Sunday, February 12, 2006

Grænsen mellem nettet og virkeligheden?

Jeg har brug for at høre nogle meninger om dette emne. Hvor går grænsen mellem nettet og virkeligheden? Hvilke oplysninger fra virkeligheden må man bringe på nettet og hvilke fra nettet, kan man tillade sig at viderebringe IRL?
Er der en fortrolighedspolitik? Hvis man f.eks. gennem nettet får kendskab til ting, man ville behandle fortroligt eller med "en vis takt" hvis man havde fået de samme oplysninger face to face - er det så ok at bringe dem videre?
Jeg spørger - for jeg synes det er interessant og måske... svært?
Shoot at me ;-)

stubbornmom den Sunday, February 12, 2006

13 kommentarer

Monday, February 06, 2006

Min egen verden fuld

Tak for bekymring og efterspørgsel. Der har simpelthen været så meget vi skulle nå herhjemme, at jeg ikke har haft tid til at blogge. Men jeg har det godt.
På min fødselsdag blev jeg scannet igen. Jeg troede først at den lille var for lille, men alt var fint. Og pludselig slog den med ryggen som en lille fisk- nogle af de allerførste små bevægelser. Og jo, der er "kun" den ene - vi er højst tilfredse!
Vores favorithelt Morten var glad, man skulle tro det var ham, men ok, han har jo også en andel i alt det smukke der sker os! Jeg var 9+0. Da vi var færdige sagde Morten farvel og at han håber at få lov at se den næste lille også, selvom han jo ikke hjalp til denne gang :-). Selvfølgelig skal han se den. Og han bad os udtrykkeligt om at ringe direkte til ham, hvis der blev noget fremover.
Pludselig stod jeg så ude på gangen igen. Morten smiler og siger farvel, manden holder mig i hånden og barnevognen med den anden, lille E sidder op i barnevognen (så stor er han nu!) og smiler og griner. Og i min hånd har jeg et billede af en lille baby, der ligger i min mave.
Så kom tårerne. Så kom lettelsen og taknemmeligheden. Lige der stod jeg på en eng i solen med armene bredt ud og min familie omkring mig og verden var god. KUN god.
Og på en eller anden måde er den det stadig. Den er fuld af lykke. I hvert fald min egen lille nære verden.
Min lille dreng har fået sin første tand. Inden jeg ved af det har han hele munden fuld af dem og når jeg har blinket et par gange efter dét, er der sgu nok også togskinner på.
Jeg ville ikke have troet på dén her nutid, dengang den var min fremtid. Hvis nogen havde sagt det...

Men bortset fra det: Min veninde er også blevet gravid. Ja I ved, hende jeg brugte et indlæg på for noget tid siden. Jeg havde lyst til at sige "hvad sagde jeg", men jeg ville hade mig selv, så jeg sagde bare tillykke ;-) og jeg mener det bestemt. Jeg er meget glad på deres vegne. Og jeg er sikker på de får en skøn unge (udover dem de har i forvejen!). Men altså jeg er ked af at sige det - men HVAD SAGDE JEG! :-)

Resten af verden er af lave og her går jeg med min lille dreng og en spire og så bliver jeg bange for den fremtidige verden, den verden de skal være en del af. Jeg bliver bange for at nogen skal gøre min børn fortræd. Ja det er man vel altid et eller andet sted. Men pludselig er der steder jeg ikke vil færdes med barnevogn, fordi jeg kan mærke jeg må lytte til min indre stemme (ikke den arvelige af dem ;-)). Stemmen der fortæller mig hvad der er bedst at gøre og ikke gøre.
Og af og til -om det er hormoner eller ej- men så ræser det af med mig. Hvem er jeg at tro, at jeg kan ruste mine børn til at leve i denne verden? Og jeg bliver angst, forsøger dog at genvinde kontrollen.
Hver gang vender jeg tibage til at dette er bekymringer for fremtiden. Fremtiden eksisterer ikke. Vi har kun nuet. Alt det andet er enten bag os eller foran os. Og lige nu har jeg en dreng, hvis største smerte er tænder der er på vej frem (og dét gør ondt, skal jeg sige!), det værste mareridt er når han kommer til at dreje sit hoved, så brystet "smutter væk", mens han bliver ammet. Alt andet er glæde, tryghed, nysgerighed og et sprudlende humør.

Jeg er her. Jeg er her sammen med min søn, min mand og spiren. Vi er her sammen. Nu.
Vi lever.

stubbornmom den Monday, February 06, 2006

1 kommentarer