Stubbornmum

Jeg er mor til et børnehavebarn...

2008-06-24T22:01:00.002-12:00

Ja jeg er her endnu.
Tavsheden er ikke fordi, jeg ikke vil blogge. Jeg har haft lynende travlt. Tja, det har jeg stadig. Jeg vil rigtig gerne en masse, men synes godt nok rammerne er trange. Især de fysiske.
Vi kigger på hus. Det kræver sin mand at få gennemtjekket alt. og overvejelserne. Hvad nu hvis børnene ikke falder til?
Så er der alt det andet... Job, forhold osv.
Men størst og vigtigst af alt:
Min dreng er STOR. Han går i børnehave. Uha, angst - inde i moren. Men knægten er stolt.
"Mor, jeg vil gerne have madpakke med".
Og inde i mit hjerte føler jeg ham så meget. Fra før han kom, fra tiden da han blev født, fra alle dagene siden, hvert et skridt, ord, alt.
Jeg bekymrer mig, men jeg styrer mig. Han har brug for at få lov at vokse.
Og den 28. juli bliver han 3 år. 3 lys i lagkagen.

Jeg trækker vejret ned i maven og prøver at skaffe et hus, hvor han kan få sit helt eget værelse.

"Er du mors lille dreng?"

2008-04-10T07:49:00.003-12:00

I aften blev TV2 - dokumentaren "Er du mors lille dreng?" genudsendt. Programmet viser drengen Jørns første 3 måneder i livet.
Programmet gjorde et dybt indtryk på mig, da jeg så det første gang i 1998 - jeg var 18 år gammel. Den måde, forældrenes totale uvidenhed om og vilje til at modtage undervisning i, hvad et barn behøver, udstiller Danmark som et land, hvor de personlige rettigheder til tider sættes højere end menneskers liv, chokerede mig i en grad, der satte varige spor hos mig.
Udsendelsen blev brugt af min meget kloge og dygtige psykologilærer i gymnasiet, og blev sat i relation til de mest anerkendte teorier om børns udvikling. Psykologi er et valgfag. Viden om børns udvikling, mener jeg, bør være obligatorisk pensum på alle ungdomsuddannelser.

Historien om Jørn blev gennem TV2s portræt løftet op fra at være "det grundlovssikrede eksperiment" jeg mener det er, når forældrenes behov vægtes så meget højere end barnets udvikling og trivsel, og blev i stedet et fælles tv - oplevet traume for danskerne, og udløste en stor debat.
Nu får vi så chancen igen. Og denne gang håber jeg at Jørns historie kan udløse mere, nemlig en reel "værdikamp": Hvem har mest værdi for et samfund som vores? Er det barnets ret til et værdigt liv, eller forældrenes ret til at gøre uoprettelig skade på deres børns trivsel og udvikling?

I de seneste ti år har jeg tænkt på Jørn. Specielt da jeg selv blev mor til min dejlige dreng.
Og ordene "er du mors lille dreng" kan jeg ikke sige til min dreng - for det hører til i en kontekst, der langt fra er min og mine børns - gudskelov.

Jeg græder for Jørn, for hans forældre der ikke ved bedre, eller rummede mere, og for alle de børn derude hvis skæbner ligner Jørns og formes af ét, væsentligt grundvilkår:

I Danmark er det ikke ulovligt at vi som samfund begår kollektivt, passivt følelsesmæssigt omsorgssvigt (definition af pædagog Else Christensen, 1992) mod børn, der ikke har andet valg end at håbe, de voksne snart bliver klogere...

Et skridt frem, to tilbage

2008-04-02T08:11:00.002-12:00

Hmmm... Dét der arbejdsmarked, hvad er det egentlig for noget?
Tja det er jo meget rart lige at finde ud af, om mine erfaringer stemmer med jeres, eftersom jeg jo først bliver færdig til næste år.

Men altså:
I det offentlige kan man
- give sig god til til opgaveløsningen... hvis man altså kan huske, hvad opgaven var?
- forvente at de ambitiøse gør alt for at træde på studenteransatte, på deres vej op (en del af studentens stillingsbeskrivelse?)?
- regne med at blive mødt med en vis modstand og skepsis, hvis man overholder deadlines?
- komme virkeligt galt afsted, hvis direktøren, eller øverste leder, synes rigtig godt om ens arbejde?
- ligeså godt lære med det samme, at gode idéer hører hjemme i det private?

Nå ja, og så er der jo den med at man kan:
-få tilbudt fast stilling når man er færdig (og blive opfordret til at skynde sig), men tilbuddet kan så blive trukket tilbage en måned senere...?

Er det rigtigt forstået?
Altså, ikke at det gør mig så meget. Det tog lige en time at indstille sig på den, og nu er jeg mentalt på vej et andet sted hen. Som er meget mere spændende, og kun en liiiille smule mindre offentligt.

Men lad mig nu vide, om I har erfaringer med nogle af ovenstående punkter...

Balance i regnskabet?

2008-03-18T11:25:00.003-12:00

Det er jo efterhånden lidt meningen, at jeg ind i mellem vil skrive hvordan det går, her i den lille stædige verden.
Tja, det går jo fint. Eller, altså, det går jo både fantastisk og frygteligt.
Det går vel nogenlunde op, om ikke andet?

Sagen er, at det dér familietema holder vist aldrig op. Kender I det? Ligemeget hvor afklaret man er med sin "første familie", ens forældre og søskende, så er afklarethed kun en overgang, så starter det forfra. Sådan har det altid været her. Og jeg indser at det handler nok mere om de mennesker de er, end om at jeg er utilstrækkelig, ikke god nok, ikke et eller andet andet - jeg går bort fra at lede efter en mangel hos mig, der kan undskylde deres mangel på det, som på gammeldags hedder "takt".
Sandheden er at jeg rager dem. Hvad jeg laver, interesserer dem ikke. Det, som interesserer dem, er min mand (hans job!) og mine børn. Mht børnene, så tænker jeg jo med angst på, om deres interesse for dem også vil svinde, efterhånden som de vokser til?
Man ved sgu da aldrig...
Og midt i alt det, hvor jeg også ser to små, der ikke blir hørt og anerkendt af de voksne, der har en lang tradition for svigt, ja så mærker jeg min egen barnlige sårethed, men mest af alt, den voksne, frie kvinde og mors trang til at beskytte sit yngel frem for alt andet. Gud må gøre (næsten!) med mig hvad han vil, blot han ikke tager mine evner og muligheder for at beskytte mine børn fra mig! Med alt hvad det indebærer. Måske er det det, han allerede har gjort, hmm...?
Nå men tilbage ligger angsten for dette: Hvad nu hvis jeg bliver ligesådan for dem? Fordi jeg ikke har oplevet en anden første måde at være familie på? Hvad nu, hvis mine børn på deres blogs skriver det samme om 20 år? Er det et luksusproblem at jeg spekulerer på det?
Er det den grundliggende angst for at miste dem, der ytrer sig gennem en anden type angst end sygdom, død og ulykke?
Eller er det bare reel rædsel for at videreføre den sociale arv...?

Og på den anden side, for godt går det jo også, så er jeg bare lykkelig i nærværet, samværet, med manden og basserne. Glad for mit job, og for mine venner, både IRL og på nettet; diverse fora og facebook.
Jeg er glad for mit arbejde, udvikler mig og får meget meget vide rammer. Og mærker også, at jeg præger noget. Bevæger noget. Det er ikke sikkert I kan mærke det derude, men det er små bevægelser. Stille. Det er sådan jeg bedst kan tænke mig det... Og beskrive det for jer.

Ved siden af jobbet har jeg så fået en stor chance for at gøre noget til gavn for andre, der nu er børn på et sted, der ligner det dér, hvor jeg selv var barn. Og hvis det, jeg begynder nu, kan ændre noget for bare en, så tager jeg det på mig: At måske er det ikke en mangel hos mig, der er grunden til min f***'ed up familie. Måske er de værd at takke for en modgang, der kunne forvandles til en drivkraft og en indignation, som kunne bruges til at flytte noget med.
Måske!

Sum: Det går vel nogenlunde lige op, det sure og det søde.
Balance, hedder det ikke sådan?

Det rykker...

2008-01-30T10:35:00.000-12:00

Hulens mange ting på kort tid.

Jeg har modtaget en officiel undskyldning fra Hvidovre Hospital, for den dumme nærdødsoplevelse i forbindelse med Elias' fødsel. Det var godt, for mig og for dem, og for de kvinder, som skal føde derude i fremtiden.
Det er utroligt så meget det betyder for et menneske.
Jeg vidste det ikke. Men jeg ved det nu, da det er overstået.
Det var ikke mig, der gjorde noget forkert.

Jeg er blevet gladere. Tæt på at være mig, som før hele cirkusset. Nu har jeg tilmed Basserne. Jeg føler mig rig.

Lavede kæmpebrøler på arbejde, blev reddet af chefen inden der skete noget ved det, var ked af det alligevel- efter nogle dage gik jeg til chefen og forklarede "følelsen i maven". Jeg tror på ærlighed. På at turde være sårbar. Jeg bekender mig til mod. Også på trods.
Jeg kom ud fra mødet med forbedrede vilkår, både på timer og løn. Betalt barn syg, hjemmeadgang og måske en dag "egen" arbejdsbærbar...?
Og vildt meget ros, også af ny überboss. Ingen sure miner, jeg var den eneste der var sur på mig... :-)

Men nej, jeg er faktisk glad. Mest af alt fordi jeg flytter noget i det job, og det flytter noget hos mig.
Hvad skal man i sit liv, hvis man ikke kan bevæges og selv bevæge...?

Trods at tiden frem til eksamen var fyldt med merarbejde, så gik jeg op. Var så tæt på at afmelde, og udsætte frem til sommer. Men er glad for jeg gik planken ud. Var ved at besvime af nerver lige inden jeg gik ind.
Jeg fik 12. Tænk at jeg var lige ved at afmelde dét... Godt jeg fik et anfald af klarsynet stædighed!

Hjemme efter alt dette læste jeg Bukke Bruse for basserne. Alle figurer i eventyr har deres egen stemme når jeg læser op. Og der er lydeffekter. Og bevægelser til historien.
De elsker det. Jeg elsker dem. Og da de sov tænkte jeg højt til min elskede mand;

Er det i virkeligheden ikke sådan, det bør være altid?
Er det ikke i virkeligheden det, vi jager rundt efter?
At komme hjem og læse eventyr for børnene.
Jo.
Det er DET. Og det har det været længe før de blev til.

Og det er det hele værd.

Tanker ved juletid

2007-12-06T10:07:00.000-12:00

En hvirvelvind, ind ad døren, sætte indkøb fra på køkkenbord, spæne ned ad bagtrappen, over gaden, ind gennem port til legeplads, som er gabende tom. Ind i bygningen, mit hjerte råber. Eliaaaaaass, Siiiljeeeeeee! Så er der gensynsgråd.
Kl er 16.20.
Jeg græder stille, mens jeg giver dem flyverdragterne på. Som om jeg ikke kan være i mig selv.
Jeg tænker - det her er livet simpelthen for kort til.
Jeg gør det aldrig mere - aldrig igen vil jeg hente dem så sent. Det gør for ondt.
På MIG.
Der er min dybe kærlighed til dem og rettet mod pædagogerne er en underlig jalousi, blandet med kærlig taknemmelighed - jalousi, fordi det var jo MIG!!!! der skulle have dem hos mig, HVER time, hver dag. Taknemmelighed, fordi de er hos verdens bedste voksne, profesionelle omsorgsgivere - en forlængelse af vores familie.
Men jeg gør det aldrig mere. Henter aldrig igen så sent.

Vores børn er ikke små ret længe. Og tiden skal nydes, for den går så hurtigt.

Ringer til min kusine. De takker for det virtuelle julekort, som i år er en lille film med billeder af børnene og musik under. Rigtig fin. Og jeg blev rørt da den var færdig - pludselig kom det væltende, mindet om for to år siden, da jeg pludselig opdagede at jeg ventede Silje.
Og alt det der er sket. Og al den kærlighed, der er tilbage. Til min mand, mine veninder, mit liv.
Min kusine var så glad for den. Og vi grinede og græd, mens vi så de samme billeder.
Og det bliver alvorligt, på sådan en let måde.
Og hun ligger i sengen, og hun kan mindre og mindre.
Men indvendigt føler hun alt det samme som før, det er bare det at hendes tid er knap. I telefonen, i håbet, i livet.
Men hun var her.

Vi skal huske den tid, vi fik.

Planlægger dagen i morgen, og har et møde med en professor, det er noget arbejdsrelateret og en ret vigtig opgave. Og jeg ser at det lykkes, altså det med at arbejde.
På vej ud ad døren når jeg lige at veksle nogle ord med min chef. Jeg er lidt trist, men glad på hendes vegne. Hun har fået et nyt, fedt job og rejser i det nye år. Jeg glædede mig til at gro og modnes under hendes ledelse.
Men før vi skilles siger hun:
Bliv ved med at vær den, du er. Lav ikke om på dig selv.

Nogle gange skal vi ikke frygte så meget. Måske bare beslutte at "det er godt nok at være mig".

Hjemme ligger en mail fra min ungdomskæreste - som stadig er en del af min vennekreds. Han har lige mistet to kollegaer i Afghanistan. Og jeg er bange for at der skal ske ham noget, for om 3 dage skal han hjem, og det skal han bare. Nå hjem til jul.

Vi mailer lidt frem og tilbage, om krig og kærlighed, jeg siger pas nu på dig selv, lad vær med at drikke eller prøve at ryge dine mørke oplevelser væk, når du kommer hjem fra ørkenen. Og jeg ved godt, jeg skal ikke tro jeg kan leve andres liv, men jeg ville have det så dårligt hvis jeg ikke havde fået det sagt. For jeg holder nok af ham et sted i mit stenhjerte.
Han svarer:
Du må aldrig holde op med at være den du er. Og du må aldrig nogensinde begynde at holde kæft :-)

Og det er de sidste, opbyggelige ord.
Og det kan jeg love.
For jeg tror slet aldrig jeg vil kunne finde ud af hvordan man gør det der tavshed-noget.

Se dog på dig selv, Mor!

2007-11-29T09:09:00.000-12:00

Ja - sådan tænkte jeg en dag. Inspireret af Rikkes maveknudedannende indlæg, vil jeg fortælle en smule om, hvad det afstedkom...

Jeg læste som jeg skrev ovre hos Rikke bogen "Kan selv vil selv men du må hjælpe mig". Den er fantastisk, på alle måder. Fantastisk pædagogisk for os ikke så lærenemme voksne, og fantastisk god at blive klog af. Hvis man vil.
Og det er faktisk et spørgsmål om, om man vil - for det indebærer blandt andet et helt kapitel om relationer. Hvad er en relation og hvilke typer findes der?
Den parallele relation - to mennesker i hver deres verden, for at sige det lidt populært.
Den underkendende relation "Åh det da ikk noget at græde for" - typerne hører til her. Det er den slags, som ikke kan rumme deres egne, andres, eller deres børns følelser og derfor "dysser dem ned" i stedet for at anerkende: "Jeg kan se at du er ked af det" og så bare trøste, holde om, ae på kinden, kramme og snakke. Netop denne sidste måde er et eksempel på en anerkendende tilgang/ relation.
Så er der magtrelationen. Den har vi som samfund bredt set en laaaang tradition for. Det er hvor den voksne bruger sin alder/position/fysiske størrelse til at dominere barnet psykisk/ fysisk i vores relation. Denne type af relationer er typisk kendetegnet ved et mantra som "jeg er den voksne" "du er kun et barn" og "...fordi jeg er din mor" og "du skal ikke svare igen (når barnet prøver at forklare sit eget synspunkt/ sin egen intention) for jeg er din far"... Og så er der slf alle de grovere - fysiske - magtudfoldelser, dem vi slet ikke kan rumme at vide, at børn udsættes for.
Skæld ud er - ja: "Når voksne slår med ord", altså den voksne bruger sin magt til at opføre sig underkendende osv. over for barnet.

Men når så jeg kigger på mig selv som mor. Så ramler jeg ind i de basale spørgsmål:
Hvilke relationer havde jeg som barn til "mine" voksne? Hvordan blev jeg rummet, hvis jeg blev det? Havde jeg en daglig plads i underkendende relationer og magtrelationer? Hvordan skældte min mor ud? Blev jeg slået? Hvordan skældte min far ud? Andre voksne? Hvordan var trøst? Og tryghed? Og var der meget uforudsigelighed i mine relationer til voksne?
Og endelig: Er svarene på alle disse spørgsmål, og summen af disse svar, årsagen til at jeg har brug for anger- management ind i mellem? Jeg tror det.
Svarene kender jeg. Og jeg ved også at en enkelt af mine nærmeste skildte sig positivt ud, og det var min bror. Og jeg ved at det var ikke sjovt at se på svarene. Og det kommer til at gøre ondt længe, men det er en smerte der hjælper. For det er når det gør mest ondt, at vi som mennesker vokser mest, udvikler os mest.
Hvis jeg ikke havde fået mine små mirakler, havde jeg måske aldrig vidst at jeg burde læse den bog. For min egen skyld burde jeg måske have fundet den for mange år siden. Men bedre nu, end aldrig...
Så må jeg jo se dæmonerne i øjnene, til de flygter af skræk.
I won't back down :-)

Den næststørste trussel mod folkesundheden

2007-11-21T10:37:00.000-12:00

”For de mange, som får brug for psykiatrisk behandling, kan nemlig nu nyde indersiden af et hospital, hvor der er så alarmerende sengemangel, at dybt syge patienter med behov for rolige omgivelser må sove på madrasser på gulvene”

· Psykiske lidelser er langt hyppigere end det almindeligvis antages. Mindst 200.000 danskere lider til enhver tid af depression, cirka 250.000 af angst og mindst 200.000 af misbrug. Ca. 40.000 er ramt af svære psykoser og 50.000 af demens.
· Hver anden dansk familie kommer i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem.
· WHO forudser at psykiatriske sygdomme rykker op på en andenplads over de mest belastende sygdomme for den enkelte og samfundet på verdensplan 2020. Lette til moderate depressioner koster hver år det danske samfund 5-7 milliarder kroner. En femtedel af alle sengedage og en tredjedel af alle helbredsbetingede førtidspensioner er forårsaget af psykisk sygdom. (Motion og Psyke, Psykiatrifondens Forlag og DPS.)

Det vedkommer os alle
Trods de senere års øgede fokus på psykiske lidelser er det kun sjældent, man hører danske politikere tale om, hvordan vi kan dæmme op for den trussel, vi som samfund står over for. Den ilde hørte sandhed er nemlig, at psykiske lidelser i år 2020 vil være verdens næstmest udbredte sygdom – kun overgået af hjerte- kar sygdomme. Mens vi venter på år 2020, er her en lille status over den danske psykiatri anno 2007.

Sammenhæng mellem stress og depression
Der forskes i sammenhængen mellem stress og depression, og man antager, at stress (særligt følelsesmæssig stress i modsætning til arbejdsstress eller ”travlhed”) kan føre til depression.Ved en gennemgang af danske medier vil det vise sig, at stress er et af de hyppigst brugte ord og et meget omtalt fænomen, særligt inden for de seneste 5 år. Og det er også mens man ”kun” har stress, at man skal gøre noget ved det: Der er nemlig for nuværende ikke kapacitet i den danske psykiatri til at behandle psykiske lidelser eller de mennesker, der er ramt af dem, på en kvalitativ rimelig eller tilstrækkelig måde.

For få sengepladser
For de mange, som får brug for psykiatrisk behandling, kan nemlig nu nyde indersiden af et hospital, hvor der er så alarmerende sengemangel, at dybt syge patienter med behov for rolige omgivelser må sove på madrasser på gulvene – som den femte patient på en firemandsstue. ”Et velfærdssamfund skal kendes på, hvordan det behandler de svageste medborgere”, siger nogle partier – ak ja, man kan vel være stolt, så længe man vender det blinde øje til psykiatrien.
Det er beskæmmende, og endnu mere når man betragter den nedadgående udviklingskurve, som nutidens psykiatri er lavpunktet på: Der er nemlig gennem de seneste 15 år ikke ét eneste parti eller medlem i det danske folketing, der har forsøgt at imødegå den nationale epidemi, vi står overfor, i form af psykiske lidelser.

Ministre maskerer tal
I et forsøg på at ignorere de massive investeringer, som er en nødvendig del af indsatsen frem mod år 2020, har alle officielle danske kilder fra tiden under Nyrup-regeringen og til nu, listet de 8 folkesygdomme i vilkårlig frem for prioriteret rækkefølge. Kun hjerte- kar sygdomme er en større trussel, og cancer overgår dermed ikke psykiske lidelser i udbredelse: Ikke desto mindre investeres der milliarder i cancerbehandling, men en national handlingsplan for psykiatrien frem mod 2020, er påfaldende fraværende. En genoprettelse af de 13.000 nedlagte sengepladser, plus en fremskrivning forholdsmæssigt med WHOs prognoser, ville være et passende svar på den trussel, vi som samfund står overfor.

“Cost-effective treatments exist for most disorders and, if correctly applied, could enable most of those affected to become functioning members of society.”
(kilde: http://www.who.int/mental_health/en/)

Pårørende organiserer sig Det kan forekomme irrationelt, at der foregår en tilsyneladende afvikling af psykiatrien (”outsourcing” – i denne sammenhæng snarere en vidtgående amputation, hvor psykiatri fjernes fra det, vi traditionelt forbinder med sundhedssektoren), samtidig med, at andelen af mennesker med en psykiatrisk diagnose vokser. Det kan derfor ikke understreges kraftigt nok, at de besparelser og ”omprioriteringer”, der har ramt det psykiatriske system i Danmark gennem de seneste 10 år, bør rulles tilbage og dette arbejde bør påbegyndes snarest muligt.

På facebook.com findes en interessegruppe for mennesker, der ønsker at signalere deres støtte til en forbedring af psykiatrien frem mod år 2020. Gruppen hedder Bedre psykiatri NU! og er åben for indmeldelse.

Socialminister Karen Jespersen (V) meddeler, at hun p.t. planlægger at mødes med en gruppe repræsentanter for patienter, ansatte og pårørende.

Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen har ikke ønsket at medvirke i denne artikel, ligesom han ikke ønsker at kommentere status for det danske beredskab frem mod år 2020, trods gentagne henvendelser.

Løsninger:
· At genoprette 13.000 psykiatriske sengepladser
· Indføre kontrol med medicinudskrivning (2nd opinion for at undgå psykiateres ”travlhedsudskrivninger” af for meget benzo), samt
· At oprette en national styrelse eller center, hvis formål skulle være at følge opbygningen af en velfungerende dansk psykiatri, for en styrket indsats frem mod år 2020.
· Samle psykiatriområdet i ét ministerium eller en styrelse, frem for som i dag, hvor Socialministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet ”deles” om opgaven/ forskyder ansvaret imellem sig.

Brev til Børge og Patientklagenævnet

2007-10-30T08:49:00.000-12:00

I sommer var der en sag, hvor et forældrepar anlagde sag mod en læge og en sygeplejerske, fordi deres datter døde 4 dage efter sit kejsersnit. Hun døde af et hæmatom i bughulen. De havde åbnet hende, men ikke fundet det... Forfærdeligt tragisk. Jeg græd da jeg hørte om sagen. I mine tårer var også smerten over dét, jeg selv havde følt på egen krop. Jeg havde også et hæmatom, i lysken, og ja, jeg var også nær ved at dø. Blot blev jeg end ikke undersøgt, blot snakket lidt med af en læge, og barselsgangen insisterede på at sende mig hjem.
Jeg klagede til Patientklagenævnet efter at have hørt om den anden sag. Min klage kom først 2 år og 14 dage efter, det jeg klagede over. Derfor har Patientklagenævnet afvist min sag.
Så tog jeg kontakt til pigens far pr. mail. Jeg spurgte om han kan råde mig, hvor jeg nu skal vende mig hen for at blive hørt, og hvordan procedurerne er. Han svarede i dag, at han gerne vil råde mig.
Jeg græd da jeg skrev min forklaring til ham om min sag. Det gør så ondt inden i, for jeg føler at hospitalet gjorde en større indsats for at lade mig dø end for at lade mig leve! Hårde ord, ja, men det er sådan mine følelser er. Her er mit brev til Børge:

"Kære Børge
Mange tak for dit svar. Først vil jeg sige til dig, at din datters historie til stadighed rører mig dybt. Jeg føler med dig og hele familien i jeres tab. Det kunne så nemt have været min familie, men jeg var blot så heldig, at mit hæmatom sad lidt længere nede.

I juli 2005 føder jeg min søn Elias ved akut kejsersnit, det er en torsdag. Efterfølgende kan jeg ingenting, ikke gå, stå, bade selv, bade eller pusle Elias, ja det eneste jeg kunne var at amme. Jeg kunne ikke selv vende mig i sengen eller række efter et glas vand, så ondt havde jeg! Om søndagen insisterer barselsgangen på Hvidovre Hospital på, at jeg skal HJEM, for de skal bruge min seng! Selvom jeg ikke kan gå oprejst, da jeg ikke kan rette mig op pga smerter, så blir jeg udskrevet ved en lille sludder på gangen.
Tirsdag har jeg fået det værre og er begyndt at få feber, jeg bliver sendt tilbage til Hvidovre - og her er så sagens kerne: Jeg bliver ikke undersøgt, blot sidder en læge over for mig og siger "du har nok en blærebetændelse", men hun tager INGEN slet ingen prøver, heller ikke urinprøver... Sender mig hjem med recept på medicin, jeg ikke må få fordi jeg ammer.

Onsdag får jeg noget andet af vagtlægen, mens min mand er inde at hente det for mig, ligger jeg i sengen med min 6 dage gamle søn, og mærker feberen stiger, jeg var sikker på jeg skulle dø det var det mest skrækindjagende jeg nogensinde har oplevet... Jeg var så bange for at min søn skulle ligge der, med en død mor, helt alene, og starte sit liv på den måde... Og jeg var så bange for at gå glip af ham, min dejlige søn, nu da jeg endelig havde fået ham...

