der er langt fra provinsen til storbyen, endnu længere hvis man har erfaring med at kunne manipulere og halvlyve sig fra at være dén, der skal GØRE noget for at være sammen med sine venner. Hvis man kan få alt serveret hjemme i sin egen sofa, foran flimmeren og med 30 smøger på bordet, som man ryger mens ungerne leger på gulvtæppet sammen med de 4 katte som man hellere vil råbe ad end støvsuge efter, trods ens barn udslæt, ja SÅ er det nu engang det nemmeste - for én selv. Indtil dén dag man vågner og opdager at der bare ikke er flere tilbage at manipulere med. Eller begrænse. Eller give dårlige undskyldninger til.

Vi er ikke den slags mennesker der fører regnskab i venskaber, men vi har en grænse, og på et eller andet tidspunkt når vi den, og vi bevæger os med disse mennesker, for hver "hændelse" og undskyldning, længere og længere hen i mod dén grænse.

Det gør ondt når jeg ser på min lille datter og ved, at en af de veninder der kalder mig sin bedste veninde ikke GIDER lette sig for at se hende. Jeg har fandme været der til husløshed for hende og hendes unger og gennem alt hvad hun har fucked op for sig selv, har jeg forsøgt at hjælpe, støtte og forstå hende. Hun begyndte allerede under min graviditet at himle op om det barselsbesøg, nu passer det hende dårligt at følge den til dørs, og faktisk GØRE besøget til virkelighed. Og hvis de kommer en dag, så er det af pligt snarere end noget andet, og så er min glæde allerede så skåret, at det egentlig næppe bliver hyggeligt, men bare skal overståes.
De påstår at de kommer i morgen i stedet for. Nuvel. Jeg er RET sikker på, at dét gør de da ved Gud ikke!

Et andet irritationsmoment er så, at det ender med at vi har spildt en hel weekend på at sidde og vente på dem eller på deres latterlige undskyldninger: Og dén tid kunne vi jo passende have brugt på at være i godt humør, evt. sammen med nogle af vores venner, som godt gider at være medaktive i venskabet.

Jeg kunne unde hende at have en rigtig grim smag i munden. Men jeg er jo så large. Jeg er bare træt af at blive undervurderet på mit intellekt, og jeg fatter ikke at der ikke blot én enkelt gang kan komme én sand historie ud af hende i stedet for disse undskyldninger. Undskyldninger, undskyldninger. Tsk tsk. Hvis hun for filan bare kunne sige det lige som det er - så kunne vi tage den derfra. Men måske ønsker hun ikke at give mig en reel mulighed for at svare på det...

Men jeg har besluttet én ting; at vi ikke besøger dem, før de har været her. DE må komme herind, hvis de vil møde min datter. Jeg er sgu ikke noget babyudbringningsfirma, og hvis jeg endelig var, så ville jeg "bringe ud" til en der havde fortjent det. En af jer kæmpere, for eksempel.
Og sådan bliver dét! NUVEL!

stubbornmom den Friday, September 22, 2006

5 kommentarer

Monday, September 18, 2006

To velsignelser

De ligner hinanden. Der er mange glæder forbundet med dem - ja faktisk udelukkende glæde... Arh, også en god del bekymring. Alt i verden er på en god dag bare smukt, og ellers er det KUN indrettet for at være en fælde for ens børn.

Elias går. Grinende går han på sine to små ben rundt i lejligheden. Drejer om hjørnet og går grinende hen til mor, der sidder på hug med udbredte og i vildskab halvråber "hvor ER du DYYYGtig, min lille dreng!". Og tager ham i sine arme og kysser og krammer. Og han kysser og krammer lige tilbage.
Når Silje har spist, og ligger fredfyldt hos mor og blunder, går Elias hen, stryger hende så blidt som nogen voksen, mens han siger "ARRRRRRHHH" - betyder "ae ae" :-) - og derpå læner han forsigtigt sit hoved ind mod hende, det lille bitte væsen, for at vise at han vil kramme, at han holder af hende. Og hver gang får han selvfølgelig stor ros og kys og kram af mor og far!
Han har forsøgt at give hende sin sut. Hvilket er en kærlighedserklæring af dimensioner.

Jeg blev velsignet to gange. Hver gang er et mirakel. Mine mirakler er så nemme og glade, tager flot på, sover godt, og udvikler sig utroligt - og det går så hurtigt!
Nogle gange sætter jeg tiden i stå i mit hovede, prøver at indsuge alle detaljer ved deres ansigter, lige som de er nu. Deres dufte. Den ene dufter af begyndende verdenserobring, den anden endnu af spædbarn.
En dreng og en pige. To raske børn.
Igen er jeg lammet af glæde over mit held. Sidder bare og vræler mine lykkelige barselstårer og føler mig som den mest åndsvage og lalleglade blereklame. Og DEM hader vi altså *G*!

stubbornmom den Monday, September 18, 2006

8 kommentarer