Torsdag 18 timer efter jeg er startet på penicillin: min feber stiger stadig, da den rammer 40,2 bliver jeg indlagt, her går de endelig i gang, der har jeg råbt op hele ugen og ind til jeg var så afkræftet at jeg ikke kunne tale klart mere... De opererer mig midt om natten, jeg fastede og tørstede i 12 timer selvom jeg også stadig ammede, jeg måtte ikke få smertestillende, sygeplejersken ville ikke sætte saltvandsdrop op så jeg var helt uden væske, de var også nedladende og mente jeg var "hysterisk" - indtil de åbnede mit snit igen og fandt en blodansamling så stor som en tennisbold i min højre lyske. Havde de nu bare taget mig alvorligt og behandlet mig om tirsdagen, eller endnu bedre, lyttet til mig da jeg ikke ville hjem, men sagde at noget var galt...
Min æggestok og livmoder var helt smurt ind i betændelse og derfor klæbet op på indersiden af mavemusklerne, det var derfor jeg ikke kunne bevæge mig, stå oprejst, gå ordentligt. Det blev ordnet under operationen, men jeg har stadig mén, dage hvor jeg må tage kortere skridt, osv. Og jeg slap billigt.
8 dage, fra jeg fødte til de gjorde noget.

Nu har jeg klaget, jeg kom 14 dage for sent, 14 dage over 2 års fristen, jeg havde fået at vide at det var 5 år, de er ligeglade i pkn, 2 år er gået og de vil ikke behandle min klage.
Hvordan anlægger jeg et civilt søgsmål, eller er der andre instanser, der kan tage sagen op, jeg vil have den læge til aldrig at glemme, at hun nær havde taget livet af mig i arrogance og neglegt - 12-24 timer mere, så havde jeg været død! Det er deres egne ord.

Jeg græd da jeg hørte om din datter, det var helt det samme vi fejlede så vidt jeg forstår, jeg græder tit når jeg tænker på hende og på jer og på hendes barn.

Det virker absurd at på trods af din datters sag, så er der ingen der vil tage min op - lægerne må ikke lære, de må ikke blive straffet selvom de udviser neglegt, og jeg bliver så vred, skal endnu en mand miste sin datter og et barn sin mor, før de vil se på det? Hvor er patientsikkerheden henne?
Jeg håber at høre fra dig, alle dine tips, jeg skal på arbejde nu, men senere er jeg ved computeren igen - jeg er glad for at du ville svare mig, og jeg håber ikke at det har været alt for hårdt ved dig at læse denne mail.
Sender dig et stort knus!"

Ny blog

2007-10-25T00:44:00.000-12:00

Ok - af hensyn til den her blog og af hensyn til jer, der måske gerne vil slippe for at høre alle mine nørdede synspunkter om valgkampen, så skriver jeg fremover om disse emner på denne blog. I er velkomne til at bidrage og - til at sprede ordet om bloggens eksistens...

FV2007: Afgående kandidater på tv

2007-10-24T19:46:00.000-12:00

Det var meget hyggeligt at gense Frank Jensen og Pernille Rosenkrantz Theil her til morgen, hvor de var inviteret i Go' Morgen Danmark på TV2.
Men udover at de er morsomme (også nogle gange ufriviligt morsomme), så kan man spørge hvad de skal bruges til i en valgkamp?
Der synes at være en effekt af, at hive dem ind - man aktiverer nogle "tankemønstre" hos vælgerne, som ligger tilbage i den forrige valgkamp. De følelser, og den stemning, mange forbinder med Frank Jensen er et splittet A, fuld af interne magtkampe. og jeg spørger: Hvorfor skal vi reaktivere disse vinkler, denne stemning, nu? Er dette ikke et nyt valg? Er det spin, når de bliver inviteret, og er der et gran af spin i spørgsmålet om, "hvordan er valgkampen bag facaden"?
Spørgsmålet om kampvalget mellem Jensen og Thorning- Schmidt bliver selvfølgelig også taget op, men har det spørgsmål overhovedet en berretigelse nu, hvor det forlængst er afgjort, og stemmerne talt op til Helles fordel? A har en statsministerkadidat, that's it. Hvad er det da, spørgsmålet om formandsvalget (dengang og endnu længere tilbage i historien) skal gøre, og for hvem?
Jeg spørger bare...

Folketingsvalg 2007

2007-10-24T02:17:00.000-12:00

13. november 2007 er datoen, vi har ventet på de seneste 2 måneder. Fogh kunne ikke holde valgskansen længere, og i dag kom det så - og overtrumfede alle de andre ting, der er værd at blogge om. For bedst som jeg er i vildrede, kom mit speciale, proklameret fra folketingets talerstol. Så nu hedder arbejdstitlen "Identitetskonstruktion og demokratisk kommunikation - folketingsvalget 2007". Når det så går løs hen over de næste 20 dage, må jeg jo se, om titlen ændrer sig.
Objektiviteten i det forskningsbaserede arbejde er intet problem, for som det er lige nu føler jeg mig ikke tilstrækkeligt repræsenteret af ét eneste af de opstillede partier. Tankevækkende. Måske nogle kan nå at forandre dette for mig inden det, jeg har døbt "1311"?

Men før jeg stemmer vil jeg tage en tur ned ad memory lane. Tænke på Anders Storrud og alle de andre der omkom, på en krig med og mod løgn, jeg vil tænke mærkelige argumentationer og retoriske modeller der ville gøre fagfolk grønne af misundelse over ikke at have opfundet dem selv - jeg vil huske på alle de gange jeg har grinet af faglig forbavselse når Fogh i overlegen stil undveg de direkte spørgsmål om dette eller hint. Jeg vil huske asylbørnene, de i kærlighed landflygtige danskere, og jeg vil huske at 30.000 psykiatri patienter ikke havde en seng på hospitalet og at hele psykiatrien blev fjernet fra det, man kalder sundhedssektoren og outsorucet i bedste "Karen Jespersen og en øde ø"- stil. Jeg vil huske en storrygende Lars Løkke som han så ud på fortovet foran D'Angleterre på Kgs. Nytorv, storsvedende og forædt, med en smøg i hånden og en hel pakke i brystlommen.
Jeg vil huske Bertel der ikke vil indføre klagenævn for mobbeofre, og huske på at de små sammenhænge kan spille en ikke ubetydelig rolle, som f.eks. at hans kone er forstander for læseskolen ved Balletskolen (hvor børnene sandsynligvis ikke har det alt for fedt mht. mobning) og jeg vil ikke overse, at Fru Haarder her arbejder sammen med Fru Løkke.
Derudover vil jeg erindre at Dansk folkeparti råber at indvandrere skal lære dansk før de lander i Danmark, men samtidig skar de halvdelen af undervisningstiden i uddannelsen til underviser i dansk som fremmed- og andetsprog væk i de første 4 år, de var regeringsbærende...

Desværre står det stadig ikke klart for mig om jeg vil stemme på et eneste af de partier, der stiller op. Jeg synes ikke de er ambitiøse nok, jeg mener de stort set alle er alt for langt væk fra det folkelige mandat, der jo bør gå forud for og danne grundlag for Tinget.
Men hvis Dansk Folkeparti igen bliver bærende, så "finder jeg et andet samfund, der passer bedre til mig" som Fogh så smukt formulerede det i valgkampen 2001.
Måske Sverige, landet med det hjertevarme klima?

Den fede ladcykel deluxe - Feetz!

2007-10-15T07:55:00.000-12:00

Wauuw! - jeg er faldet totalt for denne her efter en prøvetur! Den er simpelthen bare for fed at køre på.

Forestil dig en trehjulet cykel som kan foldes op og ned, så man kan tage den med i supermarkedet. Forestil dig så, at den har plads til to børn og kan skubbes som klapvogn. Fortsæt med at forestille dig, at den kører som en tohjulet cykel og vejer det sammen som mormors gammel jernhest. Det er svært at forstille sig en cykel som kan alt det, men den findes. Den hedder Feetz T-bike og hitter stort i Holland.

Og den kan det faktisk! Den har 5 gear, og JA, den kan skubbes som en klapvogn, tages med overalt og så er den bare SÅ lækker at køre på... Jeg VIL have én! Nu! Ud med bilen - ind med Feetz! :-)))))

At komme videre/ hvad er der sket med dig?

2007-09-17T08:32:00.000-12:00

Hvad dækker det egentlig over, "at komme videre". Videre til hvad, og hvordan? Ikke mindst, hvorfor er det så vigtigt at komme videre, og hvornår skal man egentlig gøre det? Hvad sker der med os, hvis vi kommer videre, og kan man komme videre på én måde, uden egentlig at komme videre alligevel?

Jeg har altid haft det enormt svært med det at komme videre. Ikke svært ved at gøre det, jeg er vidst det man kalder en handlingens mand ;-). Men jeg synes det kræver alvorlig bevidsthed om svarene på ovennævnte spørgsmål: Til hvad, hvordan og hvornår? For det handler også om timing.

Nogle ting kommer jeg videre fra, fordi jeg vil. Andre, fordi det er nødvendigt. At komme videre behøver ikke være at lukke døren, smække den, aldrig åbne den igen, det kan være bare at "lade tingene falde til ro" eller "lade det ligge". At komme videre er ikke nødvendigvis et opgør eller oprør, det kan være en bevægelse indeni. En meget privat bevægelse på indersiden af ens personlige liv.

Derinde, hvor der er ting gemt, som er virkeligt vigtige, kommer jeg ikke videre. Nogle gange flytter mit liv sig, og så må jeg jo lissom følge med. Men jeg kan godt ønske at jeg stadig kunne være i en gammel ring af venner, der omsluttede mig, og vi forstod hinanden. Senere blev forståelsen måske en afgrund mellem os, en kløft vi ønskede ikke var der og som vi ikke selv havde skabt, men livet havde eroderet mellem os. Og det er dér, jeg ikke kommer videre. Jeg bliver ved at være psykisk og følelsesmæssigt bundet til mennesker, jeg føler mig tæt forbundet med. Uanset, at det går forskelligt for os.

Nogle gør ting op i "mindre/ større" og "godt/ bedre", og hvis de synes de står på den forkerte side af linjen, så kommer den lille streg til at betyde en afstand, og det er uforståeligt og det gør ondt. Og nogle gange nægter jeg at anerkende den streg. Den er en social konstruktion, og jeg vil hellere skabe en anden social konstruktion. En social konstruktion der hedder at: Vi står på den samme side, vores mål var og er det samme. At det er en illusorisk social konstruktion, er jeg fuldt ud bevidst om og det står jeg ved, for den er min.

"Hvad man giver kommer tilbage igen". Det er noget jeg tror på, og jeg har set det ske mange gange - som når den hjælp en anden gav, kommer tilbage når de mest behøver det, og mindst venter det. Det er med til at bevare vores værdighed og vores håb om, at vi ikke er "opgivet af universet", og at alting vil ske som vi ønsker det, i den allerbedste rækkefølge. Det betyder, at vi nogen gange kan slippe for selv begynde den bevægelse det er, at komme videre - verden ordner det, og karma sørger for, at vi derefter kan give slip på hvad end, der måtte have plaget os!

Og selvom jeg er svøbt ind i kærlighed, og mest af alt i den kærlighed jeg selv føler og den, jeg giver min familie, og den kærlighed der kommer igen, så har jeg forbandet svært ved ikke at ønske det for andre og der er ting, jeg kan aldrig give slip på og komme videre - fra fertilitetsbehandlingen og fra det faktum, at en arrogant læge var ved at ofre mit liv for sin egen stupiditets skyld, da jeg havde født Elias.

Dén smerte lærte jeg så meget af undervejs, at den selvfølgelig har præget den person, jeg er nu - i kernen er jeg som før, og jeg er ikke meget forandret. Men der er selvfølgelig sket noget: Mit ansigt har fået mere karakter, siger dem, der har set det. Og det fanger nok summen meget godt. Jeg har mange rynker af én, der endnu ikke er fyldt 30!
Der findes oplevelser/ erfaringer, der er så betydningsfulde (selvom det ikke traditionelt er det ord, vi forbinder med smerte, så er netop "betydningsfulde" det rette ord for fænomenet!), at man på ingen måde kan eller bør forlange, at folk skal "komme videre" eller "komme over det". Allerhøjst kan man håbe at "komme igennem det" - stærkere og rigere, og på sammme tid mere sårbar: Med en skærende og til tider besværlig bevidsthed om, hvad rynker koster!

Måske skal man være den skøre og livsberusede mig for at forstå det, men det er nu heller ikke så tosset at være mig.
Det er nogle gange tid til at indse at der med nogle ting IKKE er hverken en tid eller en grund til, at komme videre.
Og jeg tror faktisk at den erkendelse og accepten, der ligger i dét, kunne gøre mange mennesker glade lige netop dér, hvor de er.

Nu vil jeg glæde mig over lige netop dér, hvor jeg har været, nyde her hvor jeg er, og se frem til dér, hvor jeg skal hen - selvom jeg endnu ikke ved, hvor jeg er om 10 år!

Karrierekvinden...

2007-09-04T18:18:00.000-12:00

... er tilbage! Hmm, eller - i hvert fald mellem 8 og 16 :-)

Pludselig kom de jo væltende med tilbud, alle dem, der ikke har givet lyd. Så pludselig var der 2 jobs at vælge imellem, et tredje tilbud kom for sent, og den sidste samtale gik jeg selvfølgelig ikke til, eftersom jeg havde fået jobbet over dem alle.
Det er perfekt og kombinerer det sjove med det krævende, og så har det med sundhed at gøre. Og det er jo lige netop sundhedskommunikation, der er mit hjertebarn.
Meget bedre blir det ikke.

Og jeg lægger hårdt ud - har et møde kl 9.
Hav en god dag, allesammen!

At elske en ven, man aldrig har set...

2007-08-21T21:52:00.000-12:00

For mange år siden, før alt det her "bloggeri" blev moderne, og mens jeg stadig var ung af sind og naiv og fuld af fertilitets-selvtillid, skulle jeg prøve at finde noget om æg og celler og forplantning, sådan helt generelt. For hvad nu hvis...
I lang tid levede jeg i en tilstand af fornægtelse, men som månederne gik og graviditeten udeblev trods god og stabil og ivrig "indsats" ;-), blev jeg tvunget til at begynde at forholde mig til min situation.
Hver gang jeg scrollede ned over listen med fora, og passerede "Barnløse i behandling", tænkte jeg "kære Gud, lad mig aldrig nogensinde blive én af dem". Jeg indrømmer det. Måske burde jeg egentlig have skrevet det i 8 om mig, men here goes...: Jeg havde egentlig set på barnløse som nogle lidt anstrengende, berøringsangste, småneurotiske, selvcentrerede mennesker. Jeg anede kort sagt ikke, hvad det gik ud på at være barnløs. Jeg anede ikke, hvor nuanceret og krævende en situation det er, at stå i som menneske.
Men jeg fandt ud af det. Og jeg fandt ud af at jeg havde taget fejl af "dem", "de barnløse", som nu blev til "os" og "vi, der er barnløse". Og jeg blev faktisk gal over dén betegnelse. For jeg var ikke barnløs. Jeg var i høj grad mor. Det var bare kun og kun mig, der kunne se mit barn og kendte ham. Og det var så svært. For jeg ville så gerne have ham, holde om ham, kysse ham, putte ham, se ham vokse. Og give ham al min kærlighed. Nu har jeg fået ham. Og jeg har fået - af Guds nåde- endnu et barn, min datter. Og for hende vil jeg gøre alt det samme, og alt det samme vil jeg give hende. Ingen børn kunne være skønnere for mig, end disse to.

Undervejs sker der det forunderlige, at jeg møder andre. Der hjælper mig med at gro ved den umenneskeligt hårde situation, som man jo næsten ikke kan forstå at der skulle være noget næring i fertilitetshelvede, som man kunne gro af... Men det er der altså, det var der i hvert fald for mig. Og jeg var ikke efterladt, jeg var ikke prisgivet. Den indbyggede ensomhed, den havde jeg. Og det er et fælles vilkår for alle. Men jeg var ikke alene. Og det ved I allerede, for det har jeg fortalt om så mage gange.

Men at tælle de nætter, jeg græd foran et åbent chat- vindue i computeren, mens jeg talte med en Puk, en Jasmin eller en Bubbe, vil være en umulig opgave. Ikke kun fordi jeg vitterligt ikke har en pind forstand på tal. Også fordi, det var mange. Mange aftner og nætter.
Tit havde jeg lyst til at opgive mit "usynlige barn". Tit havde jeg lyst til at løbe væk og gemme mig eller bare ligge i min seng og aldrig mere stå op og møde verden og alle de børn, der ikke var født af forældre, der ville give dem ALT. Nærvær, omsorg, grænser, tryghed, kærlighed, mad, tøj eller hvad det nu var/ er.
Min sorg var for tung. Jeg undede andre deres børn og lykke, men jeg savnede mine egne, som kun en mor kan savne sine børn.
Jeg blev opmuntret af mine infertile medsøstre til ikke at give op, til ikke at give slip, til at hænge på, være stædig, blive ved. Og derfor, derfor kunne jeg, derfor gjorde jeg det. Jeg blev mor. 2 gange!

Men jeg har set, og jeg har følt, den umådeligt tunge sorg, ikke at kunne give dem det samme. Jeg har grædt om natten for de mennesker, der troede på mig og bar mig, og jeg har grædt af afmægtighed, fordi jeg ville give dem det samme, jeg ville give dem de muligheder, historien har vist at jeg trods alt havde, for at blive mor og få mine imaginære børn at se. Men hvem er jeg, at tro jeg kan det...

På den anden side, så har jeg set jer gro, eller nej, for jer der blev gravide og fødte og som jeg fulgte, har jeg aldrig mødt fysisk. Men det er faktisk ligemeget, på den måde, at jeg kender jer bedre. Jeg kender jer ikke som man kender en fremmed. Jeg kender jer, fordi I har lyttet til mine inderste tanker og følelser, I har lagt jeres sjæls skulder under min kind, når jeg græd de mest smertefulde tårer inden i. Så hvem er det, der siger, at "man kender ikke folk man ikke har mødt"? Det passer ikke i vor tid. Jeg kender i høj grad jer, og I mig.

Det jeg har fået, og fået lov til at opleve, erfare, være tilskuer til, er kampe, selvudvikling, tunge stunder, og en umådelig lykke, som mange ikke en gang involverer deres familier i. Det er det inderste indre. Og det er lige præcis derfor, jeg så skamløst bruger sætningen "jeg elsker dig" til flere af jer, jeg har fulgtes med. Fordi det er det man gør, når man ved, at man ville være et fattigere menneske, uden den anden. Da elsker man. Og det handler ikke om, om man har mødtes "live". Og hvis den først er der, kærligheden i venskabet, så kan den ikke viskes bort, fordi du har en vorte på næsen og vejer 50 kg mere end det siges "man bør"! Altså, jeg tror ikke på dén! ;-) Eller fordi du har ting at arbejde med med dig selv, eller ting du skal udvikle på. Det har alle. Forskellen er bare, at hvis vi havde mødt hinanden i Føtex Husum, ville du ikke have fortalt mig om de ting, vel?! Derfor, jeg mener, vi får og vi giver mere af os selv til hinanden, herinde eller herude, i cyberspace. Vi lægger hjertet på bloggen, og det kræver mod og integritet. To egenskaber, man jo må beundre, ellers er man dog en sten!

På grund af alt det, jeg nu har beskrevet for jer, er det en endnu større glæde for mig at Søs snart skal føde, og jeg kan ikke fortælle hvor meget jeg har lyst til at købe alle mulige ting til hende og de kære børn, hun snart skal kysse på. Og hvor gerne jeg ville være der. Vi har set hendes ulykke, og nu får vi det privilegium at følge hendes lykke og se en forælder folde sine blade ud (for forælderen er allerede vokset op som en blomst under behandlingen!) og se hende se sig selv som den smukke mor, hun allerede var da jeg for 5 år siden traf på hende første gang.

Og, jeg vil annoncere et fysisk møde for os, der har lyst til at ses live, og det bliver hen på efteråret, så Søs har en chance for at "falde til" med tvillingerne inden, så hun også kan være med hvis hun har lyst til7 overskud til det. Og NEJ, det er IKKE et møde KUN for dem der har fået børn ud af det. For vi har lige præcis lige så meget brug for jer, der stadig venter, som vi hele tiden har haft, også før vi selv fik vores.

Det er nemlig det, det vil sige at elske en ven, man aldrig har set...

8 om mig

2007-08-19T23:45:00.000-12:00

Evi har tagged mig, og det var da på tide :-) Så her kommer de, otte om mig ....

1) Jeg har et mildt sind og et gigantisk temperament, på samme tid... Det er da sameksistens.

2) Jeg er født i vandmandens tegn, og jeg tror på mange måder at det forklarer et og andet om mig... Andre vandmænd er f.eks. Kronprinsesse Mary, Anders Fjogh og Robbie Williams. Need I say more?

3) Jeg fandt min mand da vi boede på samme kollegium. Jeg troede ikke han ville ha mig og han troede ikke jeg ville ha ham. Vi tog heldigvis begge fejl i dén fornemmelse. Han er til stadighed det bedste der er sket mig, og jeg er stolt af at han er mine børns far. Han er muligvis det klogeste, jeg nogensinde har gjort.

4) Jeg er en nuanceret personlighed, der vælger mine mennesker nøje og nøjere endnu. Jeg er også sådan en der har selvironi og godt kan tage imod kritik. Men det har så fået mig til at indse, at ikke alle er så afslappede omkring sig selv, som jeg er... :-)

5) Nogle gange ved jeg ikke hvad jeg skal gøre, og der er ting, jeg er bange for. Men jeg er ikke bange for at sige det højt. Det ku jo være nogen kunne hjælpe :-).

6) Jeg elsker fisk, men nogle slags giver mig hjemve. Måske fordi jeg har spist det rigtig meget som barn. Og fordi jeg er halvt nordlænding (Nordnorge).

7) Jeg har nemt ved at blive indigneret på samfundet og på folks manglende omtanke for andre. Smålighed gør mig vred. Og jeg bør deltage i et anger- management kursus snart...

8) Jeg prøver at lade være med altid at have min mobil på mig...

Det var da otte, ikk? Eller, sådan cirka otte :-)

Eksamen, eksamen...

2007-08-14T19:08:00.000-12:00

Jeg skrev et stort projekt om kommunikation inden for sundhedssektoren (intern kommunikation), og inden for det specifikke sundhedsfaglige område, er der - til stor undren for mange- ikke tidligere lavet kommunikationsforskning; selvom det måske er lige præcis dét, de mangler for at kunne levere den service, der er brug for.
Ofte er det desuden sådan, at en investering i optimering af intern kommunikation vil have effekt på resultatet på bundlinjen. Der forekommer ofte et ikke ubetydeligt ressourcetab i virksomheder, der ikke har specialister til at tage sig af lige netop intern kommunikation, og hos andre er det et spørgsmål om snarere at øge omsætningen (f.eks. gennem strategisk branding, product placement, branding qua fora, bannerreklamer på nettet, in between- discipliner som blogging, eller mere synlige discipliner som kampagner, spots, bannerreklamer osv.).
Som den første hidtil, bedrev jeg det, man med en vis ro kunne kalde for grundforskning, og indsamlede selv empiri, udskrev, analyserede osv., da det var en individuel eksamensaflæggelse. Og dét var det mest spændende, og samtidig hårdeste, jeg har gjort i min tid ved KU. SÅ fedt!
Den eneste virkeligt ufede ting var, at vejledning ikke var til at opdrive, endskønt lektoren selvfølgelig blir betalt for det - men det har vi hørt om før...
10 på en opgave uden vejledning, er da heller ikke så værst...
Jeg samler på 10'ere...

Jeg blev bekræftet i mine bange anelser om, at dettte fag er dét, jeg kan og skal. Det er også det jeg vil. Jeg er, i følge mine medstuderende og undervisere m.fl. "den mest dedikerede studerende siden forrige årtusindskifte"... hmm, meget muligt, for jeg er reelt vild med mit fag. Hvilket unægteligt spiller en rolle i f.t. dygtighed.

Hvad taler så imod kommunikationsbranchen?
Uha uha... Jeg må sige, jeg bliver stadig overrasket. Overrasket over, hvor selvfed en branche det er, hvor slibrig og klistret og fedtet ind i sig selv, den kan være - en branche der består af spin spin spin, løgn, vennetjenester mellem mænd, og hvor kvinder holder hinanden nede ved hjælp af sylespidse stiletter; kvinden med dagens rekord i hælehøjde er den, der vinder. Tomt.

Som en komm-veninde sagde det:
"Hvad sker der mon når SLANK, topkarakterstuderende, lægefrue, under 30 og mor til 2 børn kommer til interview? Hvad ser mandlig såvel som kvindelig ansat da?
KONKURRENT. Hun skal sgutte engang på barsel???!!"

Sjovt, men: Jeg synes det var et skræmmende vidneudsagn. Naiv som jeg er, ja så troede jeg, at hvis man var tilpas dygtig, ville det bevirke at man var svær at se bort fra. Meeeen men, der er jo bare det, at hvis man skylder ham Jonas et kødben fra sidst, eller man kan få en bedre ven end mig, hvis man venter lidt...
Samtidig kan man jo hænge ud på k-forum og hygge sig lidt med rygklapperi og de sædvanlige diskussioner om hvem der skal være hvem's's nye spindoktor - fremfor en saglig diskussion om HVORDAN - diskussioner der i øvrigt kun går ud på at namedroppe, i håb om at man bliver lagt mærke til. Skægt er det at sidde i skyggen i baglokalet og se på, mens disse "store" kommunikationskanoner konstruerer sig som magtens egentlige centrum - fordi vi alle har haft undervisning i, hvad namedropping gør og ikke gør for dig, og hvorfor du bruger det. Kommunikationsforum er et bevis på, at teorierne holder. Og de selvfedeste fagfæller derinde viser det gerne frem.

Midt i dette narcisisternes inferno, dukkede et ærligt menneske op af malstrømmen, og jeg er da glad for at se at han er direktør (hos JYSK) - Kim Nøhr Skibsted. I like.
Ham kan kvinderne godt lære lidt af - som f.eks. at sige det ærligt.

Læs ham her:
http://kimskibsted.blogspot.com/

Det gik fint

2007-07-30T19:14:00.000-12:00

Besøget gik fint. Tak for jeres søde kommentarer.
Hun havde stadig håret, hun gik rundt, omend dårligt gående. Hun er meget som mig, typen der gør det hun kan, og først når hun absolut ikke kan mere, sætter sig ned og beder om hjælp. Og vi vidste begge at det handler om at opretholde en grad af normalitet og selvværd. Så nej, jeg stod ikke hele tiden klar til at gøre alt for hende, for hvis vi allerede nu begynder at gøre som om hun intet kan, så vil der gå endnu kortere tid, før hun mister alle funktionerne.
Jeg har været meget deprimeret over situationen, også efter mit besøg, og har næsten ikke kunnet tage mig sammen til noget, udover de nødvendige ting for at have en hverdag med to små børn, og så lige give dem opmærksomhed og leg også, men ellers intet, før i går. Men nu har jeg da fået skrevet et par ansøgninger, så er chancen for at få et job nok også lidt større, sjovt nok...
Siden jeg var deropppe for 3 uger siden, har min kusine tabt håret. Kan gå en gang imellem, men sidder for det meste i kørestol - med højhælede sko, for dem skal man aldrig slippe! :-) Og hun er nu så træt om aftenen, at hun ikke har energi til at tale i telefon.
Hu blev utroligt glad for mine breve og andre ting, fotos osv., jeg have med til hende. Og hun var selvfølgelig vild med Silje.
På et tidspunkt da hun sad med Silje på skødet, aede hun hende over håret og sagde: "Jeg tror du får krøllet hår, når det vokser ud..." Så kiggede hun på mig og sagde smilende:
"Det ville jeg så gerne nå at se"... ... ... ... ...

Men besøget var ikke præget af sorg og gråd osv., det var meget hyggeligt og let, og mange af de ting jeg ville sige fik jeg sagt, og vist og skrevet, men uden at det blev så højspændt. Det var meget smukt, men det var hårdt at sige farvel og vide, at vi måske ikke ses mere i dette liv. Man vil så gerne sige noget, men man kan ikke, for hvad skal man sige, det hele sidder fast i øjeblikkets afgrund af tavshed fyldt med sitrende ønsker om, at alting var gået helt anderledes. Og man kan bare se på hinanden, som vi gjorde, holde hinandens hånd og smile lidt mens man prøver at tage sig sammen, man synker og synker som for at synke sit eget hjertes slag, og man ved det er en umulig kamp at vinde over sorgen. Jeg så den bare komme med alt for høj fart, og der er ingen steder at løbe hen, for det er desværre virkeligt, det sker for os.

Men pludselig er det overstået og der bliver stille og man føler en ro, en underlig ro blandet med rastløshed, men man ved det er okay. Jeg tror at jeg følte sådan på dét punkt, fordi jeg vidste jeg havde gjort det jeg ville, fordi jeg vidste at jeg ville have fortrudt det resten af livet, hvis jeg ikke var rejst derop. Og jeg ved også, at der ikke er noget der kan pille Anne Britt ud af mit liv, min historie, den jeg er blevet. Nogensinde.
Det er da en stor trøst. Og et privilegium at have det sådan. Og egentlig er det også et stort privilegium at få tiden til at sige farvel, selvom det selvfølgelig også er dobbelt, fordi det betyder at man samtidig mister så langsomt og barskt, og man bliver rasende over at se hende lide, og måske vil vi en dag synes at alle de gode minder blev visket bort og erstattet med minder om hospitaler, prøver, dårlige nyheder, tårer, forfald, depression, og smerte - men nej, jeg tror det er sundt at sige farvel, for jeg har prøvet ikke at få lov til det, og det var det værste... Desuden har hun givet os så mange minder så gode, at det må kunne bære os alle igennem.
Det vælger jeg at tro.

Det går for hurtigt, det her...

2007-07-01T06:11:00.000-12:00

... Min kusines cancer breder sig med lynets hast. Hun er udover lungen ramt i lymferne ved brystbenet, nederste del af spiserøret, i knoglerne i foden, i lårbensknoglen og i ribben... De eneste steder der endnu ikke er cancer er i hjerne og arme, og selvfølgelig de øvrige organer såsom hjerte, lever, nyre osv.... Men ingen kender dagen.

Jeg har talt en del med hende og børnene i den seneste tid, de mener det er værst for mig fordi jeg er så langt væk, jeg mener selvfølgelig at det er indlysende hårdest for dem.
Men min tid er knap. Hun siger at for 6 uger siden var hun på arbejde, nu kan hun dårligt gå igennem stuen. Bruger vist stok og kørestol en hel del... Hun føler selv det her går faretruende hurtigt.
Jeg spurgte, om jeg overhovedet får hende at se igen. Hun svarede: "Hvem ved?"...

Og så var det jeg besluttede, at jeg vil se hende. Vil som i vil. Jeg vil se hende, jeg vil sige tak til hende for alt hvad hun er, jeg vil vise hende, at jeg tager hende med mig, hvor end jeg går. Jeg er ikke og har aldrig været en kryster, der undgår den slags situationer. Jeg ved at jeg vil fortryde det senere, hvis jeg ikke gør dette her.

At jeg så endelig er blevet inviteret til samtale et sted, hvor de synes jeg var interessant, er der ikke noget at gøre ved - det må blive på et andet tidspunkt. Regner ikke med at min værdi falder efterhånden som tiden går ;-), dertil er jeg endnu for ung...
Jeg rejser i løbet af ugen, og blir væk i to døgn i alt, flyet er booket og betalt, og jeg tager datterskatter med mig (jeg ammer stadig). Bassen bliver hjemme hos far, selvom det er imod min religion at rejse uden begge børn så længe de er så små. Jeg er væk i så kort tid og hans far er hos ham - så det klarer de fint.
Grunden til at det kun er mig og Silje der tager afsted er, at hun lige har haft gæster og opdagede, at hun ikke kan klare så meget. Hun bliver meget hurtigt træt. Og vi skal bare være sammen, hende og jeg, mest muligt.

Hun har aldrig vendt mig ryggen, heller ikke i de allersværeste stunder.
Det kan godt være dette her blir hårdt for os begge, men sådan er livet nogle gange...
Det må vi tage med.

Pas på jer selv og dem I holder af.

Chok og vantro

2007-06-20T07:46:00.000-12:00

Min elskede kusine har fået cancer. Jeg orker næsten ikke at skrive det. Eller sige det højt. Det gør ondt i mit hjerte et sted, der er hendes og mit. På det sted, hvor der altid er sommer i mit sind, hvor jeg ved der altid er latter, trøst, støtte, varme, omsorg for andre, overskud - den have i mit hjerte, må aldrig falme, visne... og jeg nægter at tro, at vinteren kan tage dét sted.
Jeg vil have hendes stemme i mitliv, jeg vil høre hendes latter, jeg ville holde om hende, jeg vil trøste hende - og jeg vil aldrig aldrig undvære hende.
Jeg kan ikke lige nu fortælle om den vej, hun har ført mig ad. Men hun er de gode kræfter, der har reddet mig i mit liv. Forstået mig. Givet mig rum til at rase, glædes, føle håb, stædighed, holde fast, kæmpe, turde få tæv, kæmpe mere, og nyde når jeg en gang imellem vandt.

Hun er hårdt ramt på højre lunge. Jeg synes det er uretfærdigt. Jeg er vred og ulykkelig og går rundt i en tåge af tårer. Hvordan er det så ikke for hende?
For hendes mand? For hendes piger?

Jeg tager det personligt og det skal jeg lade være med. Men jeg kan ikke komme i tanker om nogen, der ar hjulpet mig så meget og så fordringsfrit som hun og hendes mand.
Jeg vil bare puste styrke i hende, fortælle hende: Anne Britt, jeg tror på dig, du er mere stædig end mig. Du vil klare dette her.
Jeg vil gå vejen med dig. Ved siden af dig. Uanset hvor længe, hvor udmattende hvor hård. Jeg vil være lige der, på lige den måde, du behøver mig mest.

Men lad ikke sygdommen tage dig fra mig.

Silje og Cirkeline i hjerterne!

2007-06-14T05:28:00.000-12:00

Jeg bliver simpelthen nødt til det, før jeg overtænker det!: At bringe en hilsen til Frederikkes Cirkeline, og hendes engleveninde Silje.
Hver gang min egen Silje har Cirkeline-dragten på (som hun bare er SÅ smuk i!) så sender jeg en kærlig tanke til de to og deres forældre.
Første gang jeg læste om Cirkeline, var jeg gravid med Elias. Og ja, jeg indrømmer at jeg siden er vendt tilbage til Cirkeline ind i mellem - samtidig med jeg læser om Gustav. Jeg har ikke besøgt hendes have, men jeg føler det kommer. Siljeshjerte.dk er kommet til via Cirkelines side, da Silje havde den samme hjertefejl som Cirkeline.
Og Frederikke. Det du og også Siljes mor har gjort for jeres døtre ved at fortælle om dem og jer selv og processen, det hele,, det kan ingen ord beskrive: Den kærlighed som har båret jer igennem, og som vil bære Siljes forældre igennem, er som kun forældres kærlighed til deres barn kan være.
Jeg ved ikke hvordan det er at være mor til en engel, jeg ved hvordan det er at si alt sandet i sandkassen fordi ens barn skal kunne køre rent sand igennem legetøjsmøllen, og først bagefter opdage at man har siet DET HELE. Og jeg ved at der er mødre derude der håber at voksne engle sier sandet for deres børn lige nu.
Og det håber jeg også.
Bare en hilsen til to smukke hjertepiger, der har sat spor også hos mig...

ØV og ingen vejledning...

2007-06-12T21:49:00.000-12:00

ØV... Hvorfor render jeg lige i øjeblikket konstant ind i arrogante mennesker?
En vejleder på uni der faktisk hellere vil alt andet end netop - at vejlede.
Medstuderende der kører den dårlige "netværks"stil. Øv på øv.
Og så som altid - jeg kører på, skriver, bliver færdig, nogenlunde tilfreds (måske er det de store ambitioner, der er i vejen!), kort sagt forsøger at flyde ovenpå som det lille sandkorn, i stedet for at trækkes ned af alle de aaargh #"(/&%=?) !!!
Jeg synes det er hårdt når jeg ikke ser mine børn hele dage (nu ca. 3 uger) andet end om morgenen. Synes det er hårdt at de skal spise, bade, puttes osv., uden at jeg er der til at nyde dem. Av.
Og mens jeg er væk, er pigebassen startet i vuggestue. Verdens bedste. Men når jeg endelig kommer hjem, ved 22-23 tiden om aftenen, ligger hun i sin seng. Jeg kysser hende på den lille skaldede isse, og hun ser så lille og skrøbelig ud, og er så smuk som den dag hun blev født. Men min næse mærker forandringen. Hun dufter anderledes. Ikke længere af baby. Mens jeg var væk, ændrede hun duft. Nu dufter hun af vuggestuebarn. Barn der leger med andre børn og spiser anden mad end min.
Av. Det gør sgu så ondt. Og jeg var der ikke, mens det skete.
Det er sgu så hårdt at der burde være en lov imod det.
Og kan vi så ikke også indføre en lov imod lektorers manglende vejledning? FØJ, hvor er det uprofessionelt og uakademisk af jer. Min despekt til jer!

God sommer.

2007-06-04T18:53:00.000-12:00

Fantastisk, ikke :-) Jeg fik lokket manden - men huset er smadret, så vi skal lige have ingeniørvennen med ud at se på det, inden vi kan beslutte os...

Gode råd ER dyre...

2007-05-27T07:15:00.000-12:00

... Hvad gør en kvinde, som har fundet et passende hus, i et passende kvarter, med udsigt, til en yderst yderst rimelig penge?
Revisoren siger god for det. Prognosen er fornuftig. Huset overkommeligt. Grunden fantastisk, kvarteret skønt og stadig ikke for langt fra alting...

MEN HVORDAN OVERTALER MAN EN MAND DER ER FØDT PESSIMIST, OPVOKSET SOM PESSIMIST OG VIL KÆMPE MED NÆB OG KLØR FOR AT FORBLIVE PESSIMIST!!????????????????????????

ALLE råd modtages - alt fra kvindelist over kvindelist over manipulation og mere manipulation... Men men men ------------------------- HVORDAN, piger og drenge????

Michael Mazes mentale nedtur...

2007-05-21T07:02:00.000-12:00

... Programmet "Maze retur" om Michael Mazes arbejden sig tilbage til at være blandt Europas/ Verdens bedste bordtennisspillere, viste noget meget interessant om en mekanisme, jeg tidligere har talt om - nemlig de historier, vi fortæller os selv. Lad mig forklare:

Maze er inde i en "downflow" periode, plaget af skader og dette påvirker hans præstationsevne, ikke mindst mentalt.
I denne periode hører vi Maze brokke sig højlydt over sig selv, han fortæller sig selv "det er bare ikke godt nok", "det er simpelthen for ringe, det her" og "jeg kan slet ikke koncentrere mig" - efterhånden får man på fornemmelsen at manden ikke kun døjer med skader, men også og måske endnu mere, med sig selv, og at han måske forsøger at tirre sig selv ned til et punkt hvor han kan se bunden (om man så må sige) for derefter med sin jernvilje aktivt at beslutte at leve og sige den overbevisning der hedder "det er mig og ingen anden, der kontrollerer bolden!". Lad mig slå helt fast at det lykkes for Maze. Efter den første optur, begynder han at tale positivt til sig selv - "det er bare så godt det her" og lignende. Og det breder sig, fra "talk" til "walk", således at han ender med til fulde at gøre det ligeså godt, som han siger det er efter den første succesoplevelse.

Efterhånden som successerne kommer og han vinder sine EMkampe, hører vi en Maze der snarere siger "jeg" end "man". En lille sproglig markør der viser, at manden er på vej i kontakt med sig selv. Og jeg vil vove den påstand at enhver sportsmand/erhverskvinde/enhver der gør noget på topplan (og da i princippet også alle andre!) er inderligt nødt til at være i kontakt med sig selv. Kontrollere sig selv - det er det eneste, vi virkeligt kan kontrollere!

Jeg beundrer Mazes retur og hans vilje er ikke fremmed for mig, selvom vi præsterer indenfor to vidt forskellige sfærer. Jeg vil også vedkende mig hans temperament, og det er måske en fælles knast for mange - men én ting er helt sikkert:

Fokus kommer af at være i kontakt med sig selv. Og kontakt med sig selv og evnen til at opnå sine mål gennem en fokuseret proces er tæt forbundne med at fortælle sig selv de positive historier.

Så - en anden dårlig gang: Tjek lige hvilke historier, du fortæller dig selv!

Hvem sagde kontrol?

2007-05-05T09:18:00.000-12:00

Tilbage til kontrolslipningsprojektet :-)

Jeg er færdig med bogen - og har besluttet at læse den igen. Der er ingen tvivl om, at jo flere gange jeg arbejder mig grundigt igennem den, desto bedre vil jeg kunne implementere de ting, den gør for mig... eller de ting, jeg gør, med den som vejviser.

Den seneste tid har budt på mange "kontrolslipningsting", nogle mere grænseoverskridende end andre. For at fortsætte jobsøgningen var jeg nødt til at foretage en ændring af mit perspektiv - fra at se mig selv som mor på barsel, studerende og studenteransat på min hidtidige arbejdsplads (verdens bedste sted!) , var jeg nødt til helt banalt at nå til dét punkt, hvor jeg overhovedet kunne forestille mig også at være noget andet, og at være ansat et nyt sted i "XX" virksomhed.
Jeg fik en snak med min chef om det, og hun coachede virkelig - så jeg kom glad hjem og satte mig til at skrive, tog mod til mig og fik sendt dem... de 5 ansøgninger...

Jeg er kaldt til interview 2 steder, det ene en meget (som i meget meget!) stor aktør indenfor mit felt, så jeg er bestemt allerede smigret over blot at være kaldt til interview. Og naturligvis er jeg da nervøs :-). Jeg må bare bringe alt hvad jeg har, med ind i det jeg gør - og er jeg så ikke den rette for dem, så er det kun fint at finde ud af det før man bliver ansat. Så de og jeg kan finde det rette. Men det ved jeg jo slet ikke endnu, jeg kunne jo faktisk også være den rette for dem?! Viiild tanke. Nogle gange kræver det næsten mere at kunne kapere "den gode forestilling", end dem hvor man forestiller sig at det ikke går... Har jeg ret?

På en eller anden måde er jeg skræmt fra vid og sans over det tempo, mit liv ændres i lige nu... Eller rettere, det tempo jeg har skabt ved at ændre mit perspektiv, og dermed ændre mit liv.

Konflikterne med "fødestedsfamilien" trives, og jeg er selvfølgelig ked af det - men i virkeligheden er det bare den samme gamle kendsgerning: "Budbringeren bliver altid slået ihjel". Nu er budbringning jo lissom ret meget min metier...ja faktisk den hele...

Jeg synes jeg vil have lov at aflevere de traumer, sorger o.s.v., som jeg har båret for min familie, tilbage til dem. Så jeg kan få lov at definere min egen livsfortælling.

Jeg synes jeg er rimelig.
De er slet ikke enige.
Men forskellighed er et grundvilkår, vi mennesker har til fælles.

Jeg bliver ikke mere hel eller lykkelig i mig selv af at foregive at jeg kan bære deres byrder.

Jeg vil det ikke. Mere. Aldrig mere. Jeg gør det ikke. Jeg står fast.
Jeg nægter at føre min families mønstre videre til mine børn.
Jeg vil gerne have nærvær retur. Og plads til at leve almindeligt, tale om almindelige ting.

So help me God.

Den gamle sang

2007-05-02T09:31:00.000-12:00

Den gamle sang fra mine barnløse tider kom tilbage i dag. Og sjovt som jeg finder sange på mit modersmål når følelserne er stærkest...
En sang fyldt med smerte, men også med håb og styrke. En sang med alle flosklerne fremme, men stadig så smuk, så smuk- og det syntes jeg også dengang!
Der er grædt mange resignerende tårer under lytning til denne sang (ja og indrømmet, hele dette albummet fra Sissel!) mens jeg ventede på test - igen og igen.

Og jeg troede aldrig at mit lille hjerte skulle holde op med at briste. Jeg troede ikke der var en sti ud af tårernes dal - men det var der. Og I dag valfarter mine tanker til den hellige Tuk-Tuk River, og ind i Regnbuelandet, og det føles som om min sjæl igen venter på noget der er større end os alle tilsammen...
Kunne jeg holde din hånd Puk, så gjorde jeg det.
Jeg kan ikke vente til den dag jeg kan kramme og kysse dit Regnbuebarn - og dens mor.
PS: "Lær mig at kjenne" fra samme album kan også være fin at hente styrke i :-)

Her er "All good things"

All Good Things
(Morten Abel/B?Fjordheim)

If you ever would need someone
Then think of me
If you ever would need someone
Then think of me
Need you ever to love somone
Consider me
Need you ever to love somone
So think of me
I'm free
All good thing come to the one who waits
All good thing come to the one who waits
Since I never had to fight
I loose easily
Since I never had to fight
I still believe
Patiently that
All good things come to the one who waits
All good things come to the one who waits
All good things come to the one who waits
All good things come to the one who waits
If you ever would need someone
Then think of me

Tribute part II

2007-04-17T21:22:00.000-12:00

Til foråret. Til kampen for at reproducere sig :-)

Og et kæmpe tillykke til alle jer, det er lykkedes for indtil nu. Det er ikke "bare" lykkedes, det er noget I har kæmpet for, grædt for, lidt uendeligt meget for, kæmpet for at bevare troen på. Der er for nogle stadig et stykke at gå. Og for nogle længere, end for andre. Men:

Frygt ikke langsomheden, piger! Frygt kun stilstanden.

Sjovt billede, ikk :-))))))))))))))

Tribute part I

2007-04-16T08:08:00.000-12:00

Tribute - jeg mangler ord...men har dette billede...

PUK - jeg blev muntret op, bliver du? Jeg fandt den da jeg ryddede min mors bo. Det er et arvestykke. Den ville vidst gerne findes. Den husker mig på noget vigtigt. Noget der ligner en happy end... for alle i Trekløveret.
Jasmin - savner dig.
KRAM til jer.

Gættekonkurrencen om Søs' BØARN :-)

2007-04-14T08:57:00.000-12:00

Ja lige et lidt mere muntert indlæg herfra................

Hvis vi kunne se ind i fremtiden, skulle vi så hviske folk den i øret? Nej, ikke altid.
Men nogle gange kan den jo smutte.
Den smuttede f.eks. for mig tilbage i efteråret, da jeg spurgte min elskede faster om hun godt vidste at hun skulle være farmor til en pige næste efterår? Ganske rigtigt, det er nu annonceret at der ventes en pige til oktober... Ok, kan jo være mere held end forstand. Kunne jeg måske spå mig selv? Tja tja, på køn kunne jeg, men jeg drømte også begges ansigter hver gang i uge 9. Og JA, de ser ud som jeg så dem i drømme. Med Elias drømte jeg endda at det endte i kejsersnit - det gjorde det jo desværre også, 15 uger efter min drøm......................................

nå ja, så var der den allerførste, dengang jeg drømte at min farfar døde. Jeg var 6 år og blev mega bange. Morgenen efter vækkede min far mig tidligt, min farfar var død om natten.
Man lærer at leve med det, og man lærer også at de ting der skal ske, sker uanset om man fortæller dem eller ej - men mange ting skal man ikke fortælle - og det er undtagelsen at man "mærker" eller drømmer ting, der sker - men nogle gange gør JEG........................

Jeg spurgte Min fasters mand der var syg, hvor længe han troede han havde igen, "jeg er heldig hvis jeg får sommeren med" sagde han, selvom han ifølge lægerne kunne leve 10 år endnu, jeg var lettet over han selv sagde det, for jeg vidste at der ikke var længe igen. Han døde 2 1/2 måned efter. Pludseligt leversvigt (han var ikke alkoholisk).

Jeg mdøte min mand, det var bare en konstatering i mit indre, "nå er det SÅDAN du ser ud!", og det var det, her sidder vi - sammen....................... ;-)

Jeg har aldrig taget fejl af køn IRL, selv vildtfremmede har jeg kunnet mærke det på, men jeg siger det vanligvis kun når jeg bliver spurgt.
Men der kan jo ske en smutter, SØS :-) jeg føler mig så overbevist om at det er en af hver - men uanset hvad er der jo to skønne unger der kommer ud for at have lige netop jer som forældre, og gættet eller ej, så er det *sgu* da det mest fantastiske EVER :-) indtil videre, i hvert fald (PUK ;-)).

Jeg har en meget nær veninde, som i lang tid har døjet med kærligheden, nu har hun mødt denne vidunderlige fyr, som er helt igennem lige noget for hende, og de er allergladest sammen - jeg fryder mig. For indeni der har jeg ligesom et lille flashforward --------- og jeg ved at inden udgangen af 2008 ventes en lille pige.
Kun ved de det ikke selv.
Men hvis de vidste det kunne de måske modarbejde det "bare for en sikkerheds skyld". Og dét vil vi jo ikke have ;-)..............................
Så vi siger ikke noget. Schhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhh

Min næste post skal bestå af fotografier og kommer til at hedde "Tributes to..." :-)
og indeholder særlige godter til særligt udvalgte, der ofte er i mine tanker :-)

(Lidelses)Historier, vi fortæller os selv

2007-04-07T10:23:00.000-12:00

Her kommer en post, for en gangs skyld sent om natten, men naboen gav en alt for sen kaffetår, så jeg kan ikke sove :-) Tænk at jeg stadig tillader mig selv den slags sløseri :-)

Denne post skal handle om de historier, vi fortæller os selv. Historierne om vores liv, og hvordan vi blev dem, vi blev. Vi kender dem sikkert allesammen, og hver især har vi vores egne historier og vores egne særegne måder at fortælle dem på.
Prøv f.eks. at læse nedenstående historie om pigen, der havde en ond stedmoder:

"Min far fandt en ny kæreste og hun brød sig ikke om børn. Slet ikke børn, hun ikke selv havde lavet. I starten var hun meget venlig imod os, men det ændrede sig hurtigt. Ved middagsbordet blev jeg tvunget til at spise med kniv og gaffel (jeg var 5 år) og hun råbte "mær" ind i mit ansigt tværs over bordet, hvis jeg spildte på dugen. Jeg var bange for hende, og jeg hadede at min far aldrig hjalp mig, kom mig til undsætning. Om aftenen var jeg bange for at sove, for hvis jeg fik mareridt vidste jeg, at jeg ville få skæld ud fordi jeg så ville være for bange til at sove. Min far listede ind og trøstede mig og skyndte sig at gå igen, når jeg holdt op med at græde. Så lå jeg stille i mørket og græd, mens jeg kunne høre dem diskutere "om ikke hun gør det med vilje". Jeg kaldte ikke på min far. Med tiden lærte jeg selv at håndtere mine natlige mareridt. Jeg græd til jeg faldt i søvn igen og prøvede at lade som ingenting, håbede at ingen hørte mig."

Prøv at tænk over historien. Ingen tvivl om at pigen har haft det forfærdeligt. Og hendes perspektiv er naturligt nok derefter. Der er en enorm afmagt i det - dén afmagt, et offer naturligvis føler. Et barn der stadig sidder i en voksen og fortæller.
Men historien kunne også have haft et andet perspektiv. Den kan omskrives. Så ser den sådan ud:

"Min far fandt en anden kæreste. Hun brød sig ikke særligt om os, da vi var børn. Hun havde selv haft en svær barndom, var plejebarn, havde fået tæsk og aldrig kendt andet end det. Hun var aldrig blevet mødt med varme og kærlighed, og vidste ikke meget om, hvad børn havde brug for eller hvordan man gav det. Hvor skulle hun vide det fra? Hun havde aldrig kendt andet end hårdhed... Hun var ked af det og vred på sit liv, hun var altid blevet trådt på og holdt nede og fik aldrig andet at høre end at hun ikke var noget værd - selv da hun blev voksen. Min far forsøgte at vise hende kærlighed, men hvordan skulle hun kende den eller turde modtage den? Vi frygtede hende, gemte os for hende og lavede historier hvor hun var heksen, der rejste til Bloksbjerg og aldrig kom igen. Jeg forsøgte mange gange i løbet af min barndom og ungdom at trænge ind til hende, hver gang nåede jeg et stykke videre, men hver gang skubbede hun mig pludseligt væk. Og jeg forstod det ikke. Jeg holdt aldrig op med at ønske at vi kune få det til at du, og jeg tænkte at kærligheden måtte da vinde til sidst - alle har brug for kærlighed. Også min stedmoder.
Idag, hvor hun blevet bedstemor, er det ikke kun til hendes egne børnebørn. Hun er også mine børns bedstemoder. Tiden har været god mod hende, og tiden læger ikke alle sår, men dem der måtte være tilbage mellem hende og jeg, dem har vi glemt. Hun græd med mig da jeg ventede, støttede mig undervejs, hjalp mig da jeg havde født, og når hun leger med biler sammen med min søn og siger billyde og nænsomt aer hans bløde kind, så ved jeg at det bedste jeg har gjort var at tilgive. Forstå at hun gjorde det ikke af had, men fordi hun ikke vidste bedre. Hendes vrede og afsky var ikke rettet mod mig. Og jeg er blevet rigere af at jeg stadig har hende i mit liv."

Den sidste historie er helt klart den mest positive for dens indehaver. Som alligevel fik en bedstemor til sit barn. Og som indså at der var større ofre end det, at være stedbarnet - nemlig at være stedmoderen! Ved at tilgive har hovedpersonen her sluppet den sten, der trækker hende til bunds i den første fortælling. Og det vil sige, at tilgivelsen først og fremmest gavner den, der giver den. Det giver frihed til at skabe en anden relation - mest til sig selv.
I fortælling 2 er det ikke barnet der er offer, og hun ser sig selv fra en mere fremadrettet position. Hun har ændret sit perspektiv.
Nogle mennesker gør dette, fordi det er et valg. Andre er sådan. Andre igen ville ønske de kunne.

De historier, vi fortæller os selv er vigtige - for hvem vi er, hvad vi kan blive, og hvad vi viser os selv om os selv. Det er en lille del af at slippe kontrollen.
Og samtidig en hilsen til ham, der engang gjorde mig opmærksom på, at jeg er så uendeligt meget mere end et offer. Hvor havde han dog ret - selv dengang!

God påske!

Slip kontrollen PART II

2007-04-02T08:40:00.000-12:00

Tak for jeres søde kommentarer. Jeg er stadig i gang med projektet og det går fremad. Hele sidste uge forsøgte jeg at holde mig stramt til mine planer for dagene, og ikke at lade mig afbryde af diverse "andres projekter" - for det er mit liv, jeg først og fremmest skal holde kørende. Det betød så at min mor blev hysterisk desperat vred på mig og sagde de styggeste ting, så p.t. "holder jeg ferie", jeg vil ikke længere acceptere at lade hende dræne min energi og ødelægge mine dage.

Det er egentligt utroligt hvor meget det betyder - og utroligt at det er så svært- at overholde aftaler, man har indgået med sig selv. Der ligger en frihed i dét, at være fokuseret.

Jeg har sat jobsøgningen lidt på stand by forstået på den måde at det kommer når det kommer, der er andre ting som har mit fokus lidt endnu. F.eks. mine børn og mit studie - men jeg tjekker jævnligt de sider, jeg ved kan byde på noget godt, og har også et par steder jeg vil søge - men nu har jeg jo også lært, at man ikke skal skrive at man har 2 små børn... Ikke at jeg overhovedet forstår holdningen, børnene forsvinder jo ikke bare fordi man ikke nævner dem, men det siges at sådan er verdenen gået af lave........ det må jeg jo så grunde over. Tænk at jeg naive kvinde stadig tror på at det viser mere hår(d) på brystet at man TØR at være ærlig, end at "lade som ingenting". Og tænk at jeg ikke kan få det over mig at lade som om mine børn ikke findes!!!!!! Det synes jeg altså er et helt urimeligt krav at stille til en mor, jobsøgende eller ej............ MEN da dette ikke er indenfor min kontrol skal jeg nu istedet vælge, hvordan jeg vil respondere på denne livets realitet.

Rikke spørger hvad bogen hedder. Den hedder slet og ret "Slip kontrollen" og er skrevet af Joe Caruso. OG det er de bedste 50 kroner, jeg har givet ud nogensinde! (altså bortset lige fra de penge jeg har brugt på hormoner til IUI og graviditetsteste ;-))

THANK YOU, JOE CARUSO : NOT ONLY DID YOU SAVE MY LIFE, YOU SAVED ME IN MY LIFE!

Slip kontrollen!

2007-03-22T20:20:00.000-12:00

For ikke så længe siden, ramte jeg bunden. Jeg er nok typen, der først raller lidt for mig selv og er til tælling, og først bagefter fortæller om det.

Egentlig var det kulminationen på lang tids stress, både følelsesmæssigt og praktisk. Bekymringer hobede sig op, om småt og stort, og mange af dem handlede ikke om mig eller os.
En dag var jeg så udkørt, at jeg ikke engang kunne sove- kun græde. Noget måtte ske.
Med lidt hjælp fra min kære mand, besluttede jeg mig for at tage springet. Jeg er nødt til at forandre mit liv - indefra. Og det er mere livsvigtigt for mig, end at holde op med at ryge!

Dybest set handler det om, at jeg skal slippe kontrollen. Det gik for alvor op for mig en dag jeg var på bogudsalg. Jeg fandt en bog, der handler om netop dét. Jeg læser i den, lidt hver dag, men sluger den ikke. For hvis jeg skal integrere dét, den giver mig, så skal den ikke sluges, men fordøjes bid for bid.

Jeg har indset at ingen og intet, udover mig selv, egentlig er indenfor min kontrol. Jeg kan ikke bestemme om og hvordan, andre skal løse deres problemer, vinde kampen mod verden eller dem selv. Jeg kan råde andre, men ikke løse deres livsgåder. Jeg kan kun arbejde på at løse min egen. Måske egoistisk og ikke særligt kvindeligt, men sandt.
Jeg har et væsentligt problem i processen:
At slippe kontrollen strider imod min grundliggende programmering.

Jeg er programmeret, helt fra begyndelsen, til at "ordne op" for andre. Blandt andet fordi, det var det min familie behøvede mig til at gøre. Tage stilling til deres problem(er), finde en løsning, organisere og udføre den. Nogen der genkender dette?
For at blive fri må jeg derfor frigøre mig fra programmet, og holde op med at gøre som jeg plejer. Stoppe med at tage alting til og på mig. Slet og ret - LADE VÆRE. Svare på en måde, jeg ikke plejer, afvise krav, ikke gå ind i enhver diskussion der lægges op til, og så videre.
Jeg kan nemlig vælge noget andet. Mine valg er nemlig i min kontrol. Andres valg er ikke.
Det lyder banalt og det er det. Så banalt at det er svært at integrere. Svært virkelig at føle. Men når det lykkes er det godt. Jeg er okay!

Jeg har taget springet nu. Et spring der vil forandre mit liv. Og givetvis også den jeg er. Jeg springer, fordi jeg tror på at det kommer til at gå godt, og dybest inde har jeg altid vidst, at jeg ville gøre det en dag. Det er en naturlig forlængelse af de valg, jeg har truffet i mit liv indtil nu.
Så jeg er i frit fald. Jeg har fundet snoren til faldskærmen. Nu skal jeg folde min beslutning ud. Og svæve.
Have ro i maven.
Finde et rart sted at lande.
Jeg kan ikke bestemme hvad der kommer udefra, og sker i mit liv. Men jeg kan vælge min reaktion på det.
Jeg ved ikke hvem jeg bliver, men jeg bliver min egen. Jeg bliver fri, sådan føles det. Og det føles rart. Når jeg lander er min mand ved min side. Stadig. Som hele vejen.

Det startede for længe siden. Da så barnløshed og behandling ramte mig, blev jeg for alvor vækket. Rusket ud af min illusion om kontrol, på brutal vis. Det var et ønske der ikke kunne opfyldes, ej heller kontrolleres. Det er endnu mere hårdt for en, der dybest set er programmeret kontroltøs!

Når vi synes vi er svage, er vi måske i virkeligheden stærkest. For det var dér, da jeg endelig ramte bunden, at jeg begyndte en ny modningsproces. Fandt nye veje, frihed og tog et skridt nærmere at slutte fred med mig selv og min skæbne. Det var ikke sket, hvis jeg ikke havde slået mig, var blevet skuffet, havde været ulykkelig. Så måske var det slet ikke en forbandelse alligevel. Smerte er kun en overgang.

Som Mary Alice fra Desperate ville have sagt, sådan vil jeg gøre.
Nyde disse smukke dage.
Det er mit projekt lige nu.

Jeg håber I vil glæde jer sammen med mig.

Jobsøgning - "sælg dig selv, så!" - karrieredage!

2007-03-01T20:30:00.000-12:00

"Sælg dig selv" er det store budskab, man som jobsøgende hører igen og igen. Personligt er jeg ved at være træt af mantraer, som er fundet på af folk, der allerede er i job og som desperat prøver at beholde konsulentstillingen ved at gentage sig selv.
Det er selvfølgelig dybt logisk, at det drejer sig om at sælge sig selv bedst muligt, hvis man vil have et job. Hvad der derimod trætter mig uendeligt er den sleske undertone af, at jeg skal sælge mig selv for hvad der end skal til, for at få en arbejdsgiver til at ansætte mig.
Ja, jeg er akademiker, og JA! JEG ER HUMANIORASTUDERENDE, og det vækker min indre løve at se at kommunikationsfirmaer til stadighed søger cand.merc.'er frem for "rigtige" kommunikationsspecialister.
Jeg skal komme frem med mit (lange) cv, der tæller alt fra kopiering til projektledelse, pressehåndtering og krisekommunikation krydret med frivilligt arbejde i Ungdommens Røde Kors og i teaterverdenen (en sjov ting jeg var med på under min barsel med Silje), men det vigtige er ikke om jeg er en seriøs, velfunderet og dygtig kadidat til en 20 timers stilling, nej: Det vigtige er at jeg kan overbevise verden om, hvorfor de skal ansætte humanister, og hvorfor vi i kommunikationsstillinger er mere specialiserede end vores cand.merc. kollegaer (og al respekt for dem, da). Summasummarum er for mit vedkommende at jeg til stadighed vender tilbage til mit mantra, som er at det ikke haster endnu, at få ansættelse. Min barsel slutter først til juli, og selvom det da ville være rart at starte arbejde før (for min egen fornøjelses skyld) så går vi ikke fallit foreløbigt.

Vi studerende hører sjældent om de krav, vi kan tillade os at stille til en arbejdsgiver. Personligt foretrækker jeg f.eks. en stilling i en virksomhed, hvor ansættelsesforholdet og den kollegiale omgangstone baserer sig på tillid til, at en opgave der er i mine hænder, trives og vil blive udfoldet dér. Jeg har oplevet en chef der konstant kiggede på min skærm og som viste sin vantro når min stærkt absorberende hjerne havde løst og afleveret endnu en opgave for organisationen - til tiden! Det er siden gået op for mig at det med deadlines ikke ligefrem er noget man springer rundt for indenfor det offentlige (undskyld mig, men det er ligesom med kontraktforhandlinger - "det går nok, Tårnfalk!")......... I stedet for at sælge mig selv til lavestbydende og sidenhen udvise min taknemmelige ydmyghed og acceptere den konstante kontrol (som virker utroligt forstyrrende for mit arbejde!!!!) vælger jeg at vente på det rigtige job og ikke søge hvad som helst. Et job hvor der er plads til min fagperson, for ja, der er ikke kun fag, men også person bag enhver jobtitel.
Men med IT-erfaring, erfaring som sparringspartner for ledelse, projektimplementering, rapporteringsansvarlig med meget mere, så burde det ikke være så vanskeligt at forstå - når jeg tilmed vil tage et års studieorlov for at kunne arbejde 37 t. pr. uge for den rette arbejdsgiver... Nu må vi se, måske er det meget svært?
Jeg er træt af sælgerhistorien. Som om man gør noget forkert ved at søge job. Der må være grænser for uværdigheden og ydmygheden - selv for humanister!

Men med fare for at få på puklen -hvad synes I, kære medbloggere?
(Uha, farligt emne, jeg ved det)

Vrede til debat

2007-02-28T09:55:00.000-12:00

Et sted i blogland drøftes vrede. Jeg vil gerne give mit besyv med.

Jeg har, som bloggeren der har taget emnet op, selv et meget "sydlandsk inspireret" temperament. Nogle dage er jeg f.eks. nødt til at vælge nogle bestemte personer fra, eller zappe væk fra givne tv indslag - jeg bliver simpelthen for vred ellers.
Jeg har taget mig den frihed ikke at undertrykke mit temperament, men som barn blev jeg både hånet og grinet af på grund af den ustyrlige trykkoger, jeg levede i - ok, der var også en del frustrationer, og ud skal de jo!
Lad mig afsløre at min families håndtering af mit temperament, vrede og frustration ikke har ændret sig væsentlig over årene. Hvilket er en stadig kilde til skuffelse, afmagt og ja - vrede!

I min optik er den vigtigste måde at håndtere til eksempel sit barns vrede på at anerkende den. Anerkende den ved at sige "jeg kan godt se du er vred, og jeg kan godt forstå det, det er også dumt!" eller simpelthen bare "ja du er vred nu" og så evt. en forklaring på, at det er da også irriterende at han ikke selv kan øse op endnu eller at han ikke må lege mere med vand, eller hvad det nu er.

Det værste jeg ved er når min følelser ikke bliver anerkendt - at anerkende er at acceptere, kan vi nogensinde ikke acceptere et andet menneskes følelser? Nej, det er pseudo at tro, at man kan andet - for vi er NØDT til acceptere også vores medmenneskers skyggesider, for vi kan ikke kontrollere (andres) følelser, følelser ER. Og det skal de have lov til - uden at det betyder at vi billiger dem. At acceptere og billige/ bifalde er nemlig, modsat hvad mange tror, ikke det samme. Accept indebærer ofte en tilstand ved én selv eller andre, man ikke har indflydelse på eller ikke har mulighed for at ændre.
Anerkendelse består i at bekræfte det man ser, hører eller oplever - og det efterlader "den (vredes)ramte" i en tilstand, hvor vedkommende får mulighed for at udtrykke og bearbejde sine følelser. Når man bliver sendt væk til sit værelse med dem, overladt alene med sine følelser, udelukket fra fællesskabet, eller som jeg blev det, overhøres brutalt, afbrydes, omgåes i tavshed og ingen spørger ind til dine følelser eller viser et ønske om at forstå (også selvom den et årige ikke kan svare, så kan han forstå at hans følelser "gerne må være der"), så føler vi os i bund og grund uvelkomne med vores skyggesider. Og deri ligger kimen til tonsvis af konflikter,anglen efter anerkendelse, endnu mere frustration og vrede, og i sidste ende en masse tårer.

Men hvorfor er vreden så meget mere forfærdelig end lykken? Er den mere udadrettet, eller er det bare fordi "vi mennesker kun vil have de sjove ting"?
Er vreden ikke som så mange andre følelser en del af livet? Burde vi ikke kunne håndtere vor egen såvel som andres vrede? Lytte til vredens indhold og ikke se det som et personligt angreb, når nogen omkring os har brug for hjælp til at håndtere deres vrede?
For det meste er der en forklaring - selvom følelser blot ER - men uanset hvad - stå inde, op, klar, for din og andres vrede, for det er ikke farligt.
Jo mere du tør den, jo hurtigere hjælper det.

Vreden er en vigtig drivkraft for mennesker. Uden den var der meget få politikere, for eksempel :-)

Til jer

2007-02-04T23:01:00.000-12:00

denne her er så smuk så smuk
se den nyd den, find mod og styrke ved den...

http://www.mayyoubeblessedmovie.com/

Travlhed

2007-01-18T01:27:00.000-12:00

Som I nok har regnet ud, har jeg ganske travlt for tiden.
Manden bliver færdig uddannet om 5 dage (hvis han består den sidste eksamen, hvilket han bare SKAL), derpå følger div. gallafester + at jeg skal holde fødselsdag næste fredag.
Samtidig er jeg ved at rydde min mors bo, idet hun er kommet på plejehjem, og jeg har flyttet de ting, hun skal have med.
Vi har det godt, ind i mellem bliver der tid til at få børnene vaccineret, gå til bestyrelsesmøder i vuggestuen osv osv.
Jeg holder øje med jer, kigger ind hos jer en gang imellem og tjekker at alt går planmæssigt, og ser hvordan I har det, men der er ikke meget tid til at skrive poster.
Den 18.2. skal Silje døbes, i Grundtvigs Kirke, og vi glææææder os. Men der er jo så også nok at gøre i den forbindelse - samtidig har jeg haft eksamen og skal nu starte semester igen 1. februar, hvis jeg altså finder barnepige til Silje for de 49 timer, kurset varer.

Jeg er stolt af mine børn og hvor nemme de er, stolt af min mand og hvor nem han også er og hvor dejligt vi har det sammen allesammen :-)
Mine unger spiser, skider og sover godt - Elias kan så mange ting, og skal han have børstet tænder er det bare at sige det til ham, så kommer han selv og åbner munden, bare et eksempel på hvor nem han er.
Silje er stille og så utrolig harmonisk indtil videre, hun griner når man taler med hende, elsker at gøre gymnastik og øve trille rundt. De er begge meget fleksible og an kan have dem med overalt, de er trygge selvom dagen brydes i ft. hvad de er vant til, og de elsker hinanden meget højt, Elias krammer hende og kysser hende og hun griner imens og rører ved hans lille ansigt med sine små hænder.
Alt i alt - perfekt...
Oveni det så går jeg med en lille somerfugledal i maven over Maria Gs fødsel, og over Søs' endeligt opnåede graviditet.
Jasmin og Puk - jeg er her endnu. Og for altid.
Evi - tak for din evige omsorg, som også PUK skriver, du er fantastisk.
Og tak til jer, der alligevel ikke forsvandt fra Blogland ;-)

KRAM

Skår i min netverden

2006-12-07T10:33:00.000-12:00

Der er gået skår i min netverden... Der er brækket et lille hjørne af, og det gør ondt. Og jeg er bange for at det skal brede sig.
Jeg tager ind i mellem en runde, for at se hvordan I allesammen har det. I er en hel verden for mig - en parallelverden. Og nu er der én, jeg ikke kan se. I ved måske hvem det er. En har brug for at beskytte sig, det forstår jeg.
Det åbner spørgsmål. Ubehagelige spørgsmål. Først og fremmest: Hvad er der sket? Dernæst: Er her farligt nu? Og endelig, hvad er der egentlig herinde, på nettet, der gør at man nogle gange må og skal beskytte sig? Mod hvem og hvad, og hvordan kan noget herinde i mit naive univers være så modbydeligt, at dét bliver nødvendigt?
Jeg savner. Jeg håber alt er i orden hos min nu manglende blogger - der forsvandt på den berygtede/berømte tavse måde... Jeg tænker, er jeg også medskyldig i folks forsvinden, fordi jeg er en del af dette univers? Bliver man med sin væren blot, selv en medskyldig?
Hvor mange spørgsmål kan man stille i én post?
Og er der noget man kan gøre?
Håber ikke der er tale om en blogdøds-epidemi... håber du har det godt derude, derinde, deroppe, derhenne om bloghjørnet!?!
Under alle omstændigheder sender jeg kram til alle og uddeler virtuel kage, for lige om lidt er min blog 1 år...

Søskendekærlighed...

2006-11-13T21:14:00.000-12:00

Da jeg blev gravid og panikkede i vantro og ængstede mig for min dengang meget lille dreng, om han ville tage emotionel skade af at få en lille søskende, sagde min sundhedsplejerske (som jo efterhånden er en del af familien, eftrsom vi har set hende regelmæssigt i 1 1/2 år) de gyldne ord:
Søskende er en gave. Den største tjeneste, du kan gøre Elias, er det barn du venter nu!

Nu ved jeg at hun havde ret. Nu forstår jeg, hvad hun mente ;-)

Samtale!

2006-11-01T10:26:00.000-12:00

"Bøh!" siger Elias...
"Bøh", siger jeg "-du er dygtig, skat, kan du virkelig snakke??"
"Bøh bøh bøbøbøbøbøbøbø" siger Elias.
"Åh skat, hvor er det stort, du snakker!"

Elias griner. Drejer rundt, og går hen mod døren.
Vender sig så om og vinker.
Og siger:

"Hej hej"

Modige kvinder...

2006-10-19T07:57:00.000-12:00

Elias Og Silje
De ligner hinanden en hel del, ikk' :-)

Jeg har lige fået mig et hastigt kig på blogland.
Det slår mig, hvor utroligt mange bemærkelsesværdige mennesker, jeg har lært at net-kende på grund af min tur gennem infertilitets- helvedet.
Det ER skide nemt at sætte det hele i et romantisk skær nu, hvor jeg har to dejlige børn, men nej- jeg VED at det ikke er en skid romantisk!
Det er hårdt, uforklarligt, uforståeligt og uretfærdigt, at nogen overhovedet skal igennem dette.

Men jeg ser at Rikke går tilbage i skærsilden. Jeg ser at min elskede følgesvend Puk er i forgården og nu stikker før æg ud.
Jeg har ikke ord, men jeg ved at det I alle i blogland stræber efter og kæmper for ER det hele værd. Tag summen af dette Helvede- og hvor nede man kan være over det- men når I så føler den kærlighed til et endnu ufødt barn i jere hjerter, så ved I det også: Det ER det værd.

Men f... hvor I er modige, d' damer!
Og jeg forkælede kvindemenneske er så r.ø.v. stolt af jer!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

(Vi har det godt allesammen her! *S*)

Undskyldninger

2006-09-22T21:17:00.000-12:00

Allerede først på ugen begynder vi at planlægge hvad vi skal lave i weekenden. For det meste vælger vi at se nogle venner, da vi i en travl hverdag ikke har meget tid til den slags. Det er ikke så svært at komme til at se folk, det svære består mest i, at få deres planer til at gå op med vores. De fleste af vores venner har børn eller er gravide nu, så på den led er det også meget nemt - aktiviteterne og forventningerne er ligesom "afstemt" efter, at der er småbørn med.

Ét af vores vennepar har vi fortrinsvist set hjemme hos dem. De har to børn, en stor pige på 10 og en dreng på 1 år. Vi har besøgt dem, når vi var i deres by, hvor jeg har familie. Så kan man jo lige kigg eind forbi. Moderen til manden i venneparret bor lige om hjørnet fra os, faktisk på den gade, der løber parallelt med vores. Et besøg der udløser dog ikke besøg hos os. Hvilket også er helt ok - hvis ikke det lige var fordi, at et besøg hos min familie udløser KRAV fra den kvindelige del af parret om, at vi SKAL kigge ind forbi hos dem...

For et år siden, da Elias blev døbt, meldte de afbud dagen før - dvs. alle 4 plus hendes mor (som jeg også har et nært forhold til) fordi den kvindelige part havde bækkenløsning OG havde valgt at beskære buskene i haven, i stedet for at spare kræfter til at tage til min søns dåb. Fair nok - næste happening var, da vi skulle have hendes datter på besøg, og hun fik lommepenge med til weekenden (bl.a. med indlagt besøg i Tivoli), lommepengene fik hun på snu vis begrænsing på "jeg lægger dét beløb oveni, som du har med hjem igen"... Også med andre ting er det på dén måde, at mor begrænser børnene. Igen og igen, på alle mulige måder og helt uden andet system end begrænsingen i sig selv...
Nå tilbage til hovedhistorien... Da jeg var 8 mdr. henne med Silje begyndte de at spørge til, hvornår de så måtte komme og se hende efter fødslen. Og jeg svarede at jeg ikke vidste det, og at de første fjorten dage nok godt kunne risikere at gå med smerter - så det skulle være efter dét tidspunkt. Jeg kunne jo dengang ikke vide, hvor forrygende jeg ville få det denne gang.

Til Elias fødselsdag meldte hun fra, fordi der var byfest i hendes by, og hun skulle i byen med en veninde om aftenen (efter hun havde lagt drengen i seng, dvs. ca. kl. 22!), fødselsdagen var et eftermiddagsarrangement, men nuvel...
For 14 dage siden havde vi så en aftale. Evt. frokost og helt sikkert kaffe - de medbringer kage. De kommer alle 4. Om morgenen går min kære mand amok i en ordentlig energiudladning, køber ind til den store lækre frokost, rydder op og gør rent, og bage så en kage. Da han tager kagen ud, ringer telefonen - de melder afbud. Sønnen er syg. Fair nok. Nuvel...
Vi laver så en aftale i dag. Allerede tirsdag begynder hun at line op til at melde fra. Søn er snottet, pylret etc. og hun har ondt i maven. Torsdag melder hun at lægen har givet penicillin, fordi sønnen har betændelse i begge ører. Puha, avs, tænker jeg. Fredag melder hun at han har det fint efter at være startet på kuren, så de kommer helt sikkert. Nu til morgen melder hun så, at hans feber er steget igen (trods penicillin) og at lægen (trods at han tilsyneladende ikke responderer på penicillinen) siger at det stadig er ørerne... Nuvel...
Vi havde for en måndes tid siden selv en syg dreng, hvor penicillinen ikke tog feberen, der bare steg. Efter lidt under et døgn fik vi besked på at det var standard at hvis feberen trods kuren ikke var faldet efter 24 timer til under 37,5, så skulle vi indlægges. Den faldt heldigvis, men det undrer mig at denne læge ikke har valgt det samme - jf. at det BØR/ SKAL man gøre... Nuvel.

I virkeligheden tror jeg at det handler om noget helt andet: Det handler om at dette her kræver at HUN aktivt gør noget, letter sig, handler på det, pakker børn og udstyr i bilen og kører de 100 kilometer, vi så ofte har kørt, når der var et eller andet arrangement, som krævede vores tilstedeværelse, eller lignende... Hun kan bare ikke overskue at GØRE noget - samtidig med hendes afbud for 14 dage siden siger hun, at hun har jo købt gave og det er en lille str., så vi skal have den inden hun vokser fra den, for ellers skal den jo byttes SÅ vi må hente den: Hun vidste nemlig at vi skulle til en dåb weekenden efter, og sgade så at hvis det var derude i nærheden, så kunne vi da godt komme og hente den - som om HUN gør OS en tjeneste i den forbindelse. Jeg sagde ikke nuvel - jeg sagde NEJ. Njet. Nope!

Men der er langt fra provinsen til storbyen, endnu længere hvis man har erfaring med at kunne manipulere og halvlyve sig fra at være dén, der skal GØRE noget for at være sammen med sine venner. Hvis man kan få alt serveret hjemme i sin egen sofa, foran flimmeren og med 30 smøger på bordet, som man ryger mens ungerne leger på gulvtæppet sammen med de 4 katte som man hellere vil råbe ad end støvsuge efter, trods ens barn udslæt, ja SÅ er det nu engang det nemmeste - for én selv. Indtil dén dag man vågner og opdager at der bare ikke er flere tilbage at manipulere med. Eller begrænse. Eller give dårlige undskyldninger til.

Vi er ikke den slags mennesker der fører regnskab i venskaber, men vi har en grænse, og på et eller andet tidspunkt når vi den, og vi bevæger os med disse mennesker, for hver "hændelse" og undskyldning, længere og længere hen i mod dén grænse.

Det gør ondt når jeg ser på min lille datter og ved, at en af de veninder der kalder mig sin bedste veninde ikke GIDER lette sig for at se hende. Jeg har fandme været der til husløshed for hende og hendes unger og gennem alt hvad hun har fucked op for sig selv, har jeg forsøgt at hjælpe, støtte og forstå hende. Hun begyndte allerede under min graviditet at himle op om det barselsbesøg, nu passer det hende dårligt at følge den til dørs, og faktisk GØRE besøget til virkelighed. Og hvis de kommer en dag, så er det af pligt snarere end noget andet, og så er min glæde allerede så skåret, at det egentlig næppe bliver hyggeligt, men bare skal overståes.
De påstår at de kommer i morgen i stedet for. Nuvel. Jeg er RET sikker på, at dét gør de da ved Gud ikke!

Et andet irritationsmoment er så, at det ender med at vi har spildt en hel weekend på at sidde og vente på dem eller på deres latterlige undskyldninger: Og dén tid kunne vi jo passende have brugt på at være i godt humør, evt. sammen med nogle af vores venner, som godt gider at være medaktive i venskabet.

Jeg kunne unde hende at have en rigtig grim smag i munden. Men jeg er jo så large. Jeg er bare træt af at blive undervurderet på mit intellekt, og jeg fatter ikke at der ikke blot én enkelt gang kan komme én sand historie ud af hende i stedet for disse undskyldninger. Undskyldninger, undskyldninger. Tsk tsk. Hvis hun for filan bare kunne sige det lige som det er - så kunne vi tage den derfra. Men måske ønsker hun ikke at give mig en reel mulighed for at svare på det...

Men jeg har besluttet én ting; at vi ikke besøger dem, før de har været her. DE må komme herind, hvis de vil møde min datter. Jeg er sgu ikke noget babyudbringningsfirma, og hvis jeg endelig var, så ville jeg "bringe ud" til en der havde fortjent det. En af jer kæmpere, for eksempel.
Og sådan bliver dét! NUVEL!

To velsignelser

2006-09-18T06:53:00.000-12:00

De ligner hinanden. Der er mange glæder forbundet med dem - ja faktisk udelukkende glæde... Arh, også en god del bekymring. Alt i verden er på en god dag bare smukt, og ellers er det KUN indrettet for at være en fælde for ens børn.

Elias går. Grinende går han på sine to små ben rundt i lejligheden. Drejer om hjørnet og går grinende hen til mor, der sidder på hug med udbredte og i vildskab halvråber "hvor ER du DYYYGtig, min lille dreng!". Og tager ham i sine arme og kysser og krammer. Og han kysser og krammer lige tilbage.
Når Silje har spist, og ligger fredfyldt hos mor og blunder, går Elias hen, stryger hende så blidt som nogen voksen, mens han siger "ARRRRRRHHH" - betyder "ae ae" :-) - og derpå læner han forsigtigt sit hoved ind mod hende, det lille bitte væsen, for at vise at han vil kramme, at han holder af hende. Og hver gang får han selvfølgelig stor ros og kys og kram af mor og far!
Han har forsøgt at give hende sin sut. Hvilket er en kærlighedserklæring af dimensioner.

Jeg blev velsignet to gange. Hver gang er et mirakel. Mine mirakler er så nemme og glade, tager flot på, sover godt, og udvikler sig utroligt - og det går så hurtigt!
Nogle gange sætter jeg tiden i stå i mit hovede, prøver at indsuge alle detaljer ved deres ansigter, lige som de er nu. Deres dufte. Den ene dufter af begyndende verdenserobring, den anden endnu af spædbarn.
En dreng og en pige. To raske børn.
Igen er jeg lammet af glæde over mit held. Sidder bare og vræler mine lykkelige barselstårer og føler mig som den mest åndsvage og lalleglade blereklame. Og DEM hader vi altså *G*!

Her er hun, min Siljepige

2006-09-06T19:22:00.000-12:00

Smuk... Synes vi! ;-)

Tak for jeres hilsner!

2006-08-26T05:08:00.000-12:00

Tak for jeres mange hilsner, det betyder virkelig meget for mig at så mange har tænkt/ tænker på mig og min lille familie.

Her blot en kort opdatering omkring fødselsforløbet og så kommer jeg tilbage om nogle dage, når hverdagen begynder at køre sig selv... :-)

Onsdag klokken 1430 kom den smukke Silje ud til os ved pks - men pyha... Jeg var jo neget nervøs allerede da jeg kom ind, og jeg synes heller ikke at spinalen føltes "rigtig". Syntes jeg kunne bevæge min ben alt for meget, men jeg følte ingen smerte nogen steder. Så jeg blev åbnet op og da de kom ind i min mave kunne jeg mærke det - avs. Så jeg råbte "stooooop" og det gjorde de så. Efter 5 minutters "hvad gør vi nu" fik jeg fuld narkose og så blev hun født, min mand var til stede hele tiden og tog billeder og alt det. Da jeg vågnede 10 minutter efter hun var født fik jeg at vide at jeg havde fået en pige og så græd jeg selvfølgelig og jublede "jeg har fået en datter!!!!!!!!!!!!".
Jeg føler mig ikke traumatiseret over uheldet med spinalen, synes egentlig mest det er lidt komisk, og det endte jo også godt, det var slet ikke så slemt som man skulle tro/ som det lyder :-)
Silje vejede 3020 gr. og målte 51 cm., vi kom hjem fredag, da hun var to døgn, og der er masser af mælk og hun spiser og sover godt - så det er dejligt.

Hun er så smuk vores kære lillesøster og så fin og lille, det er næsten ikke til at forstå at hun OGSÅ er min.
Engang var hun pigen, der ikke kunne laves.
Nu er hun vores lille pige!

Sender jer alle hver og én et stort kram og serverer her en varm kop virtuel barselskaffe til jer der måtte have lyst!

Jeg kan se land!!!!!!!!!!!!!

2006-08-21T08:43:00.000-12:00

Puha puha - jeg har helt glemt hvordan det er at se land :-)
Men jeg ser det. Og damn, pludselig ligger jeg ikke for strøgne sejl........... og stille nordvest... , pludselig føler jeg sgisme at jeg er blevet samlet op af en katamaran. Og landet kommer. Det nye uberørte, måske lidt farlige Mortil2Land. I fuld fart banker horisonten imod mig!

Pks er om lidt og ja gu vil jeg ha' den baby, meeeen resten..... Har opdaget at man ikke kan melde afbud til fødsler..............Hvorfor er der aldrig nogen der har fortalt mig dét?????
Så jeg tager lige dén her også, uden komplikationer, tak! Af nogen art.

Onsdag møder jeg min skæbnes land og ser hvem det var, der var i julegaven, som bemægtigede sig min krop :-)
Stå mig bi, alle gode kræfter!

PUK er blevet bedt om at smide en kommentar her om, hvad jeg fik, vægt længde etc., når jeg har født.
Så hold øje.
Onsdag it is!

Tak for turen, piger. I er guld værd. Og Puk - jeg har ikke mere tålmodighed, GO GIRL! :-)

37+0 og dermed fuldbåren

2006-08-10T19:41:00.000-12:00

I morgen er jeg 37+0 og min spontane baby er dermed fuldbåren. Klar til at møde verden, livet, lyset og ikke mindst kærligheden. Jeg glæææææder mig til at se min lillebitte baby. Mærke dens hjerte slå og høre den trække vejret. Mærke den lille varme krop. Høre alle de sjove små lyde, sådan én laver, når den sover.
Livet er fantastisk og det overgår langt hvad vi kan håbe, drømme eller fantasere om.

Her på det sidste stykke ind mod mål vil jeg give jer en sang at tage med til jeres kommende børn - om de er i maven eller ej, de små skal nok finde jer en dag! Seeing is believing - I believe!

The things we've handed down (Marc Cohn):

Don't know much about you
Don't know who you are
We've been doing fine without you
But, we could only go so far

Don't know why you chose us
Were you watching from above
Is there someone there that knows us
Said we'd give you all our love

Will you laugh just like your mother
Will you sigh like your old man
Will some things skip a generation
Like I've heard they often can
Are you a poet or a dancer
A devil or a clown
Or a strange new combination of
The things we've handed down

I wonder who you'll look like
Will your hair fall down and curl
Will you be a mama's boy
Or daddy's little girl
Will you be a sad reminder
Of what's been lost along the way
Maybe you can help me find her
In the things you do and say

And these things that we have given you
They are not so easily found
But you can thank us later
For the things we've handed down

You may not always be so grateful
For the way that you were made
Some feature of your father's
That you'd gladly sell or trade
And one day you may look at us
And say that you were cursed
But over time that line has been
Extremely well rehearsed
By our fathers, and their fathers
In some old and distant town
From places no one here remembers
Come the things we've handed down

Hvis og hvis...!

2006-08-05T06:25:00.000-12:00

Hvis jeg ikke var blevet spontant gravid i december 2005, var jeg på nuværende tidspunkt sikkert ved at være dér, hvor jeg gerne ville i gang med behandlingen for barn nummer to.

Hvis vi var gået i gang nu, havde jeg fået IUI, som måske vr blevet konverteret til IVF senere.
Så havde jeg stukket og stukket og smugtestet og grædt og forbandet min skæbne, sådan ca. på nuværende tidspunkt.

Hvis det altså ikke bare havde vist sig at mine komplikationer til ks med Elias betød en blokeret/ ødelagt ægleder, og at jeg med min sterile mand måske aldrig kunne gøre Elias til storebror.

Hvis jeg havde været bare lidt mindre heldig, så havde jeg været tilbage i Tårelandet nu.

Hvis ikke jeg var gravid ville jeg hver dag spørge mig selv, om jeg nogensinde fik flere børn - men jeg ville føle mig så uendeligt velsignet over ham, som jeg fik lov at få.

Hvis jeg skulle være i behandling i en uendelig mængde år, så ville jeg gøre det. Jeg ville, stædig som jeg er, gøre alt hvad jeg possibly kunne... For denne drøm.

Hvis mit held virkelig er virkeligt, så er jeg snart mor til to.

Hvis jeg ser på sandsynligheden for det mirakel, som ligger i min mave lidt endnu, så kan jeg ud fra følelsen i min sjæl og mit hjerte ikke lade være med at tænke, at der findes virkelig en Gud. Jeg ved ikke, hvorfor det lige var mig, han fik øje på denne gang...

Hvis nogen af jer ser ham en af dagene - bring ham da min tak, det er summen af de følelser jeg har ved mit sovende barn og mit mavesparkende barn!

Til jer, der gav mig ly

2006-07-30T19:36:00.000-12:00

På en måde føler jeg, at jeg er ved at være ved vejs ende. Det er som om, jeg står på toppen af en bakke ved en bro, og når jeg krydser den, kommer jeg ud på en ny vej. Jeg ved ikke hvor den vil føre mig hen, men jeg mærker at broen og mine skridt vil bære mig ad vejen.
Jeg ser meget her, fra toppen af bakken, lige før jeg krydser broen. Jeg ser hele dén vej, jeg har vandret ad indtil nu, og langs vejen står de mennesker, der har holdt mig gående: Bragt mig vand, stillet min sult, givet mig ly for uvejr, inviteret mig ind i deres huse og dem, der har passet mig når jeg undervejs blev syg eller trængte til at samle kræfter. Alle står de her nu og vinker til mig, før jeg passerer bakketoppen og glider ud af deres synsfelt.

Jeg var ikke gammel, da jeg begyndte at fjerne mig fra min familie. Min mor opfordrede mig altid til at finde en vej ud, hun skubbede mig ikke ud af reden, hun var vel snarere som en mor i et liv, der brændte - og hun banede en korridor for mig, for at redde sit barn, selvom hun vidste at hendes kræfter slap op, og hun ikke kunne redde sig selv. Jeg ved hun bad mange bønner om, at jeg måtte klare at finde vejen og overleve rejsen ud i livet, selvom hun ikke kunne følge mig.

Jeg mistede min bror og min mor på en meget bestialsk måde - hvor sygdommen æder dem op indefra, og rykvis vrister dem, de var, ud af mine minder. Ud af mine håb. I mange år har jeg valgt at tro på, at min mors raske jeg stadig var et sted derinde: Mit sidste håb. Nu er håbet sluppet op. Sygdommen har overtaget min mor og visket hende ud - jeg håber hun er et andet sted, et sted derude hvor hun kan være fri. Ofte har jeg tænkt at hvis min mor ikke var mere, så havde jeg stadig mine minder - så var de ikke blevet overtaget af smertelige billeder af hendes lidelse og alle de mennesker, der i afmagt og uvidenhed kom til at gøre ondt værre.
På sidelinjen stod en mand, der mistede sin kone, og en far, der mistede sin søn. Til slut opgav han livet - endte som en levende død, en resigneret skæbne, der bare venter på at tiden skal gå, så han slipper for at forholde sig til mere. Han trykkede nok på sluk- knappen, da han for nogle år siden mistede sin bror. Uden at kunne skylde på en sygdom, endte jeg til slut med at have mistet en far, forstået på den måde at hans resignation er så dyb, at afstanden blev for stor. En afstand som han ønskede, som han valgte.

"Det' værst at være den efterladte, når nogen rejser deres vej"...

Der er en indbygget ensomhed i at være den overlevende. En ensomhed i at se hele lortet gå til bunds, mens man selv er for let, vejer simpelthen ikke nok til at dykke ned til den mørke bund og bliver der sammen med sin familie. Hvorfor er jeg for let? Fordi nogle så mig på min vej, og gav mig ly, passede mig når jeg trængte til omsorg, stillede min sult efter nærvær og min tørst efter fortrolighed. Når jeg var kommet mig, støttede de mig i at gå videre i min søgen efter et andet liv, et liv som rask, og ikke syg som min mor og bror.
Smerten ved at efterlade min bror prisgivet sin sygdom forfølger mig altid. Spørgsmålet som mange før mig har stillet - hvorfor overlevede netop jeg? - stiller jeg igen og igen. Min brors svar til mig er såre enkle og nøgterne: Fordi du var den eneste, der kunne klare det uden at blive ædt på den samme fæle måde. Han jublede den dag jeg rejste - det er godt for dig, søster.
Hans uselviskhed og mangel på misundelse over det liv, jeg har fået, og som han selv gik glip af, er med til at skære mig i hjertet: Så had mig dog!!!!!
Dén indbyggede ensomhed, der er i overlevelsen, består i at man kan lodde dybden af tragedien. At kunne se alt dét, der skete omkring én, men med en afmagt så gigantisk, at alt virker småt ved siden af.

Så er der velsignelsen - den er omvendt, for først ligner den en forbandelse, men senere ser man, at det i virkeligheden var en velsignelse: Kun at frygte dén ene ting, dén ene sygdom.
Den angst bliver så alt overskyggende, at man når man endelig en dag bliver fri af den opdager at der er en million andre ting i livet, man kan frygte! GISP! Cancer, hjertekarsygdomme, trafikuheld, Alzheimer, sclerose - de var slet ikke med i billeder, for der var kun én angst: Angsten for at blive psykisk syg.

Efter i mange år at have sagt at jeg ikke ville have børn, fordi jeg ikke ville risikere at give alt dette videre til endnu en generation, sagde en klog ven, jeg fulgtes med et stykke af min vej (det sidste stykke af hans egen, desværre!) at der jo er så mange ting, man kan frygte for sine børn. Og at skulle et af mine børn blive psykisk syg - Gud forbyde det- så ville jeg være den rette til at være deres mor i dén situation. Så vendte det. Jeg begyndte at turde at ønske mig børn.
Skæbnen ville så, at min mand var steril. Som et ondt træk - som en nemesis over mig, fordi jeg havde sagt for højt at jeg ikke turde få børn.
Men endnu engang gik jeg - gik og gik, og der var dælan dulme langt, det var psykisk det længste stykke vej jeg har gået. Og det var ensomt. Men der var andre, igen, som gav mig ly, varmede mig, lyttede til mig. Nogle har selv fået deres drømme opfyldt, andre går endnu på den vej. Og jeg spørger, hvorfor lykkedes det for mig og ikke dem? For vejen går ikke tilbage - man kan kun gå på den én gang, og man kan ikke gå baglæns i tid, når først barnet er her.
Men man kan midt i sin egen lykke - bede, trygle, ønske, håbe for dem, der stadig venter!

Nu skal jeg snart føde mit andet barn. Jeg endte med at få min egen familie. Min familie lukker sig om mig, på en tryg og varm måde, og når jeg ser på dem og mærker livet i min mave ved jeg, at jeg ikke gik forgæves til denne dag. Og når jeg kunne komme hertil, kan jeg også gå de næste mange mil.

Jeg forandrer mig, jeg er holdt op med at overleve (køre på reservetanken), og er begyndt at leve - rigtigt. Selvom det betyder at jeg aldrig igen kan overvinde dén distance, der ligger mellem min første familie, min "føde-familie", så var det vel dét, min mor ønskede for mig. Hvor hun end er. "Jeg vil lade som om du lever, og har det godt nok, der hvor du er..."

Jeg lytter til Danser med Drenges "Kære Lillesøster", og selvom det måske ikke helt var dét, de mente med teksten, så passer den alligevel til mig på sin egen måde.
Jeg forandrer mig, og det gør min blog sikkert også. Jeg har stadig mange billeder og ord i mit hjerte som gerne vil ud herinde. Jeg har den samme kærlighed til jer, der stod langs vejen og heppede de mange mange mil før Elias og Bonusbarnet. Og uanset hvor forskellige vore veje udviklede sig, så bærer jeg noget af jer med mig videre, og kærligheden til jer er altid uforandret. Ligesom kærligheden til alle de andre, der bebor mit hjerte, uanset hvor langt borte de er fra mig i dag.

"Alting løser sig til slut. Har det ikke løst sig, er det ikke slut endnu!!!!"
- Lisa Nilsson -

Frit sygehusvalg- også i psykiatrien

2006-07-17T21:12:00.000-12:00

Der er som bekendt frit sygehusvalg i Danmark - også i psykiatrien. Desværre bevirker inddelingen i distrikter at det er meget vanskeligt for patienterne i praksis at få lov til at vælge frit. Selvom der er tale om en lov, og altså ikke en eller anden lille regional ting, man kan fortolke som man vil, så bliver patienterne reelt forhindret i at benytte det frie valg.
I 5 år har min mor ytret ønske om at skifte hospital, men når hun har været syg og haft brug for behandling, har hun fået klar besked: Der er ikke plads på det hospital, du gerne vil behandles på, og derfor er hospitalet i dit distrikt dét tilbud, der er.
Denne praksis er ikke kun ulovlig, den forhindrer også min mor og gud ved hvor mange andre patienter i at få den bedste behandling. Jeg gad godt se den politiker, der ville stå ved dette system, hvis det var sådan man behandlede cancerpatienter eller andre indenfor somatikken, for den sags skyld.
Når man påpeger overfor lægerne at der faktisk er frit sygehusvalg også på dette område, bliver man spist af med en - i bedste fald- halvkvædet vise. Det er en uskreven regel, der beskyttes af en hel kultur, at man ikke lader en patient blive behandlet udenfor den pågældendes distrikt. Og jo, kære læser, vi befinder os i Danmark i år 2006, og det er her og nu, det sker.
Jeg har netop selv været igennem en lang proces for at få dét amt, min mor bor i til at respektere, at hun vil behandles på et andet hospital - endda i det samme amt, blot udenfor det distrikt, hvor hun behandles ambulant. Jeg vil lade jer få et glimt af korrespondancen:

Stina:
"For nuværende vil jeg gentage min opfordring om at min mor flyttes fra NS, gerne til Dal, og hvis der er mere end 2 måneders ventetid hertil, ja så må hun overføtres til et psyk. afsnit UDENFOR jeres amt!"

Embedsmand:
"Ifølge ledende overlæge SS har din moder ikke ytret ønske om overførsel til Dal."

Stina:
"Dog har min moder netop oplyst mig om, at hun her til morgen har spurgt læge SM om at komme til Dal, men er blevet afvist - angiveligt fordi der angiveligt ikke er plads.Det MÅ vække undren at min moder i 5 (skriver: fem) år ikke har kunnet opnå plads på det hospital, hun ønsker at modtage behandling på. Det er alarmerende, hvis psykiatrien fungerer på en sådan måde i Amt, eller der er beskåret så mange sengepladser, at Dal i fem år har kørt overbelægning!
Gad vide hvordan man ville stille sig, hvis patienter andre steder i behandlingssystemet måtte vente 5 år på at få den bedste behandling?Såfremt der ikke er udsigt til at min moder kan få en plads på Dal i nærmeste fremtid, må I sørge for at hun bliver flyttet til et andet hospital, som f.eks. S - eller i sidste instans udenfor Amt.
Dette har jeg som så meget andet sagt før, og det agter jeg at blive ved med at sige. Vi kan finde en løsning/ et kompromis, der ikke nødvendigvis involverer Dal, men vi kan for nuværende IKKE finde et, der involverer NS.
Jeg vil som sagt gerne finde en mæglingsmulighed højere oppe i systemet, eller undersøge belægningsgraden retrospektivt, hvis jeg skønner at dette kan gavne behandlingen af min moder."

Embedsmand (efter kort tid i tænkeboks og indblanding fra den politiske opposition i Amt!):
"Efter aftale med ledende overlæge SS meddeles det hermed at der i dag tages kontakt til almen psykiatrisk afdeling i Dal mhp at efterkomme dinmoders ønske om overflytning til Dal. Så snart der er plads i Dal vil din moder blive overflyttet.
Jeg håber at du selv om din moder nu overflyttes til Dal stadig vil indgå i netværksenhedens tilbud og derfor fastholder at mødes med Al?"

I alt tog det altså fem år, plus den sidste måned med korrespondance frem og tilbage og retur igen, at få gennemtrumfet min mors frie valg.
Læg dertil al afmagten og frustrationen undervejs. Og gang med den tid, der er tabt i behandlingen af min mor.
Så har du resultatet: At hun nu sidder på Dal og venter. Venter på en plads i et beskyttet bomiljø, hvor hun kan være til sine dages ende (før i tiden kaldte man det vidst psykiatrisk plejehjem).

Hun er mine børns mormor. Men chancen for rigtigt at være det? Den forsvandt fordi hun ikke måtte få den bedste behandling.

Frygt

2006-07-02T23:43:00.000-12:00

Jeg har haft nogle forfærdelige dage med nogle meget lange timer.
Det begyndte forrige fredag. Vi havde puttet Elias, han var frisk og glad. Efter et par timer vågner han med et hyl, og Manden tager ham op. Da han kommer ind til mig med ham, kan jeg med det samme se, at der er noget helt forkert. Helt forkert.
Han ser helt forkert ud i øjnene, virkelig som om han har set et monster. Så kommer lyden. Lyden af et barn der ikke kan få luft. MIT barn. Jeg brøler til Manden gennem Elias gråd: "Han kan ikke få luft!". Min stakkels mand, der endnu ikke er nået til børn og deres sygdomme i sit studium går rundt om sig selv. Jeg ringer til lægen. Jeg siger det lyder som falsk strubehoste, og lægen beder mig sætte mig med Elias ved et åbent vindue og svøbe ham i en dyne, så han slimhinde i strubehovedet kan køles og hævelsen derved falde - så kan han få luft. Det gør jeg så, og vi sidder sådan mens vi venter på lægevagten. Manden tager temperaturen på barnet - den siger 40,8. Da lægen kommer, sender han os direkte til børneafdelingen på Hvidovre.
Der sad min lille dreng og var så dygtig, lod sig undersøge af lægen og var så sød og smuk. og hans mor så bange...
Lægen beslutter at give ham medicin i forstøvermaske gange 3, så han kunne få det bedre. Næste morgen blev vi igen udskrevet, men skulle følge Elias temperatur osv. tæt, og komme tilbage hvis han ikke fik det bedre.
Weekenden gik sådan nogenlunde, men han havde stadig feber. Først på ugen gik det galt. Helt galt. Feberen kommer aldrig under 40 grader, drengen bliver mere og mere sløv, vil ikke spise, drikker sparsomt, sover hele tiden, gider ikke lege, vil bare sidde eller ligge i mors eller fars arme. Når han sover ser han så smuk og dejlig ud, som om han er ved at rekreere lidt og snart vil vågne og være som han plejer. Men efter lidt over et døgn på den måde indser vi, at det sker ikke. Jeg kører til lægen med ham.
Hun lytter på ham og siger så med fast blik og stemme: Godt du kom igen med ham!
Drengen har en slem lungebetændelse (igen, suk!) og skal have penicillin NU.
Efter knap 36 timer på penicillin er hans feber stadig ikke faldet, han har det nu så skidt at han klynker i søvne, og han vil putte sig indtil mig, hvilket jeg tror er for bedre at kunne mærke sig selv og sin krop. Jeg ringer til lægen igen - han kommer med det samme og siger at vi kan betragte os selv som indlagt hjemme og at vi skal tage afsted til Hvidovre med det samme, hvis ikke feberen begynder at falde, og den skal under 38,5 indenfor 12 timer, ellers SKAL vi afsted så han kan få en anden behandling.
Heldigvis faldt feberen indenfor fristen og vi slap med skrækken. Nu er der så kommet de små uskadelige med irriterende og kløende varmeknopper, og de kræver at vi klæder ham af, så han kan komme af med varmen - men han må jo ikke få træk, så hvordan liiiiige... Indtil videre kører vi den hjem på lunkne brusebade.

Det som gik igennem mit hovede i de døgn... Billeder af min sovende dreng, der bare pludselig ikke ville vågne. En krop der var alt for lille til bare at blive stille. De billeder og de følelser... sådan en sorg og en afmagt. Frygten for at den lille, stille krop, som en gang for ikke længe siden var levende i mig, den lille krop som jeg har passet sådan på, at den skulle vristes ud af sin mors arme en sidste gang... Tanken slår mig næsten ihjel. Og det er frygt. En frygt der vil vise sig mange gange resten af mit liv.
Og jeg ved at hver dag når jeg vågner og tager Elias i mine arme, vil jeg være taknemmelig for at jeg har ham hos mig. At jeg ikke i denne omgang blev den berøvede mor...

Nu vil jeg hente mit barn, for han er tilbage på Pærestuen. Og jeg savner ham sådan, når han er derhenne. Min søn.

De mindre gode børn

2006-06-05T21:48:00.000-12:00

Da jeg ventede Elias havde jeg et meget mærkeligt natligt mareridt.
Som gravid efter behandling blev jeg inviteret ind i Folketingets kvindegruppe for at give "vores" vinkel på barnløshedsbehandling. Jeg var meget ydmyg og takkede ja. Omkring bordet sad nogle forskellige høje damer, bl.a. Lene Espersen, Henriette Kjær (hun var stadig minister dengang :-)), Eva Kjer Hansen og Birte Rønn Hornbech.
Da jeg har udtrykt min taknemmelighed over miraklet i maven, som jo er blevet til ud af offentlig barmhjertighed, og forklaret at problematikken skyldes en af selskabet kendt berømtheds mangel på ansvarlighed under en utroskabs-akt, opstår der hvisken og småfnis omkring de høje damer. Jeg sprøger hvad det drejer sig om - og får følgende svar:
"Alle ved jo, at de børn som laves på hospitalet, ikke er og aldrig vil blive, nær så gode som de hjemmelavede".

Den sårbare gravide vågner nu op, badet i tårer af afmagt og raseri. Hvordan kan mit barn ikke være og aldrig blive "godt nok"? Hvordan kan man i år 2006 (2005 var det dengang) have sådan en holdning? Nej, det måtte afgjort være et mareridt, for sådan er der da ingen oplyste mennesker, der tænker.
Og forleden besøgte jeg Qvindens blog - og blev klogere af at følge hendes link. Egentlig blev jeg trist til mode over at nogen mennesker vil møde Elias med sådan en "på forhånd tabt"- holdning, hvis de kendte historien om hans tilblivelse. Uden at kende ham, vel at mærke, eller problematikken omkring vores behandling.

Det værste er at jeg er nødt til at sige nogle ting omkring barnløse, som desværre kan misforståes - for vi har mange interne splittelser og stridigheder imellem os, uanset at vi engang sad i den samme båd:
For når jeg ser nogle af dem som stoppede behandlingen eller for hvem det ikke lykkedes at opnå ønskebarnet påtage sig en holdning om at "behandlingsbørn er mindre gode end andre børn", kan jeg ikke lade være med at føle et stik af smerte - en smerte som ikke er min, men deres. Smerten over at de så meningsløst aldrig fik opfyldt de drømme, jeg selv fik.
Og jeg tænker - hvad hvis det var mig selv? Det kunne det jo have været. Jeg tror at jeg aldrig ville holde op med at spørge "hvorfor ikke mig?" og et eller andet sted længere ude ad livets vej, ville jeg nok have stoppet mig selv og tænkt: "Det var ikke meningen - FOR MIG!"
Men derfor kunne det jo godt være at det var meningen at andre skulle have den succes, jeg så ikke havde fået, og det ville være hårdt, men jeg ville alligevel glæde mig for dem, midt i min egen smerte.
Så, når jeg oplever disse "for evigt barnløse", hvor alt er prøvet og intet har virket, oplever at de påtager sig "mindre gode børn"- holdningen så tænker jeg: Nu forstår jeg at bitterhed ingen grænser kender, sorg kender ingen grænser, afmagt kender ingen grænser.
Fra mit perspektiv afspejler den en umanerlig trang til at brede sin egen bitterhed ud over os, for hvem det lykkedes! En trang til at forklare det uforklarlige (hvorfor dig men ikke mig?) med, at det nok også er meget godt at det ikke blev mig der fik "sådan et barn" - for det er jo ikke meningen at de skal være til!

Hvis det ikke er meningen at de skulle være til, hvorfor venter vi så så længe på dem? Hvorfor lykkes forsøget, hvis det ikke var "meningen"? Hvordan kan det være at graviditeterne gennemføres, hvis det ikke er "meningen"? Og hvorfor lever børnene i bedste velgående, hvis det ikke er "meningen"?
Det var måske ikke meningen for den omtalte blogger - men det er spild af liv når ens egen bitterhed på den måde bliver bredt ud over alle andre mennesker. Og det gør mig ondt at det er sådan det ender for nogen af os BIB'ere. For i princippet kunne det jo have været hende der stod med et "stakkels" IVF - barn. Måske er det derfor, det ikke gik sådan?

Må vi præsentere...

2006-05-31T21:47:00.000-12:00

...Den nye daglige leder på Pærestuen:

Elias den Elskelige

Og jo, klart at de allerede er glade for ham. Der er sket så meget med hans udvikling bare de seneste to dage. Pludselig rejser han sig op på flad fod ved møblerne, han fortæller med fagter og tydelig begejstring om dagens oplevelser, og han har fundet ud af hvordan skeen skal vende, for at man selv kan få maden ind i munden. Og så er han af væsen præcis så glad, mild og kærlig som på billedet!

Her er han i færd med at smage sin første is - mums. Og koldt!

Livets små mirakler. En i huset og en i maven. Og også for Puk er der sket et mirakel i dag, men det fortæller hun helt sikkert selv om på sin blog. Men jeg er glad. Så glad og lykkelig.

Elias is here! :-)

Den dreng er genial!

2006-05-19T17:06:00.000-12:00

Ak ja - synes alle mødre mon ikke dét om lige netop deres egen pode?
Men det er han altså - genial! Den mest fuldstændigt komplette oplevelses-sanse-give-omsorg- sampak, der nogensinde er opfundet. Pakket ind i den mest nuttede baby-emballage på verdensmarkedet.

Alene den måde hans blehængte b.a.g.d.e.l kører på, når han kravler - fra side til side, og så snakker han højlydt mens han kravler rundt. Hvornår han stopper op, er vidst ret tilfældigt, men når han gør, så er han helt stille mens han udforsker hvad det nu er, han har mødt på sin vej.
Han rejser sig på knæ op ad alting. Kigger over bordkanten, griber ud efter alt, også det han ikke kan nå. Og tit ender det så med, at han faktisk får fat i tingene alligevel. Og der er bare fuld fart frem dagen lang. Pludselig bliver han så træt, og så går han ud i mors arme på vej hen til sengen.

Min kære dreng, han kan åbne og lukke en dør. I lang tid. Så sidder han og snakker lidt imens. Da-n, da-n da-n, siger han. Alt efter intonationen betyder det noget forskelligt.
Han æder som en mejetærsker, ja! Der går godt nok utrolige mængder mad i gabet på sådan en lille Kravlenisse. Og når han en sjælden gang får en babykiks, så ser han simpelthen så skøn ud, mens han sidder der og bider små stykker af og guffer løs.

Der er fare på færde, når han pludselig bliver helt stille - så er der gang i et ukendt objekt som måske ikke er spiseligt. Så er det bare om at redde barnet, og objektet...
Sidste nye hit er, når musikken spiller. Så sidder Elias og rokker med. Når musikken stopper, så stopper han også.
Om aftenen er han begyndt med at ville putte - meget. Lægger sit hoved ind mod sin mor og falder i søvn. Så bærer jeg ham ind i seng. Ved at han kommer fra de højeste ønskers planet, og glæder mig allerede til i morgen.
Hver dag er værd at gøre igen og igen og igen... og så igen - når man har så skøn en dreng som jeg har.

Øv på øv og øv!

2006-05-16T23:54:00.000-12:00

ØV!
Fordi der i pakken med vores ellers så fremragende kamera mangler lige netop dén disk med software, jeg skal bruge for at kunne oploade de lovede billeder til computeren.

Dagen før vi skulle afsted på ferie, var jeg til uge 24- lægetjek med mavebabyen. Fremrykket vel at mærke, fordi vi skulle rejse. Så jeg var kun 22+5, da jeg var der. Hun spurgte hvor langt henne jeg var, og jeg svarede selvfølgelig. Hun hørte som sædvanlig ikke efter. Hun kunne ikke finde hjertelyd og syntes jeg var for lille. Hun troede at min baby var død, selvom jeg havde mærket den samme dag.
Angsten skyllede ind over mig som en kæmpe tsunami, men jeg skubbede det fra mig, det var jeg jo nødt til, indtil jeg havde afleveret Elias til min søde veninde, der passede ham mens jeg tog på fødegangen og blev tjekket. Alt var heldigvis i den skønneste orden og det var en rigtig sød jordemor, der tjekkede mig. Tog sig god tid til at snakke og få mig til at blive rolig og glad igen.
Elias havde heldigvis en dejlig, dejlig dag - fik sig endda sit helt eget sprog med veninden. Natten efter vågnede han og lå og sagde den bestemte lyd, som er blevet "deres" fælles, mens han grinede og slet ikke kunne sove. Kun dejligt! Men sikke en øv oplevelse at få at vide at ens barn måske ikke levede!!!!!!!!!

Øv fordi Bedstefar som var med på turen for at hjælpe mig med alt det praktiske, overhovedet ikke deltog, og da han sagde at jeg skulle sige når jeg havde brug for hjælp, ja så gjorde jeg jo det. Med det resultat at han bare afviste og hver gang sagde "det er du nok bedre til". Jeg har aldrig været så træt, sur, skuffet eller ked på en ferie som denne.
Ikke en eneste ble, skiftede han, ikke en eneste tur med barnevognen gik han, ikke en eneste morgen eller aften tog han over for mig. Jeg er vant til en meget hjælpsom mand som er ligeså meget med Elias, som jeg selv. Men det her var en uge som helt alene, hatten af for enlige mødre! Men oplægget var at han skulle hjælpe mig, aflaste mig, sørge for at også jeg fik den nødvendige søvn som graviditeten kræver, og ikke mindst at jeg også fik mulighed for at passe måltiderne for mit eget vedkommende. Men sådan skulle det åbenbart ikke være.
Han meldte ud allerede første aften at han da ikke agtede at stå op et øjeblik før tidligst klokken 8. Han pressede på for at køre når han selv havde spist, og jeg havde givet Elias mad, med det resultat at jeg ikke nåede at få aftensmad den ene dag og morgenmad den anden. Flot.
Jeg var simpelthen så skuffet. Jeg kender ham - han vil gerne være sammen med os, men det skal være på hans præmisser og kun med mindst mulige omkostninger/ krav til ham selv. Det kommer til at tage tid for ham at lære at man ikke kan udsætte en babys behov til det passer ind i ens egne vaner og rutiner. At en grædende baby skal have skiftet sin ble NU, og at det med at rydde op så der er blæst som der plejer at være hjemme hos hr. Eneboer, det er altså noget der foregår NÅR barnet er lagt i seng for natten og SOVER!
Så øv. Da jeg fik nok og vi den sidste aften røg i "afklarings-debat" blev han så gal over at jeg sagde tingene til ham (han spurgte selv om om jeg havde været tilfreds med at have ham med) at han truede med at 2så kan det også være ligemeget".
Dér er jeg så blevet tilpas voksen efter jeg er blevet mor, at det ikke længere skræmmer mig. Det er IKKE en trussel. Jeg synes det er ynkeligt og uværdigt. Så jeg sagde bare:
"Elias er DIN chance. Din chance for at opleve ham, at tage del i hans liv, og din chance for at gøre noget andet end bare "som du plejer". Og hvis du afviser det, så har du mistet en masse og kommer til at gå glip af endnu mere."
Mit barn er rig på netværk, heldigvis. Og selvom det smerter mig, så er tabet størst for min far, hvis det endelig kommer dertil - for så står der mange andre klar til at tage den plads, OG fylde den ud.

Øv. Jeg har kæmpet for at gøre ham til Bedstefar og glædet mig til at opleve det. Måske ændrer det sig med tiden. Men hvorfor er det lige at jeg altid skal gå og håbe at "det ændrer sig nok"?
Øv. Min mor er indlagt på psyk igen. Fint nok. Men stadigvæk. Det vil nok altid være øv.

Til gengæld kan jeg sige noget andet, som nok er de færreste forundt: Godt jeg har min svigermor! Støttende, lyttende, forstående. Altid.

Og det sidste øv, før jeg stopper med mit luften beskidte lagner... Elias har lungebetændelse. Pærestuen er derfor udsat til på tirsdag. Han er som han plejer, men raller og skratter når han trækker vejret, og han hoster. Men han lever. Heldigvis! Og får penicillin, som tydeligvis smager ad H til! Bvadr!
Det var alt mit øv for nu!

Pærestuen kalder

2006-05-01T23:23:00.000-12:00

Så kom dagen da jeg kunne ringe til vuggestuen for at høre, hvilken stue min Elias skal gå på, når han begynder den 17. maj. Han skal gå på pærestuen, hvor de glæder sig til at se ham den 17. kl. 10.
Det er vemodigt og ondt i en moders hjerte, sådan at skulle aflevere sit barn for første gang. Man ved bare at nu begynder dét institutionsliv, som først slutter om 25- 30 år.

Men først tager vi på en uges ferie sammen med Morfar'n. Vi glæææder os. Og når vi kommer hjem, skal I få billeder! Billeder, billeder, billeder fra vores nye Canon Ixus 55. Kan anbefales.
Vi har købt det her: www.pixmania.com/dk

Til mit endnu ufødte BonusBarn

2006-04-27T07:05:00.000-12:00

Kære skatte(pige/dreng)

Nu er jeg allerede mere end halvvejs i min graviditet med dig. Om præcis fire måneder er du kommet til verden. Det er lidt underligt, at jeg allerede nu kender din fødselsdag, men det er dejligt. Dejligt at vide præcis hvad der skal ske, og hvornår - det har givet mig en ro og energi til at nyde at du er her. Nyde alle de små spark og møf, du giver mig hver dag.

Efter jeg fødte din bror Elias den Elskelige, var jeg meget ked af det. Jeg elsker ham så uendeligt højt, så højt som hvis du stiller alle byens huse ovenpå hinanden, derefter alle træerne ovenpå igen, og så lægger en god del til. Jeg ønskede så inderligt at jeg en dag måtte få chancen for at gøre Elias til storebror. Ønskede at jeg kunne få lov at opleve endnu en baby skrige for første gang, se dig vokse og passe på dig altid. Men jeg vidste dybt i mit hjerte at det var umuligt. MirakelStorken havde længe været plaget af fugleinfluenza, og ville aldrig kunne lande hos os.
Alligevel var der for første gang i meget lang tid et spinkelt håb ved siden af den grumme vished i mit hjerte.
Jeg kunne ikke forstå at jeg skulle være så uheldig at blive så syg efter jeg havde født Elias. Jeg spurgte Gud om jeg havde trodset ham ved at få et barn selvom vi ikke kunne uden hjælp, og om det var min straf at den første tid blev taget fra mig?
I december mener jeg at jeg fik mit svar. Du er det svar.

Jeg elsker dig usigeligt højt og jeg glæder mig til vi ses. Jeg glæder mig til at byde dig velkommen i vores familie, en familie hvor vi hjælper hinanden, støtter og elsker hinanden. Vi har allesammen en andel i hinandens drømme, for vi har del i hinandens lykke.

Det kan godt være at jeg igen er ved at være voldsomt invalideret af bækkenløsning, det gør ondt, jeg græder og bliver vred af frustration. Men ved du hvad? I virkeligheden, så er det ingenting. Det er en tidsbegrænset smerte. Den smerte jeg følte ved tanken om aldrig at kunne få flere børn, den var ikke tidsbegrænset.

Min rejse i infertilitet er ikke slut. Min rejse hen imod at sige farvel til "den rigtige urkvinde"- fødsel er kun lige begyndt. Ligesom bækkenløsningen.
Til august er det endegyldigt. Så er jeg mor til to. En Elias og en Silje, eller måske er du en Liam?
Så er jeg kommet igennem Rædslernes Land og gennem passet.
En ny rejse begynder.

Vi ses, skat!
Din mor elsker dig!

En sorg så vanvittigt stor

2006-04-18T01:34:00.000-12:00

Alle mine sorger tilsammen er kun en lille ingenting, sammenlignet med dén sorg, Eline må føle nu. Et liv, alle drømme, ens alting, lagt i ruiner på et splitsekund.
Mit værste mareridt som mor og kone. Da jeg var helt nybagt var præcis dette scenarie min store angst, og det var derfor, jeg ikke turde lade min mand gå alene med barnevogn. For tænk at sidde tilbage, så frarøvet alt, så uendeligt og uforanderligt efterladt.
Jeg kan ikke have det i min krop. Kunne ikke have det, da vanvidsbillisten majede 3 mennesker ned i Brønshøj sidste år, og kan heller ikke have det nu - have det i min krop.
Jeg tænker hvad jeg selv ville tænke, hvis jeg var i Elines sted - og jeg er endda så priviligeret, at jeg netop ikke er i hendes sted.

Jeg vil opfordre jer til at gå ind på www.123hjemmeside.dk/tobyronja og følge linket til underskriftindsamlingen for høj straf til dødsbilisten.

Hende den stædige

2006-04-15T21:40:00.000-12:00

I sin tid inde på netbaby.dk, nærmere bestemt på BiB, mødte jeg jo PUK og Jasmin. Jasmin havde jeg mødt før, mange gange, i en tid hvor vi begge havde andre vi holdt os til. Ikke fordi vi ikke kunne lide hinanden, men det blev bare sådan - uden der var dårlig stemning. Så da vi mødtes igen, var det "vores tur" til at gøre en del af rejsen sammen.
En aften da vi alle 3 var samlet på msn, sad vi som så mange gange før og bitchede over hvor ringe det gik med vores babylavnings-forsøg. Snakken drejede hen på vores nicks - jeg siger: "Jeg har tænkt mig at blive ved med at kæmpe, så hvorfor give mig al den modstand, når jeg alligevel vinder til sidst? For jeg er en stædig Stina." Indtil dén aften hed jeg bare Stina, men jeg ændrede mit nick og ja, nu er det faktisk blevet en del af mig. En "social konstruktion", der er med til at definere den, jeg er. PUK blev til den positive og Jasmin? Ja hun kaldte sig for en aften med tilnavnet "naiv", men tog det ikke på sig for bestandig. Nok også meget godt :-)

Dét med stædigheden er meget beskrivende for, hvem jeg er. Mange lægger nok noget negativt i "stædig", men jeg gør ikke.
Stædighed kan være enormt konstruktivt. Jeg er f.eks. ikke stædig på en lukket måde. Jeg er ikke typen der holder fast i at verden kun kan se ud på én måde (min min min!) og jeg ved også at der er vinkler på ting, livet og verden man bare er nødt til at få gennem andre.
Det handler ikke om hvem der er god/ dårlig eller om at være "bedre end". Vi er bare forskellige. Og det kan man lære en ting eller to af!
Stædigheden er hos mig nok mest af alt udformet som ukuelighed. At vælge hvad man vil gøre med sit mørke, dét mørke alle mennesker har i deres liv, og de dystre sider, vi allesammen rummer. Mange gange har jeg valgt blot at sidde i det og vente på at det gik væk af sig selv - men det gør det ikke altid. Nogle gange skal man se efter en anden løsning, end den man gik og håbede på. Men er man stædig nok, så er intet umuligt. Fertilitet kan man ikke gøre så meget ved, det er blot en akavet form for forbandelse, der rammer én, uforskyldt. Men den kan blive "en bagvendt velsignelse":
Man finder nye venner, andre veje, får udviklet sin empati, lærer at det ikke nødvendigvis var dem man selv troede på, der ville være der for én i nødens stund. Og til sidst, men ingen ved hvornår, så finder man en måde at lyse op på; ikke blot de andres, men også ens eget mørke.
Om løsningen hedder klinik, donor, adoption, hormoner eller noget helt femte, er egentlig irrelevant i denne sammenhæng.

Med til ukueligheden hører dog også evnen til at være i dét, der gør ondt. Og vigtigst af alt, når man selv, som jeg, er kommet igennem det snævre kateter der fører ind i befrielsen fra infertilitet og ind til helt andre og nye kampe at bevare sin værdighed som "eks-infertil" ved at være ydmyg overfor andre, der stadig kæmper. Forstå at jeg ikke længere sidder med retten til den ultimative nøgle til forståelse og at nogle gange findes der ikke ord, der kan lindre.
Det mørke jeg har lyst i med min ukuelighed er måske slet ikke længere mit! Måske har jeg kun en lille del tilbage, for sådan ville livet det for mig.
De kampe jeg kæmper nu handler om en klagesag mod Hvidovre, som jeg før elskede så højt, over alt det de gjorde galt under min sidste fødsel. Fordi deres egne sygeplejersker og jordemødre siger at jeg skal. For min og deres skyld. Før min næste fødsel, på Hvidovre igen.
Kampene handler også om et møde med Distriktpsykiatrien i næste uge, hvor jeg skal fremlægge mine forslag til hvad vi gør med fremtiden.
Fremtiden har det med at komme, selvom man nogle gange helst vil udskyde den lidt.
Ikke sandt?

Ønskebørn

2006-04-05T04:18:00.000-12:00

Jeg har lige læst et indlæg på vor nyankomne Frøkens Hats blog (http://froekenhat.blogspot.com/) - et indlæg om hvor svært det egentlig er at svare på, hvorfor man dog vil gøre alt dét, for at få et barn.
Jeg har aldrig kunnet svare på det, indrømmet! Og det kan jeg stadig ikke. Der er ikke én oneliner, man lige kan bruge som standardsvar til det spørgsmål.
Grunden for mig var en sum: Summen af alle mine ønsker, af al min kærlighed og alle mine håb for fremtiden. Og dét kan ikke simplificeres til en enkelt, for andre letforståelig sætning... Jeg kunne i hvert fald ikke. Men jeg har skrevet tonsvis af digte om det. De ligger her, hvis du har lyst til at læse:

http://digte.dk/linkto/linkto.asp?linkto=3992

Et af dem hedder "En menneskeret (til ALLE i hele verden)" og det kommer her:

Nogen mener
det ikke er en menneskeret
at få børn- jeg mener
det burde være en menneskeret
at mærke dig falde i søvn
i mine arme
at blive vækket af din pludren
hver eneste dyrebare dag
at mærke den omsorgsfulde,
sårbare lykke, din mor føler
når du smiler
I dine øjne at se
din søgen efter mig
at høre lyden af tilfredshed
og mærke dit hoved mod min skulder
når du lige har spist
at gå jorden rundt med barnevogn
høre dig le, hvine af fryd
at cykle med dig bagpå!!!!
- det burde være en menneskeret -

Held og lykke alle jer, der står overfor endnu en runde i fertilitetsmanegen. Vid at jeg krydser for jer allesammen og håber på et babyboom i blogland snart!

Regnvejr, balloner og sæbebobler

2006-03-30T02:24:00.000-12:00

Hvad får man sådan en forårsregnvejrsdag til at gå med?
Svar: Man tager barnet med i Toys R' Us og shopper lidt (igen)!

Vel inde i butikken tog jeg en vogn, og placerede så mit barn på sædet foran. Og GOSH hvor var det hyggeligt. Han sad og kiggede meget forundret rundt, legede med kæden til vognlåsen og snakkede imens. Vældig fornøjet. Utroligt hvor meget glæde sådan en lille køretur kan vække. Jeg stoppede og viste ham en rød tøjelefant. Hans smukke øjne lyste hele butikken op, da han smilede og grinede til den. OKAY - den er købt!!!!!!!!!!!!!
Så fik han balloner og sæbebobler. Og Marina nede på vejen gav os snor til ballonerne. Så var vi flyvende.
På vej hjem med friske forsyninger af bleer m.v., silede regnen ned. Elias var faldet i søvn i barnevognen efter alle strabadserne. Jeg så en lidt større, lille dreng i regntøj, meget begejstret over alt det vand, der kom oppefra. Kiggede på min sovende baby og tænkte: Jo, regn er godt nok. Det er også dejligt vejr.

Regn skal der til for at græsset kan gro. Regn for at kløver kan "vokse og blomstre og sætte deres frø", for nu at parafrasere digteren Morten Nielsen... Nogle gange er man heldig, og så laver trekløvere små firkløvere.
Regn skal der også til, og siden kommer solen: For så kan man nemlig være så heldig at få en regnbue.
Og gode, store, smukke regnbuer skal der til, for at Regnbuebarnet kan finde sin mor PUK og blive det fjerde barn i det kommende firkløver!
Det firkløver startede som et trekløver af mig, Jasmin og PUK.
Forår! NU!

Folks kommentarer (IRL), fnys!

2006-03-26T21:51:00.000-12:00

Altså, er det bare mig der er gravid eller hvad?
Jeg er sgisme godt nok træt af folks kommentarer. Om maven og dens indhold... Altså, den her var virkelig irriterende: "Nå, du tror det er en pige? Så skal du ligne en tønde denne gang, hva'!" Altså, få dig lige et liv - SELV! Så er der den her: "Du skal da også snart føde, hva'?"
........................
Vid lige hvad man siger til en gravid, og hvad man ikke siger! Ovenstående er to eksempler på ting, man IKKE siger!!!!! Grrrrr.....

Nå, men det værste er stadig disse fordomme om barnløshed, behandling og graviditet efter behandling. Sådan noget som: "Jamen, så fik du jo også ekstra undersøgelser første gang, fordi du havde været i behandling"---------- NEJ, jeg fik alle standard-undersøgelser, det eneste der var ekstra, var uge 8 - scan, som er udskrivningsscanning fra klinikken for os heldige, der nogensinde kom så langt!! Og barnet er sgisme også helt almindeligt, fuldstændig som gør det selv- børn! Og NEJ, han bliver ikke fulgt ekstra tæt af sundhedsplejersken!
Puuuuuh hvor kan jeg ikke ha' det i min krop! Det skærer mig så dybt i hjertet når nogen antyder at min fysiske bedre-formåen denne gang skyldes fravær af behandlinger! Det er jo kun fordi det er anden gang og fordi jeg kun har taget 400 gr. på indtil nu, at jeg har det så meget bedre denne gang. Psykisk er det selvfølgelig også bl.a. fordi jeg ikke har været gennem Helvede først - men derudover ER der altså ingen forskel...

Og så alligevel... Jo der er forskel, men den går den modsatte vej end hvad folk tror. Jeg føler på en måde at jeg har mere ret til Elias, fordi jeg kæmpede sådan for ham. Jeg føler stadig jeg har snydt i køen. Selvom den rationelle udlægning af Miraklet jo er at jeg er blevet skånet af Magterne... Jeg er ikke sikker på at jeg selv forstår det, selvom jeg snart er halvvejs.

Jeg kan, hvis alt går vel, snart kalde mig mor til 2 mirakler. De er mirakler begge to, på hver deres måde. Ingen skal vove at antyde at min lille bisling-dreng, Lille Miv, Dramadrengen, er mindre god end den hjemmelavede. Dét bærer jeg ikke.
Det er to forskellige børn, og jeg elsker dem lige højt. Og de har lige meget ret til at være her. De er sunde og raske begge to, så vidt vi er informeret indtil nu.

Fordommene om fertilitetsbehandling er stadig det eneste, der kan hidse mig lige så meget op, som regeringen. På vegne af mine stadig hårdtfightende medsøstre, mig selv og mine børn!

Den eneste virkelig vigtige forandring, der er sket mig ved at få Elias er, at nu kan alle andre også se ham! Jeg har jo hele tiden båret ham i mit hjerte, med mig overalt, i al den tid hvor jeg ikke havde ham hos mig fysisk. Da var der blot ingen andre end mig, der kunne se ham. Men han er ikke anderledes end dengang, han er den han altid var indeni mig, også før han var. Og jeg elsker ham heller ikke højere end dengang. For man kan ikke elske et menneske mere, end jeg elsker ham. Nu kan jeg bare også fremvise ham i fysisk form. Og pludselig kan alle forstå min kærlighed.
De eneste der forstod mig og mit imaginære barn før, det var PUK og Jasmin. Dét har betydet alt for mig.

Jeg er med! 4 meme!

2006-03-25T10:03:00.000-12:00

Tak til Msr. Baloui for invitationen! Jeg er med, jubiiii! Jeg er en rigtig blogger!

4 Jobs, jeg har haft:

1: Pædagogmedhjælper på en døgninstitution
2: Afløser på et plejehjem
3: Studentermedhjælp i VTU (Ministeriet for Vudenskab, Teknokrati og Indvikling *S*)
4: Student/ konsulent med speciale i intern og ekstern kommunikation på Københavns største plejehjem (on- going and I love it!)

4 film jeg kunne se igen og igen:

1) Livet er smukt (forbudt når jeg er gravid!!!!)
2) Shrek!!!!
3) Den Grønne Mil (forbudt når gravid!!!!)
4) Walk the Line (jeg vidste ikke den var forbudt når gravid, før i lørdags!)

4 steder jeg har boet:

1) I lorte-provinsby hvor mine børn i hvert fald ikke skal tvinges til at vokse op!!!!
2) På Vesterbro med verdens klammeste mand i hans svinesti som jeg blev neurotisk rengøringsfreak af at bo ved - men bare rolig, jeg er ovre det igen *G*
3) På kollegie, og mødte Manden, HAM, den eneste ene, mine børns far - og dét var til gengæld fedt!!!!!! Og meget renere end 3) *G*!!!!!!!!
4) Den fede lejlighed ved Søerne på Frederiksberg - men det var en fremleje *s*

4 TV-shows jeg godt kan lide at se:

1) Lost!!!!!!!!
2) Desperate Husfruer ;-)
3) Forældre forfra (så ved man nemlig, man selv kan gøre det meeeget bedre!)
4) Krøniken (miss you, Palledreng!)

4 steder jeg har været på ferie:

1) Nord- Norge. Det (r)eneste stykke Norge, der findes, og nord for Trondheim har nogen tryllet Janteloven væk og alle praler af alle. Ææææælsgar det!
2) Korfu - brændte mine fødder af og fik hænder som en 80-årig og var 18 år gammel...
3) ROM!!!!!!!!! Blev et bedre menneske og har siden drømt om at vende tilbage dertil!
4) Ærø. Den hedeste kærlighedsferie EVER. Med min mand. Mums!

4 websites jeg besøger/bruger (dagligt):

1) www.digte.dk
2) www.dr.dk
3) www.google.dk
4) www.netbaby.dk

4 favorit retter:

Sikke en udfordring for en gravid ædedolk...
1) Morgenmad
2) Brunch mit die ganzes schweinerei *s*
3) Frokost med frugt
4) Aftensmad

Sorry, men så er jeg dækket ind, ikk?

4 steder jeg godt gad være lige nu:

1) På den anden side af min kommende fødsel
2) På vej ned at sende blomster til en gravid PUK
3) På (kort) barselsbesøg hos PUK
4) Nede at grille i gården ;-)

4 bloggere jeg tagger:

1) PUK - www.positivepuk.blogspot.com (kan ikke linke som jer andre endnu *s*)
Bare fordi jeg elsker hende og ønsker mig at hun snart får det Regnbuebarn!
2) Søs - www.soesterlystig.blogspot.com
Bare fordi hun er lystig og også fordi hun ikke altid er. Og det er også hendes tur snart!
3) Rikke - www.rikkes.blogspot.com
Hun er den seje, ærlige og supergode mor! Elsker at hun kommer med sandheden om alt det der "skulle" være så lyserødt på den anden side af infertiliteten!
4) M.S. - http://spirre.blogspot.com
for hun har brug for opmuntringer og nyt fra verden udenfor kummen, og jeg kender det selv, adr!

Tak fordi jeg måtte være med - det var spas! :-)

At tro på noget

2006-03-18T09:48:00.000-12:00

Tro er sådan en underlig ting, der både kan flytte bjerge og - som vi har set på det seneste (Profeten Muhammed) - kan tro også flytte stemmer :-/!

I min verden er tro en grundsten.
Det er hvad vi bygger vores drømme på, baserer vores håb på, mens vi venter på en fremtid vi endnu ikke kender.
Håbet (og måske troen) er dét, der holder os i live mens vi kæmper for dét, vi drømmer om. Troen på at det måske kan lykkes for netop dig eller mig, er hvad der får os til at holde ventetiden ud - og lade lægerne sende en halv meter kanyle ind i én, for at hente æg ud, der måske en skøn og smuk dag bliver til vores dyrebare barn.

Troen på at vi ikke behøver lade os føre bag lyset i 4 år mere er det der gør at vi sætter kryds ved oppositionen ved næste valg, for det kunne jo være netop min stemme, der væltede regeringen og tog DF med (og dermed blev jeg en sand heltinde!).

Men størst af alt er kærligheden og troen på kærligheden.
Når jeg retrospektivt ser hvordan jeg gennem ti år igen og igen har været lige ved og mange gange kun få 100 meter fra at møde min mand, så ser jeg også at det skete præcis på det rette tidspunkt, da vi begge var klar.
Når jeg tænker på den rejse, jeg har gjort, og hvor heldig jeg har været med alt i mit liv: Alt har på et eller andet tidspunkt set ud som om det var umuligt for netop MIG: At forblive rask, at tage en længere videregående uddannelse, at få et (studie)relevant job, at møde manden i mit liv, at blive gift, at FÅ BØRN............................

Så vågner jeg og får morgenmad på sengen af HAM, ser min lille dreng der er begyndt at række armene op mod mig (bare for at være helt sikker på at hans mor ikke kan modstå ham *S*), jeg mærker et Bonusbarn bevæge sig så småt i min mave og på jobbet får jeg stadig nye og spændende opgaver - selvom jeg lige er kommet fra barsel og går fra igen om lidt......

De onde kræfter vender sig og græder, viger bort når de ser mig.
Jeg står tilbage med så meget liv i mit liv at jeg bare må sige:

GUD LEVER - uanset hvilken form og facon man tillægger Gud, om det er kærlighed eller samtale eller Allah, man kalder dén kraft: Så findes den og er til stede.
Også når man ikke lige kan se hvor han er "hen'ad".

Gud være med Jer - Insh'a Allah
May the force be with you
-hvad I end tror!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! *S*

Klart jeg VIL!

2006-03-03T08:27:00.000-12:00

Søs spurgte om jeg så slet ikke ville skrive mere - klaaart jeg VIL!
Jeg er jo faktisk ret så nyforelsket i Blogland med indbyggere, at I ved det!

Milepæl nakkefoldscanning er overstået og det var i sandhed en befrielse. Jeg frygtede den lidt fordi jeg fik et dårligt tal da jeg ventede lille E. Fik taget fostervandsprøve og var ræd for at abortere som følge af den - men det gik fint. Gik flere uger i uvished etc. etc. og endte med at få beskeden at lille E er sund og rask. Gudskelov! Men pludselig kom alle de oplevelser tilbage.
Så ret nervøs til scannigen og selvom det var skønt at se den lille igen, ja så var jeg nok meget resultatorienteret og syntes sygeplejersken tog sig rigeligt god tid - klogt nok, men ... I ved!
Men tallet, som skal være højere end 1:300 var fint.
1:6.640. Og så græd jeg lige lidt. Noget den opmærksomme læser sikkert har opdaget at jeg gør en del i ;-).

Elias gror. Den står på tænder. Og på al slags mad. Nu også mælkeprodukter (sødmælk og sødmælksbaserede). Han kæmper ihærdigt for at komme frem i verden - numsen op og så afsted... Indtil videre baglæns. Han elsker at lege "Hvor er moar'n?" hvor mor her tager et klæde over hovedet, kalder på ham "Elias kan du finde mor?" og så hiver han klædet væk fra mit ansigt. Så sidder han der og griner. Griner så det klukker og med hele kroppen.
Nogle gange kan jeg fra mit "skjul" se hans forventning og genkendelige "nååårh, det er den leg, jubiii". Og det er skønt.

Jeg lod barnet lege med min slukkede mobil. DUMT. Han savlede så meget i den at den har fået vandskade. Så ku moren lære det. Så nu har jeg købt en ny. Den kommer i begyndelsen af næste uge. Med kamera. MUST have mulighed for at dokumentere alle de søde og sjove ting med den lille dreng.
Jeg er derfor helt off hele denne weekend. Og vi laver også børneværelse nu, hvilket betyder at pc bliver koblet fra et par dage. Men jeg kommer tilbage hertil hurtigere end hidtil. PROMISE!
PUK, da jeg ikke kan besvare din søde besked grundet ovenstående vil jeg lige benytte lejligheden til at sige tak her. Og at jeg håber, tror og beder til at første HH forsøg bliver lykkens for dig.
Og jeg vil gerne give dig troen tilbage - min fødselsdagsgave til dig. Ikke som tro men måske nærmere som... Vished? Jeg beder.

Grænsen mellem nettet og virkeligheden?

2006-02-12T08:15:00.000-12:00

Jeg har brug for at høre nogle meninger om dette emne. Hvor går grænsen mellem nettet og virkeligheden? Hvilke oplysninger fra virkeligheden må man bringe på nettet og hvilke fra nettet, kan man tillade sig at viderebringe IRL?
Er der en fortrolighedspolitik? Hvis man f.eks. gennem nettet får kendskab til ting, man ville behandle fortroligt eller med "en vis takt" hvis man havde fået de samme oplysninger face to face - er det så ok at bringe dem videre?
Jeg spørger - for jeg synes det er interessant og måske... svært?
Shoot at me ;-)

Min egen verden fuld

2006-02-06T09:53:00.000-12:00

Tak for bekymring og efterspørgsel. Der har simpelthen været så meget vi skulle nå herhjemme, at jeg ikke har haft tid til at blogge. Men jeg har det godt.
På min fødselsdag blev jeg scannet igen. Jeg troede først at den lille var for lille, men alt var fint. Og pludselig slog den med ryggen som en lille fisk- nogle af de allerførste små bevægelser. Og jo, der er "kun" den ene - vi er højst tilfredse!
Vores favorithelt Morten var glad, man skulle tro det var ham, men ok, han har jo også en andel i alt det smukke der sker os! Jeg var 9+0. Da vi var færdige sagde Morten farvel og at han håber at få lov at se den næste lille også, selvom han jo ikke hjalp til denne gang :-). Selvfølgelig skal han se den. Og han bad os udtrykkeligt om at ringe direkte til ham, hvis der blev noget fremover.
Pludselig stod jeg så ude på gangen igen. Morten smiler og siger farvel, manden holder mig i hånden og barnevognen med den anden, lille E sidder op i barnevognen (så stor er han nu!) og smiler og griner. Og i min hånd har jeg et billede af en lille baby, der ligger i min mave.
Så kom tårerne. Så kom lettelsen og taknemmeligheden. Lige der stod jeg på en eng i solen med armene bredt ud og min familie omkring mig og verden var god. KUN god.
Og på en eller anden måde er den det stadig. Den er fuld af lykke. I hvert fald min egen lille nære verden.
Min lille dreng har fået sin første tand. Inden jeg ved af det har han hele munden fuld af dem og når jeg har blinket et par gange efter dét, er der sgu nok også togskinner på.
Jeg ville ikke have troet på dén her nutid, dengang den var min fremtid. Hvis nogen havde sagt det...

Men bortset fra det: Min veninde er også blevet gravid. Ja I ved, hende jeg brugte et indlæg på for noget tid siden. Jeg havde lyst til at sige "hvad sagde jeg", men jeg ville hade mig selv, så jeg sagde bare tillykke ;-) og jeg mener det bestemt. Jeg er meget glad på deres vegne. Og jeg er sikker på de får en skøn unge (udover dem de har i forvejen!). Men altså jeg er ked af at sige det - men HVAD SAGDE JEG! :-)

Resten af verden er af lave og her går jeg med min lille dreng og en spire og så bliver jeg bange for den fremtidige verden, den verden de skal være en del af. Jeg bliver bange for at nogen skal gøre min børn fortræd. Ja det er man vel altid et eller andet sted. Men pludselig er der steder jeg ikke vil færdes med barnevogn, fordi jeg kan mærke jeg må lytte til min indre stemme (ikke den arvelige af dem ;-)). Stemmen der fortæller mig hvad der er bedst at gøre og ikke gøre.
Og af og til -om det er hormoner eller ej- men så ræser det af med mig. Hvem er jeg at tro, at jeg kan ruste mine børn til at leve i denne verden? Og jeg bliver angst, forsøger dog at genvinde kontrollen.
Hver gang vender jeg tibage til at dette er bekymringer for fremtiden. Fremtiden eksisterer ikke. Vi har kun nuet. Alt det andet er enten bag os eller foran os. Og lige nu har jeg en dreng, hvis største smerte er tænder der er på vej frem (og dét gør ondt, skal jeg sige!), det værste mareridt er når han kommer til at dreje sit hoved, så brystet "smutter væk", mens han bliver ammet. Alt andet er glæde, tryghed, nysgerighed og et sprudlende humør.

Jeg er her. Jeg er her sammen med min søn, min mand og spiren. Vi er her sammen. Nu.
Vi lever.

Det er helt sort!

2006-01-21T08:47:00.000-12:00

Tja, for dem der ikke har prøvet det kan jeg oplyse at det er en ret speciel oplevelse at tale i telefon med en psykotisk. Der er ikke grænser for hvilke oplysninger, man kan få - mere eller mindre relevante, og som oftest helt uden kontekst af nogensomhelst art. Nu har jeg meddelt min mors bopælskommune at jeg ikke længere vil være koordinationskontor for dem og deres, og at såfremt de er utilfredse med at jeg melder mig ud, ja så må de sgu til at sende mig en pæææænt stor check hver måned. For svie, smerte, misbrug af min tid og mangel på ansvarlighed. Ja ja, it might be politics, men det er jo roden til ALT ondt. Jeg er egentlig ligeglad med grundene, med forklaringerne, med det hele. Jeg må konstatere at uanset hvor mange forklaringer og årsagssammenhænge, der gives mig, så kan det koges ned til dette: Det er IKKE mit bord! De har opbrugt deres Stina-kvote - der er nul, zero, ikke mere "save the psycotic whales"-tid tilbage!
Efter at have taget den kulsorte humor i brug da jeg til Manden refererede samtalen med den psykotiske, lagde min støttende og forstående mand armene om mig og sagde: "Ja det er jo helt sort" mens han grinede stort. Godt, jeg heldige kvinde har en mand der ved hvordan jeg skal takles!
Så kom jeg i tanke om min bog - altså den jeg løbende skriver på. Og så tænkte jeg at I kan få et uddrag af noget af det groteske, der faktisk findes i dagens DK.
Hvis du, kære læser, allerede nu føler at jeg blufærdighedskrænker dig ved at fortælle om mig selv, så stop læsningen NU - før det er for sent. Historier der vil ud, har det med at komme det - før eller senere. Here it comes:

" Vreden er min ven, min drivkraft. Jeg kan køre i årevis på en tankfuld vrede.
Jeg er vred på KJ (ansv. overlæge), fordi hun aldrig er der. Og når hun er der, er hun ikke nærværende. Hun kan ikke passe sit job i mere end 4 sammenhængende uger ad gangen, og det pisser mig af. Totalt. Jeg synes det er noget svineri. Noget forbandet svineri. Tænk at jeg skal sidde her, 100 kilometer væk fra min mor, og fortælle dem hvornår hun er syg! Det kan fandeme ikke passe! De ser hende 1 gang ugentligt, og alligevel kan de ikke forholde sig til hende når hun først er rigtig syg. Sådan rigtig syg. Så er det, jeg skal ringe og fortælle dem det. Med den autoritære stemme på, helst skal jeg også lige understrege at min mand snart er færdiguddannet læge. For jeg kan ikke lade være. Jeg må bare gøre det! Egentligt er det jo latterligt, men jeg gør det alligevel. For det føles godt for mig. Det føles som at tage lidt af magten tilbage. Men inderst inde ved jeg jo kun alt for godt at der ikke findes nogen måde at tage magten tilbage på. Jo, hvis jeg var statsministeren. Eller Kronprinsesse Mary. Men det er jeg jo ikke. Jeg er bare en skide pårørende – som i "skide irriterende". Men dén Distriktpsykiatri, jeg kender, er kun opfundet for at slippe for at behandle folk. Kan man slippe for at behandle folk, så kan man spare penge. Og kan man dét, er der mere til valgflæsk. Eller til Statsministeren. Med Distriktpsykiatrien ser det så ud som om, man gør noget alligevel. Uden at røre en finger. Dét er sgu da smart! Lorte - pseudosystem!

Jeg lover at skrige det ud til verden. Det hele. Alt hvad jeg har set og hørt og mærket. Om det så skal være det eneste jeg nogensinde får gjort, så vil jeg gøre det. Om det så skal betyde at jeg aldrig kan få et job, så vil jeg gøre det. Jeg er forbi smerten. Nu er jeg stærk."

................................ Hvis nogen har en Lolitadukke-ting eller en papfigur der minder bare en lille smule om Lars Løkke, så vil jeg gerne købe den, tænk jeg tror den kunne fungere fint som boksebold hjemme i min stue. GNÆK!................................................................................................

Hvordan er min verden ændret?

2006-01-15T23:47:00.000-12:00

Efter nogle dage med en sur og svær lille dreng, har jeg endelig lidt tid til at skrive på min blog. P.t. ligger der en glad baby og leger på sit legetæppe i min stue. I min stue. Min baby! Det er næsten ikke til at forstå...

Jeg har tænkt lidt over, hvordan min verden er forandret: Forandret på grund af lille E og ikke mindst på grund af den nye, jeg venter til august. Hvad er der sket med min sorg? Den er ikke pist væk, men den har helt klart ændret form. Fra at være sylespids og kold og en ond, knugende, meget dyb sorg, er den gået over i noget andet. Næsten gennemsigtig, ikke så spids og ikke længere så dyb som før.
Jeg husker tilbage til dengang, jeg fik Mandens historie, og hvor vred jeg blev. Vred på den ekskæreste han havde stolet på, men som havde været ham utro uden beskyttelse, fået klamydia (hvilket i sig selv jo kan ske, det er til en vis grad forklarligt) MEN hun havde bare lige glemt at foortælle ham det, da hun fik det konstateret. Hvilket betød at han gik i månedsvis. Hvilket betød at da han først var fri af klamydiaen, var han steril.
Damn, jeg indrømmer det, jeg hadede hende virkelig af mit ellers så gode hjerte og mit ellers så rummelige sind.
Nogle rummede min vrede (som var et udtryk for min sorg, afmagt og frustration) og hjalp mig ved at rumme det sammen med mig, andre var mere eller mindre forargede over min reaktion.
Dén sorg har ændret sig i mig. Med Elias. Men nu står jeg et sted hvor jeg helt må kaste min vrede bort - i hvert fald den vrede der drejer sig om, at det jo er "hendes skyld" at Manden er steril. For det viste sig jo åbenbart at han ikke var mere steril, end at jeg bærer endnu et barn - et "hjemmelavet" ét. Så nu er jeg fri, fri af min afmagt, frustration, vrede - og fri af mit had. At jeg stadig er træt af hendes rolle og selve princippet i dét at man opfører sig så uansvarligt, er en helt anden ting. Men mit had er jeg fri af.
Og måske er det den største belønning. Den største frihed. At kunne sige at jeg én gang har hadet, men blev sluppet fri.
Før ville jeg have fortalt hende, hvad hun havde gjort, hvis jeg fik chancen. Hvis jeg fik chancen i dag, ville jeg fortælle hende at min historie og at jeg har været delvis uretfærdig overfor hende. Og jeg ville muligvis undskylde at jeg har spredt rygtet om hende - selv i hendes egne kredse.
Godt nok er jeg skruppelløs... Men når man har været en galning, må man tage det på sig.
Og dét er unægteligt nemmere for mig i min nuværende situation!

Digte-dag!

2006-01-13T09:09:00.000-12:00

I dag er det digte dag på min blog. Jeg har udvalgt nogle digte, det første er fra tiden op til vi startede i behandling for at få Elias. De næste er fra tiden der fulgte, tankerne fra min graviditet omkring hvad jeg ønsker for min søn. Og endelig, et digt om hvordan det så egentlig er at være mor - og dét gælder (er min påstand) uanset om ens barn er kommet eller stadig står i kø "på den anden side"...
Jeg håber I finder en smule fornøjelse i mit ordbad for i dag ;-).

Brev til ufødt barn
Det er nu mit attende forsøg på
at opnå din opmærksomhed
det vil jeg gerne takke dig for
at du ikke bare sådan kommer
når jeg kalder
Rejsen for at finde dig
har givet mig uendeligt meget jeg har grædt som kun skyerne ved
mod den tomme himmel over min tomme krop
Jeg har aldrig forsvaret nogen
så meget som dig, mit ufødte barn
aldrig været stillet så meget til ansvar for nogen
som for dig, allerede
Aldrig har jeg mødt så lidt og så meget forståelse
på en og samme tid
Aldrig har jeg følt så stor glæde og vished
som nu da jeg går med mig selv i behold ned ad gangen
for at møde den læge
der kan hjælpe dig til livet, og os til at ændre vores
Det kræver sin kvinde og mand og kærlighed at gøre dette
For en, der endnu ikke er født
Men kære ufødte barn
en dag vil jeg høre dig græde
en dag vil jeg se dit ansigt
jeg vil bære dig og holde fast i det løfte
det er at give liv, og endnu mere på denne barske måde
Dagen kommer hvor du er hos os
Jeg vil lære dig at gå
at cykle, at læse, at klare dig i skolegården
lære dig at leve
Jeg savner dig uden at kende dig
og dog
er du genklang allerede i mit eget
mærkværdige væsen
Mit kære, elskede men ufødte barn
en dag vil jeg høre dig græde
en dag vil jeg se dit ansigt
Men i mange dage før den
har jeg for længst været
din mor

Hey lille stjerne (sang til Elias)
Hey lille stjerne
Svæver du dér
I din himmel
Og sender lys i natten
Til din mor og far

Hey lille stjerne
Sidder du dér
Bag en sky i mit sind
Og venter på at blive
I verden lukket ind

Hey lille stjerne
En dag vil vi ses
Og vi vil aldrig mere
Slippe dig igen

Hey lille stjerne
Du har et navn
I mit hjerte
Du har et navn i mit hjerte

Ønsker
Ønsker at frygten aldrig
vil finde dig
at angsten aldrig
tager bo i dit hjerte
at sorgen aldrig vil lænke dig
at de ting du ikke får gjort
ikke vil binde dig
at tvivl ikke vil fange dig ind
at du ikke vil blive
et firkantet menneske i en verden af kasser
Ønsker
at du vil bære regnbuen i dit sind
at du vil leve et liv
svøbt i kærlighed
at du vil lade stolthed drive dig
men ikke for vidt
at du vil blive stærk
i troen på mennesket at du vil tage imod
alt det smukke du er sat i verden
for at modtage
og hver dag føle blot et lille strejf
af lykke over at være til
og hver dag vide
at nogen elsker dig
blot fordi du er

Jeg kan mærke dig
Jeg kan mærke dig
mærke dig i mig selv
din gråd, som endnu
ingen tårer har
kan jeg mærke i min sjæl

Jeg kan mærke dig
mærke dig i mig selv
dén trøst, som endnu
intet navn har
kan jeg mærke i min sjæl

Jeg kan høre dig
høre dig i mig selv
dét sprog, som endnu
ikke er skabt
kan jeg høre i min sjæl

Jeg vil give dig
give dig alt af mig selv
dén verden, som endnu
ikke er givet
vil jeg give dig af min sjæl

........................................................................................................................................................................

Verdens mindste hjerte!

2006-01-06T05:13:00.000-12:00

Ja - så blev jeg scannet. Og den er go' nok!
Vi måtte vente to timer på Morten, fordi han havde en hyperakut operation. Det kan ske, og vi venter gerne på Helten :-). Han fik et billede hvor han står med Elias, et billede vi tog da han var 8 dage gammel. Og så skal han have sin "rigtige" gave næste gang, vi ses til endnu en scanning.

Først kunne vi ikke se noget foster, så jeg troede det var snyd og jeg slet ikke var gravid. Men Morten ledte efter det lidt, og lige pludselig! Lige pludselig var der en lille hvid prik, der blinkede. Vel nok verdens mindste hjerte - kun lige blevet til et hjerte og kun lige begyndt at slå!
Vildt. Og sikke en lettelse!
Jeg blev rykket tilbage, fra 7+0 til 6+0. Meget kan fremover ændre sig mht. den dato. Jeg skal, på Mortens initiativ, scannes igen den 26. januar.
Det er på min fødselsdag.

Året 2005

2005-12-30T08:55:00.000-12:00

Der var engang en pige, der hed Stina. Hun havde rejst så vidt omkring i sit liv, og havde set meget mærkeligt. Hun havde kæmpet mod vejrmøller, drager, sindssygdomme, psykopatiske kærester og andre unaturlige fænomener, da hun endelig fandt Manden.
De giftede sig i 2004, og alle spurgte: "Hvornår skal I have børn?" Hver gang svarede den barske og stædige Stina: "Vi kan ingen få!" Og så spurgte folk ikke længere.

Den dag Stina giftede sig, holdt hun en tale om en skat for enden af regnbuen - den skat, som hun og mange andre bruger en stor del af deres liv på at jagte. For dén dag opdagede Stina nemlig, at skatten for enden af regnbuen er kærligheden til den, der gør at man kan se alle verdens farver. Selvom jeg altså havde fundet min skat, så bad jeg endnu, jeg bad og græd og ønskede mig så inderligt: Et barn.
Og i 2005 kom Elias den Elskelige ud til os, og føjede sig til rækken af mennesker, som får mig til at se verdens farver - men han har en prisme med sig fra Regnbuelandet, som gør at jeg nu kan se dem endnu klarere, fordi han er her. Og jeg kunne ikke ønske mig mere.
Da jeg havde født Elias blev jeg meget alvorligt syg. Det var den sværeste stund i år 2005, ja i hele mit liv, da jeg stod bøjet over vuggen en sen nat da Elias var en uge gammel, for at sige farvel til ham. Jeg skulle opereres akut og vidste hverken hvad de ville finde eller om de ville nå at finde og fjerne problemet.
Jeg havde en hæslig tid, et frygteligt ophold på hospitalet, det var endnu en rejse hvor jeg kæmpede mod væsner der ikke var jordiske, ikke menneskelige. Men jeg kom hjem. Og jeg græd. Og jeg stoppede ikke. Jeg ønskede at jeg var død under operationen. Men nu kunne jeg ikke dø. For nu var mit barn endelig kommet. Så jeg fandt til sidst en psykolog, og det var tiltrængt!
Det hjalp mig hurtigt. Jeg fik det snart bedre, jeg fik det også bedre fysisk, og jeg nåede at gå en lille tur i Tivoli med mit barn i barnevognen, inden de lukkede for sommeren 2005.
Det var sådan en ting jeg havde drømt om at gøre dengang jeg var barnløs mor - for dét mente jeg "man gjorde" når man havde fået sit barn.
Det kom totalt bag på både mig og Manden at det kan medføre en ægteskabelig krise at blive forældre. Vi talte om hvorfor den "først" kom nu - og ikke mens vi gik i behandling. Men vi var pressede, både på job, studier og hjemme i en halvfærdig lejlighed. Og vi var i krise over det dramatiske forløb efter fødslen. Vi kom dog igennem det - og vi kom godt igennem det, med endnu en opblomstring i vores forhold.
Jeg afsluttede mit forløb hos psykologen den 13. december. Hun syntes jeg klarede det flot, hun mente ikke jeg havde haft en depression, men en krise p.g.a. chokket over forløbet omkring fødslen. Hun var enig med mig i at jeg er igennem det nu. Og jeg er hel. Måske mere end hel. Nu er jeg nemlig stædig igen.

Jeg læste på Monjas blog om at føle sig som en fremmed blandt venner, noget som i sin tid vidst blev startet hos Sille. Jeg føler mig måske ikke som en fremmed, men på en måde alligevel lidt. Jeg føler jeg har snydt. Jeg føler mig misundelig på mig selv. Men jeg er også rørt, lykkelig og måske vigtigst af alt: Jeg kan sige helt oprigtigt at selvom jeg ikke altid kan se en mening med tingene, heller ikke retrospektivt, så føler jeg at den rejse, jeg har foretaget gennem tårer, latter, kanyler: Regnbuer med hjerter bagved, halvvejs ind i Dødens Dal, og tilbage ad The Mighty TukTuk River, den rejse har beriget mig. Gjort mig større, blødere og hårdere, modnet mig, gjort mig indædt, forøget min smertetærskel og givet mig evnen til at række ud efter fremmede. Om jeg har brug for dem, eller de har brug for mig. Og vigtigst af alt, så gav rejsen mig PUK og Jasmin.

I dag stod jeg og så på den rene sne, der dækker græsset. Jeg ville beskrive år 2005 med ét ord. Jeg sprang ud i sneen med begge ben. Og dér skrev jeg de fem bogstaver, der sammen med et åndedræt holder sammen på mig, mit liv, mit alting:
E L I A S
Jeg stod en stund og betragtede det. Og så skrev jeg et navn til. Et pigenavn. For jeg føler virkelig at det barn jeg nu venter er; min datter.

Vi må alle vente og se hvad 2006 bringer. Men vi skal nok finde ud af noget, alle her i blogland!
TAK for året der gik.
Jeg ønsker jer alle et velsignet år 2006 - og gid alle jeres ønsker må gå i opfyldelse og al jeres frygt blive gjort til skamme!!!!!!!!

Scanning flyttet!

2005-12-28T09:25:00.000-12:00

Min tid til scanning er flyttet til den 5. januar.
Morten ringede og gav besked i går om at han har fået fri torsdag. Så derfor.
Så regnede han lidt på hvor langt henne jeg er og mente så, at den 5. var et godt tidspunkt, også i henhold til vagtplanen.
Jeg spurgte om jeg skulle få en af mine egne læger til at henvise mig til ham, men det betød ingenting for ham, sagde han.

Jeg har taget endnu en test for at se, om den bliver tydeligere, og det gør den, den er helt tydelig nu, lige så tydelig som teststregen. Jeg har det indtil videre godt, og føler mig næsten ikke gravid, i hvert fald ikke på den kvalmende måde. Men nu er jeg jo snart også så vant til at være gravid :-)!

I morgen skal jeg bare ud at gå i sneen med min dreng. I dag ville jeg ønske han var lidt større for så kunne vi bygge snehuler og snelygter og mange sjove og hemmelige ting, men det får jeg forhåbentlig rig lejlighed til med tiden. Indtil videre nyder jeg at se verden gennem hans øjne, således ser jeg den også for første gang. Selv de allermindste ting kan man beundre og undres over når man pludselig får sådan en chance for at være her NU.
Gid jeg i fremtiden kan være sammen med ham på denne måde, og så selvom jeg bliver stor og tung igen, og gid han ikke vil opleve et fravær af mig, under denne graviditet.
For indtil verdens ende er han min baby, min lille dreng, uanset hvor gammel han bliver og hvor mange søskende han får!
Gud hvor jeg dog elsker den dreng.

Nytårstalen må vente lidt. Der er sket så meget - lige til det sidste!
Tårer af næsten vantro lykke blander sig med tårer af en lille smule angst. For om jeg kan være god nok, vokse nok med de store opgaver, jeg synes jeg har fået. Men mon ikke?
Lad os alle finde en smule trøst i dette:
Gud giver os aldrig mere, end vi kan klare...

Forresten, hvad skal jeg give ham????

2005-12-26T23:43:00.000-12:00

...Forresten, jeg har brug for jeres hjælp til at finde på en gave til Morten, han har endnu ikke fået den ellers påtænkte gave efter vi fik Elias, og nu synes jeg lissom "gavegrunden" vokser!
Hvad synes I? Og hvad skal jeg evt. give ham?
Forslag modtages inden butikkernes lukketid i morgen den 28.12.05.

:-) Love u :-)

Så meget på hjerte

2005-12-26T22:45:00.000-12:00

Jeg har så meget på hjerte for tiden, jeg tror faktisk at jeg kunne skrive flere poster om dagen. Jeg har gået så længe og "sparet op til en blog" at det helt løber af med mig.
Gårsdagens historie om min borderline mor er f.eks. slet ikke slut - den er nok nærmest uendelig, der tilføjes jævnligt nye kapitler. Men bortset fra det, så glemte jeg helt at fortælle hvad der fik mig til at skrive de hårde og absolut sande ord om min egen stakkels handicappede mor ;-/.
I sin tid brugte hun min børneopsparing. Nu har hun så givet lille E én i dåbsgave. Den har hun nu stoppet indbetalingen til, fordi det åbenbart ikke lige passede ind. I stedet giver hun min voksne bror kr. og kr. hver gang han er hjemme.
Det er ikke pengene, jeg bliver sur over, det er sådan set ligegyldigt. Nej, det er det faktum at hun nedprioriterer E, fordi han er mit barn. Hvis min bror havde børn ville hun aldrig gøre sådan. Og det gør mig så rasende. Nok om hende, men det var altså det der startede lavinen.

Jeg har en helt. Han er helt fantastisk. Det er Morten. Morten er dén læge, der lave lille E til os. Da jeg havde født gik jeg en grueligt masse igennem, og da jeg vågnede efter operationen, og begyndte at kunne gå lidt rundt i afdelingen så mødte jeg - ja, Morten.
Han var og er enormt sød ved os, meget dygtig og omsorgsfuld, og så ved han liiige hvordan man takler en Stina. Jeg føler mig ekstremt tryg ved ham. Det er måske hele idéen om at han hjalp os, at det var ham der "startede det hele" for os, da han lavede E. Og ham der støttede og trøstede undervejs. Han sagde i sin tid til min mand, at "den dér ene procent kan du ikke bruge til ret meget".
Så jeg ringede selvfølgelig til ham forleden. For at fortælle at min mand har gjort mig gravid. Selv. (Vi er nu i kategorien "gør det selv-forældre", puha, den må jeg tage en anden dag!). Han var ikke lige ved telefonen, men jeg lagde besked. Dagen efter ringede han tilbage. Han sagde: "Tillykke, hvor er det dog fantastisk!". Han sad med hele min journal, så jeg kunne stille ham mine spørgsmål. Kan mit ks holde til graviditeten og fødslen, når der ikke er gået længere tid end der er siden min fødsel? Svaret er ja. Har jeg forøget risiko for at den nye spire sidder udenfor livmoderen, pga den operation jeg fik, der har fyldt min højre side med arvæv? Svaret er ja. Derfor vil Morten gerne se mig til en scanning i ambulatoriet den 29., og det gælder om at være der til tiden, for som han sagde: "Du er jo ikke henvist hertil af en læge, men kom præcis, så passer det med at jeg kan få puttet dig ind dér, så vi kan se at den sidder som den skal."
Manden gør mig en tjeneste. Igen. En mega tjeneste. Men den største tjeneste har han allerede gjort mig - han gav mig mit barn.
Morten vil altid være en helt, en stjerne, en hospitals-Aragorn i min verden! Og selvom jeg ved han er gyn-obs'er, så er jeg så fuld af tillid til den mand, at jeg med glæde ville lade ham operere mig i hjertet... Jeg tror I er med nu, ikke *s*!

Get busy living, or ...

2005-12-26T06:06:00.000-12:00

Ja, det var så den jul. Elias' allerførste i en forhåbentlig meget lang række.
Der var selvfølgelig masser af mad og gaver.
Og så var der vores egen, den helt store, julegaven som mange drømmer om at give deres familier. Vi havde også drømt om denne dag, eller rettere, vi nåede lige at drømme i 3 dage, før det var jul og tid for familien at få den glade nyhed.
Fra Nordnorge til vores egen hjemmejul lød det glade budskab, og de fleste tog imod den med glæde. Men desværre er det sådan at i min familie kan man ikke bare være glad uden der skal komme én og sætte skår. Bare et lille bitte skår. Og min mor har altid en ultra-skarptsleben diamant at skære min lykke med...

Da vi i sin tid forkyndte, at nu ville vi gerne snart have børn (der gik så længere tid med dét, end vi anede dengang), var min mors umiddelbare reaktion: "Ja, men du kan jo sikkert ikke få børn". TAK for det, det var da liiiige hvad jeg trængte til at høre. Det viste sig så at min mand ikke kunne få børn. Efter mange behandlinger og op - og nedture blev jeg endelig gravid. Her var min mors reaktion: "Pas nu på, du aborterer nok!". TAK, det var liiiige hvad jeg trængte til at høre. Jeg valgte derfor at droppe al kontakt med hende til efter 12. uge. Hvilket hun jo var meget ulykkelig over og slet ikke kunne forstå.
Da så drengen kom, så turde hun ikke holde ham, det er nu en ærlig sag. Lige frem til fødslen var hun sikker på at jeg slet ikke kunne klare det, at jeg ikke havde babytøj osv. Og lige siden han blev født har hun klaget over 1) at jeg ikke har tid og lyst til at ordne alt for hende og klare hendes problemer 2) at jeg kommer for sjældent på besøg (WONDER WHY!!!!) 3) at det barn får lov at gå i brugt tøj (hvad er der galt med at man OGSÅ giver sit barn brugt tøj?), og endelig at 4) vi tager vores barn med ud, såsom til juleaften og fødselsdage (havde hun tænkt at han bare skulle være alene hjemme????)........

Nå, men tilbage til gaven...Den mægtig stolte og på forhånd orienterede morfar åbnede en flaske champagne og da den var hældt i glassene (jeg fik 1 lille tår), så forkyndte vi det glade budskab. Og selvfølgelig blev der smilet og lykønsket. I to minutter. Så rummede hun det ikke mere. NEJ, SÅ var det forfærdeligt, for hvordan skulle hun nu komme hjem til sin familie på sommerferie, nu kan jeg jo ikke tage med!?!?
Så resten af aftenen gik for hendes vedkommende med at remse alle de problemer op, der var FOR HENDE i, at jeg nu er blevet spontant gravid.
Havde hun dog bare tænkt på mig, på min krop, på min psyke, på min operation der har givet mig en let forhøjet risiko for at dette nye barn sidder udenfor, havde hun bare tænkt lidt på os, på noget der ikke handlede om HENDE selv... Men nej...
Jeg ved godt hun er extrovert borderline, impulsstyret og selvcentreret, but f...... anyWAY!
Der findes bare ikke noget "wake-up call" i hendes verden.
Hun bliver ved med at finde sin egen ulykke hver gang jeg finder lykke i MIT liv.
Jeg skrev engang et digt om det...

Jeg var dét lille sandkorn, alle storme hvirvlede op mod lyset
Jeg var for lille
til at grave mig ned...

Og det er sådan det er med mig. Det var sådan jeg fik hæftet "Stædig" på mit navn. Dét var sådan jeg blev mig. Det er som i det siges "Shawshank" ("En verden udenfor"):
Get busy living - or get busy dying!
Jeg er meget busy living lige nu!

Ro så, for hulan, ro!

2005-12-21T08:56:00.000-12:00

Ja, så var jeg ved lægen. Hun sagde: "Nok er den svag - men den er der! Du er gravid!" Hun spurgte om vi ville beholde den!!!! OM vi vil???? Selvfølgelig, der er jo tale om et mirakel!
Hun er vikar for min egen læge, som selvfølgelig har ferie. Og HUN får sig en god hyggestund når hun kommer igen efter jul!

Termin er den 24. august. Jeg er lidt sulten, træt og har lille hovedpine.
Men vi er glade, vi er glade og taknemmelige! Tænk at dette, det utænkelige, er sket for lige netop OS!

Kære Gud, jeg ved du findes, jeg har ofte været vred på dig, men du har givet mig 1000 gange dét, jeg mistede i mit liv. Jeg har alting. Og mere end det. Jeg har så ofte, siden vi fik Elias den Elskelige, spurgt dig, om du mente vi havde trodset din vilje, ved at få ham selvom vi ikke kunne lave ham selv... Jeg bad om et tegn, et svar, noget der kunne vise mig om vi var helt ved siden af og slet ikke i orden... Nu har jeg fået det bedste svar af dem alle. Vi er så levende, vi er så rigtige, vi er i den samme båd. Og vi er gravide igen.
Nu er det ikke tid til kriser, til at skændes, men til at elske kun mere og mere endnu. Nu er det tid til at holde kæft og RO, ro for hulan da!
Tak for stormene, tak for dem du gav mig at følges med, tak for alt hvad du har givet mig, tak for det hele, jeg kan ikke takke dig nok, mit liv viser hvad jeg mener, når jeg siger:
TAK!

Jeg sendte dette vers som sms til venner og familie i dag. Nu giver jeg det videre til jer:

Julen er jo miraklernes tid
til dem vi for sjældent har fæstnet vor lid
men i år må vi undres og få mere flid
for min mand har helt selv
gjort mig gravid
Vi håber I glædes vil ved disse ord
og hjælpe os lidt i august
når Elias blir' storebror

Husk at uden jer, så var jeg nok ikke ombord i hverken denne eller nogen anden båd længere. Til jer der stadig kæmper: Lad os ro, for hulan: RO!

Forvirret...

2005-12-20T19:55:00.000-12:00

...Jeg er stadig noget forvirret, og jeg føler mig slet ikke gravid. Men min mælk må smage anderledes, for lille dreng er ikke meget for det, hvilket gør mig ked af det. Jeg synes det er synd.
Jeg tog en test mere kl. 5 i morges, og den var også positiv. Jeg føler mig ikke specielt gravid, kun lidt svimmel og træt, men ellers intet. Så begynder tankerne jo, om den holder fast eller om den allerede er gået til? Om den er rask? Om alle mulige ting!
Nå men jeg skal til læge her i eftermiddag. Så må vi se om jeg stadig er gravid til dén tid??!!

Ja, jeg kan altså stadig ikke fatte det!!!!!!!!!

Jamen hvad hulan????????(Den dag jeg talte LIVE med PUK!)

2005-12-20T06:40:00.000-12:00

Uha uha uha uha!!!!
SOmebody, kom lige og forklar mig det her...
...Jeg tog dén test! Og så...tog jeg én til! Og i morgen...tager jeg endnu én. I morgen tidligt.
De 2 jeg har taget nu var... POSITIVE!

Jeg fatter det ikke jeg fatter det slet slet slet ikke. Hvad gjorde jeg? Jo jeg tog telefonen og ringede til: PUK! Som jeg aldrig før har talt med, men sikke en sprød og dejlig stemme, der tog lige så vel imod mig, som hun altid gør på nettet. Det var vildt. Og hun var lige dér sammen med mig. Eller os!

Manden mener at Hvidovre skal betale børnepenge, eftersom de har "bildt os ind" at det ikke kan lade sig gøre! Altså, det er jo meget nyt endnu, så det er jo slet ikke sikkert at det bliver til noget.
Hvis det gør skal jeg føde til august.
Damn! Det er vildt!
Livet er i sandhed hvad der sker, mens man planlægger det.

Jeg kan ikke sige det til mine elskede netbabyvenner på juliterminen 2005, for dér bliver jeg overvåget af en sladrenisse. Og jeg vil SELV fortælle det til min familie.
Men nu ved I det! Det er min julegave til jer. Ikke at jeg selv fatter det. Men nu må vi se hvad der sker - i hvert fald så skal jeg til lægen en af de næste par dage, og helst I MORGEN!

Puha puha! Men jeg er da glad, selvom det også er underligt.
Hvorfor kan en mand ikke levere når man beder? Og når man siger til ham at han er steril, så kan han sg* godt lave et barn på en!!!!??????

Jeg HAR et barn...

2005-12-18T23:41:00.000-12:00

Jeg har et barn. Et smukt og skønt og helt perfekt barn. Han er 4 mdr. og 3 uger.
Han kom efter 2 års kamp, 5 inseminationer og uendeligt mange tårer. I al den tid han lå i min mave kaldte vi ham TukTuk, fordi hans lille hjerte sagde tuk-tuk i doptonen. Den smukkeste lille lyd, som musik der ramte og omsluttede hele vores livsnerve. Han er fin og god og mild som en sommervind. Han er så nem at gøre tilpas. Og han er den smukkeste skabning på jorden, det er sandt!
Men stadigvæk er jeg barnløs - helt ind i hjertet. Følelserne omkring barnløsheden forsvinder aldrig. Uanset hvor meget, man bearbejder dem, eller hvor mange børn man får. De velkendte følelser af sorg, afmagt, skuffelse, frustration og naturligvis håb, forsvinder ikke. Ikke nogensinde, tror jeg. Min mand kan ikke bare gøre mig gravid. Vi skal have hjælp. Odds for at vi "gør-det-selv" er utroligt små - mindre end odds for at vinde den store gevinst i Lotto.

Der er så bare dét at jeg ikke har fået min mens denne måned. Jeg kender godt den forræderiske mens - véd kun alt for godt, at den kan være forsinket uden at det betyder vi venter barn. Men denne gang, denne gang er den forsinket - som i mange dage forsinket. Og vi har ikke brugt noget, hvorfor skulle vi? Vi kan jo ikke få børn, damn it!
Jeg har læst på nettet at hvis man ammer jævnt gennem døgnet, så får man ikke menstruation, og jeg regner med at dét er grunden til forsinkelsen. Min mand er ret nervøs, for hvad nu hvis? Han mener ikke vi kan klare et barn mere lige nu, og vil helst være færdig med sin uddannelse først, hvilket han efter planen ville være næste jul. Men hvis jeg var gravid nu, ville jeg have termin i september 2006. Hvilket -for mandens vedkommende- ville være lige i semesterstart, og derfor maks dårlig timing! Vi taler desuden om at det ville være synd for vores søn, der i givet fald ville være 14 mdr, når han blev storebror.

Men men men men men men:
Der findes ikke dårlig timing, jeg har dårlig samvittighed og føler stor skyld over at vi gør os disse tanker. Jeg tror ikke på jeg er gravid. Jeg ved jo det ikke kan lade sig gøre. Og jeg synes det ville være maks ondskab hvis jeg var det nu! Jeg HAR jo allerede et barn!
Jeg ville blive vred på mig selv og føle det uretfærdigt - jeg kender barnløse som har ventet i årevis, og det er deres tur nu og det har for øvrigt været deres tur længe, alt for længe. Og jeg kan ikke vente mere på at se min kære netveninde blive mor! Jeg ville blive så ulykkelig, ikke fordi jeg fik et barn, men fordi hun ikke fik ét, hun der kæmper så meget og så længe.
Det er som at stå udenfor sig selv som tilskuer - en meget vred tilskuer!
Selvfølgelig ville jeg få dét evt. barn. Det er indlysende. Jeg kunne aldrig vælge et barn fra, aldrig. Uanset hvor meget jeg føler med andre, så ville det slet slet ikke gøre deres sorg mindre, at jeg valgte et barn fra. Jeg har den rigtige mand, jeg har job og er i gang med en videregående uddannelse. Jeg har et godt liv. Hvis min mand mod alle odds har lavet et barn på mig - så siger vi ja tak. Uden diskussion.

Men hvor ville jeg dog føle jeg havde fået en "ufortjent" gave. En stor én, men en gave jeg havde fået uden kamp. Kampen for at få børn er blevet en del af mit/vores liv. Og mange, jeg kender og elsker. Dét ville gøre mig så ondt at jeg af alle skulle blive dén, der sprang over i køen.
Hvis det er sket, så er det sket - så håber jeg at jeg ikke bliver udstødt af mine elskede kvinder, der kæmper. Jeg håber I ville vide at jeg tænker på jer, stadig føler det jeg altid har følt, og at jeg ville have meget dårlig samvittighed...
...Mon I forstår mig?

Nu må jeg bare vente på mens. Jeg er jo ikke testnarkoman mere, vel? Eller?

Så skete det!

2005-12-10T23:37:00.000-12:00

Jeg har egentlig tænkt på det længe. Men tiden har bare ikke været til det, før i dag. Så nu gjorde jeg det - invaderede blogland. Her kommer mine tanker om alt mellem himmel og jord "out in the open": Lige fra barnløshed over det længe eftertragtede moderskab til distriktpsykiatriens absurditeter.
Vær velkommen på min blog!